21.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 346/1

21.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 346/2

—

der henviser til artikel 165 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne, særlig artikel 26,

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 14,

—

der henviser til Sorbonne-fælleserklæringen om harmonisering af opbygningen af den videregående uddannelse i Europa, som de fire ansvarlige ministre fra Frankrig, Tyskland, Italien og Det Forenede Kongerige undertegnede den 25. maj 1998 i Paris (Sorbonneerklæringen) (1),

—

der henviser til den fælleserklæring, som undervisningsministrene fra 29 europæiske lande undertegnede i Bologna den 19. juni 1999 (Bolognaerklæringen) (2),

—

der henviser til kommunikéet fra konferencen af de europæiske ministre med ansvar for videregående uddannelse den 28.–29. april 2009 i Leuven og Louvain-la-Neuve (3),

—

der henviser til Budapest-Wien-erklæringen af 12. marts 2010, som blev vedtaget af udenrigsministrene fra 47 lande, og som officielt lancerede det europæiske område for videregående uddannelse (4),

—

der henviser til kommunikéet fra ministerkonferencen og det tredje Bolognapolitik-forum afholdt i Bukarest den 26.–27. april 2012 (5),

—

der henviser til mobilitetsstrategien 2020 for det europæiske område for videregående uddannelse (EHEA) vedtaget på EHEA-ministerkonferencen afholdt i Bukarest den 26.–27. april 2012 (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013 om ændring af direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og forordning (EU) nr. 1024/2012 om det administrative samarbejde ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (»IMI-forordningen«) (7),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 28. september 2005 om lettelse af medlemsstaternes udstedelse af ensartede visa til kortvarigt ophold for forskere fra tredjelande, som rejser inden for Fællesskabet med henblik på videnskabeligt forskningsarbejde (8),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 15. februar 2006 om yderligere europæisk samarbejde vedrørende kvalitetssikring inden for videregående uddannelser (9),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 23. april 2008 om etablering af den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring (10),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 12. maj 2009 om en strategiramme for det europæiske samarbejde for uddannelse og erhvervsuddannelse (»ET 2020«) (11),

—

der henviser til de konklusioner, som Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, vedtog den 26. november 2009 om udvikling af uddannelsessystemernes rolle i en fuldt fungerende videnstrekant (12),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 11. maj 2010 om internationalisering af videregående uddannelse (13),

—

der henviser til Rådets henstilling af 28. juni 2011 om politikker, som skal mindske skolefrafald (14),

—

der henviser til Rådets henstilling af 28. juni 2011 med titlen »Unge på vej — flere unge i læringsmobilitet« (15),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. maj 2006»Virkeliggørelse af universiteternes moderniseringsdagsorden for uddannelse, forskning og innovation« (COM(2006)0208),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010»Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. august 2010 om en digital dagsorden for Europa (COM(2010)0245),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. september 2011 med titlen »Fremme af vækst og beskæftigelse — en dagsorden for moderniseringen af Europas videregående uddannelser« (COM(2011)0567),

—

der henviser til rapporten »Higher Education in Europe 2009: Developments in the Bologna Process« (Eurydice, Kommissionen, 2009) (16),

—

der henviser til rapporten »Focus on Higher Education in Europe 2010: The Impact of the Bologna Process« (Eurydice, Kommissionen, 2010) (17),

—

der henviser til rapporten »The European Higher Education Area in 2012: Bologna Process Implementation Report« (Eurydice, Kommissionen, 2012) (18),

—

der henviser til Eurobarometers 2007-undersøgelse blandt undervisere om reform af videregående uddannelser (19),

—

der henviser til Eurobarometers 2009-undersøgelse blandt studerende om reform af videregående uddannelser (20),

—

der henviser til Eurostat-publikationen af 16. april 2009 med titlen »The Bologna Process in Higher Education in Europe — Key indicators on the social dimension and mobility« (21),

—

der henviser til den endelige rapport fra den internationale konference om finansiering af videregående uddannelser afholdt den 8.–9. september 2011 i Jerevan, Armenien (22),

—

der henviser til sin beslutning af 23. september 2008 om Bolognaprocessen og studerendes mobilitet (23),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om dialog mellem universiteter og erhvervsliv: Et nyt partnerskab til modernisering af de europæiske universiteter (24),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2012 om EU-institutionernes bidrag til konsolidering og udvikling af Bolognaprocessen (25),

—

der henviser til Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) (26),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0121/2015),

A.

der henviser til, at vigtigheden af Bolognaprocessen i den nuværende økonomiske situation bør bestå i at forfølge målene for udvikling af det højest mulige videns- og innovationsniveau for borgerne ved hjælp af en bred adgang til uddannelse og videreuddannelse, og til at dette bør afspejles i revisionen af Europa 2020-strategien og i implementeringen af Junckers investeringsplan for Europa;

B.

der henviser til, at analyser viser, at næsten hver tredje arbejdsgiver i EU har problemer med at finde medarbejdere med passende kvalifikationer; der henviser til, at Bolognareformen — i lyset af målsætningen om at mindske kløften mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer i EU — indtil videre ikke har været særlig vellykket; der henviser til, at kvalifikationsmismatchen er blevet en central udfordring for Europa, der påvirker alle samfundsområder lige fra erhvervslivets produktivitet og effektivitet til ungdommens nuværende og fremtidige velfærd;

C.

der henviser til, at der ikke er sket store forbedringer i forbindelse med ungdomsbeskæftigelsesproblemet siden begyndelsen af krisen i 2008; der henviser til, at der ved udgangen af 2014 var omkring 5 millioner arbejdsløse unge (under 25) i EU;

D.

der henviser til, at — med en filosofs ord — »bør stræben efter sandhed og skønhed være universiteternes adelsmærke« foruden deres pligt til at uddanne nye akademikere, forskere, ingeniører, lærere, læger, politikere, borgere;

E.

der henviser til, at det er vigtigt at betragte universiteterne som de egentlige hovedaktører i Bolognaprocessen ud over de regionale og nationale institutioners koordinerende, reguleringsmæssige og ressourcemæssige støtteroller;

F.

der henviser til, at de mellemstatslige initiativer, der udføres i samarbejde med akademiske kredse, har ført til bestræbelser på at skabe et fælleseuropæisk svar på alvorlige problemer i mange lande, men som har været utilstrækkelige;

G.

der henviser til, at det reelle formål med Bolognaprocessen er at understøtte mobilitet og internationalisering såvel som at sikre kompatibilitet og sammenlignelighed i standard og kvalitet ved forskellige videregående uddannelsessystemer, samtidig med at universiteternes selvstyre respekteres, og på denne måde bidrage til skabelse af et reelt demokratisk europæisk område, der tilbyder borgerne lige muligheder;

H.

der henviser til, at der er brug for en vurdering af de fremskridt, der er gjort gennem de sidste 15 år, som tager hensyn til både succeshistorien, hvad angår regionsinternt samarbejde, og de vedvarende problemer, der opstår, og den uensartede indfrielse af de fastsatte mål;

I.

der henviser til, at mens Bolognaprocessen i de fleste lande har været en vejledende og motiverende faktor bag uddannelsesreformer, kan den i nogle lande blive opfattet som en bureaukratisk byrde på grund af fejlkommunikation og manglende forståelse for dens egentlige vision;

J.

der henviser til, at det er vigtigt at erkende det paneuropæiske tilsnit ved Bolognaprocessen såvel som inddragelse af alle dens aktører, herunder studerende, undervisere, forskere og øvrigt personale;

K.

der henviser til, at løbende og øget finansiel støtte for uddannelse — både videregående og erhvervsfaglige uddannelse — viden og forskning er afgørende, navnlig i denne tid med økonomisk krise;

L.

der henviser til, at denne stadigt skiftende situation afføder et behov for at bekræfte det politiske engagement, der ligger til grund for Bolognaprocessen, og de europæiske institutioners, de nationale regeringers og alle øvrige relevante interessehaveres engagement i realiseringen af processen;

1.

bemærker, at uddannelse og forskning er en af de primære søjler, som vort samfund hviler på, for så vidt angår fremme af kompetenceudvikling, vækst og jobskabelse; understreger, at større investeringer i uddannelse er afgørende for at kunne afhjælpe fattigdom, social ulighed og arbejdsløshed, navnlig ungdomsarbejdsløshed, og for at fremme social integration;

2.

bemærker, at Bolognaprocessen vil kunne bidrage til at afhjælpe kvalifikationsmismatch i EU, hvis den gjorde det muligt for studerende at opnå og udvikle de kompetencer, der kræves på arbejdsmarkedet, og herigennem vil kunne indfri det vigtige mål at udvide beskæftigelsesegnethed blandt nyuddannede;

3.

er bevidst om den rolle, som Bolognaprocessen udgør for skabelsen af Kundskabernes Europa; understreger, at udbredelsen af viden, uddannelse og forskning er et centralt element i Europa 2020-strategien og bidrager til at fremme europæisk medborgerskab; understreger imidlertid behovet for høring på de højere læreanstalter (underviserne, de studerende og det administrative personale) med henblik på at opnå en forståelse af modstanden mod de reformer, der er knyttet til Bolognaprocessen, såvel som behovet for at garantere offentlig uddannelse, der er gratis og tilgængelig for alle, og opfylder de samfundsmæssige behov;

4.

bemærker, at Bologna-reformerne resulterede i iværksættelsen af et europæisk område for videregående uddannelse (EHEA) og har ført til gode resultater gennem de seneste15 års bestræbelser på at gøre videregående uddannelsesstrukturer mere sammenlignelige, højne mobiliteten, tilsikre kyndige kontrolsystemer og diplomanerkendelse, forbedre kvaliteten af uddannelsessystemerne såvel som tiltrækningskraften ved europæiske videregående uddannelser;

5.

bemærker, at der stadig forestår et stort arbejde i Bolognaprocessen med henblik på at justere uddannelsessystemerne til arbejdsmarkedets behov og forbedre den samlede beskæftigelsesegnethed og konkurrenceevne samt tiltrækningskraften ved europæiske videregående uddannelser; bemærker, at de europæiske højere læreanstalter bør være i stand til at reagere hurtigt på økonomiske, kulturelle, videnskabelige og teknologiske ændringer i det moderne samfund med henblik på fuldt ud at udnytte deres potentiale til at fremme væksten, beskæftigelsesegnetheden og den sociale samhørighed;

6.

tager målene for de kommende år til efterretning og de nationale prioriteringer for handlinger, der skal tages i 2015, som skitseret i EHEA-ministerkonferencen i Bukarest 2012 såvel som dets henstillinger til 2020-EHEA-mobilitetsstrategien; anbefaler indførelsen af nye observatorier, nye tilnærmelser til de forskellige europæiske universitetsmiljøer og nye ordninger til inddragelse af medlemmerne af de omtalte universitetsmiljøer i arbejdet med at reformere Bolognaprocessen;

7.

opfordrer EHEA-landene til at implementere de almindelige aftalte reformer, der har til formål at fremskynde resultaterne af Bolognaprocessens mål og styrke EHEA's troværdighed; opfordrer til at støtte de lande, der konfronteres med vanskelighederne i implementering af disse reformer; støtter i denne henseende skabelsen af brede partnerskaber mellem lande, regioner og relevante interessehavere;

8.

opfordrer medlemsstaterne til yderligere at styrke og modernisere evalueringssystemerne for de videregående uddannelser med de avancerede uddannelsessystemer på internationalt plan som forbillede og belønne topkvalitet ved at fokusere på udvikling af viden, forskning og videnskab;

9.

fremhæver betydningen af at bevare diversitet i undervisningen, herunder sprogenes diversitet; opfordrer medlemsstaterne til at øge de studielegater og sikre, at de er lettilgængelige;

10.

peger på behovet for en yderligere indsats for at udvikle EHEU og til at bygge videre på de fremskridt, der er gjort i forfølgelsen af det/dens mål og i samordning med det europæiske område for videregående uddannelse, det europæiske område for livslang læring og det europæiske forskningsrum;

11.

opfordrer alle interessehavere, der beskæftiger sig med implementeringen af Bolognaprocessen for at styrke kvalitetssikringen med henblik på at opnå, at det europæiske område for videregående uddannelse forbedrer sin tiltrækningskraft som verdensomspændende reference for akademisk ekspertise;

12.

opfordrer medlemsstaterne, EHEA-landene og EU som helhed til at fremme offentlighedens forståelse for og opbakning til Bolognaprocessen, herunder tiltag på græsrodsniveau til at opnå mere effektive og dynamisk inddragelse i bestræbelserne på at nå processens mål;

13.

påpeger, at Kommissionen som en deltager i Bolognaprocessen indtager en vigtig rolle i etableringen af EHEA og opfordrer den til at videreføre sin indsats for at genvække processen og fremskynde bestræbelserne på at indfri de opstillede mål;

14.

påpeger nødvendigheden af at inkludere kvaliteten af uddannelse og forskning i den tertiære sektor i de opstillede mål; mener, at en af indikatorerne for opfyldelse af disse mål er, at kandidaternes beskæftigelsesegnethed forbedres, hvilket også er en målsætning i Europa 2020-strategien;

15.

opfordrer til en dialog mellem stater og højere læreanstalter med henblik på at fokusere på, maksimere og gøre mere effektiv brug af de tilgængelige midler og søge efter nye og forskelligartede finansieringsmodeller med henblik på at supplere den offentlige finansiering; fremhæver også betydningen af Horisont 2020 som drivkraft for samarbejdsprojekter blandt de europæiske højere læreanstalter og er bekymret over de fortsatte forsøg på at reducere programmets finansiering, mens andre budgetområder forbliver ubestridte;

16.

opfordrer regeringerne til at fremme en mere effektiv anvendelse af offentlig finansiering til uddannelse og til at respektere EU's overordnede mål om, at 3 % af EU's BNP skal investeres i forskning og udvikling inden 2020; understreger, at ambitiøs finansiering af uddannelse og forskning er nødvendig, eftersom dette er et af nøgleredskaberne til at sikre, at alle har adgang til kvalitetsuddannelse, og til bekæmpelse af den økonomiske krise og arbejdsløsheden;

17.

understreger de potentielle finansieringsmuligheder for videregående og erhvervsrettede uddannelser, som EFSI bør stille til rådighed; udtrykker dyb bekymring over de planlagte nedskæringer af Horisont 2020, der er direkte knyttet til forskning og uddannelse til fordel for EFSI;

18.

advarer om, at en hvilken som helst nedskæring af Horisont 2020 utvivlsomt vil påvirke den fuldstændige gennemførelse af Bolognaprocessen, og anmoder derfor indtrængende Kommissionen om at trække sådanne forslag tilbage;

19.

tilskynder til både top-down- og bottom-up-tilgange, der inddrager hele den akademiske sagkundskab og arbejdsmarkedets parter og opfordrer til politisk engagement og samarbejde mellem EHEA-minister i udvikling af en fælles strategi for opnåelse af Bolognareformerne;

20.

opfordrer til videreudvikling af studieprogrammerne med klart definerede mål, der tilvejebringer den viden og en blanding af de færdigheder — generelle såvel som fagspecifikke — der er nødvendige ikke kun for at forberede nyuddannede på arbejdsmarkedets krav og til at opbygge deres kapacitet for livslang læring, men også for i væsentligere grad at inddrage borgerne; støtter en fuldstændig gennemførelse af den europæiske referenceramme for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer;

21.

understreger den rolle, som fagdisciplinerne naturvidenskab, teknologi, ingeniørteknik og matematik spiller, samt deres betydning for samfundet, økonomien og kandidaternes beskæftigelsesegnethed;

22.

opfordrer til korrekt implementering af det europæiske meritoverførselssystem (ECTS) og EHEA's diplomtillægssystem, der er nøgleværkstøjer knyttet til de studerendes arbejdsbyrde og læringsresultater, med henblik på at lette mobilitet og bistå de studerende med at sammenlægge deres akademiske og eksternt fagrelaterede præstationer;

23.

understreger betydningen af at garantere gensidig anerkendelse og kompatibilitet af akademiske grader til styrkelse af kvalitetssikringssystemet på EU-niveau og i alle lande, der deltager i EHEA, i tråd med den reviderede vision for EU-standarder og retningslinjer for kvalitetssikring (ESG) i det europæiske område for videregående uddannelse; opfordrer alle EHEA-lande og deres respektive kvalitetssikringsorganer til at tilslutte sig de europæiske kvalitetssikringsnet (ENQA og EQAR);

24.

tilskynder partnerne i Bolognaprocessen, og navnlig Kommissionen, til regelmæssigt at måle kvalifikations- og kompetencemismatch på tidspunktet for kandidaternes indtræden på arbejdsmarkedet;

25.

understreger vigtigheden af Europa 2020-strategiens mål om at 40 % af alle i alderen 30-34 år skal have gennemført en videregående uddannelse og opnået de relevante færdigheder og kompetencer til at finde et tilfredsstillende arbejde;

26.

fremhæver værdien af referencerammerne for kvalifikationer for at forbedre gennemsigtigheden og opfordrer alle Bologna-landene til at gøre deres nationale rammer kompatible med EHEA-rammerene og med EU-kvalifikationsrammerne;

27.

understreger, at de nationale referencerammer for kvalifikationer i mange medlemsstater skal tilpasses den europæiske referenceramme for kvalifikationer (EQF) og de europæiske standarder og retningslinjer for kvalitetssikring (ESG); bemærker, at mange nationale referencerammer for kvalifikationer stadig ikke er registreret i det europæiske kvalitetssikringsregister for videregående uddannelser (EQAR);

28.

noterer sig, at mobilitet blandt studerende, undervisere, forskere og personale er en af hovedprioriteterne i Bolognaprocessen; opfordrer medlemsstaterne til at øge mulighederne for og kvaliteten af mobiliteten og fremhæver behovet for at styrke implementeringen af 2020-mobilitetsstrategien for EHEA og desuden også nå de kvantitative mål på 20 % studentermobilitet; noterer sig i denne forbindelse den afgørende rolle, som Erasmus+-programmet og Horisont 2020 udgør og vigtigheden af at sikre, at disse fremmes og gennemføres på en gnidningsløs og effektiv måde; understreger, at uddannelsesstipendier tilknyttet Erasmus+ bør fritages fra skat og arbejdsmarkedsbidrag;

29.

opfordrer til gradvis inddragelse af mobilitetsstuderende i universiteternes officielle uddannelsesplan;

30.

understreger nødvendigheden af at inddrage et hensigtsmæssigt antal studerende og undervisere fra kunst- og musikuddannelser i EU's mobilitetsprogrammer;

31.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til som en del af kriterierne for rangordningen på universiteter og højere læreanstalter at vurdere niveauet af partnerskab og europæisk og international mobilitet, de fremmer;

32.

bemærker de højere læreanstalters rolle med hensyn til at fremme mobiliteten og uddanne kandidater og forskere med viden og færdigheder, der gør dem beskæftigelsesegnede i den globale økonomi;

33.

opfordrer medlemsstaterne, EU og EHEA til at styrke mobiliteten ved at fostre sproglæring, fjerne administrative ændringer, sørge for en tilstrækkelig finansiel støttemekanisme og garantere overføringen af legater, stipendier og merit; bemærker, at mobiliteten fortsat er mindre tilgængelig for studerende fra mindre velstående kår;

34.

understreger, for så vidt angår både programmernes udformning og gennemførelsesresultater, at skiftet i det uddannelsesmæssige paradigme i retning af en mere studenterorienteret tilgang, der inkluderer de studerendes personlige udvikling; understreger vigtigheden af de studerendes deltagelse i forvaltningen af de videregående uddannelser;

35.

