Klorofylløse orkidéer i Klinteskoven

Posted on June 7, 2026 by Julie Skotte

Mange af orkidéerne ved Møns Klint vokser ude på de åbne, kalkrige overdrev, hvor lyset falder frit over skråningerne, og hvor blomsterne kan stå mellem græsser, andre blomster og lave buske. Men også inde i Klinteskoven findes der orkidéer. Her er stemningen en helt anden. Lyset er dæmpet under de store bøgetræer, skovbunden er mørk af visne blade. Nogle af de mest specielle orkidéer i skoven er netop dem, der ikke gør meget væsen af sig. De er blege, brunlige eller gulgrønne og kan næsten ligne små rester af noget vissent i skovbunden. Det gælder blandt andet koralrod og rederod. De er særlige, fordi planterne kun har meget lidt eller slet intet klorofyl. Klorofyl er det grønne farvestof i plantens kloroplaster, hvor lyset opfanges og bruges i fotosyntesen. Her danner planten sukkerstoffer ud fra vand og kuldioxid. Når koralrod og rederod ikke lever af at skabe energi fra solens lys, plan, er de i stedet afhængige af et tæt samspil med svampe i jorden. Gennem mykorrhizasvampe får de de næringsstoffer, de har brug for. Derfor behøver de heller ikke stå i solen, men kan vokse i bøgetræernes skygge.

Koralrod (Corallorhiza trifida) fra Klinteskoven på Møn, Danmark

Koralrod er en lille orkidé, som typisk bliver omkring 5 til 20 centimeter høj. Den er lysegrøn eller gulbrun farven og har ingen egentlige blade. Blomsterne er små, og hele planten er utrolig let at overse. Jeg fandt den i midten af maj, og den er allerede nu afblomstret igen. Rederod er større og mere almindelig i skoven. Den bliver omkring 10 til 35 centimeter høj og farven er brunlig. Ved første øjekast kan den godt ligne en stilk med små visne blade. Navnet rederod kommer af rodnettet, som kan minde om en fuglerede. Det engelske navn, Bird’s nest orchid, fortæller det samme. For to uger siden fandt jeg flere mere knopper, og nu her i starten er juni er de sprunget helt ud.

Rederod (Neottia nidus-avis) fra Klinteskoven på Møn, Danmark

Stor Gøgeurt

Posted on May 18, 2026 by Julie Skotte

Stor gøgeurt er en af Danmarks mest markante vilde orkidéer. Det latinske navn er Orchis purpurea, og arten regnes for Danmarks største orkidé. Planten kan blive op til 60 centimeter høj. Blomsterstanden er som regel kegleformet, kan være op til 25 centimeter lang, og består af mange tætstillede blomster.

Stor Gøgeurt fotograferet på Høvblege, Møn, Danmark

Den øverste del af blomsterstanden er mørkt purpurrød når de øverste blomster endnu ikke er sprunget ud, mens den bliver lysere eller næsten hvidlig længere nede. De enkelte blomster har et mørkt hoved, mens læben er hvidlig til lyserød med mørke purpurrøde prikker. Det engelske navn er Lady Orchid, og det skyldes blomstens form. Med lidt fantasi kan den enkelte blomst ligne en lille kvindeskikkelse med hoved, udstrakte lange arme og en lys kjole med lilla pletter.

Nærbillede af blomsterstanden af Stor Gøgeurt fotogarferet på Høvblege, Møn, Danmark

Stor gøgeurt blomstrer typisk fra midten af maj og ind i juni. Den vokser på næringsfattige, kalkrige lokaliteter, blandt andet på kalkoverdrev og i lysåbne skove. I Danmark er den sjælden, men på Høvblege på Møn er der i øjeblikket mange blomster. De stod som hvide lys fordel rundt omkring på skråningerne og inde mellem de lave træer eller buske. Arten er rødlistet i Danmark som næsten truet, NT, og den er desuden fredet, ligesom alle andre orkidéer i Danmark.