understreger, at studieprogrammerne bør fokusere på de langsigtede markedskrav; understreger desuden, at beskæftigelsesegnethed indebærer, at de studerende skal beherske en lang række forskelligartede kompetencer, der forbereder dem på deres indtræden på arbejdsmarkedet og forbereder dem på livslang læring; understreger i denne henseende aktiv dialog og national og tværnational samarbejde om programmer og praktikophold mellem universiteter og erhvervsliv, hvilke vil kunne hjælpe med at imødegå den økonomiske krise, stimulere økonomisk vækst og bidrage til et vidensbaseret samfund og dermed skabe muligheder i bredere social forstand; opfordrer de højere læreanstalter til at være åbne overfor tværfaglige studier, oprettelse af universitetsforskningsinstitutter og samarbejde med forskellige partnere;

36.

understreger behovet for at tilvejebringe brede muligheder for livslang læring og til komplementære såsom ikke-formel og uformel læring, der har afgørende betydning for udviklingen af bløde færdigheder;

37.

opfordrer til en indsats til styrkelse af forbindelsen mellem videregående uddannelse, forskning og innovation, herunder gennem fremme af forskningsbaseret uddannelse og fremhæver horisont 2020-programmet som en central finansieringsmekanisme for fremme af forskningen; opfordrer til bedre synkronisering af handlinger, der støtter Bolognaprocessen såsom Horisont 2020 og Erasmus+-programmerne;

38.

opfordrer til mere fleksible læringsveje, der indbefatter programmer for fællesgrader og tværdisciplinære studier og som støtter innovation, kreativitet, erhvervsuddannelser, tosporet uddannelse og iværksætterånd inden for videregående uddannelse og opfordrer til udforskning af potentialet ved nye teknologier, digitalisering og IKT med henblik på at berige læring og undervisning såvel som for at videreudvikle et bredt sæt færdigheder og nye modeller for læring, undervisning og evaluering;

39.

opfordrer højere læreanstalter, offentlige forvaltninger, arbejdsmarkedets parter og virksomhederne til at føre an i en løbende dialog, der kan lette og udbygge beskæftigelsesegnethed; understreger i denne henseende behovet for at fokusere debatten på et uudnyttet potentiale inden for de videregående uddannelser for så vidt angår at stimulere vækst og beskæftigelse; opfordrer EHEA-landene og de højere læreanstalter til at forbedre samarbejdet med henblik på at sikre kvalitetssikrede praktikophold og lærlingepladser og at styrke mobiliteten i denne sammenhæng; understreger, at interessehaverne bør forbedre deres samarbejde om at hæve eksisterende kvalifikationer hos og generelt udvide den faglærte arbejdsstyrke samt forbedre tilbud, tilgængelighed og kvalitet i vejledning om karrieremuligheder og beskæftigelse; bemærker i øvrigt, at praktikophold som en del af uddannelsesprogrammerne og læring på arbejdspladsen bør nyde yderligere fremme;

40.

understreger, at det er nødvendigt at give anerkendte flygtninge adgang til alle institutioner i EHEA, der sætter dem i stand til at opbygge en selvstændig tilværelse gennem uddannelse; understreger endvidere, at opholdstilladelser for kandidater, der søger en kvalificeret erhvervsaktivitet, bør liberaliseres yderligere; understreger, at indsatsen for at opnå gensidig anerkendelse af anerkendte flygtninge bør styrkes, navnlig med hensyn til de studerendes mobilitet;

41.

understreger, at medlemsstaterne og alle højere læreanstalter, der har tilsluttet sig EHEA, er ansvarlige for at tilvejebringe en kvalitetsuddannelse, der står mål med de sociale og økonomiske udfordringer, og fremhæver behovet for deres tætte samarbejde med henblik på at nå målsætningerne i Bolognaprocessen;

42.

bemærker, at kun få medlemsstater har udarbejdet en omfattende strategi med henblik på at inkludere studerende med ringere-stillede socioøkonomisk baggrund i de videregående uddannelser og dermed afhjælpe problemet med det såkaldte sociale filter;

43.

opfordrer til, at gymnasielærere i højere grad involveres i Bolognaprocessen for at fremme kvaliteten af læreruddannelser og den erhvervsmæssige mobilitet med henblik på at opfylde de nye uddannelsesmæssige krav, som et vidensbaseret samfund stiller og bidrage til forbedrede studieresultater;

44.

understreger, at uddannelse, herunder kvaliteten og undervisningsmålene, indtager en rolle i opdragelsen af fremtidige generationer og bidrager til bredere og social og økonomisk samhørighed såvel som jobskabelse, øget konkurrenceevne og vækstpotentiale; opfordrer i denne forbindelse til øget anerkendelse af lærerfaget;

45.

opfordrer til en økonomisk og social indsats for at forbedre social inddragelse ved at yde retfærdig og åben adgang til kvalitetsuddannelse for alle ved at befordre anerkendelse af akademiske og faglige kvalifikationer såvel som studieophold i udlandet og forudgående læring, programmer for bløde færdigheder og ikke-formel og uformel læring og ved at sørge for relevant uddannelse til den diversificerede studenterbefolkning gennem livslang læring;

46.

understreger Bolognaprocessens sociale dimension; opfordrer til tiltag fokuseret på øget deltagelse af underrepræsenterede og ugunstigt stillede grupper, herunder gennem internationale mobilitetsprogrammer;

47.

understreger den betydning, som uddannelsesmæssig mobilitet har for tværkulturel læring, og at Bolognaprocessen bør gøre en aktiv indsats for at fostre tværkulturel viden og respekt blandt studerende;

48.

opfordrer til, at der videreudvikles en strategi for den eksterne dimension af EHEA gennem samarbejde med andre regioner i verden med henblik på at forbedre konkurrenceevnen og tiltrækningskraften i en global kontekst, højne tilførslen af informationer til EHEA, styrke samarbejde på grundlag af partnerskab, intensivere den politiske dialog og yderligere anerkende kvalifikationer;

49.

understreger behovet for at øge indsamlingen af oplysninger blandt EHEA-landene for bedre at kunne identificere og håndtere udfordringerne i forbindelse med Bolognaprocessen;

50.

understreger betydningen af den næste EHEA-ministerkonference, der vil finde sted i Jerevan i maj 2015, for så vidt angår gennemførelsen af en objektiv og kritisk gennemgang af både fremskridt og tilbageslag i bestræbelserne på at nå de prioriterede mål, der er opstillet for 2012–2015, i den hensigt at fremme og yderligere konsolidere EHEA med fuld støtte fra Unionen;

51.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

21.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 346/10

—

der henviser til artikel 167 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til konventionen om beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed, vedtaget af De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) den 20. oktober 2005,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1295/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1718/2006/EF, nr. 1855/2006/EF og nr. 1041/2009/EF (3),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 25. november 2014 om europæisk film i den digitale tidsalder (4),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010»Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (COM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. august 2010 om en digital dagsorden for Europa (COM(2010)0245),

—

der henviser til første rapport af 4. maj 2012 fra Kommissionen om gennemførelsen af direktiv 2010/13/EU »Audiovisuelle medietjenester og internetforbundne enheder: Status og fremtidsperspektiver« (COM(2012)0203),

—

der henviser til første rapport fra Kommissionen af 24. september 2012 om anvendelsen af artikel 13, 16 og 17 i direktiv 2010/13/EU for perioden 2009-2010 — Fremme af europæiske programmer i europæiske programlagte og on-demand audiovisuelle medietjenester (COM(2012)0522),

—

der henviser til Kommissionens tredje rapport af 7. december 2012 med titlen »On the challenges for European film heritage from the analogue and the digital era« (SWD(2012)0431) om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets henstilling 2005/865/EC af 16. november 2005 om filmarv og konkurrenceevnen for relaterede industrielle aktiviteter,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 18. december 2012 om indhold på det digitale indre marked (COM(2012)0789),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 24. april 2013»Forberedelse på en fuldt konvergeret audiovisuel verden: Vækst, kreativitet og værdier« (COM(2013)0231),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. november 2013 om statsstøtte til film og andre audiovisuelle værker (5),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. maj 2014»Europæisk film i den digitale tidsalder — Kulturel mangfoldighed forenet med konkurrenceevne« (COM(2014)0272),

—

der henviser til udtalelse af 4. december 2014 fra Regionsudvalget om europæisk film i den digitale tidsalder,

—

der henviser til sin beslutning af 16. november 2011 om europæisk film i den digitale tidsalder (6),

—

der henviser til sin beslutning af 11. september 2012 om onlinedistribution af audiovisuelle værker i EU (7),

—

der henviser til sin beslutning af 22. maj 2013 om gennemførelse af direktivet om audiovisuelle medietjenester (8),

—

der henviser til sin beslutning af 12. marts 2014 om forberedelse på en fuldt ud konvergeret audiovisuel verden (9),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A8-0123/2015),

A.

der henviser til, at film er goder af både økonomisk og kulturel karakter, som yder et vigtigt bidrag til europæisk økonomi med hensyn til vækst og beskæftigelse, og som samtidig medvirker til at forme europæiske identiteter gennem deres afspejling af kulturel og sproglig mangfoldighed, til at udbrede kendskabet til europæiske kulturer på tværs af grænserne og til at fremme kulturudveksling og gensidig forståelse mellem borgerne, og som desuden bidrager til dannelsen og udviklingen af kritisk tænkning;

B.

der henviser til, at potentialet i de kulturelle og kreative sektorer i Europa og navnlig i europæisk filmindustri stadig mangler at blive fuldt udnyttet til fremme af europæisk kulturel mangfoldighed og kulturarv og til den skabelse af bæredygtig vækst og arbejdspladser, som til gengæld kan gavne andre økonomiske sektorer og tilføre Europa en konkurrencefordel på globalt plan;

C.

der henviser til, at den europæiske filmindustri er en af verdens største producenter med 1 500 nye film i 2014, men er karakteriseret ved en heterogen struktur med hensyn til både finansiering og produktionsform;

D.

der henviser til, at europæiske film er karakteriseret ved deres kvalitet, originalitet og diversitet, men lider under begrænset fremme og distribution overalt i EU, og dette afspejles i et relativt lavt publikumsniveau, samtidig med at de er udsat for intens international konkurrence og distributionsvanskeligheder både i og uden for Europa;

E.

der henviser til, at cirkulationen af ikke-nationale europæiske film i medlemsstaterne fortsat er beskeden til trods for de mange film, der produceres hvert år, mens ikke-europæiske produktioner har stor udbredelse i EU;

F.

der henviser til, at de europæiske films mangfoldighed, der afspejler rigdommen og styrken i Europas kulturelle og sproglige mangfoldighed, betyder, at det europæiske filmmarked af natur er fragmenteret;

G.

der henviser til, at markedsføring af kvalitetsfilm er særlig vigtig for mindre medlemsstater, hvis sprog kun tales af få;

H.

der henviser til, at delprogrammet Media under programmet Et kreativt Europa (i det følgende benævnt Media) tilbyder nye finansieringskilder og muligheder for distribution og cirkulation af europæiske ikke-nationale film, for publikumsudvikling og støtte til mediekundskab;

I.

der henviser til, at det bør være en af de centrale målsætninger med det digitale indre marked at skabe tillid til internettet og udvide adgangen til lovligt audiovisuelt indhold og dermed bidrage til investering i europæiske film;

J.

der henviser til, at fremvisning i biografen som det første led i udbredelsen af film fortsat står for en stor del af indtjeningen på film og derfor er afgørende for finansieringen af europæisk filmproduktion og -distribution og har stor betydning for filmenes succes i efterfølgende udbredelsesled;

K.

der henviser til, at et stigende antal europæiske film med et beskedent produktions- og markedsføringsbudget imidlertid kunne have fordel af mere fleksible udbredelsesstrategier og tidligere tilgængelighed på VOD-tjenester;

L.

der henviser til, at en bedre organisering af udbredelsesmulighederne ville kunne øge det potentielle publikum og gøre det uautoriserede forbrug af film mindre attraktivt;

M.

der henviser til, at artikel 13, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester stiller krav til medlemsstaterne om at sikre, at on-demand audiovisuelle medietjenester fremmer europæiske programmer; der henviser til, at denne bestemmelse er blevet gennemført på forskellig vis med forskellige niveauer af lovkrav og har ført til, at medietjenesterne slår sig ned i de medlemsstater, der stiller de laveste krav;

N.

der henviser til, at hovedparten af den offentlige finansiering til den europæiske filmindustri fra såvel nationale som EU-kilder går til filmproduktion;

O.

der henviser til, at artikel 14 i forordning (EU) nr. 1295/2013 om oprettelse af programmet Et Kreativt Europa fastsætter, at Kommissionen skal oprette en garantifacilitet, der skal lette adgangen til finansiering for SMV'er i de kulturelle og kreative sektorer og forbedre deltagende finansielle formidleres evne til at vurdere de risici, der er forbundet med projekter, som SMV'er søger lån og finansiering til;

P.

der henviser til, at Kommissionen i sin tredje rapport af 7. december 2012, »On the challenges for European film heritage from the analogue and the digital era«, gjorde opmærksom på, at kun 1,5 % af den europæiske filmarv var blevet digitaliseret; der henviser til, at denne procentdel er uforandret i dag, til trods for at der gentagne gange er blevet advaret om risikoen for, at en stor del af denne kulturarv kan gå fuldstændig tabt og ikke vil kunne videregives til fremtidige generationer, hvilket allerede er tilfældet med stumfilm, hvoraf der kun er bevaret 10 %;

Q.

der henviser til, at digitalisering og mediekonvergens skaber nye muligheder for distribution og markedsføring af europæiske film på tværs af grænserne samt større potentiale for innovation og fleksibilitet, samtidig med at det afstedkommer betydelige ændringer i tilskuernes adfærd og forventninger;

R.

der henviser til, at det er afgørende at sikre finansiering til digitalisering og bevarelse af og online-tilgængelighed for filmarven og tilknyttet materiale og at fastlægge europæiske standarder for bevarelsen af digitale film;

S.

der henviser til, at film- og navnlig mediekundskab kan bidrage til borgernes evne til at udvikle kritisk tænkning og forståelse og kan stimulere deres egen kreativitet og udtryksevne;

T.

der henviser til, at ophavsretten i den digitale tidsalder fortsat bør udgøre et incitament for investering i filmproduktion og -skabelse og sikre rettighedshaverne en passende indtjening, samtidig med at der bør tilskyndes til udvikling af nye tjenester og adgang for borgerne på tværs af grænserne, og de kulturelle og kreative sektorer bør sættes i stand til at vedblive med at bidrage til vækst og jobskabelse;

U.

der henviser til, at det er vigtigt at sikre effektiv gennemførelse af direktiv 2012/28/EU om visse former for anvendelse af forældreløse værker og at indføje film i definitionen af forældreløse værker, der er offentligt tilgængelige;

1.

opfordrer den europæiske filmindustri til at fortsætte udviklingen af innovative tjenester, nye forretningsmodeller og distributionskanaler for at forbedre europæiske films tilgængelighed på tværs af grænserne i og uden for EU for at give tilskuere i hele EU mulighed for at få adgang til et endnu større udvalg af film på et stigende antal platforme; foreslår i denne forbindelse, at europæisk filmindustri tager ved lære af de bedste former for handelspraksis uden for EU;

2.

erkender den indvirkning, som ulovlig anvendelse af kunstneriske værker har på den kreative proces og ophavsmændenes rettigheder; understreger, at der er behov for større lovligt udbud af høj kvalitet og for at skabe større bevidsthed om dette spørgsmål hos unge;

3.

mener, at udviklingen af grænseoverskridende overførsel af audiovisuelle tjenester under hensyntagen til den hastige vækst i VOD og online-transaktioner i EU kan udforskes yderligere, da dette vil give seerne adgang til film, uanset hvor de befinder sig;

4.

understreger betydningen af en målrettet markedsføring i EU, som tager højde for europæiske publikumsgruppers kulturelle særegenhed, for at sikre en bedre og mere effektiv markedsføring af europæiske film;

5.

tilskynder derfor indtrængende til at sikre bedre adgang til undertekstede film for at øge cirkulationen af europæiske film på tværs af grænserne, styrke bevidstheden om Europas kulturelle og sproglige mangfoldighed blandt tilskuerne og forbedre den gensidige forståelse;

6.

bemærker særligt den rolle, som MEDIA har spillet med hensyn til at støtte undertekstning og eftersynkronisering med henblik på at øge tilgængeligheden af europæiske film, især i originale udgaver med undertekster, hvilket fremmer deres cirkulation og forbedrer kendskabet til og forståelsen for europæiske kulturer og sprog;

7.

understreger betydningen af den for nylig vedtagne forberedende foranstaltning »Crowdsourcing-undertekstning for at øge udbredelsen af europæiske produktioner« og arbejdet i Kommissionen med gennemførelsen af denne foranstaltning;

8.

støtter desuden initiativer som Kommissionens pilotprojekt »Fremme af europæisk integration gennem kultur«, der sigter mod af styrke udbuddet af undertekstede europæiske film ved at tilbyde nye undertekstede udgaver af udvalgte tv-programmer i hele Europa;

9.

gentager den grundlæggende betydning af at forbedre adgangen til film yderligere for handicappede, navnlig gennem synstolkning og undertekstning;

10.

understreger den særlige betydning, som både private og offentlige europæiske tv-stationer har for filmproduktion, både for tv og for samproduktioner bestemt for biografer, og understreger deres eksistenssikrende rolle for talrige især små og mellemstore filmproduktionsselskaber i Den Europæiske Union;

11.

erindrer om betydningen af EP's LUX-pris, som har vundet stigende anerkendelse i årernes løb, for markedsføringen af europæiske film gennem oversættelse af undertekster for vinderfilmen til alle 24 officielle EU-sprog, hvorved der sikres større synlighed, kendskab og tilgængelighed i forbindelse med europæiske film; opfordrer de nationale parlamenter til at fremme LUX-prisen yderligere i medlemsstaterne i samarbejde med Europa-Parlamentets informationskontorer;

12.

mener, at der er behov for at fremme og støtte europæiske samproduktioner, og at et øget antal af denne slags produktioner kan resultere i en bredere distribution af europæiske film i hele Europa;

13.

fremhæver desuden den stigende succes, som europæiske tv-serier af høj kvalitet nyder, samt den strategiske betydning af, at produktion, distribution og markedsføring af sådanne serier fremmes yderligere på det europæiske og det globale marked;

14.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte og fremme særlige begivenheder såsom filmfestivaler og initiativer med omrejsende biografforestillinger henblik på at tilskynde til og støtte udbredelse og cirkulation af europæiske film på deres respektive territorier;

15.

foreslår, at de allerede eksisterende foranstaltninger styrkes for at muliggøre en bedre prisoptimering for biografbilletter samt udvikling af innovative tilbud og abonnementstilbud, som kan bidrage til at sikre biografernes tiltrækningskraft og adgang for alle til dem;

16.

tilskynder distributører og biografer til at øge synligheden og tilgængeligheden af film fra andre europæiske lande for at nå et bredere publikum;

17.

erkender, at biograferne stadig er de vigtigste steder til at præsentere og fremme film, samtidig med at de har en vigtig social dimension, hvor folk mødes og udveksler synspunkter; understreger, at små og uafhængige biografers forsvinden, navnlig i mindre byer og mindre udviklede områder, begrænser adgangen til Europas kulturelle ressourcer, kulturarv og kulturelle dialog; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at yde støtte til at udstyre alle biografer med digitalt fremvisningsudstyr og lydteknologi med henblik på at bevare sådanne biografer;

18.

understreger, at fremme af film på et tidligt produktionsstadium er vigtig for at forbedre cirkulationen og sikre et større kendskab blandt det potentielle publikum i hele Europa;

19.

understreger Medias betydning i forbindelse med afprøvning af nye tilgange inden for publikumsudvikling, navnlig gennem støtte til festivaler, filmkundskabsinitiativer og publikumsudviklingsforanstaltninger;

20.

erindrer om, at artikel 13, stk. 1, i direktivet om audiovisuelle medietjenester stiller krav til medlemsstaterne om at sikre, at on-demand audiovisuelle medietjenester fremmer europæiske programmer; understreger, at denne bestemmelse er blevet gennemført på ulige måde med forskellige grader af lovkrav, og at dette kan føre til, at medietjenesterne slår sig ned i de medlemsstater, der stiller de laveste krav;

21.

mener, at alle, som har økonomisk fordel af europæiske filmværker, også hvor det kun er indirekte, gennem direkte udbud, markedsføring eller formidling, herunder via sammenkobling eller tilrådighedsstillelse som video-on-demand, bør bidrage finansielt til fremstillingen af europæiske film; opfordrer Kommissionen til at gøre dette til et vejledende princip, bl.a. i forbindelse med undersøgelsen af medlemsstaternes filmfinansieringsordninger ud fra en konkurrencesynsvinkel;

22.

opfordrer Kommissionen til at være opmærksom herpå, når den stiller forslag om ændring af den nuværende lovramme, for at sikre lige vilkår på det europæiske audiovisuelle marked med rimelige og lige vilkår for alle medietjenester;

23.

opfordrer VOD- og SVOD-platforme til at offentliggøre oplysninger om forbruget af de enkelte film i deres kataloger for at sikre en korrekt vurdering af deres indvirkning;

24.

mener, at den offentlige finansiering til produktion og distribution for at forbedre cirkulationen af europæiske film både på det europæiske og det internationale marked bør afbalanceres bedre med henblik på at øge støtten til udvikling, markedsføring og international distribution;

25.

mener, at det er nødvendigt med en forhøjelse i faste priser af midlerne til distribution, markedsføring og salgsfremme af film, uden at det bliver på bekostning af midlerne til produktion;

26.

opfordrer især medlemsstaterne til at forhøje den offentlige finansiering for på et tidligt stadium at støtte distribution og markedsføring af nationale film i udlandet såvel som af ikke-nationale europæiske film;

27.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme incitamenter, der kan lette produktion og distribution af europæiske film samt gøre dem lettere tilgængelige og mere attraktive; mener, at det vil stimulere væksten i nye tjenester og platforme, hvis der anvendes den samme reducerede momssats til kulturelle audiovisuelle værker, uanset om de sælges online eller offline;

28.

fremhæver den rolle, som Et Kreativt Europas garantifacilitet for de kulturelle og kreative sektorer bør komme til at spille med hensyn til at lette adgangen til finansiering for SMV'er i de kulturelle og kreative sektorer og tilskynde til flere investeringer fra de finansielle formidlere, hvilket vil øge finansieringsmulighederne for filmindustrien;

29.

opfordrer til, at der gennemføres en evaluering af europæiske og nationale filmfinansieringsordningers virkning og effektivitet med særlig vægt på kvaliteten og rækkevidden af de film, der er blevet støttet, i hvilken forbindelse der også bør tages hensyn til, om der findes finansieringsinstrumenter til markedsføring og publikumsudvikling, og i givet fald til, hvor effektive de er; opfordrer Kommissionen til at oplyse andre EU- medlemsstater om de eksempler på bedste praksis, som fremgår af evalueringsresultaterne;

30.

erindrer om, at produktion og samproduktion af film kræver betydelige finansielle investeringer, og at den nuværende lovramme ikke forhindrer multiterritoriale licensordninger, og understreger derfor, at mangfoldigheden i produktions- og distributionsordninger bør vedblive med at eksistere for at tilskynde til investeringer i europæiske film, med henblik på at imødekomme det sprogligt og kulturelt mangfoldige europæiske marked og beskytte og fremme den kulturelle mangfoldighed;

31.

understreger, at europæiske film modtager finansiering fra et stort antal offentlige europæiske, nationale og regionale fonde, og at der bør tilskyndes til større komplementaritet i udnyttelsen af dem for at øge deres effektivitet;

32.

glæder sig over Kommissionens initiativ vedrørende oprettelse af et europæisk filmforum, der skal fremme en struktureret dialog med alle interesserede parter i den audiovisuelle sektor om de udfordringer, som sektoren står over for i den digitale tidsalder, med henblik på at forbedre samarbejdet, samle information og udveksle bedste praksis;

33.

opfordrer med henblik herpå til en bred deltagelse af og et bredt samarbejde mellem alle berørte institutioner, navnlig med Europa-Parlamentet;

34.

opfordrer medlemsstaterne til at forstærke deres indsats for at forbedre mediekundskab og i særlig grad filmkundskab i skolernes undervisningsplaner og i kulturelle uddannelsesinstitutioner samt til at udvikle initiativer på nationalt, regionalt og lokalt plan, der dækker alle niveauer inden for formel, uformel og ikke-formel uddannelse og erhvervsuddannelse;

35.

er bevidst om biografernes særlige betydning som lærested for film- og mediekundskab på tværs af generationerne og hilser foranstaltninger, der målrettet støtter, at biograferne tjener denne funktion, velkommen;

36.

henleder opmærksomheden på fremme af undervisningsfilm for unge og støtter konkurrencer, hvor de tilskyndes til at skabe audiovisuelle værker; understreger også de muligheder, som Media tilbyder til støtte for filmkundskabsprojekter;

37.

støtter innovative projekter og innovativ praksis såsom Kommissionens forberedende foranstaltning til forbedring af cirkulationen af europæiske film i den digitale tidsalder, der er udviklet til at gøre forsøg med en mere fleksibel udbredelse af film på forskellige medier i flere medlemsstater, og påskønner integreringen af denne foranstaltning i programmet Et Kreativt Europa;

38.

mener, at sådanne initiativer, der gør udbredelsen af film mere fleksibel, kan gavne visse typer af europæiske film med hensyn til synlighed, til at nå ud til publikum, indtjening og omkostningsbesparelser, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje disse initiativer yderligere;

39.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre digitalisering af film og til at indføre pligtafleveringsordninger for digitale formater eller til at tilpasse eventuelle eksisterende ordninger til disse formater ved at indføre krav om aflevering af en international standardiseret digital master-kopi for digitale film;

40.

understreger betydningen af audiovisuelle arkiver, især i filmarvsinstitutioner og offentlige radio- og tv-stationer, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at garantere et passende finansieringsniveau og rettighedsclearingsordninger, således at de kan blive i stand til at varetage deres almennyttige opgaver, herunder bevarelse, digitalisering og tilgængeliggørelse af filmarven for offentligheden;

41.

fremhæver det europæiske digitale bibliotek EUROPEANA's vigtige rolle som digitalt bibliotek for den europæiske audiovisuelle arv (både film og tv);

42.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

21.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 346/17

—

der henviser til meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en ny EU-skovstrategi: for skove og den skovbaserede sektor (COM(2013)0659),

—

der henviser til arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene (SWD(2013)0342 og SWD(2013)0343), der er vedlagt denne meddelelse,

—

der henviser til Rådets (landbrug og fiskeri) konklusioner af 19. maj 2014 om en ny EU-skovstrategi,

—

der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget af 30. januar 2014 om en ny EU-skovstrategi: for skove og den skovbaserede sektor,

—

der henviser til udtalelse af 10. juli 2014 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en ny EU-skovstrategi: for skove og den skovbaserede sektor,

—

der henviser til sin beslutning af 16. februar 2006 om gennemførelsen af EU's skovbrugsstrategi (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1386/2013/EU af 20. november 2013 om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2020 »Et godt liv i en ressourcebegrænset verden«,

—

der henviser til Europa 2020-strategien, der omfatter initiativerne »Innovation i EU« og »Et ressourceeffektivt Europa«,

—

der henviser til meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en EU-strategi for tilpasning til klimaændringer (COM(2013)0216),

—

der henviser til meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om »Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020« (COM(2011)0244),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A8-0126/2015),

A.

der henviser til, at Den Europæiske Union ikke har beføjelse til at udarbejde en fælles skovbrugspolitik, men nogle af Unionens politikker kan indvirke på de nationale skovbrugspolitikker, samtidig med at medlemsstaterne træffer afgørelse om politikkerne på området for skovbrug og skove;

B.

der henviser til, at der uanset medlemsstaternes klare kompetence på dette område er potentielle fordele ved en bedre og mere aktiv koordinering af den skovbaserede sektor og en højere profilering af denne vigtige økonomiske sektor, der garanterer beskæftigelse på europæisk plan, særlig i landdistrikterne, samtidig med at den beskytter økosystemerne og giver miljømæssige fordele for alle, uden at det berører medlemsstaternes ansvar;

C.

der henviser til, at træ er en vedvarende ressource, der ofte ikke udnyttes fuldt ud i Europa, og at den intelligente og bæredygtige udnyttelse af dette råstof bør sikres ved bl.a. videreudvikling og udveksling af knowhow;

D.

der henviser til, at skove er en unik kilde til dyr, planter og svampe;

E.

der henviser til, at der er stor forskel på skovenes størrelse og funktion, hvor det for visse medlemsstater gælder, at mere end halvdelen af deres område er dækket af skov; der henviser til, at en bæredygtig forvaltning af skovene har en enorm betydning med hensyn til værditilvækst på lokalt, regionalt, europæisk og internationalt plan, sikringen af arbejdspladser i landdistrikterne samt bidraget til et bioøkonomibaseret samfund, der er til gavn for menneskers sundhed, særlig i regioner, der strukturelt set er ugunstigt stillet, og samtidig yder den et vigtigt bidrag til miljø- og klimabeskyttelsen samt biodiversiteten;

F.

der henviser til, at skovbiomasse er en meget vigtig kilde til vedvarende energi; der henviser til, at de europæiske skove aktuelt absorberer og lagrer omkring 10 % af EU's CO2-emissioner, og de bidrager derfor markant til at modvirke klimaændringer,

G.

der henviser til, at unionsborgerne som følge af urbaniseringen af vores samfund har mindre tilknytning til skoven og et mindre kendskab til skovbrug eller til dets indvirkning på velstand, beskæftigelse, klima, miljø, menneskers sundhed og hele værditilvækstkæden såvel som forbindelsen med de generelle økosystemer;

H.

der henviser til, at stadig flere EU-politikker lægger stigende pres på skovene; der henviser til, at dette pres skal afbalanceres nøje, og efterspørgslen efter nye anvendelser af træ i bioøkonomien og efter bioenergi skal ledsages af ressourceeffektivitet, anvendelse af ny teknologi og overholdelse af grænserne for bæredygtig forsyning;

I.

der henviser til, at den europæiske skovbrugssektor er præget af en bæredygtig økonomisk vækst og langfristet planlægning, og at bæredygtighedsprincippet bør styrkes endnu mere på alle niveauer, fra lokalt til globalt, for at skabe job, beskytte biodiversiteten, afbøde klimaændringer og bekæmpe ørkendannelsen;

J.

der henviser til, at det er nødvendigt at fremhæve den økonomiske, sociale og miljømæssige rolle, som skovene spiller, også i forbindelse med beskyttelse og fremme af kultur- og naturarven og fremme af bæredygtig (øko)turisme;

K.

der henviser til, at en voksende verdensbefolkning medfører en stigende efterspørgsel efter energi, og at skove derfor bør spille en vigtigere rolle i EU's fremtidige energimiks;

1.

bifalder Kommissionens meddelelse om en ny EU-skovstrategi og de ledsagende arbejdsdokumenter og understreger, at en EU-skovstrategi skal fokusere på bæredygtig forvaltning af skovene og deres multifunktionelle rolle fra et økonomisk, socialt og miljømæssigt synspunkt og sikre bedre koordinering og formidling af fællesskabspolitikker, der direkte eller indirekte vedrører skovbrug; påpeger i denne forbindelse, at et stigende antal europæiske politiske initiativer på områder som økonomisk politik og beskæftigelsespolitik, energipolitik og miljø- og klimapolitik kræver et større bidrag fra skovbrugssektoren;

2.

understreger behovet for at udarbejde en mere systematisk fastsættelse af værdien af skovøkosystemtjenester og tage dette med i betragtning i forbindelse med beslutningsprocessen i såvel den offentlige som den private sektor;

3.

påpeger, at kun bjergskove, som er sunde og stabile, fuldt ud kan udføre deres funktioner, som er at beskytte mennesker og natur ved at modvirke strømmen af laviner og mudderskred og fungere som en naturlig beskyttelse mod oversvømmelser; understreger, at tværnational kommunikation, navnlig i denne forbindelse, er en nødvendighed;

4.

understreger i den forbindelse, at ethvert forsøg på EU-regulering bør stoppes, og at sektorens lokale og regionale grundlag samt medlemsstaternes kompetenceretlige beføjelser skal respekteres, samtidig med at der skal opnås en kohærent fordeling af kompetencer mellem EU og medlemsstaterne;

5.

understreger, at EU’s skove er kendetegnet ved en stor mangfoldighed, herunder store forskelle i skovenes art og størrelse samt ejerskabsforhold og udfordringer;

6.

understreger, at EU’s skovstrategi bør tage højde for, at det for visse medlemsstater gælder, at mere end halvdelen af deres område er dækket af skov, og at en bæredygtig forvaltning af skovene har en enorm betydning for den lokale og regionale værditilvækst og sikringen af arbejdspladser i landdistrikterne, og at den samtidig yder et vigtigt bidrag til miljøbeskyttelsen;

7.

understreger den særlig værdifulde rolle, som stabile blandede skove spiller, herunder hjemmehørende træarter, der passer til de lokale forhold, og den vigtige rolle, som blandede skove spiller i økosystemer, og deres bidrag til biodiversiteten;

8.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte skovejernes bestræbelser på at bevare og også skabe hjemmehørende blandede skove, som er typiske for området;

9.

udtrykker sin skuffelse over, at skovarbejdernes arbejdsforhold ikke indgår som referencepunkt i den foreslåede strategi, og anmoder Kommissionen om at tage højde for intelligent tilrettelæggelse af arbejdet, høje standarder inden for teknologi og arbejdspladser af høj kvalitet;

10.

noterer sig, at skovsektoren i øjeblikket beskæftiger over 3 mio. europæiske borgere, og understreger, at konkurrenceevnen på lang sigt kun kan nås med en veluddannet arbejdsstyrke;

11.

mener, at EU-strategien for skovbrug skal fastsætte betingelserne for at give mulighed for relevante EU-uddannelsesfaciliteter og en arbejdsstyrke, der er fuldt ud klar over de aktuelle udfordringer og trusler, som skovbrugssektoren står over for, men også de sikkerhedsregler, der er forbundet med skovforvaltning;

12.

understreger behovet for en samlet og helhedsorienteret fælles strategi og bifalder anerkendelsen af den økonomiske, miljømæssige og sociale rolle samt fordelene ved skovene og den skovbaserede sektor i EU;

13.

mener, at denne anerkendelse giver et solidt grundlag for EU’s skovbrug, bl.a. i forbindelse med forebyggelse og håndtering af skovkatastrofer samt for at forbedre ressourceeffektiviteten, og konkurrenceevnen, øge beskæftigelsen, styrke træ- og papirindustrien og bevare økologiske funktioner;

14.

understreger den betydelige rolle, som bioøkonomien spiller med hensyn til at leve op til Kommissionens nye prioriteter inden for vækst, beskæftigelse og investeringer;

15.

erkender, at EU bør spille en rolle med hensyn til at støtte nationale politikker i at opnå en aktiv, multifunktionel og bæredygtig skovforvaltning, der omfatter forskellige skovtyper, og med hensyn til at styrke samarbejdet for at tackle grænseoverskridende udfordringer såsom skovbrande, klimaændringer og naturkatastrofer eller invasive fremmede arter;

16.

mener, at strategien i højere grad bør behandle problemet med sygdomme, såsom oak decline, der rammer træer, og som hærger områder med korkeg i Portugal, Frankrig og Spanien og også påvirker særligt beskyttede områder og biosfærereservater;

17.

understreger, at den forventede vækst i efterspørgslen på træ både udgør en mulighed og en udfordring for skovene og alle skovbaserede sektorer, navnlig da tørke, brande, storme og skadedyr forventes at skade skovene oftere og i mere alvorlig grad end tidligere som følge af klimaforandringer; understreger i denne forbindelse behovet for at beskytte skovene mod disse voksende trusler og forene deres produktive og beskyttende funktioner;

18.

bifalder foranstaltninger til at øge skovdækket, navnlig med indfødte arter i områder, der er uegnede til fødevareproduktion, og som ligger tæt på byområder, med henblik på at afbøde negative varmevirkninger, mindske forureningen og forbedre tilknytningen mellem mennesker og skove;

19.

giver sin fulde støtte til Kommissionens bestræbelser på at fremme den skovbaserede beskæftigelse og skabe velstand i Europa på en bæredygtig måde;

20.

understreger betydningen af en bæredygtig produktion og anvendelse af træ og andre skovbaserede materialer, såsom kork og træderivater, herunder tekstilfibre, for den videre udvikling af bæredygtige økonomiske koncepter og skabelsen af grønne jobs;

21.

opfordrer Kommissionen til at analysere problemerne i forsyningskæden i de efterfølgende led som følge af den øgede efterspørgsel fra tredjelande, især efter rundtræ, og at støtte denne sektor;

22.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at skabe incitamenter til at tilskynde den voksende store gruppe af kvindelige skovejere til at søge særlig rådgivning og støtte i forbindelse med aktiv og bæredygtig forvaltning af deres skove;

23.

understreger, at omkring 60 % af EU's skove er private skove med omkring 16 mio. private skovejere og fremhæver i den forbindelse betydningen af ejerskab og ejendomsret og støtter alle foranstaltninger, der gør det muligt for interessegrupper at deltage i dialogen om udvikling og gennemførelse af en bæredygtig skovforvaltning og forbedre udvekslingen af information;

24.

bemærker, at skovejere er nøgleaktører i landdistrikterne, og bifalder i den forbindelse anerkendelsen af skovbrug og skovlandbrug i programmerne for landudvikling inden for den fælles landbrugspolitik 2014-2020;

25.

mener, at gennemførelsen af EU-strategien for skovbrug ville blive forbedret, hvis den blev understøttet af passende samordning med tilgængelig EU-finansiering, herunder ELFUL;

26.

understreger, at dette er en lejlighed for medlemsstaterne og regionerne til at gøre brug af de tilgængelige midler fra deres respektive programmer for udvikling af landdistrikterne, at støtte en bæredygtig skovforvaltning og fremme skovlandbrug og levere offentlige miljøgoder, såsom produktion af ilt, reducering af CO2-udledningen og beskyttelse af afgrøder mod klimatiske virkninger, samt sætte gang i den lokale økonomi og skabe grønne jobs;

27.

anerkender behovet for bedre transport og logistik for skovforvaltning og udtransport af træ; opfordrer derfor medlemsstaterne til at udvikle bæredygtige logistik- og skovhugstsystemer med mindre negativ virkning på klimaet, herunder anvendelsen af lastbiler og skibe, der anvender bæredygtigt biobrændstof, samt øget anvendelse af jernbaner; opfordrer til at bruge EU's strukturfonde og programmer for udvikling af landdistrikter til disse formål;

28.

anerkender skovenes rolle i samfundet i forbindelse med borgernes fysiske og psykiske sundhed, og at offentlige goder tilvejebragt af skovene er af høj miljømæssig og rekreativ værdi og bidrager til livskvaliteten, navnlig med hensyn til iltforsyning, kulstofbinding, luftfiltrering, vandlagring og -filtrering, erosionskontrol og beskyttelse mod laviner, samt som et sted til udendørsaktiviteter;