Hvid Stor Gøgeurt fotogarferet på Høvblege, Møn, Danmark. Dette er en hypokrom form uden anthocyanin pigmenter

Nogle varianter kan være usædvanligt lyse eller næsten hvide med lysegrønne hoveder. Det skyldes mangel på Anthocyaniner, de pigmenter der normalt giver blomsterne deres purpurrøde tegninger. Sådanne former omtales ofte som hypokrome eller albino lignende. Jeg fandt enkelte hvide eksemplarer på Høvblege i weekenden.

Padderokker og smådyr i Vaserne

Posted on May 5, 2026 by Julie Skotte

I weekenden cyklede jeg en tur gennem Vaserne. Her går de anlagte stier gennem vådområderne, og på begge sider mærkede jeg, hvordan foråret var ved at folde sig ud i den fugtige mosebund. Træerne var endnu ikke sprunget ud, og derfor nåede solens stråler helt ned i sumpen, hvor de oplyste små områder smukt i både medlys og modlys. Nede i den fugtige sumpbund var specielt padderokkerne begyndt at spire. De stod som nøgne, stribede stængler. Kun i toppen af skuddene var sidegrenene begyndt at skyde, som små lysegrønne stjerner.

Padderokke stængel i grønne or oragne farver med myg siddende i modlyset. Billedet er taget i Vaserne i Danmark.

Stænglerne på padderokkerne havde et fantastisk farvespil. Orange og grønne farver skiftede op gennem de nederste dele af stænglen, adskilt af mørke, takkede overgange, som gav dem et næsten grafisk udtryk. Mens jeg fotograferede de smukke stængler, opdagede jeg flere smådyr, som hver især gjorde motivet mere levende. En myg sad i modlyset, og jeg fik den foreviget i en bokeh-boble. En edderkop havde spændt sit spind ud mellem toppen af to padderokker, og sad i spindet og ventede. En tæge vandrede hurtigt op ad de farvede led, næsten camoufleret, fordi dens egne farver matchede stænglen. En snegl bevægede sig i snegletempo ned af en stængel, men det var meget langsomt sammenlignet med tægen. Senere dukkede også en sommerfuglemyg op, lille, fin og meget behåret.

Edderkop sidder i spind mellem 2 padderokker. Der er en del bokeh bobler i billedet. Billedet er taget i Vaserne i Danmark.

Det blev en tur, hvor jeg endnu en gang blev mindet om, hvor meget der gemmer sig i de små detaljer. Padderokkerne så ved første øjekast ret anonyme ud i den fugtige sumpbund, men tæt på var de fulde af farver, former og et mylder af liv. Med kameraet rettet mod stænglerne åbnede der sig en hel lille verden af fantastiske fotomotiver.

Sommerfuglemyg på stængel af padderokker. Stængel er skiftevis grøn og orange. Billedet er taget i Vaserne i Danmark.

Tæge på paderokkestængel. Billedet er taget i Vaserne i Danmark.

Snegl der bevæger sig ned af en padderokkestængel. Billedet er taget i Vaserne i Danmark.

Indtryk af forår

Posted on April 27, 2026 by Julie Skotte

Varmen fra solen kan mærkes nu. Solen har fået en anden styrke, end den havde for bare få uger siden. Luften er ikke længere bidende kold. Foråret er her. Snart springer bøgetræerne ud, og vil dække det meste af udsigten til vandet.

Udsigt fra klinteskoven ud over Møns klint. Et bøgetræ i forgrunden hælder ud over skranten. I mellemgrunden ses den smukke hvide klint, og starnden og vandet kan ses i baggrunden.

I skovbunden står anemonerne nu som et af de tydeligste tegn på årstiden. Jeg har fotograferet blå anemoner helt ude ved klintekanten i år. Her vokser de med udsigt til både bøgetræer og det karakteristiske turkisblå vand ved Møns Klint. Jeg ville gerne vise blomsten i miljøet, det sted den hører til. Midt i landskabet med den stadig nøgne forårsskov omkring sig, skranten og havet i baggrunden. Derfor valgte jeg et vidvinkelbillede, hvor en enkelt anemone fik lov at være forgrund, mens træerne og vandet stadig kunne ses i baggrunden

Hvidvinkelsbillede af blå anemone i miljø, fotograferet på kanten ved Møns Klint. Klinteskovens bøgetræer og det turkise vand kan også ses.