29.

opfordrer til offentlige transportforbindelser mellem byområder og skove for at sikre lettere adgang til skove og skovområder;

30.

fremhæver betydningen af andre skovrelaterede aktiviteter, f.eks. indsamling af andre skovprodukter end træ, såsom svampe og bær, samt græsning og biavl;

31.

opfordrer Kommissionen til at fremme økonomisk aktivitet, som kan være en kilde til råstoffer for medicinalindustrien og kosmetik- og fødevareindustrien og kan anvendes som en alternativ metode til at imødegå arbejdsløsheden og affolkningen af landdistrikterne samt til at fremme produkterne fra disse aktiviteter som gavnlige for menneskers sundhed;

32.

understreger, at både brugen af tømmer og andre høstede træprodukter som vedvarende og klimavenlige råmaterialer på den ene side og bæredygtig skovforvaltning på den anden spiller en vigtig rolle for Den Europæiske Unions samfundspolitiske mål, som f.eks. energiomstillingen, modvirkning af og tilpasning til klimaændringer samt gennemførelse af Europa 2020-strategiens mål og biodiversitetsmål; bemærker, at en manglende aktiv skovforvaltning modvirker disse mål;

33.

understreger, at forvaltede skove har en højere CO2-absorptionskapacitet end ikke-forvaltede skove, og understreger vigtigheden af en bæredygtig skovforvaltning med henblik på at maksimere CO2-opsamlingspotentialet i EU's skove;

34.

mener, at skove ikke kun bør betragtes som kulstofdræn;

35.

understreger, at der er behov for at se på muligheden for at anvende genbrug og effektiv udnyttelse af skovressourcer og træmaterialer med henblik på at bidrage til reduktionen af Unionens handelsunderskud, forbedre selvforsyningen af træ i EU, forbedre skovsektorens konkurrenceevne, reducere ikke-bæredygtig forvaltning, bevare miljøet og reducere skovrydning i tredjelande;

36.

støtter udtrykkeligt en ressourceeffektiv udnyttelse af træ som en vedvarende, alsidig råvare med begrænset tilgængelighed og er imod en retlig bindende prioritering af anvendelsen af træ, eftersom dette begrænser energimarkedet og udviklingen af nye og innovative anvendelser af biomasse, og det i visse fjerntliggende områder og landdistrikter alene af infrastrukturelle årsager ikke er muligt at gennemføre;

37.

støtter en åben, markedsorienteret tilgang og frihed for alle markedsdeltagere ved at prioritere lokalt produceret træ for at minimere CO2-aftrykket fra oversøisk transport og fremme bæredygtig lokal produktion;

38.

mener, da nogle af Unionens største biomasseressourcer findes i de mest tyndtbefolkede områder og fjerntliggende regioner, at det er afgørende, at strategien også fuldt ud tager hensyn til disse områders særlige forhold;

39.

anerkender værdien af træ til energiformål som et middel til bekæmpelse af energifattigdom, der bidrager til at nå målene for vedvarende energi i EU's klima- og energiramme for 2030 og åbne for nye forretningsmuligheder;

40.

mener, at den nye skovstrategi skal muliggøre større samarbejde om struktureringen af træindustrien og organiseringen af operatørerne med henblik på at sikre en bedre anvendelse af skovressourcen;

41.

mener, at en bæredygtig skovforvaltning skal baseres på generelt anerkendte og accepterede principper og værktøjer såsom kriterier og indikatorer for bæredygtig skovforvaltning, som skal sigte mod sektoren som helhed, uanset træets endelige anvendelse;

42.

støtter Kommissionens hensigt om sammen med medlemsstater og interessenter at udarbejde en række ambitiøse og dokumenterbare kriterier og indikatorer for bæredygtig forvaltning af skove og understreger, at disse kriterier bør være i overensstemmelse med kravene i Forest Europe (ministerkonferencen om beskyttelse af skovene i Europa) (2), der udgør et tværeuropæisk grundlag for en ensartet rapportering om bæredygtig skovforvaltning og et grundlag for bæredygtighedscertificering, under hensyntagen til de forskellige skovtyper i Europa;

43.

anerkender, at den voksende efterspørgsel efter skovbaserede materialer, som primært skyldes stigningen i antallet af biomassebaserede vedvarende energier, gør det nødvendigt at finde nye måder til at øge udbuddet af træ for at sikre en bæredygtig udnyttelse af skovene;

44.

noterer sig de betydelige fremskridt i forhandlingerne inden for rammerne af Forest Europe om en europæiske skovkonvention (3), som en bindende ramme for bæredygtigt skovbrug og for en forbedret balance mellem interesser i skovpolitikken, og opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at gøre den nødvendige indsats for at genoptage forhandlingerne og fremme en vellykket afslutning af dem;

45.

finder, at skovforvaltningsplaner eller lignende instrumenter kan være vigtige strategiske redskaber til gennemførelse af konkrete foranstaltninger på bedriftsniveau, til langsigtet planlægning og til gennemførelse af bæredygtig skovforvaltning i europæiske skove; understreger imidlertid, at gennemførelsen af de konkrete foranstaltninger, der er indeholdt i disse planer på skovbrugsbedriftsniveau, fortsat skal være underlagt nationale bestemmelser;

46.

opfordrer medlemsstaterne til, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet, at føre tilsyn med og fremme gennemførelsen af deres skovforvaltningsplaner uden at skabe unødvendige administrative byrder;

47.

bifalder en klar sondring mellem skovforvaltningsplaner og forvaltningsplaner inden for rammerne af Natura 2000;

48.

understreger, at skovforvaltningsplaner kun er en betingelse for, at støtteberettigede kan få støtte fra EU-fondene for udvikling af landdistrikterne til bedrifter over en vis størrelse, og at skove, som er mindre end minimumsgrænsen, er udelukket; understreger desuden, at tilsvarende instrumenter også kan godkendes;

49.

opfordrer medlemsstaterne til at udnytte denne eksisterende fleksibilitet fuldt ud ved gennemførelsen af lovgivning, navnlig for at gavne mindre operatører;

50.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme og støtte nye forretningsmodeller som f.eks. produktionssammenslutninger, som skal tilskynde små private skovejere til at drive deres skove aktivt og bæredygtigt;

51.

fastholder, at det er afgørende, for at strategien kan gennemføres korrekt, at udarbejde en specifik langsigtet handlingsplan med fokus på vigtigheden af mobilisering og bæredygtig anvendelse af skovtræ med henblik på at skabe merværdi og beskæftigelse, samtidig med at der gives mulighed for at styrke private skovbrugsvirksomheder og støtte organiserede grupper af skovejere;

52.

understreger, at en effektiv ressourceforvaltning bør omfatte støtteprogrammer for skovrejsning på landområder, der ikke er egnet til landbrug, samt for opsætning af læhegn;

53.

mener, at den praktiske anvendelse af forskning bør prioriteres, da hele sektoren kan få gavn af nye idéer, og de skovbaserede industrier har et stort vækstpotentiale; mener endvidere, at yderligere investeringer i innovation i sektoren kan skabe nye produktionsnicher og mere effektive processer, som sikrer mere intelligent brug af de tilgængelige ressourcer og mindsker de negative virkninger på skovressourcerne;

54.

opfordrer Kommissionen til, for så vidt angår prioriteterne inden for skovbrug og træbearbejdning, at vurdere de europæiske FoU-programmer (Horisont 2020) og programmet for virksomheders konkurrenceevne og SMV'er (Cosme) og i givet fald udvikle nye instrumenter for skovbrugssektoren og fremme målrettet forskning i omkostningseffektive løsninger til nye, innovative træprodukter til støtte for udviklingen af en bæredygtig træbaseret bioøkonomi;

55.

glæder sig over fordelene ved at udveksle bedste praksis og eksisterende viden om skove mellem medlemsstaterne og opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at støtte udvekslinger mellem industrien, den akademiske verden og producenterne;

56.

understreger betydningen af at støtte EU-rammeprogrammerne for forskning, udvikling og innovation med henblik på at fremme intelligent og bæredygtig vækst og udvikle nye produkter med højere merværdi, renere teknologi, og med et højt teknologiniveau, især raffinerede biobrændstoffer og industribyggeri af træ samt bil- og tekstilsektorerne;

57.

minder om, at i henhold til Europa-Kommissionen skønnedes bioøkonomien i 2009 at repræsentere et marked med en værdi på over 2 billioner EUR med 20 millioner arbejdspladser, hvilket modsvarer 9 % af den samlede beskæftigelse i EU;

58.

bemærker, at hver euro, der investeres i bioøkonomisk forskning og innovation under Horisont 2020 vil generere omkring 10 EUR i merværdi; understreger, at skove spiller en afgørende rolle i bioøkonomien både nu og i fremtiden;

59.

mener, at der bør tilskyndes til, at oliebaserede eller varmeintensive råstoffer erstattes af træ og træprodukter hidrørende fra skovning i overensstemmelse med udviklingen i forskning og teknologi, og at dette kan bidrage positivt til yderligere gevinster i form af afbødning af klimaændringer samt jobskabelse;

60.

fremhæver nødvendigheden af et udføre en omkostningsvurdering af al EU-lovgivning, der berører værdikæden i skovbaserede industrier, med henblik på at fjerne al unødvendig og tung bureaukrati og skabe rammerne for at øge industriernes konkurrenceevne på langt sigt på en bæredygtig måde samt for at støtte det princip, at lovforslag, der vedrører skovbrugssektoren og værdikæden i skovbaserede industrier, skal vurderes grundigt ved hjælp af en konsekvensanalyse;

61.

finder, at forbedring af det skovrelaterede videngrundlag er af meget stor betydning for forskningen, og at pålidelige oplysninger er af afgørende betydning for gennemførelsen af skovstrategien;

62.

bemærker tilgængeligheden af information og overvågningsressourcer via Copernicus-programmet og andre ruminitiativer på europæisk plan og anbefaler at øge brugen af disse ressourcer og værktøjer;

63.

bemærker, at de nationale skovtaksationer udgør et omfattende redskab til overvågning af opgørelserne over skovenes sundhedstilstand, der tager regionale forhold i betragtning, samtidig med at kravene om mindre bureaukrati og lavere omkostninger imødekommes;

64.

bifalder Kommissionens bestræbelser på at oprette et europæisk skovinformationssystem baseret på nationale data og initiativer, der forbedrer sammenligneligheden af nye og eksisterende data, og håber i den forbindelse, at der sker en styrket analyse af data om økonomien og beskæftigelsen i skov- og træbearbejdningssektoren;

65.

anbefaler især, at der bør være mere langsigtede datasæt for at hjælpe med at forstå tendenser inden for skovbrug og dets tilpasning til klimaændringer;

66.

mener, at en kvalificeret og veluddannet arbejdsstyrke er vigtig for at opnå en vellykket gennemførelse af en bæredygtig skovforvaltning, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde foranstaltninger, og anvende, hvor det er muligt, de eksisterende europæiske instrumenter, som f.eks. Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), Den Europæiske Fond for Regional Udvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF) og de europæiske uddannelsesprogrammer (ET 2020) med henblik på at fremme generationsskiftet og imødegå manglen på kvalificeret arbejdskraft i skovbrugssektoren;

67.

opfordrer Kommissionen til at støtte planlægningen af informationskampagner for sektoren med henblik på at øge kendskabet til mulighederne i sektoren for at imødegå arbejdsløsheden og affolkningen samt øge dens tiltrækning for de unge;

68.

mener, at uddannelses- og videreuddannelsesprogrammerne, især for nytilkomne og unge skovforvaltere, samt for de nuværende ansatte i byggeindustrien med henblik på at øge deres kendskab til de muligheder, der skabes ved at anvende træ, bør udvikles, således at videnoverførsel inden for bæredygtig skovforvaltning og industrier i de efterfølgende led sikres;

69.

anerkender, at bæredygtig forvaltning gennem hele levetiden for et skovbrugsprodukt kan bidrage væsentligt til at opnå målene vedrørende grøn økonomi, navnlig med hensyn til politikker til bekæmpelse af klimaforandringer og effektiv anvendelse af ressourcer;

70.

mener, at medlemsstaterne bør fremme den bæredygtige udnyttelse af skovbrugsprodukter i byggesektoren, herunder anvendelse af træ til opførelse af billigere huse bygget af råstoffer fra bæredygtige kilder;

71.

påpeger betydningen af traditionelle anvendelser af høj værdi, der stadig har stort vækstpotentiale, såsom at bruge træ i byggeri og emballering;

72.

påpeger, at den nuværende teknologiske udvikling gør det muligt at opføre boligprojekter med høj kapacitet lavet primært af træ og dermed begrænse CO2-emissionerne i byggesektoren betydeligt;

73.

påpeger, at reglerne for anvendelse af træ til byggeformål varierer fra medlemsstat til medlemsstat; opfordrer derfor til, at der arbejdes på at vedtage EU-regler, der fremmer øget anvendelse af træ i bygninger;

74.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle initiativer, der støtter viden og teknologioverførsel og at udnytte de eksisterende EU-programmer fuldt ud til at fremme forskning og innovation inden for skovbrug og den skovbaserede sektor;

75.

anfører, at der er store huller i den videnskabelige og teknologiske forskning vedrørende tilpasningen af skovbruget til klimaændringer, herunder forskning i virkningen af et stigende antal skadedyr og sygdomme, som udgør en alvorlig trussel mod de europæiske skove og de skovbaserede sektorer;

76.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at træffe foranstaltninger med henblik på at øge kendskabet til den økonomiske, miljømæssige og sociale rolle, som Europas skove og skovbrug har, og betydningen af bæredygtig skovbaseret bioøkonomi og af træ som et centralt vedvarende råstof i EU;

77.

finder det vigtigt at fremme erhvervsrelateret videnskabelig forskning inden for rationel anvendelse af biomasse og udvikling af hurtigt voksende energiafgrøder samt at skabe en model med økonomisk incitament til anvendelse af biomasseaffald;

78.

understreger, at bæredygtigt skovbrug har en positiv indvirkning på biodiversiteten og afbødning af klimaændringer og kan reducere risikoen for skovbrande, skadedyr og sygdomme;

79.

understreger, at det i Unionen er aftalt, at tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemtjenester, herunder bestøvning, skal standses inden 2020, at økosystemer og økosystemtjenester skal bevares, og at mindst 15 % af de skadede økosystemer skulle være retableret; tilføjer, at Unionen endvidere er nået til enighed om, at skovforvaltningen skal gøres bæredygtig, og at skovene, deres biodiversitet og de tjenester, som de yder, skal beskyttes og — så vidt det kan lade sig gøre — forøges, samt at skovenes modstandsdygtighed over for klimaændringer, skovbrande, storme, skadedyr og sygdom skal forbedres; understreger endvidere behovet for udvikling og gennemførelse af en fornyet EU-strategi for skovbrug med henblik på at håndtere de mange krav til skove og deres funktion, og som bidrager til en mere strategisk tilgang til beskyttelse og forbedring af skove, herunder via bæredygtig skovforvaltning (4);

80.

påpeger, at andre spørgsmål bør undersøges nærmere, navnlig problemet med for store bestande af planteædere, skovenes sundhedstilstand og fremme af bæredygtig træproduktion, forstgenetiske ressourcer, foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe skovbrande og undgå jorderosion samt til genoprettelse af bevoksning;

81.

anerkender, at skovbrug med kort rotation kan give bæredygtig træbiomasse, samtidig med at det ville sikre den nødvendige territoriale vedligeholdelse og dermed mindske risikoen for erosion og jordskred i områder, der ligger brak eller er forladt;

82.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe specifikke foranstaltninger med henblik på at nå Aichimål 5, der indebærer, at tabet af naturlige levesteder, herunder skove, som minimum bør halveres inden 2020, og helst stoppes helt, og som tilstræber en betydelig reduktion i omfanget af ødelæggelser og fragmentering;

83.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udarbejde deres skovpolitikker på en måde, der fuldt ud tager højde for betydningen af skove i forbindelse med bevarelse af biodiversitet, forebyggelse af jorderosion, kulstofbinding og luftrensning samt vedligeholdelse af vandcyklussen;

84.

anfører, at bioøkonomi som et centralt element i en intelligent og grøn vækst i Europa er nødvendig for at nå målene i flagskibsinitiativerne »Innovation i EU« inden for rammerne af Europa 2020-strategien, og at råstoffet træ spiller en væsentlig rolle med hensyn til at gøre fremskridt hen imod en biobaseret økonomi;

85.

understreger behovet for så hurtigt som muligt at klarlægge drivhuseffekten af de forskellige anvendelser af skovbiomasse til energi og indkredse de anvendelsesformer, der kan opnå det størst mulige modvirkningspotentiale inden for de politikrelevante tidsrammer;

86.

finder det vigtigt at fremme anvendelsen af begrebet bioøkonomi, samtidig med at råvareforsyningens grænser for bæredygtig udnyttelse overholdes, med henblik på den økonomiske bæredygtighed af træ- og papirindustrien gennem innovation og teknologioverførsel;

87.

opfordrer til mere støtte til forskelligartede skovprodukter for at sikre, at forskellige krav til skovprodukter er afbalancerede og evalueres i forhold til potentialerne for bæredygtig forsyning og de andre økosystemfunktioner og -tjenester, som skovene sikrer;

88.

udtrykker alvorlig bekymring over den hastighed, hvormed verdens skove ryddes, navnlig i udviklingslandene og ofte som følge af ulovlig skovhugst;

89.

støtter mekanismer, der fremmer den globale videreudvikling af skovbrug i retning af mere bæredygtig udnyttelse, og henviser navnlig til EU's træforordning (5), som sigter mod at bekæmpe ulovlig fældning og markedsføring af ulovligt træ på det europæiske marked fra import fra tredjelande, og til licensordningen for import af træ til EU (FLEGT) (6) og til frivillige partnerskabsaftaler;

90.

opfordrer Kommissionen til at offentliggøre den længe ventede evaluering af, hvorvidt EU's træforordning fungerer tilfredsstillende og er effektiv, og understreger, at en ny forordning bør være rimelig og bør undersøge, hvordan man kan reducere unødvendige omkostninger og indberetningskrav for de europæiske skovområdeejere og skovbrugere, uden at det går ud over formålet med forordningen;

91.

er af den opfattelse, at i betragtning af udfordringerne i forbindelse med global opvarmning og klimaændringer skal økosystemerne og bestandene af arter være sunde, biologisk mangfoldige og robuste for at være modstandsdygtige;

92.

fremhæver mulighederne i Natura 2000-områder, hvor der — takket være deres ekstraordinære naturlige ressourcer — kan produceres produkter og tjenester af høj miljømæssig og kulturel kvalitet;

93.

understreger betydningen af sunde skovøkosystemer, der tilbyder dyr og planter levesteder, men understreger, at velment lovgivning, såsom EU’s habitatdirektiv, påvirker arealforvaltningsbeslutninger og skal gennemføres forholdsmæssigt;

94.

anerkender skovenes rolle med hensyn til at udvikle tilknyttede sektorer, og understreger i den forbindelse betydningen af at støtte træavlere, der dyrker biplanter, som til gengæld bidrager til bestøvningsprocessen;

95.

mener, at visse spørgsmål berører skovbrugsindustrien globalt, navnlig ulovlig fældning, og opfordrer derfor Kommissionen til at øge støtten til skovbrugsindustrien i de tilknyttede internationale organer;

96.