Lyset ved Møns Klint har sin egen karakter. Ved solopgang rammer de første stråler klinten, og den lyse kalk reflekterer lyset på en måde, som gør morgenerne næsten surrealistiske eller drømmeagtige. Denne morgen blev klinten farvet rosa allerede lidt før solen kom frem over horisonten. Men det varer aldrig evigt, efter kort tid forsvinder farverne igen, ligesom foråret hurtigt skrider frem, bøgetræerne springer ud, og snart bliver forår til sommer.

Møns klint, Danmark, farvet rosa i skæret fra solopgangen.

Måneskin ved Møns Klint

Posted on April 2, 2026 by Julie Skotte

Møns Klint ligger i et af Danmarks mest særlige nat-områder. I 2017 blev Møn og Nyord udpeget af DarkSky International som Skandinaviens første International Dark Sky Park og Community, og området fik den høje Gold Tier-status. Det betyder i praksis, at nattemørket her er usædvanligt velbevaret, og at der lokalt er arbejdet målrettet med at begrænse unødigt kunstigt lys, så både mennesker, natur og nattehimlen får lov at beholde mørket. Et dark sky område er altså ikke bare et sted, hvor der er mørkt, men et sted hvor nattehimlen bliver betragtet som en værdifuld naturressource, og hvor mørket bliver beskyttet aktivt.

Måneskinnet oplyser Møns klint, mens en mørk nattehimmel med stjerner ses i baggrunden.

Her i påsken har nogle af nætterne været stjerneklare, men månen har været tæt på fuld eller tæt på fuld, så mørket har ikke fået lov at fylde helt, som det ellers kan derude. Til gengæld har måneskinnet skabt en helt særligt atmosfære langs klinten. Mens jeg fik på stranden hang månen ude over vandet, og oplyste den hvide kridtklint og stranden. Men klinten reflektererede også måne skinnettilbage over stranden, så hele kysten blev badet i et næsten drømmeagtigt skær.

På flere af billederne ser det næsten ud, som om de er taget i dagslys. Det er først, når man ser nærmere på himlen, at man opdager, det er nat. Stjernerne ses som små lyse prikker på himlen og afslører, at lyset ikke kommer fra solen, men fra månen. Havet blev også nogle steder oplyst i den karakteristiske turkise tone, som jeg helt sikkert ikke havde forventet at se midt om natten.

Jeg har gået flere aftener langs stranden uden lygte og bare nydt stilheden, mørket (eller lyset) og landskabet. Det er en særlig fornemmelse at bevæge sig gennem natten på den måde, hvor øjnene langsomt vænner sig til lyset fra månen, og hvor alting træder frem med en ro, som man sjældent oplever om dagen.

Der var mange stjerner at se på disse klare nætter, men ikke det samme væld af dem, som når månen er væk, og mørket får lov at være helt sit eget. Jeg glæder mig til at komme tilbage en nat hvor månen ikke lyser det hele op, for igen at opleve det sande nattemørke på Møn.

Is og sne mønstre på Farum sø

Posted on February 28, 2026 by Julie Skotte

I januar og februar har Farum Sø ligget, som et isdækket lærred. Sneen og vinden har tegnet mønstre, der ændrede sig igen og igen. Det begyndte med frost og blæst, da isen lagde sig. Isen frøs i felter og flager, som blev presset sammen og skubbet rundt af vinden, så det næsten fik karakter af pakis. Frosten fortsatte og blev hårdere, og sneen kom til. Samtidig fortsatte det med at blæse kraftigt (ofte tæt på kuling). Sneen føj og blev samlet i bunker på den ujævne is. Da jeg kiggede direkte ned med dronen, åbnede en verden af abstrakte mønstre sig. Der var kendte former som cirkler, som jeg stadig undrer mig over hvordan opstod. Andre steder lå sneen som brede hvide penselstrøg over den mørke is. Jeg så kontraster og former, spor efter vindens arbejde. Et enkelt sted syntes jeg næsten isen og sneen lignede en scene ude fra rummet, hvor stjerner og stjernetåger stod frem. Nogle dage var der blå nuancer i isen. Andre dage var farverne mere beskedne, næsten som sort-hvid billeder. Til sidst begyndte tøvejret og overfladen ændrede sig igen. Sneen begyndte at smelte, og isen revnede. Nogle steder var der opbrud, og isstykker lå som små øer, der drev rundt i det mørkere vand. Hvad der startede som et par drone billeder af en isdækket Farum sø, udviklede sig til at helt fotoprojekt af fascinerende abstrakte mønstre, former og kontraster, emner der optager mig mere og mere i øjeblikket.