bemærker, at efterspørgslen efter biomasse, navnlig træ, er stigende, og bifalder derfor Kommissionens og medlemsstaternes bestræbelser på at bistå udviklingslandene med at forbedre deres skovbrugspolitik og skovbrugslovgivning, navnlig inden for rammerne af REDD+ (7) (bekæmpelse af de faktorer, der er udslagsgivende for skovrydning og skovforringelser);

97.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en handlingsplan vedrørende skovrydning og skovforringelse med henblik på at opfylde målsætningerne i Kommissionens meddelelse om skovrydning, som krævet i henhold til det syvende miljøhandlingsprogram; finder det vigtigt ikke kun at sikre bevarelsen og forvaltningen af eksisterende skove, men også genplantning af afskovede områder;

98.

mener derfor, at der skal henvises separat til behovet for omfattende genplantning i områder, der er berørt af gentagende skovbrande;

99.

understreger, at gennemførelsen af EU-skovstrategien bør være en flerårig koordineret proces, der tager højde for Europa-Parlamentets synspunkter, og at strategien bør have en effektiv, sammenhængende og ubureaukratisk gennemførelse;

100.

beklager, at gennemførelsesprocessen delvist er påbegyndt, før Europa-Parlamentet har vedtaget sin holdning, og finder, at dette ikke er i overensstemmelse med målet om bedre koordination af skovrelaterede politikker som fastlagt af Kommissionen i strategiteksten;

101.

mener, at den nye strategi skal etablere forbindelser mellem EU's og medlemsstaternes strategier og finansieringsplaner og øge sammenhængen i planlægning, finansiering og gennemførelsen af aktiviteter på tværs af sektorerne;

102.

opfordrer til en inklusiv, velstruktureret og afbalanceret gennemførelse af strategien;

103.

finder, at Den Stående Skovbrugskomités mandat bør styrkes og have flere ressourcer, således at Kommissionen fuldt ud kan udnytte ekspertisen fra medlemsstaterne, samtidig med at den nye EU-skovstrategi gennemføres på EU-plan; opfordrer Kommissionen til at høre Den Stående Skovbrugskomité i tilstrækkelig god tid, før den fremlægger initiativer eller udkast til tekster, som indvirker på skovforvaltningen og træindustrien;

104.

understreger den vigtige rolle, som den civile dialoggruppe vedrørende skovbrug og kork samt andre relevante aktører spiller, og opfordrer til, at de inddrages hensigtsmæssigt i gennemførelsen af strategien;

105.

er af den opfattelse, at skovbrugsspørgsmåls tværgående karakter nødvendiggør internt samarbejde mellem Kommissionens forskellige tjenestegrene i forbindelse med enhver foranstaltning, som kan have indflydelse på den særlige karakter af bæredygtig skovforvaltning og de tilknyttede industrier; opfordrer derfor GD for Miljø, GD for Klima, GD for Landbrug, GD for Energi og GD for Forskning og Innovation samt andre berørte generaldirektorater til at samarbejde strategisk for at sikre en effektiv gennemførelse af strategien gennem bedre koordinering og kommunikation;

106.

mener, at i lyset af Kommissionens prioritering af vækst, beskæftigelse og investeringer bør der også ved gennemførelsen af den nye EU-skovstrategi prioriteres fremme af konkurrenceevne og bæredygtighed i skovsektoren, støtte til både land- og byområder, forbedring af videngrundlaget, beskyttelse af skovene og bevarelse af deres økosystemer, fremme af samordning og kommunikation samt øget bæredygtig anvendelse af træ og andre skovprodukter end træ;

107.

opfordrer Kommissionen til at supplere strategien med en robust handlingsplan, der indeholder specifikke foranstaltninger, og til årligt at aflægge rapport til Parlamentet om fremskridtene i gennemførelsen af konkrete tiltag i strategien;

108.

opfordrer til, at der indkaldes til et fælles udvalgsmøde mellem AGRI, ENVI og ITRE for at muliggøre en afbalanceret drøftelse af fremskridtene med gennemførelsen af den nye EU-skovstrategi;

109.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

21.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 346/27

—

der henviser til forslag til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed (COM(2013)0534),

—

der henviser til sin beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed (1),

—

der henviser til forslag til direktiv om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (COM(2012)0363),

—

der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer (2),

—

der henviser til forslag til forordning om Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust) (COM(2013)0535),

—

der henviser til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, artikel 2, 6 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Rådets resolution af 30. november 2009 om en køreplan med henblik på at styrke mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager,

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 86, 218, 263, 265, 267, 268 og 340,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 99, stk. 3,

—

der henviser til interimsbetænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og til udtalelser fra Retsudvalget (A8-0055/2015),

A.

der henviser til, at der på grundlag af data indsamlet og analyseret af Kommissionen er blevet påvist mistanke om svig til skade for Unionens finansielle interesser for gennemsnitligt ca. 500 mio. EUR årligt, selv om der er god grund til at tro, at ca. 3 mia. EUR om året er i risiko for svig;

B.

der henviser til, at der rejses tiltale i relativt få sager — ca. 31 % i en periode på otte år fra 2006 til 2013 — i forhold til antallet af henstillinger om retslige foranstaltninger fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) til medlemsstaterne, og at et af formålene med den europæiske anklagemyndighed er at råde bod herpå;

C.

der henviser til, at visse medlemsstater måske er mindre effektive, når det drejer sig om at opdage og retsforfølge svig, der skader EU's finansielle interesser, og derved skader skatteyderne i alle medlemsstaterne, der bidrager til EU-budgettet;

D.

der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 12. marts 2014 anmodede Rådet om i vid udstrækning at inddrage Parlamentet i lovgivningsarbejdet ved at holde det konstant underrettet og løbende høre det;

E.

der henviser til, at de forskellige jurisdiktioner, retstraditioner, retshåndhævelsessystemer og retssystemer i medlemsstaterne ikke bør hindre eller underminere bekæmpelsen af svig og kriminalitet, der skader Unionens finansielle interesser;

F.

der henviser til, at terrorisme også finansieres af den organiserede kriminalitet, idet kriminelle grupper skaffer midler gennem svig;

G.

der henviser til, at artikel 86 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver mulighed for at udvide den europæiske anklagemyndigheds beføjelser til at omfatte bekæmpelse af grov kriminalitet med en grænseoverskridende dimension; denne mulighed vil kunne indgå i Rådets overvejelser, når den europæiske anklagemyndighed er oprettet og fungerer godt;

1.

bekræfter sin stærke vilje til at tage fat på prioriteterne for oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed og få fastlagt, ud fra hvilke principper og under hvilke betingelser det kan give sin godkendelse;

2.

gentager indholdet af sin tidligere interimsbetænkning vedtaget i beslutning af 12. marts 2014 og forsøger at supplere og opdatere det efter den seneste udvikling i Rådets drøftelser;

3.

opfordrer Rådet til at sikre gennemsigtighed og demokratisk legitimitet ved at holde Parlamentet fuldt underrettet og regelmæssigt høre det; opfordrer indtrængende Rådet til at tage behørigt hensyn til Parlamentets synspunkter, da dette er en forudsætning for at sikre godkendelse af vedtagelsen af forordningen om oprettelse af den europæiske anklagemyndighed;

4.

minder om, at den europæiske anklagemyndighed bør have beføjelser vedrørende strafbare handlinger i forbindelse med svig rettet mod Unionens finansielle interesser; minder i denne forbindelse om, at de relevante strafbare handlinger skal fastlægges i forslaget til direktiv om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Unionens finansielle interesser (BFI-direktivet); opfordrer Rådet til at genoptage sin indsats for at opnå enighed om BFI-direktivet med henblik på oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed, idet det anerkender de to lovgiveres fremskridt i forhandlingerne om vedtagelsen af direktivet;

5.

mener, at der er behov for en innovativ tilgang til efterforskning og retsforfølgelse af gerningsmændene til svig, der skader Unionens finansielle interesser, med henblik på at gøre bekæmpelsen af svig mere effektiv, få en større del af de tabte beløb tilbage og styrke skatteydernes tillid til EU-institutionerne;

6.

anser det for afgørende, at det sikres, at der inden for kort tid oprettes en fælles, stærk og uafhængig europæisk anklagemyndighed, som kan efterforske og retsforfølge gerningsmændene til strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser, og mener, at eventuelle svagere løsninger vil være en omkostning for Unionens budget;

7.

understreger, at strukturen i en europæisk anklagemyndighed bør være fuldstændig uafhængig af nationale regeringer og EU-institutioner og beskyttet mod politisk indflydelse og pres; opfordrer derfor til åbenhed, objektivitet og gennemsigtighed i procedurerne for udvælgelse af den europæiske chefanklager, hans/hendes stedfortrædere, de europæiske anklagere og de europæiske delegerede anklagere; mener, at stillingen som europæisk anklager bør være en fuldtidsstilling for at forebygge interessekonflikter;

8.

understreger vigtigheden af, at Parlamentet bliver involveret i udnævnelsesprocedurerne for de europæiske anklagere, og foreslår en åben udvælgelsesprøve for kandidater, der opfylder de nødvendige kriterier om integritet, professionalisme, erfaring og færdigheder; mener, at de europæiske anklagere bør udnævnes af Rådet og Parlamentet efter fælles aftale på grundlag af en liste udarbejdet af Kommissionen efter en evaluering foretaget af et uafhængigt panel af eksperter, der udvælges blandt anerkendte dommere, anklagere og advokater; den europæiske chefanklager bør udpeges efter samme procedure efter høring i Parlamentet;

9.

mener, at medlemmerne af kollegiet bør afskediges på grundlag af afgørelse fra EU-Domstolen efter anmodning fra Rådet, Kommissionen, Parlamentet og/eller den europæiske chefanklager;

10.

understreger, at medlemsstaterne skal inddrage nationale selvstændige retsinstanser i procedurerne for udnævnelse af de europæiske delegerede anklagere i henhold til national lovgivning og praksis;

11.

glæder sig over bestemmelsen i Rådets tekst angående en årsberetning til EU-institutionerne med henblik på at sikre en løbende evaluering af det nye organs aktiviteter; opfordrer Rådet til at sikre, at årsberetningen bl.a. indeholder oplysninger om de nationale myndigheders vilje til at samarbejde med den europæiske anklagemyndighed;

12.

mener, at reglerne for kompetencefordelingen mellem den europæiske anklagemyndighed og de nationale myndigheder bør fastlægges klart for at undgå usikkerhed eller fejlfortolkninger i den operationelle fase: den europæiske anklagemyndighed bør have kompetence til at efterforske og retsforfølge lovovertrædelser, der udgør svig rettet mod Unionens finansielle interesser i henhold til direktivet om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Unionens finansielle interesser; den europæiske anklagemyndighed bør først beslutte, om den har kompetence, inden de nationale myndigheder indleder deres egne efterforskninger, for at undgå sideløbende efterforskninger, som er ineffektive;

13.

insisterer på, at de nationale myndigheder, der foretager efterforskning af lovovertrædelser, som kan henhøre under den europæiske anklagemyndigheds kompetence, bør være forpligtet til at underrette myndigheden om en sådan efterforskning; gentager, at det er nødvendigt, at den europæiske anklagemyndighed har ret til at overtage sådanne efterforskninger, hvis den beslutter, at det er hensigtsmæssigt for at sikre anklagemyndighedens uafhængighed og effektivitet;

14.

gentager, at den europæiske anklagemyndigheds beføjelser bør udstrækkes til at omfatte andre lovovertrædelser end dem, der skader Unionens finansielle interesser, når:

mener også, at det i tilfælde af uenighed mellem den europæiske anklagemyndighed og de retshåndhævende myndigheder om udøvelsen af kompetence er den europæiske anklagemyndighed, der på centralt plan bør afgøre, hvem der skal efterforske og retsforfølge; mener endvidere, at fastlæggelsen af kompetence i henhold til disse kriterier altid bør kunne underkastes domstolsprøvelse;

15.

finder det beklageligt, at medlemsstaterne undersøger muligheden af en kollegial struktur i stedet for den hierarkiske struktur, der oprindeligt blev foreslået af Kommissionen; mener i denne forbindelse, at afgørelsen om at retsforfølge, valget af den kompetente ret, afgørelsen om at omfordele eller henlægge en sag og afgørelsen om bødeforlæg alle bør træffes af afdelingerne på centralt plan;

16.

understreger, at afdelingerne bør spille en ledende rolle i efterforskningen og i retsforfølgningen og ikke blot begrænse deres aktiviteter til koordineringsfunktioner, men bør føre tilsyn med de europæiske delegerede anklageres arbejde på området;

17.

er bekymret over den automatiske forbindelse mellem en europæisk anklager i hovedkontoret og en sag indgivet i hans eller hendes medlemsstat, da dette kan føre til åbenlyse problemer med hensyn til anklagernes uafhængighed og en ligelig fordeling af sagerne;

18.

opfordrer derfor til en rationel organisering af myndighedens arbejdsbyrde på centralt plan; bemærker i denne forbindelse, at systemet for fordeling af sagerne blandt afdelingerne bør følge forudbestemte og objektive kriterier; foreslår også, at en særlig specialisering af afdelingerne kan overvejes på et senere tidspunkt;

19.

er overbevist om, at den nødvendige viden, erfaring og ekspertise i de nationale retshåndhævelsessystemer også vil blive sikret af den europæiske anklagemyndigheds personale i hovedkontoret;

20.

opfordrer lovgiveren til at sikre strømlinede procedurer for, at den europæiske anklagemyndighed kan få tilladelse til efterforskningsforanstaltninger i grænseoverskridende sager, i overensstemmelse med lovgivningen i de medlemsstater, hvor den pågældende foranstaltning gennemføres; minder om, at de to lovgivere aftalte kriterier for, at medlemsstaterne kan fremsætte anmodninger angående efterforskningsforanstaltninger på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse i direktiv 2014/41/EU vedrørende den europæiske efterforskningskendelse i straffesager; mener, at de samme kriterier bør finde anvendelse med hensyn til efterforskningsforanstaltninger, der skal godkendes af den europæiske anklagemyndighed, særlig med hensyn til grundene til afslag;

21.

opfordrer Rådet til at sikre anerkendelse af bevismidler indsamlet af den europæiske anklagemyndighed under fuld overholdelse af den relevante europæiske og nationale lovgivning i hele EU, da dette er afgørende for effektiviteten af retsforfølgningen, i henhold til artikel 6 i TEU, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention;

22.

gentager, at det er nødvendigt, at den europæiske anklagemyndighed tilvejebringer al relevant materiale såvel belastende som diskulperende; understreger desuden, at det er nødvendigt at tildele mistænkte og tiltalte i enhver efterforskning, som den europæiske anklagemyndighed foretager, visse rettigheder vedrørende bevismidler, særlig:

23.

mener, at da der kan være flere forskellige jurisdiktioner for grænseoverskridende lovovertrædelser, der henhører under den europæiske anklagemyndigheds kompetence, er det vigtigt at sikre, at de europæiske anklagere, de europæiske delegerede anklagere og de nationale retsforfølgelsesmyndigheder til fulde overholder princippet om ne bis in idem med hensyn til retsforfølgelse af lovovertrædelser, der henhører under den europæiske anklagemyndigheds kompetence;

24.

bekræfter, at retten til domstolsprøvelse konsekvent bør opretholdes under den europæiske anklagemyndigheds aktiviteter, og anerkender også nødvendigheden af, at den europæiske anklagemyndighed kan arbejde effektivt; mener derfor, at enhver afgørelse truffet af den europæiske anklagemyndighed bør kunne prøves ved den kompetente domstol; understreger, at afgørelser truffet af afdelingerne, såsom valget af jurisdiktion for retsforfølgelse, henlæggelse eller omfordeling af en sag eller et bødeforlæg, bør kunne underkastes domstolsprøvelse ved EU-domstolene;

25.

mener, at den europæiske anklagemyndighed i forbindelse med domstolsprøvelse af alle efterforskningsmæssige og andre proceduremæssige foranstaltninger, den træffer som led i sin funktion som anklager, bør betragtes som en national myndighed ved de kompetente domstole i medlemsstaterne;

26.

minder om, at den nye myndighed bør udføre sine opgaver under fuld overholdelse af de rettigheder for mistænkte og tiltalte, der er nedfældet i artikel 6 i TEU, artikel 16 i TEUF og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i den lovgivning, der allerede er vedtaget på EU-plan om mistænktes og tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager og om beskyttelse af personoplysninger;

27.

bekræfter, at det fremtidige direktiv om retshjælp bør finde anvendelse både på alle mistænkte og tiltalte, der efterforskes eller retsforfølges af den europæiske anklagemyndighed; opfordrer medlemsstaterne til, så længe der ikke foreligger et EU-direktiv, at sikre effektiv adgang til retshjælp i overensstemmelse med den relevante nationale lovgivning;

28.

understreger, at alle mistænkte og tiltalte, der efterforskes eller retsforfølges af den europæiske anklagemyndighed, har ret til beskyttelse af deres personoplysninger; påpeger i denne forbindelse, at behandling af personoplysninger i den europæiske anklagemyndighed skal være omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001; understreger, at eventuelle særlige bestemmelser om databeskyttelse, der er indeholdt i Rådets forordning om oprettelse af den europæiske anklagemyndighed, kun kan supplere og uddybe bestemmelserne i forordning (EF) nr. 45/2001, og kun i det omfang, det er nødvendigt;

29.

bekræfter sin stærke vilje til at oprette en europæisk anklagemyndighed og til at gennemføre en reform af Eurojust, som Kommissionen regner med i begge sine forslag; anmoder om, at Kommissionen tilpasser sine skøn over de budgetmæssige konsekvenser af den kollegiale struktur; opfordrer til en afklaring af forholdet mellem Eurojust, den europæiske anklagemyndighed og OLAF for at differentiere deres respektive roller i beskyttelsen af EU's finansielle interesser; opfordrer Rådet og Kommissionen til at undersøge muligheden for en stærkere integreret strategi for disse agenturer for at gøre efterforskningerne mere effektive;

30.

opfordrer indtrængende Rådet til at følge disse henstillinger og understreger, at de ovennævnte betingelser er vigtige for, at det kan give sin godkendelse til forslaget til Rådets forordning;

31.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

21.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 346/32

—

der henviser til forespørgsel til Kommissionen om EU's alkoholstrategi (O-000008/2015 — B8-0108/2015),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 282/2014 af 11. marts 2014 om oprettelse af et tredje EU-handlingsprogram for sundhed (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1350/2007/EF (1)

—

der henviser til sin beslutning af 8. marts 2011 om begrænsning af uligheder på sundhedsområdet i EU (2),

—

der henviser til artikel 168 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det fastsættes, at Unionen kun supplerer medlemsstaternes indsats inden for folkesundhedsspørgsmål,

—

der henviser til årsrapporten for 2011 fra EU-platformen for ernæring, fysisk aktivitet og sundhed,

—

der henviser til sin beslutning af 5. september 2007 om en EU-strategi til støtte for medlemsstaterne i deres bestræbelser på at reducere alkoholrelaterede skader (3),

—

der henviser til konklusionerne fra samlingen i Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik den 1.-2. december 2011 om mindskelse af forskellene på sundhedsområdet i EU gennem en samordnet indsats for at fremme sund livsstil,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.

der henviser til, at alkoholmisbrug er den næststørste livsstilsrelaterede sygdomsårsag i visse medlemsstater, og at alkoholmisbrug er en risikofaktor i forbindelse med over 60 kroniske sygdomme, herunder alkoholisk leversygdom, kronisk alkoholisk pancreatitis og næsten alle andre fordøjelsessygdomme, kræft, diabetes, hjerte-kar-sygdomme, fedme, føtale alkoholskader og neuropsykiatriske lidelser såsom alkoholafhængighed;

B.

der henviser til, at medlemsstaternes kompetente myndigheder er bedst forberedt til at udforme individuelle og skræddersyede politikker til at forebygge alkoholmisbrug hos befolkningen;

C.

der påpeger, at der er en årsagssammenhæng mellem alkoholmisbrug og en hel række psykiske og adfærdsmæssige forstyrrelser og andre ikke-overførbare sygdomme og skader;

D.

der henviser til, at de sociale omkostninger, der direkte og indirekte kan henføres til alkoholmisbrug, anslås til 155,8 mia. EUR i Europa i 2010, hvoraf størstedelen (82,9 mia. EUR) ligger uden for sundhedssystemet;

E.

der påpeger, at alkoholmisbrug hvert år forårsager 3,3 mio. dødsfald på verdensplan, eller 5,9 % af det samlede antal dødsfald, og at omkring 25 % af alle dødsfald i aldersgruppen 20-39 år kan tilskrives alkoholmisbrug; der gør opmærksom på, at disse dødsfald ofte er følger af ulykker, vold eller leversygdomme;

F.

der henviser til, at ca. 5-9 millioner børn lever i familier, der er negativt berørt af alkoholforbrug;

G.

der henviser til, at ikke alt alkoholforbrug har de samme følger, idet dette i høj grad afhænger af forbrugsmønstret, herunder hvad der indtages, og hvordan det indtages; der henviser til, at drikkevaner og tendenser varierer kraftigt mellem de forskellige regioner i EU, og at der findes markante subregionale mønstre for forbrug og sundhedsvirkninger som følge af skadeligt alkoholforbrug rundt om i EU; der henviser til, at sociale, kulturelle, geografiske og økonomiske variationer i EU-landene betyder, at man må skelne mellem forskellige forbrugsmønstre og -tendenser;

H.

der påpeger, at en politik, som reducerer de alkoholrelaterede skader og fremmer et ansvarligt forbrug af alkohol, og som er tilpasset til de særlige lokale og regionale forhold, ville medføre en reduktion af sundhedsudgifterne og de sociale udgifter i forbindelse med de direkte og indirekte virkninger af alkoholrelaterede skader, såsom alkoholmisbrug, kroniske sygdomme, dødsfald og vold i hjemmet, samt alkoholrelaterede omkostninger; der henviser til, at en politik til at reducere alkoholrelaterede skader ikke blot bør inddrage sundhedssektoren, men også relevante interessenter, herunder støtteforeninger for alkoholikere, og at den bør være fuldstændig i overensstemmelse med nærhedsprincippet og princippet om sundhed i alle politikker, samtidig med, at den sikrer betydelige forbedringer af folkesundheden;

I.

der henviser til, at et overdrevent og skadeligt alkoholforbrug kan føre til afhængighed af alkohol, der skal løses gennem øget opmærksomhed og støtte inden for medlemsstaternes sundhedssystemer;

J.

der henviser til, at det bør understreges, at visse grupper er mere udsat for at få en forkert adfærd i forbindelse med alkoholforbrug, herunder unge; der henviser til, at alkoholrelaterede dødsfald udgør omkring 25 % af alle dødsfald hos unge mænd mellem 15 og 29 og hvert tiende dødsfald blandt unge kvinder; der henviser til, at et overdrevent alkoholindtag blandt unge er en praksis, der bliver mere og mere udbredt i medlemsstaterne, og at det foregår på særlige måder, f.eks. i form af lejlighedsvist storforbrug; der henviser til, at en mands lever som hovedregel nedbryder alkohol mange gange hurtigere end en kvindes, hvilket betyder, at kvinder vil blive kroniske alkoholikere hurtigere og ved indtagelse af mindre alkoholmængder;

K.

der påpeger, at alkoholrelaterede skader ofte er knyttet til en række faktorer såsom socioøkonomisk niveau, kulturel baggrund og drikkevaner samt påvirkning fra forældre og omgangskreds, såvel som omfanget og graden af gennemførelse og håndhævelse af hensigtsmæssige politikker på dette område; der henviser til, at sårbarheder inden for et samfund undertiden kan være lige så forskellige, som sårbarheder mellem forskellige samfund;

L.

der henviser til, at håndværksmæssig fremstilling af alkoholholdige drikke i visse områder af Europa er en hjørnesten i den lokale turisme;

M.

der henviser til den indflydelse, reklame og marketing har på alkoholforbruget, navnlig blandt unge; der henviser til, at gennemførelse af direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester er fundamental for en effektiv beskyttelse af børns fysiske, mentale og moralske udvikling; der påpeger, at der er en sammenhæng mellem at begynde at drikke tidligt og sandsynligheden for alkoholrelaterede problemer som voksen; der henviser til, at de mest effektive værktøjer til forebyggelse af unges uforholdsmæssige alkoholforbrug er uddannelses-, informations- og forebyggelseskampagner; der henviser til, at Kommissionen derfor straks bør give sig i kast med at udforme en ny europæisk alkoholstrategi, der kan bidrage til at begrænse et uforholdsmæssigt alkoholforbrug, og at befolkningen bør informeres gennem en bevidstgørelseskampagne om alkoholforbrugets negative indvirkninger på sundheden;

N.

der henviser til, at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fremhæver behovet for yderligere viden og indsats inden for emner som forholdet mellem alkoholforbrug og ufødte børn, alkohol og ældre, indvirkningerne på socialt dårligt stillede og alkoholmisbrugsrelateret social udstødelse;

O.

der henviser til, at de forskellige sociale, kulturelle, geografiske og økonomiske faktorer inden for Den Europæiske Union skaber drikkevaner og -tendenser, som varierer endog på lokalt plan og giver sig udslag i forskellige holdninger til alkoholforbrug;

P.

der henviser til, at der er behov for en klar sondring mellem ansvarligt og skadelig alkoholforbrug; der henviser til, at et ansvarligt alkoholforbrug er foreneligt med en sund livsstil;

Q.

der henviser til, at ca. hver fjerde trafikulykke kan knyttes til spirituskørsel, og at mindst 5 200 personer dræbes i alkoholrelaterede trafikulykker i EU hvert år, samt at spirituskørsel stadig er den næststørste dræber på EU's veje;

R.

der henviser til, at mange EU-borgere, navnlig unge, er utilstrækkeligt informeret om de sundhedsmæssige farer ved et for stort alkoholforbrug og afhængighed af alkohol, og at forebyggelse og bevidstgørelse derfor er vigtige faktorer i EU's nye alkoholstrategi; der henviser til, at tidlig identifikation og rådgivning af personer med skadelige alkoholforbrugsmønstre har vist sig effektiv; der henviser til, at der er meget plads til forbedring med hensyn til at beskytte mindreårige mod alkoholreklamer;

S.

der henviser til, at det i forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 (4) konkluderes, at fødevarer skal betragtes som farlige, hvis de anses for at være sundhedsskadelige;

T.

der henviser til, at forskellige aldersgrupper har forskellige drikkevaner, som hidtil ikke er blevet undersøgt proportionelt;

U.

der henviser til, at alkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold på over 1,2 volumenprocent blev undtaget to af bestemmelserne, i forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne (5), nemlig kravene om en ingrediensliste og en næringsdeklaration; der henviser til, at farerne forbundet med alkohol imidlertid er af en sådan art, at der er behov for omfattende information om alkoholholdige drikkevarer;

V.

der henviser til, at Kommissionen i henhold til forordning (EU) nr. 1169/2011 var forpligtet til senest i december 2014 at udarbejde en rapport med en vurdering af, hvorvidt alkoholholdige drikke i fremtiden skulle være omfattet af kravet om at informere om energiværdien og om de årsager, der berettigede eventuelle undtagelser, samt i givet fald et lovforslag med fastsættelse af reglerne for en ingrediensliste eller en obligatorisk næringsdeklaration for disse produkter;

W.

der henviser til, at EU’s alkoholstrategi har formået at hjælpe medlemsstaterne i deres bestræbelser på at reducere skader som følge af alkoholmisbrug, navnlig gennem udveksling af bedste praksis inden for områder som beskyttelse af unge, reduktion af de alkoholrelaterede trafikulykker og bevidstgørende uddannelse om alkoholforbrug, og en fælles database og overvågning på EU-plan samt gennem fremme af koordineringen mellem Kommissionen og medlemsstaterne, hvilket i sidste ende har ført til, at udvalget for nationale alkoholpolitikker og tiltag (CNAPA) har udarbejdet en handlingsplan for unges drikkeri og kraftige lejlighedsdrikkeri (2014-2016);

X.

der henviser til, at inddragelsen af en lang række interessenter i bl.a. Det Europæiske Alkohol- og Sundhedsforum har fremmet udviklingen af konkrete og målbare foranstaltninger til at reducere skader som følge af alkoholmisbrug på lokalt plan i hele Den Europæiske Union;

Y.

der henviser til, at det tredje EU-handlingsprogram for sundhed (2014-2020) fremmer anvendelsen af valideret bedste praksis for omkostningseffektive forebyggende foranstaltninger med fokus på de største risikofaktorer, herunder alkoholmisbrug;

Z.

der henviser til, at den eksterne evaluering af strategien, der blev foretaget i 2012, bekræftede relevansen og nytteværdien af fremgangsmåden i den eksisterende strategi og dens prioriterede temaer;

1.

noterer sig, at Kommissionen under mødet i CNAPA den 22. oktober 2013 bebudede sin hensigt om i tæt samarbejde med medlemsstaterne at udvikle en europæisk handlingsplan til mindskelse af alkoholrelaterede skader; noterer sig vedtagelsen af en handlingsplan i september 2014 for unges drikkeri og kraftige lejlighedsdrikkeri (2014-2016) og opfordrer Kommissionen til at overvåge dens gennemførelse i medlemsstaterne;

2.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge retningslinjer for bekæmpelse af alkoholrelaterede skader og til at fortsætte sit arbejde med at støtte de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, når dette giver merværdi, men samtidig efterleve nærheds- og proportionalitetsprincippet;

3.

fremhæver, at en reduktion af de sundheds- og sikkerhedsmæssige samt de samfundsøkonomiske problemer, der forårsages af alkohol, vil kræve en indsats, der vedrører både omfanget af alkoholindtagelse, drikkevanerne og de situationer, hvori der indtages alkohol, såvel som de bredere sociale sundhedsdeterminanter såsom uddannelse og lancering af informationskampagner;

4.

opfordrer Kommissionen til omgående at indlede arbejdet omkring EU's nye alkoholstrategi (2016-2022) med samme mål og opdatere retsgrundlaget med det formål at bistå de nationale regeringer i deres indsats over for alkoholrelaterede skader, støtte overvågning og indsamling af pålidelige data, fremme forebyggelse, sundhedstiltag og uddannelse, tidlig diagnosticering, forbedret adgang til behandling og kontinuerlig støtte til de berørte mennesker og deres familier, herunder rådgivningsprogrammer, mindske antallet af trafikulykker forårsaget af spirituskørsel og differentiere bedre mellem drikkevaner, adfærd i forbindelse med og holdninger til alkoholindtagelse;

5.

mener, at den aktuelle EU-strategi for støtte til medlemsstaterne for så vidt angår håndtering af alkoholrelaterede skader bør fornys i grundlæggende samme format og med de samme mål, dvs. at håndtere alkoholrelaterede skader på medlemsstatsniveau, være handlingsorienteret og fremme en deltagelsesorienteret metode med deltagelse af diverse interessenter;

6.

opfordrer indtrængende Kommissionen til straks at udarbejde den rapport, der i henhold til forordning (EU) nr. 1169/2011 krævedes udarbejdet senest i december 2014, om, hvorvidt alkoholholdige drikkevarer i fremtiden bør være omfattet af kravet om angivelse af oplysninger om ingredienser og næringsstoffer, og samtidig især at tage hensyn til indvirkningen på SMV'er og på håndværksmæssig fremstilling;

7.

opfordrer indtrængende Kommissionen til øjeblikkeligt at bede Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) foretage en ny evaluering af brugen af acetaldehyd som smagsstof i alkoholholdige og ikke-alkoholholdige drikkevarer;

8.

understreger behovet for, at man som minimum klart angiver kalorieindholdet i alkoholholdige drikkevarer på etiketten snarest muligt, og opfordrer Kommissionen til at fremlægge et forslag til retsakt om dette senest i 2016;

9.

opfordrer Kommissionen til straks at påbegynde arbejdet med en ny EU-alkoholstrategi for perioden 2016-2022 under hensyntagen til CNAPA-handlingsplanen og konklusionerne fra den uafhængige evaluering af EU's strategi for nedbringelse af alkoholrelaterede skader med henblik på at sikre en varig virkning af de resultater, der er opnået hidtil, og fortsætte støtten til de nationale regeringer for så vidt angår håndteringen af alkoholrelaterede skader på lang sigt;

10.

understreger, at det er nødvendigt med komplementaritet mellem lovgivning og adfærdskodeks om beskyttelse af mindreårige mod de negative konsekvenser af et farligt alkoholforbrug for at sikre effektiv beskyttelse af mindreårige; opfordrer medlemsstaterne til strengt at håndhæve den eksisterende nationale lovgivning om aldersgrænser for alkoholforbrug og til at evaluere behovet for yderligere retligt bindende krav for at sikre en effektiv beskyttelse af mindreårige;

11.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre politikker og behandlinger inden for deres sundhedssystemer, der mindsker den enkeltes alkoholafhængighed;

12.

opfordrer medlemsstaterne til at optrappe deres bestræbelser på at uddanne den brede offentlighed, navnlig mindreårige og gravide kvinder, om de skadelige virkninger af alkoholforbrug samt i fornødent omfang at lovgive i overensstemmelse hermed;

13.

anerkender forskellene i forbrugsmønstre medlemsstaterne imellem og de kulturelle aspekter af et ansvarligt alkoholforbrug;

14.

understreger behovet for en EU-dækkende oplysningskampagne, hvor man advarer gravide kvinder mod at indtage alkohol, og opfordrer Kommissionen til undersøge virkningen af mærkning med en sådan advarsel og at fremlægge et forslag til retsakt om dette senest i 2016;

15.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne, der primært er ansvarlige på området, til at udforme, gennemføre og evaluere folkesundhedspolitikker med henblik på at nedbringe det skadelige alkoholforbrug, indføre strenge bestemmelser om markedsføring af alkoholholdige drikkevarer, navnlig når den er møntet på mindreårige;

16.

opfordrer Kommissionen til at overveje en EU-dækkende mærkning, der advarer forbrugerne mod farerne ved spirituskørsel;

17.

opfordrer Kommissionen til at vurdere og, om nødvendigt, reformere Det Europæiske Alkohol- og Sundhedsforums rolle og funktion for at sikre, at medlemskabet reelt er repræsentativt for alle relevante interessenter på en afbalanceret måde med reel repræsentation af økonomiske aktører og NGO'er, samt at arbejde på at tilskynde og støtte disses deltagelse i forummet og deres engagement i udviklingen af konkrete og effektive foranstaltninger til at reducere alkoholrelaterede skader og støtte målrettede foranstaltninger, der er relevante på nationalt, regionalt og lokalt niveau;

18.

opfordrer Kommissionen til at indføre yderligere operationelle forbedringer i gennemførelsen af den nuværende EU-strategi, såsom: en udbredelse af medlemskabet af Det Europæiske Alkohol- og Sundhedsforum til alle relevante interessenter, et styrket samarbejdet med CNAPA på EU-niveau, fremme af god praksis vedrørende udformning, overvågning og evaluering af forpligtelserne, indsamling af bedre indikatorer, der kan give et objektivt, ajourført og realistisk billede af drikkevaner og alkoholrelaterede skader, samt støtte til målrettede foranstaltninger, som er relevante på lokalt plan, baseret på fuld efterlevelse af de grundlæggende bestemmelser i EU-traktaterne;

19.

understreger, at EU's nye alkoholstrategi ikke bør opstille nye mål, men snarere understøtte de mål, der allerede er aftalt som led i WHO's europæiske handlingsplan for reduktion af skadeligt alkoholforbrug 2012-2020;

20.

bemærker, at en ny EU-strategi kan være værdifuld, fordi den tilbyder medlemsstaterne evidensbaserede handlemuligheder, idet det er de nationale, regionale og lokale myndigheder, der har ansvar for at anvende de mest egnede tilgange til at reducere alkoholrelaterede skader; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte den aktive rolle, den spiller i at fremme god forsknings- og dokumentationsudveksling;

21.

betoner igen vigtigheden af et stærkt politisk engagement fra Kommissionens, Parlamentets, Rådets og medlemsstaternes side i at øge bestræbelserne på at forebygge alkoholrelaterede skader og fremkomme med en tilstrækkelig evidensbaseret politisk reaktion, der afspejler de alvorlige og forskelligartede sundhedsmæssige og socioøkonomiske virkninger af alkoholrelaterede skader og deres samspil med andre risikofaktorer;

22.

minder om vigtigheden af målbare og stringente politiske mål og tilstrækkelige flerårige mekanismer til at overvåge fremskridt inden for sikring af en effektiv gennemførelse af strategien i alle medlemsstaterne; fremhæver nødvendigheden af at overvåge gennemførelsen af alkoholrelateret national lovgivning;

23.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til aktivt at støtte en forbedring af indikatorerne, en indsamling af pålidelige data, sammenligneligheden heraf og en rettidig analyse af alkoholforbruget og dettes sundhedsmæssige og sociale konsekvenser, at tildele tilstrækkelige midler til at reducere den byrde, alkoholmisbrug forårsager, og de direkte og indirekte omkostninger ved alkoholrelaterede skader for samfundet, samt at fremme en effektiv integration af relevante data i EU’s og de nationale alkoholpolitikker på grundlag af en fælles evidensbasis;

24.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at styrke deres bestræbelser på at beskytte unge mod alkoholrelaterede skader, navnlig ved strengt at håndhæve den nationale lovgivning om aldersgrænsen og ved at sikre ansvarlige annonceringsbestemmelser;

25.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at investere i uddannelse med henblik på at understrege virkningerne af et skadeligt alkoholforbrug på sundheden og samfundet, samtidig med at de fremmer mådehold og ansvarlighed ved indtagelse af alkoholholdige drikke;

26.

understreger, at offentlige midler ikke må bruges til at fremme forbruget af alkohol med undtagelse af salgsfremstød, der er omfattet af forordning (EU) nr. 1144/2014 og 1308/2013;

27.

understreger behovet for, at medlemsstaterne begrænser salget af alkohol til personer, der er under den lovlige alder for alkoholkøb, ved at indføre egentlige kontrolforanstaltninger, navnlig i nærheden af skoler; opfordrer Kommissionen til at foretage en ordentlig regulering af salg af alkohol på tværs af grænserne via internettet; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre kampagner til at øge bevidstheden om farerne ved lejlighedsvist storforbrug af alkohol, navnlig for mindreårige, og til at bestræbe sig yderligere på at nedbringe antallet af trafikulykker, der er forbundet med spirituskørsel;

28.

opfordrer indtrængende Kommissionen til nøje at overvåge gennemførelsen af direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester og til at overveje at revidere det for så vidt angår markedsføring af alkohol over for unge og alkoholvirksomheder som sponsorer med henblik på at mindske unge menneskers eksponering for markedsføring af alkoholholdige drikke;

29.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen samt alle andre relevante aktører til at revidere og styrke oplysningskampagner rettet mod navnlig gravide kvinders skadelige alkoholforbrug og alkohols indvirkning på det ufødte barn;

30.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje konkrete foranstaltninger til at begrænse alkoholforbruget, navnlig blandt mindreårige og personer med alvorlige forstyrrelser, kroniske sygdomme eller stærk afhængighed i tilknytning til alkoholforbrug;