Pack ice on Farum lake as it freezes over.

Patterns of ice and snow on Farum Lake, Denmark.

Sne og is ved Møns klint

Posted on February 15, 2026 by Julie Skotte

Jeg har været ved Møns Klint mange, mange gange gennem de sidste tyve år. Alligevel føles det ikke som et sted, jeg bliver færdig med. Tværtimod. Og det er en af grundene til, at jeg købt et sommerhus på Møn tæt på klinten. Men selvom klinten er velkendt, er der stadig nye og anderledes motiver at opdage og forevige.

Et træ i vandet med sne på nogle af grenene, Møns Klint i baggrunden.

Denne gang var det sneen og isen. Klinten har jeg altid opfattet som hvid, sådan helt instinktivt, men da jeg så sneen ligge i klatter rundt omkring, blev det pludselig tydeligt, at klinten ikke er rigtig hvid. Med sneen som reference, viste kridtet en hel palet af nuancer. Gråt, brunt, okker, svagt gulligt, et strejf af orange, noget grønligt her og der, og mange flere farver. Der var også steder, hvor klinten fremstod ret hvid, men igen, ikke på den måde, som sne er hvid, den var ligesom lidt varmere i farven.

Møns klint med sne i baggrunden, og bølger der kommer ind over de mindre sten i forgrunden. Lang lukkertid er brugt.

Vinterferieugen og hele januar før det havde været blæsende. En kraftig østenvind havde skabt store bølger, som rullede tungt ind over stranden. Små bobler blev dannet som bølgerne brød omkring stenene. Kort efter at trak vandet sig langsomt tilbage igen, og de små bobler gled som i en labyrint rundt om stenene på vej ud igen. Sekundet efter ramte en bølge påny stenene. Nogle gange havde den forgående bølge end ikke nået at trække sig tilbage inden en ny ramte.

Møns Klint med nedfaldent træ med istapper i forgrunden.

Efter en mest grå uge, hvor temperaturerne lå omkring frysepunktet og ofte lidt over, blev det rigtig frostvejr de sidste to dage. Den sidste morgen besøgte jeg klinten, inden jeg kørte hjem, og det tunge skydække havde løfter sig. Solens stråler kom frem, og klinten blev oplyst i sarte pastelfarver. Samtidig havde frostvejret og de kontinuerte bølgesprøjt skabt de fineste istapper, der hang på træerne nede i vandkanten. Det var utrolig smukt, og blev endnu mere magisk da solens stråler lidt efter fik istapperne til at glimte.

Isskulpturer

Posted on February 9, 2026 by Julie Skotte

I en længere periode har vi haft koldt vintervejr med frost. Der har været perioder med sne, og i løbet af den sidste uge har der også rigtig været kraftig vind. Det har været den koldeste vinter i Danmark i lang tid. Hver gang jeg har bevæget mig ud på cykel, har tårerne trillet ned af mine kinder, og selv med tykke vanter er mine fingre blevet stivfrosne.

Tykke kapper af is klæber uden om tre træstammer. Foto fra Farum sø, Danmark.

Blæsevejret og de kolde temperature havde gjort søbredden ved Farum Sø til et uigenkendeligt sted. Vinden havde blæst vandsprøjt op på træer, buske og planter langs bredden, og langsomt var smukke isskulpturer blevet dannet. Det var blevet til et surrealistisk islandskab, hvor det velkendte pludselig var væk. Jeg standsede igen og igen, fordi mine øjne hele tiden fangedes af nye former og detaljer.