31.

opfordrer Kommissionen til i sin strategi at opretholde den finansielle støtte til effektive og videnskabeligt baserede projekter vedrørende alkoholrelaterede skader og forståelsen af de årsager, der ligger til grund for alkoholmisbrug, under det nye sundhedsprogram og Horisont 2020-programmet; opfordrer Kommissionen til at sikre, at dens økonomiske støtte udelukkende anvendes til projekter baseret på en videnskabeligt forsvarlig metodologi og objektive aktører;

32.

opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og andre interessenter til at diversificere deres informationskampagner om farerne ved alkoholforbrug for de forskellige aldersgrupper, såvel som den måde, hvorpå folk kører, og virkningerne af at køre i spirituspåvirket tilstand, samt at tilpasse disse kampagner til de forskellige aldersgrupper og gennemføre dem mere energisk;

33.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre bevidstgørelses- og uddannelsesmæssige foranstaltninger, der er rettet mod unge, som led i deres strategier til forebyggelse af misbrug og udbredelse af bedste praksis;

34.

opfordrer medlemsstaterne til at bygge videre på WHO’s alkoholstrategi og forbedre tidlig påvisning af skadeligt alkoholforbrug i den primære sundhedssektor ved at fremme screening og sikre passende støttetjenester til behandling af alkoholrelaterede lidelser og relaterede kroniske sygdomme;

35.

understreger, at bestemmelserne fra de respektive myndigheder i medlemsstaterne skal bidrage til at øge bevidstheden om følgerne af alkoholmisbrug, gøre behandling tilgængelig og økonomisk overkommelig for dem, der lider af forstyrrelser knyttet til overforbrug af alkohol, og indføre screeningprogrammer og korte indgreb i tilfælde af skadeligt og farligt alkoholforbrug; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde om at finde løsninger til at hjælpe personer med forstyrrelser, kroniske sygdomme eller stærk afhængighed i tilknytning til alkoholforbrug og hjælpe dem med at klare deres egen behandling og med at komme ud af afhængigheden;

36.

beklager, at der er foretaget nedskæringer i centrale tjenester til bekæmpelse af alkoholafhængighed i visse medlemsstater;

37.

opfordrer medlemsstaterne og alle andre relevante interessenter til at fortsætte, intensivere og/eller udvikle politikker og foranstaltninger til at fremme en sund livsstil, herunder korrekt ernæring og sport og sunde rekreative aktiviteter, samtidig med at det erkendes, at moderat nydelse af alkoholiske drikke er en væsentlig del af det kulturelle liv i mange medlemsstater og ikke behøver at stå i modsætning til en sund livsstil;

38.

opfordrer medlemsstaterne til nøje at overveje det hensigtsmæssige i at indføre nationale politikker, der sigter mod at forhindre salget af meget billig alkohol, forudsat at sådanne foranstaltninger sikrer effektiv beskyttelse af sundheden og tager behørigt hensyn til proportionalitets- og nærhedsprincippet samt til den kommende udtalelse fra Den Europæiske Unions Domstol om foreneligheden af den skotske regerings politik for mindstepriser med EU-lovgivningen;

39.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at se på deres eksisterende lovgivning og initiativer vedrørende forbrugeroplysning og en hensigtsmæssig drikkekultur med henblik på at uddanne og øge opmærksomheden om konsekvenserne af et skadeligt alkoholforbrug samt nedbringe de alkoholrelaterede skader; anbefaler navnlig medlemsstaterne at overvåge alkoholreklamer og deres indvirkninger på unge og at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at begrænse disses eksponering for denne type reklamer;

40.

opfordrer Kommissionen til at vurdere den eksisterende EU-lovgivning med hensyn til behovet for at forbedre forbrugeroplysningen om alkohol og sikre, at forbrugere får kendskab til alkohol- og kalorieindholdet, uden at indføre hindringer for det indre marked; understreger vigtigheden af kort, klar og effektiv oplysning om virkningerne af alkoholforbrug og sundhedsfarer i forbindelse hermed; opfordrer Kommissionen til at overveje at indføre en EU-dækkende mærkning, der indeholder en advarsel til forbrugerne om farerne ved alkoholholdige drikke under graviditet og i forbindelse med kørsel;

41.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde hensigtsmæssige strategier og intensivere kontrollen med henblik på at løse problemet med alkoholforfalskninger samt ulovligt salg af alkohol og salg af alkohol på det sorte marked, som har særligt negative følger for de dårligst stillede grupper i samfundet og for unge, samt at beskytte geografiske betegnelser både inden for EU og globalt gennem internationale handelsaftaler;

42.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen.

21.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 346/39

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Bangladesh, især beslutningerne af 18. september 2014 (1), 16. januar 2014 (2), 21. november 2013 (3) og 14. marts 2013 (4),

—

der henviser til sine beslutninger af 25. november 2010 om menneskerettigheder og sociale og miljømæssige standarder i internationale handelsaftaler (5) og om virksomheders sociale ansvar i internationale handelsaftaler (6),

—

der henviser til samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Folkerepublikken Bangladesh om partnerskab og udvikling (7),

—

der henviser til »Sustainability Compact for Continuous Improvements in Labour Rights and Factory Safety in the Ready-Made Garment and Knitwear Industry in Bangladesh« (en bæredygtighedsaftale, som skal give løbende forbedringer inden for arbejdstagerrettigheder og fabrikssikkerhed i industrien for konfektionstøj og strikvarer i Bangladesh),

—

der henviser til den fælles erklæring fra næstformand for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, kommissær med ansvar for handel, Cecilia Malmström, kommissær med ansvar for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold, kompetencer og arbejdskraftens mobilitet, Marianne Thyssen, og kommissær med ansvar for internationalt samarbejde og udvikling, Neven Mimica, i anledning af toårsdagen for Rana Plaza-tragedien,

—

der henviser til FN’s Johannesburg-erklæring om bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion for at fremme social og økonomisk udvikling,

—

der henviser til ILO’s konvention om fremme af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen (2006, C-187) og konventionen om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og arbejdsmiljø (1981, C-155), som ikke er blevet ratificeret af Bangladesh, samt henstillingerne til disse (R-197); der endvidere henviser til konventionen om arbejdstilsyn (1947, C-081), som Bangladesh har undertegnet, og henstillingerne hertil (R-164),

—

der henviser til »Better Work Bangladesh«-programmet lanceret af ILO i oktober 2013,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »En ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar« (COM(2011)0681) og til resultaterne af den offentlige høring om Kommissionens arbejde vedrørende retningen for dets politik for virksomhedernes sociale ansvar (VSA) efter 2014,

—

der henviser til sine beslutninger af 6. februar 2013 om »Virksomhedernes sociale ansvar: gennemsigtig og ansvarlig adfærd i erhvervslivet samt bæredygtig vækst« (8) og om »Virksomhedernes sociale ansvar: fremme af samfundets interesser og vejen til bæredygtig og inklusiv genrejsning« (9),

—

der henviser til FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, som opstiller en ramme for både regeringer og virksomheder med henblik på beskyttelse og overholdelse af menneskerettighederne, og som Menneskerettighedsrådet tilsluttede sig i juni 2011,

—

der henviser til FN’s Menneskerettighedsråds resolution vedtaget den 26. juni 2014, som opretter en mellemstatslig arbejdsgruppe med mandat til at udvikle et internationalt retligt bindende instrument til regulering af aktiviteterne i transnationale selskaber,

—

der henviser til ILO-erklæringen om fundamentale principper og rettigheder i arbejdslivet,

—

der henviser til FN’s Global Compact-initiativ om menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og korruptionsbekæmpelse,

—

der henviser til Kommissionens forslag til forordning om oprettelse af et EU-system for due diligence-forpligtelser i forsyningskæden (COM(2014)0111, der har til formål at omsætte OECD's due diligence-retningslinjer for ansvarlige forsyningskæder for mineraler fra konfliktramte områder og højrisikoområder til lovgivning,

—

der henviser til udkast til lovgivning (nr. 2578) vedrørende moderselskabers og hovedentreprenørvirksomheders nødvendige omhu, der blev vedtaget af den franske Nationalforsamling under førstebehandlingen den 30. marts 2015,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2, og stk. 4,

A.

der henviser til, at Rana Plaza-bygningen, en otte etager høj bygning i Savar uden for Dhaka, der husede adskillige beklædningsfabrikker, styrtede sammen den 24. april 2013, hvilket resulterede i, at over 1 100 mennesker mistede livet og omkring 2 500 blev kvæstet; der henviser til, at sammenstyrtningen af Rana Plaza-bygningen var den værste industrikatastrofe i Bangladesh og den mest blodige utilsigtede konstruktionsfejl i moderne tid;

B.

der henviser til, at mindst 112 mennesker omkom ved branden på Tazreen-fabrikken i Ashuliaområdet i Dhaka den 24. november 2012; der henviser til, at fabriksbrande, bygningssammenstyrtninger og andre ulykker, der vedrører sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, ikke er begrænset til konfektionsbranchen i Bangladesh alene, men fortsat giver anledning til alvorlig bekymring i andre udviklingslande og mindst udviklede lande med en stærkt eksportorienteret konfektionsbranche såsom Pakistan og Cambodia;

C.

der henviser til, at udviklingslande som Kina, Bangladesh, Indien og Vietnam efter multifiberaftalens udløb og på grund af den høje arbejdskraftintensitet i konfektionsbranchen er blevet globale producenter; der henviser til, at Bangladesh var blevet verdens næststørste eksportør af beklædningsgenstande efter Kina med nogen af de laveste lønninger i beklædningsindustrien, og at tekstilsektoren tegnede sig for næsten 85 % af landets eksport; der henviser til, at 60 % af landets tøjproduktion går til EU, som er Bangladeshs største eksportmarked;

D.

der henviser til, at konfektionsbranchen i Bangladesh beskæftiger omkring 4 millioner personer, og at op mod 40 millioner personers levebrød indirekte afhænger af denne branche, hvilket svarer til omkring en fjerdedel af befolkningen i Bangladesh; der henviser til, at konfektionsbranchen har bidraget betydeligt til reduktion af fattigdom; der henviser til, at Bangladesh har gjort store fremskridt med hensyn til at mindske uligheden mellem kønnene i samfundet og har nået FN's tredje 2015-mål om ligestilling mellem kønnene, og til, at konfektionsbranchen har ydet et vigtigt bidrag hertil, eftersom 3,2 mio. ud af de 4 mio. arbejdstagere, der er beskæftiget i denne branche, er kvinder; der henviser til, at beskæftigelsen af kvinder i mange tilfælde har bidraget til at styrke deres status;

E.

der henviser til, at reorganiseringen af konfektionsbranchen omkring modellen med en integreret værdikæde har betydet, at ordrer kun kan sikres ved at øge produktiviteten og sænke produktionsomkostningerne yderligere, hvilket gør arbejdsstyrken i Bangladesh og andre udviklingslande særligt sårbar; der henviser til, at Cambodia og Sri Lanka, hvor økonomien er stærkt afhængig af konfektionsbranchen, har oplevet faldende lønninger på trods af en kraftig stigning i produktionsfaciliteter og beskæftigelse; der henviser til, at minimumlønnen i Bangladesh blev sat betydeligt op efter Rana Plaza-katastrofen, men stadigvæk ikke når op på det niveau, der anses for at være tilstrækkeligt til at dække arbejdstagernes basale behov;

F.

der henviser til, at flere end 600 tekstilarbejdere ifølge forskellige rapporter er døde i fabriksbrande i Bangladesh mellem 2006 og begyndelsen af 2013, men at ingen af disse fabrikkers ejere eller ledere ifølge rapporter fra menneskerettighedsorganisationer nogensinde er blevet stillet for en domstol;

G.

der henviser til, at den sammenstyrtede bygning i Rana Plaza-komplekset var opført ulovligt og ikke opfyldte sikkerhedsstandarderne; der henviser til, at 32 fabrikker blev lukket permanent i Bangladesh efter ulykken som følge af betydelige sikkerhedsproblemer, og at 26 fabrikker blev delvist lukket; der henviser til, at et betydeligt antal fabrikker stadig mangler at øge deres standarder til et lovligt niveau; der henviser til, at ILO støtter den bangladeshiske regerings initiativ til at foretage inspektioner vedrørende konstruktions-, brand- og elsikkerhed af ca. 1 800 konfektionsfabrikker, hvoraf mange er ombyggede forretnings- eller beboelsesejendomme;

H.

der henviser til, at aftalen om en praktisk ordning for betalinger til ofrene for Rana Plaza-ulykken og deres familier (Donor Trust Fond), ifølge hvilken der skal ydes erstatning til ofrene for ulykken og deres familier, blev undertegnet den 24. april 2013 af repræsentanter for Bangladeshs regering, lokale tekstilproducenter og internationale tøjmærker, lokale og internationale fagforeninger og internationale NGO'er; der henviser til, at det beløb, der blev afsat til at dække udgifterne til alle erstatningskrav, er 30 mio. USD; der henviser til, at det samlede beløb, der er rejst gennem frivillige virksomhedsdonationer, pr. toårsdagen for katastrofen er omkring 27 mio. USD, hvilket efterlader et udestående på 3 mio. USD;

I.

der henviser til, at den økonomiske erstatning er en grundlæggende økonomisk støtte, og at det ikke vil være muligt at betale udgifterne til lægebehandling for de ofre, der har behov for langvarig lægebehandling, hvis fonden forbliver underfinansieret; der henviser til, at Europa-Parlamentet har beklaget, at den frivillige kompensationsordning gennem fonden Donor Trust Fund ikke havde nået sit mål, og har bemærket, at en obligatorisk ordning vil være mere fordelagtig for de overlevende og ofrenes familier;

J.

der henviser til, at EU som reaktion på de tragiske begivenheder i Rana Plaza-komplekset og som følge af den offentlige forfærdelse og Europa-Parlamentets krav om handling sammen med Bangladeshs regering og ILO den 8. juli 2013 lancerede »Sustainability Compact for Continuous Improvements in Labour Rights and Factory Safety in the Ready-Made Garment and Knitwear Industry in Bangladesh« (»bæredygtighedsaftalen«), hvori Bangladesh forpligtede sig til at træffe foranstaltninger for at forbedre arbejdstagerrettighederne og arbejdsvilkårene i landets konfektionsindustri;

K.

der henviser til, at Bangladesh inden ulykken kun havde 92 inspektører til at kontrollere omkring 5 000 konfektionsfabrikker og andre industrier i landet; der henviser til, at Bangladeshs regering havde forpligtet sig til at rekruttere yderligere 200 inspektører inden udgangen af 2013;

L.

der henviser til, at den første evaluering af bæredygtighedsaftalen fandt sted i oktober 2014 og konkluderede, at Bangladeshs regering på trods af gode fremskridt var nødt til at tage yderligere væsentlige skridt, navnlig med hensyn til forbedring og gennemførelse af arbejdsmarkedsloven, forbedring af arbejdstagerrettigheder i eksportproduktionszoner (EPZ'er) og ansættelse af flere inspektører; der henviser til, at den anden evaluering af aftalen vil blive foretaget i efteråret 2015;

M.

der henviser til, at Bangladeshs arbejdsmarkedslov blev ændret i juli 2013; der henviser til, at denne lov ganske vist indeholdt visse positive reformer, f.eks. på områderne sundhed og sikkerhed, men at den fortsat ikke er i overensstemmelse med internationale standarder for så vidt angår foreningsfrihed og kollektive forhandlinger — hvilket blev fremhævet i ILO's ekspertudvalgs kommentarer til konvention nr. 87 og 98 — herunder begrænsninger af retten til fuldstændigt frit at vælge repræsentanter, adskillige begrænsninger af retten til at strejke og brede administrative beføjelser til at annullere en fagforenings registrering, og der henviser til, at regeringen gentagne gange har erklæret, at den ikke har til hensigt at behandle yderligere ændringer;

N.

der henviser til, at Bangladesh-aftalen om brand- og bygningssikkerhed (Bangladesh-aftalen), som er en juridisk bindende aftale, blev underskrevet af beklædningsvirksomheder, globale og lokale fagforeninger, NGO'er og grupper til beskyttelse af arbejdstagerrettigheder den 13. maj 2013, og at alliancen for bangladeshiske arbejdstageres sikkerhed (Alliancen) blev oprettet den 9. juli 2013 og samlede 26 hovedsagelig nordamerikanske virksomheder, men det skete uden inddragelse af fagforeninger; der henviser til, at der aktuelt er 175 mode- og detailhandelsvirksomheder, som har undertegnet Bangladesh-aftalen; der henviser til, at Bangladesh-aftalen og Alliancen har foretaget inspektion af de 1 904 eksportorienterede fabrikker;

O.

der henviser til, at den Bangladeshs regering endnu ikke har vedtaget gennemførelsesbestemmelser og bekendtgørelser til arbejdsmarkedsloven trods gentagne løfter om at gøre dette, og at den i sit seneste løfte meddelte at ville vedtage disse senest i sommeren 2015; der henviser til, at gennemførelse af denne lov er en nødvendig forudsætning for, at landets kan deltage i ILO's »Better Work«-program, og for, at uddannelsesprogrammet inden for rammerne af Bangladesh-aftalen kan fungere;

P.

der henviser til, at 10 % af arbejdsstyrken i konfektionsbranchen i Bangladesh arbejder i EPZ'er; der henviser til, at regeringen vedtog en ny EPZ-arbejdslov i juli 2014, som dog stadigvæk ikke giver arbejdstagerne rettigheder svarende til dem, der gives andre steder i Bangladesh; der henviser til, at strejkeforbuddet ganske vist udløb den 1. januar 2014, men at arbejdstagervelfærdsorganisationer ikke har samme rettigheder og privilegier som fagforeninger;

Q.

der henviser til, at der er registreret omkring 300 nye fagforeninger i beklædningssektoren siden begyndelsen af 2013; der henviser til, at 66 ansøgninger blev afvist i 2014, hvilket svarer til, at 26 % af alle de indgivne ansøgninger blev afvist; der henviser til, at forskelsbehandling på grund af fagforeningsmedlemsskab fortsat er et meget alvorligt og hurtigt voksende problem; der henviser til, at fagforeninger beretter om, at regeringen i Bangladesh proaktivt forhindrer arbejdstagere og arbejdsgivere, der ønsker at nedsætte deres egne sikkerhedsudvalg som krævet i Bangladesh-aftalen, i at gøre dette;

R.

der henviser til, at Bangladesh indtager pladsen som nr. 136 ud af 177 lande i gennemsigtighedsindekset, og at korruption er rodfæstet i den globale beklædningsforsyningskæde og involverer den politiske klasse såvel som lokale og multinationale selskaber;

S.

der henviser til, at det ifølge konsortiet for arbejdstagernes rettigheder ville forøge fabrikationsprisen med mindre end 10 cent for hver af de 7 mia. beklædningsgenstande, som Bangladesh hvert år sælger til vestlige virksomheder, hvis landets 5 000 beklædningsfabrikker blev hævet til vestlige sikkerhedsstandarder i løbet af fem år; der henviser til, at der ikke er noget tegn på, at priserne på beklædnings- og tekstilartikler er steget inden for de seneste to år;

T.

der henviser til, at konfektionsbranchen i udpræget grad er domineret af store detailvirksomheder, mærkevarefabrikanter og -forhandlere, der kontrollerer globale produktionsnet og direkte fastsætter udbudsspecifikationerne; der henviser til, at tøj- og tekstilfabrikanter på baggrund af den globaliserede industri ofte ikke har andet valg end at acceptere lavere priser, øge kvalitetsstandarderne, afkorte leveringstiden, reducere minimumsmængderne og påtage sig så stor en risiko som muligt; der henviser til, at der er alvorlige mangler med hensyn til gennemskuelighed og sporbarhed i den globale forsyningskæde; der henviser til, at anstændigt arbejde i den globale forsyningskæde vil være et centralt punkt på dagsordenen for ILO's konference i 2016;