Nærbillede af iskappe på en træstamme, hvor barken kan anes igennem nogle steder. Foto fra Farum sø, Danmark.

Tykke Iskapper klæbede sig til træernes stammer. Nogle steder var de gennemsigtige og virkede næsten som slør, der var hængt ud over træstammerne, og jeg kunne ane barkens mønstre gennem isen. Andre steder var isen meget massiv og nye mønstre opstod, som om vinden havde tegnet sine egne linjer i overfladen. Flere store træer hang ud over søen, og vandet der sprøjtede op på dem og løb ned igen imens det frøs, havde dannet tandrækker. Jeg syntes i hvert fald det kunne ligne et krokodille gab med store is-tænder.

Istaååer der hænger ned fra et træ. Der er hvid sne oven på og under istapperne. Foto fra Farum sø, Danmark.

Mange smågrene havde fået hængende istapper. En tynd gren med et tykt lag is blæste i vinden. “Klik, tik, klik, klik” sagde det, som istappen slog ind på de andre istapper. Enkelte fugle pip kunne jeg også høre.

Istapper der hænger på tynde grene ud over Farum sø. Foto fra Farum sø, Danmark.

Jeg gik derude med kameraet og følte mig både heldig og lidt på vagt. Stien langs bredden var blevet til en skøjtebane flere steder, så jeg måtte passe på mens jeg gik med kameraet. Men det var fantastisk at bevæge sig rundt i denne forunderlige eventyrverden af is og sne, som frosten og vinden havde skabt.

Møns Klint indhyllet i tåge

Posted on January 18, 2026 by Julie Skotte

Det var magisk at gå langs Møns Klint her i weekenen. Den tætte tåge hang så lavt over klinten, at kridttoppene virkede som noget, der hele tiden var på vej til at forsvinde. De nøgne bøgetræer langs kanten stod som grålige silhuetter, og uanset om jeg vendte mig mod nord eller syd, blev klinten opslugt af det samme hvide slør. Lyset var fuldstændig diffust, og farverne faldt sammen til en næsten sort hvid palet. Og selvom New York Times fornyelig havde Møns Klint på listen og 52 steder at besøge i 2026, så havde jeg hele stranden for mig selv denne magiske morgen.

Nytår og vinter

Posted on January 5, 2026 by Julie Skotte

Den første weekend i det nye år kom sneen endelig til Danmark. Det sneede næsten uafbrudt fra fredag eftermiddag til sent søndag aften. Jeg var ude med kameraet for at opleve lyset, stilheden og stemningen.

ICM foto af en snedækket vinterskov i Danmark.

Søndag morgen begyndte min gåtur i skoven, før solen var stået op. Der var ingen andre fodtrin i sneen. Jeg var den første, der var ude at gå netop her. Jeg gik i bøgeskov og mellem høje nåletræer. Mellem tætstående træerne var der næsten mørkt, men alligevel ikke helt. Sneen i skovbunden lyste skoven op nedefra. Farverne var kølige og blålige til at starte med, men efterhånden som formiddagen skred frem, blev farvepaletten langsomt lidt varmere. Jeg havde håbet på et par solstråler, der kunne bryde frem omkring de snedækkede stammer og nøgne grene, men skyerne lå tungt og tæt, og solen forblev fraværende.

I starten oplevede jeg skoven som næsten lydløs. Det var, som om sneen lagde låg på alting og gjorde mine skridt næsten lydløse. Men da jeg stod stille og lyttede efter, var der stadig liv. Fuglene gav sig til kende med pippen og skratten, og deres små, fine spor var tydelige i den friske sne. Enkelte steder var der små pletter, hvor skovbunden var skrabet fri. Her havde fuglene rodet i sneen for at komme ned til det, der gemte sig under.

Snevejr i Danmark, næsten abstrakt foto med sne blops der lyser op.

Jeg gik rundt et par timer med kameraet og prøvede at indfange stemningen i skoven. Med tiden dukkede flere mennesker op på stierne. Hundeluftere, mountainbikere og andre på søndagstur gled forbi. Mine fodspor var nu ikke længere alene. Jeg nød sneen og det specielle vinterlys og til slut begyndte små hvide snefnug igen at falde.