U.

der henviser til, at tragedien medførte et hidtil uset krav fra europæiske forbrugere om flere oplysninger om, hvor produkter kommer fra, og under hvilke forhold de bliver produceret; der henviser til, at europæiske borgere har fremsat utallige henstillinger og organiseret kampagner, der kræver større ansvarlighed fra beklædningsvirksomhedernes side for at sikre, at deres produkter fremstilles på en etisk korrekt måde;

V.

der henviser til, at Bangladesh som et mindst udviklet land nyder godt af told- og kvotefri adgang til EU-markedet for alle landets produkter under initiativet »Alt andet end våben«, som omfatter 55 % af Bangladeshs eksport, hvoraf meget er tøj/tekstiler, og at landet følgelig er forpligtet til at sikre en effektiv gennemførelse af en række centrale FN/ILO-konventioner vedrørende menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder;

1.

mindes ofrene i anledning af toårsdagen for Rana Plaza-tragedien, en af de mest ødelæggende industrikatastrofer nogensinde; udtrykker endnu engang sin medfølelse med de dræbtes familier og de tilskadekomne eller lemlæstede; understreger, at disse tab kunne have været undgået med bedre sikkerhedssystemer på arbejdspladsen;

2.

minder om, at Rana Plaza-koordinationsudvalget fastslog, at fonden Rana Plaza Donors Trust Fond skulle indsamle frivillige donationer fra virksomheder og andre til at kompensere ofrene og deres familier; beklager, at der stadig manglede 3 mio. USD af den samlede erstatning på 30 mio. USD i april 2015, og opfordrer indtrængende de internationale virksomheder, der får leverancer fra Rana Plaza eller har væsentlige bånd til Bangladesh, samt regeringen i Bangladesh og Bangladesh Garment Manufacturers and Export Association (BGMEA) til at sikre, at alle de erstatninger, der skyldes, vil blive fordelt uden forsinkelse;

3.

kritiserer, at omkring en tredjedel af de virksomheder, der skønnes at have tilknytning til fabrikskomplekset, såsom Adler Modemarkte, Ascena Retail, Carrefour, Grabalok, J.C. Penney, Manifattura Corona, NKD, PWT eller YesZee stadig mangler at betale til Donor Trust-fonden; beklager dybt, at Benetton efter flere måneders nølen kun har givet 1,1 mio. USD til Rana Plaza Donor Trust Fund på trods af, at det nødvendige bidrag er vurderet til at være meget højere på grundlag af virksomhedens betalingsevne og i betragtning af dens tilknytning til Rana Plaza; beklager ligeledes, at alle virksomheder med tilknytning til Rana Plaza har ydet utilstrækkelige donationer og således ikke opfyldt deres forpligtelser over for ofrene, herunder Mango, Matalan og Inditex, der har afvist at offentliggøre deres donationer, og andre såsom Walmart og The Children's place, der kun har bidraget med et minimalt beløb;

4.

bemærker, at erstatningen for Tazreen-branden nu er ved at blive forhandlet på samme grundlag som Rana Plaza-aftalen, og beklager dybt de fortsatte forsinkelser og opfordrer til, at erstatningen betales rettidigt;

5.

glæder sig over de skridt, der tages til at etablere en permanent national forsikringsordning for arbejdsulykker, og tilskynder Bangladeshs regering til at stå ved sit tilsagn i så henseende inden for rammerne af den nationale trepartshandlingsplan; opfordrer Kommissionen til at støtte sådanne bestræbelser, når det er relevant, bemærker imidlertid, at så længe den nuværende erstatning ikke er betalt, vil dette fortsat være en hindring for fremskridt på dette område;

6.

opfordrer Kommissionen, regeringerne i EU samt andre til at behandle forslag til obligatoriske lovrammer, der vil sikre, at adgangen til domstolsprøvelse og erstatning er baseret på behov og ansvarlighed og ikke blot på interessegruppers evne til at hænge andre ud eller virksomheders frivillige indsats;

7.

glæder sig over det af EU ledede initiativ til at lancere bæredygtighedsaftalen, der har til formål at sikre en ny start inden for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdsvilkår, respekt for arbejdstagerrettigheder og fremme af ansvarlig forretningsførelse i konfektionsindustrien i Bangladesh;

8.

noterer sig konklusionerne i den første evaluering af bæredygtighedsaftalen i oktober 2014, i henhold til hvilken Bangladeshs myndigheder havde gjort gode fremskridt, og anerkender, at bæredygtighedsaftalen har bidraget til forbedring af sikkerheds- og sundhedsforholdene på fabrikker og arbejdsvilkårene i konfektionsindustrien; opfordrer imidlertid indtrængende regeringen i Bangladesh til at øge sin indsats for aktivt at gennemføre alle forpligtelser i bæredygtighedsaftalen som et emne af højeste prioritet; stoler på, at der kan gøres betydelige fremskridt med hensyn til alle arbejdsmarkeds- og sikkerhedsmæssige problemstillinger — navnlig med hensyn til arbejdstagerrettigheder, arbejdstilsyn, anstændige lønninger, bygningers konstruktionsmæssige integritet, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen samt ansvarlig forretningsskik — inden den anden evaluering af bæredygtighedsaftalen, som skal finde sted i efteråret 2015;

9.

bemærker de skridt, Bangladesh har taget med hensyn til at ændre sin arbejdsmarkedslovgivning efter Rana Plaza-tragedien ved at styrke de grundlæggende rettigheder på områderne sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og arbejdstagerrettigheder; beklager, at der ikke er blevet gjort noget ved en række begrænsninger af arbejdstagernes foreningsfrihed, og at loven stadig ikke er i overensstemmelse med centrale ILO-konventioner;

10.

opfordrer i overensstemmelse med forpligtelserne i bæredygtighedsaftalen regeringen og parlamentet i Bangladesh til som en absolut prioriteret sag at vedtage de nødvendige regler og bestemmelser for at sikre, at loven gennemføres effektivt, i nøje samråd med det rådgivende trepartsudvalg og under særligt hensyn til gennemførelsen af ILO’s konvention 87 og 98 om foreningsfrihed og kollektive aftaler;

11.

er bekymret over situationen i EPZ'erne, hvor fagforeninger stadig er forbudt og arbejdsvilkår, sundheds- og sikkerhedsstandarder er dårlige, og understreger, at arbejdstagerne der bør nyde godt af grundlæggende lovmæssige frihedsrettigheder og sikkerhedsstandarder svarende til dem, som arbejdstagere andre steder i landet har; beklager dybt, at den foreslåede EPZ-arbejdsmarkedslov fortsat forbyder arbejdstagerne at danne fagforeninger i EPZ'erne, og påpeger, at arbejdstagervelfærdsorganisationer på ingen måde har rettigheder og privilegier, der kan sammenlignes med fagforeningers; opfordrer indtrængende Bangladeshs regering til straks at udvide arbejdsmarkedsloven til også at omfatte EPZ'erne fuldt ud;

12.

glæder sig over forhøjelsen af mindstelønnen for arbejdstagere i konfektionssektoren med 77 % fra 35 til 62 EUR om måneden og tilskynder til, at den gennemføres på et endnu mere universelt grundlag; bemærker imidlertid, at minimumslønnen i beklædningsindustrien i praksis stadig ikke dækker arbejdstagernes grundlæggende behov, og at den skulle op på mindst 104 EUR for at gøre det, og opfordrer regeringen i Bangladesh til at indføre mindsteløn, man kan leve af, i fuldstændigt samråd med fagforeninger og arbejdstagere; opfordrer desuden indtrængende regeringen til at sikre, at beklædningsfabrikkerne rent faktisk udbetaler den løn, folk har krav på;

13.

glæder sig over registreringen af omkring 300 nye beklædningsfagforeninger siden starten af 2013, hvilket fordobler antallet af fagforeninger i beklædningssektoren, men er bekymret over, at registreringsprocessen i 2014 og 2015 er taget af i fart; tilskynder myndighederne i Bangladesh til at fortsætte i tråd med den oprindelige positive tendens for at opfylde målsætningerne om en passende repræsentation for de fire millioner arbejdstagere i konfektionsbranchen;

14.

er dybt bekymret over rapporter om, at fagforeninger, der er dannet for nylig, har været udsat for forskelsbehandling, afvisninger og repressalier; er forfærdet over den udbredte diskrimination mod fagforeninger, der understreges af veldokumenterede eksempler på trusler, chikane og fysisk vold mod arbejdstagerrepræsentanter, herunder mordet på fagforeningslederen Aminul Islam; opfordrer indtrængende regeringen i Bangladesh til effektivt at gøre noget ved urimelig arbejdspraksis ved at gennemføre de nødvendige foranstaltninger til at forebygge, efterforske og retsforfølge ulovligheder hurtigt og på gennemsigtig vis for at bringe straffriheden til ophør og ligeledes retsforfølge gerningsmændene til mordet på Aminul Islam; er overbevist om, at passende undervisning i og bevidstgørelse om arbejdstagerrettigheder er en effektiv måde at mindske diskrimination mod fagforeninger på;

15.

mener, at eksistensen af demokratiske fagforeningsstrukturer spiller en vigtig rolle for bedre sundheds- og sikkerhedsstandarder, f.eks. fortsat udvikling af arbejdstagerstyrede sikkerhedsudvalg på alle fabrikker; understreger ligeledes betydningen af, at fagforeningerne får adgang til fabrikkerne for at undervise arbejdstagerne i, hvordan de kan beskytte deres rettigheder og deres sikkerhed, herunder deres ret til at nægte at udføre usikkert arbejde;

16.

glæder sig over det tilsagn, som regeringen har givet om at genopbygge departementet for inspektioner af fabrikker og anlæg (DIFE), som i sidste ende forventes at få et personale på 993 ansatte og 23 distriktskontorer, over opgraderingen af inspektionstjenesten i januar 2014 og over vedtagelsen af en national sundheds- og sikkerhedspolitik samt ensartede standarder for sundheds- og sikkerhedsinspektioner; opfordrer Kommissionen og internationale partnere til at yde teknisk bistand og dele bedste praksis for at bistå med opgraderingen af departementet for inspektioner af fabrikker og anlæg; opfordrer regeringen i Bangladesh til at leve op til sine tilsagn om arbejdsinspektioner og overholdelse for ILO's konvention 81; glæder sig over lukning af fabrikker, som ikke har opfyldt sikkerhedsstandarderne;

17.

er fortsat bekymret over påstandene om udbredt korruption i Bangladesh blandt sundheds- og sikkerhedsinspektører og ejere af beklædningsfabrikker og opfordrer til, at der gøres mere for at bekæmpe denne praksis;

18.

forstår de vanskeligheder, der er ved at gøre fremskridt med hensyn til at ansætte inspektører, eftersom det er nødvendigt at uddanne folk på passende måde i henhold til en fælles standard og harmoniserede operationelle procedurer, før de påbegynder deres arbejde; beklager imidlertid, at målet om at ansætte 200 ekstra inspektører inden udgangen af 2013 endnu ikke er opfyldt, eftersom det nuværende antal ansatte er på 173, og understreger, at 200 inspektører er langt under det antal, der er nødvendigt for at føre tilsyn med en industri med fire mio. arbejdstagere;

19.

glæder sig over, at der er blevet gennemført inspektioner på alle de fabrikker, som falder inden for Bangladesh-aftalen og Alliancen, og at der er blevet færdiggjort mere end 400 korrigerende handlingsplaner; opfordrer indtrængende Bangladeshs regering til at supplere disse tiltag ved hurtigt at foretage inspektion af de fabrikker, som falder under dens ansvarsområde, og til at vedtage passende afhjælpende foranstaltninger; støtter ILO's vigtige arbejde med at bidrage til at sikre dette; glæder sig over engagementet hos de fabrikanter, der ønsker at forbedre standarderne, og opfordrer alle interesserede parter til at sikre korrekt gennemførelse af de korrigerende handlingsplaner;

20.

glæder sig over, at der i øjeblikket er mere end 250 større mode- og detailsalgsvirksomheder, der modtager leverancer fra konfektionsbranchen i Bangladesh, som har underskrevet Bangladesh-aftalen og Alliancen med henblik på at samordne deres indsats for at bidrage til at forbedre sikkerheden i de bangladeshiske fabrikker, som de modtager leverancer fra; tilskynder i denne forbindelse andre virksomheder, herunder SMV'er, til at tilslutte sig aftalen; understreger behovet for en passende inddragelse af alle aktører med henblik på en effektiv gennemførelse af aftalen og tilskynder til, at den eftergøres i andre højrisikolande;

21.

tilskynder til et øget samarbejde og systematisk udveksling af rapporter om fabriksinspektioner mellem Bangladesh-aftalen og Alliancen med henblik på at undgå dobbeltarbejde og forskellige standarder; opfordrer Alliancen til også at offentliggøre sine rapporter på bengalsk, herunder på internettet, og til at forsyne dem med billeder, så de kan blive tilgængelige for alle i landet;

22.

mener, at globale detailhandelsvirksomheder og mærkevarefabrikanter, med de nuværende produktionsmønstre, har en stor del af ansvaret for at vanskeliggøre en forbedring af arbejdsvilkår og lønforhold i produktionslandene; er overbevist om, at der kunne skabes en mere retfærdig markedsstruktur og mere retfærdige sociale vilkår, hvis disse virksomheder hele vejen igennem deres forsyningskæder sikrede fuld respekt for ILO's vigtigste arbejdsstandarder, internationalt anerkendte standarder for virksomheders sociale ansvar (VSA), navnlig OECD's nyligt ajourførte retningslinjer for multinationale virksomheder, de ti VSA-principper i FN’s »Global Compact«-initiativ, den vejledende ISO 26000-standard om social ansvarlighed, ILO's trepartsprinciperklæring om multinationale virksomheder og socialpolitik og FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne; bifalder Kommissionens flagskibsinitiativ om ansvarlig forvaltning af forsyningskæden i beklædningssektoren under hensyntagen til allerede eksisterende nationale initiativer i Tyskland, Nederlandene, Frankrig og Danmark, og mener, at EU har evnen og pligten til at være førende på globalt plan inden for ansvarlighed i forsyningskæden;

23.

mener, at adgang til information i beklædningssektoren ofte er en af de største hindringer for at imødegå menneskerettighedskrænkelser i den globale forsyningskæde, og at der er behov for et obligatorisk indberetningssystem, der giver oplysninger, som forbinder alle aktører inden for ét produkts værdikæde, lige fra produktionsstedet til detailhandlerne; mener, at der er behov for ny EU-lovgivning for at skabe en retlig forpligtelse til nødvendig omhu for EU-virksomheder, der outsourcer produktionen til tredjelande, herunder foranstaltninger til at sikre sporbarhed og gennemsigtighed i overensstemmelse med FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne og OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder;

24.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at indføje en obligatorisk og retskraftig klausul om virksomhedernes sociale ansvar (VSA) i alle bilaterale handels- og investeringsaftaler, der undertegnes af EU, hvorved europæiske investorer bindes til de VSA-principper, der er fastlagt på internationalt plan, herunder ajourføringen fra 2010 af OECD's retningslinjer og de standarder, der er fastlagt af FN, ILO og EU; anmoder om, at der i fremtidige EU-handelsaftaler med tredjelande gives en mere fremtrædende plads til sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen som led i dagsordenen for anstændigt arbejde, og at EU yder teknisk bistand til gennemførelsen af disse bestemmelser, således at de ikke udgør en handelshindring;

25.

anerkender, at beskæftigelsen i beklædningssektoren har hjulpet millioner af fattige kvinder fra landdistrikterne i Bangladesh og andre steder til at slippe for afsavn og afhængighed af mandlig støtte; bemærker, at den ikke-organiserede arbejdsstyrke i væsentlig grad har bestået af ufaglærte arbejdstagere og kvinder i konfektionsbranchen i udviklingslande; anerkender, at fremskridt med hensyn til arbejdstageres rettigheder og beskyttelse er afgørende for styrkelsen af kvinders status, og understreger, at det er nødvendigt at øge repræsentationen af kvinder i fagforeninger, herunder de nyligt oprettede i Bangladesh, og glæder sig over bæredygtighedsaftalen i erkendelse af, at kønsrelateret indflydelse er vigtig for forbedring af arbejdsstandarderne;

26.

bemærker, at »Alt undtagen våben«-initiativet (EBA) har spillet en vigtig rolle i Bangladeshs økonomiske udvikling og har bidraget til at forbedre de materielle vilkår for millioner af mennesker, navnlig kvinder; er imidlertid overbevist om, at »Alt andet end våben«-initiativet og den generelle toldpræferenceordning uden fornuftig konditionalitet vedrørende menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder risikerer at forværre de dårlige standarder for arbejdstagerbeskyttelse og undergrave anstændigt arbejde; opfordrer Kommissionen til at fastslå, om Bangladesh overholder menneskerettigheds-, arbejds- og miljøkonventioner i forbindelse med den generelle toldpræferenceordning, og rapportere tilbage til Parlamentet; understreger, at lande, der gør gode fremskridt med hensyn til sociale standarder og arbejdsstandarder, bør belønnes ved, at de bevarer fuld markedsadgang for deres produkter;

27.

tilskynder NF/HR Mogherini og kommissær Malmström til at vedblive med at inddrage ratifikationen af centrale ILO-standarder, sundheds- og sikkerhedsinspektion og foreningsfrihed i drøftelserne med Bangladesh om fortsat præferencehandel;

28.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's Menneskerettighedsråd, Bangladeshs regering og parlament samt til generaldirektøren for ILO.

21.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 346/47

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

—

der henviser til Genèvekonventionen fra 1951 og tillægsprotokollen dertil,

—

der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om migrationsstrømmene i Middelhavsområdet, navnlig tragedien ved Lampedusa (1),

—

der henviser til Kommissionens arbejdsdokument af 22. maj 2014 om gennemførelse af meddelelsen om arbejdet i Taskforcen vedrørende Middelhavet,

—

der henviser til drøftelserne, der blev afholdt den 25. november 2014 i Europa-Parlamentet, om situationen i Middelhavsområdet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration,

—

der henviser til sin beslutning af 17. december 2014 om situationen i Middelhavet og behovet for en holistisk EU-tilgang til migration (2),

—

der henviser til UNHCR-initiativet for det centrale Middelhav og til UNHCR's forslag om håndteringen af de nuværende og fremtidige strømme af asylansøgere, flygtninge og migranter i Europa,

—

der henviser til 10-punktshandlingsplanen om migration fra den fælles samling i Udenrigsrådet og Rådet (indre anliggender) af 20. april 2015,

—

der henviser til konklusionerne fra det særlige topmøde i EU-Rådet om flygtningekrisen i Middelhavet den 22. april 2015,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2, og stk. 4,

A.

der henviser til, at over 1 500 personer ifølge Den Internationale Organisation for Migration har mistet livet i Middelhavet siden årets begyndelse;

B.

der henviser til, at IOM skønner, at 23 918 migranter er nået i land på den italienske kyst siden 1. januar 2015; der henviser til, at de græske myndigheder oplyser, at 10 445 migranter er blevet reddet af den græske kystvagt i Ægæerhavet i første kvartal af 2015;

C.

der henviser til, at italienske marinestyrker, den italienske kystvagt, den italienske flåde og flere handelsskibe har været i konstant aktion for at redde migranter i havsnød og på seks dage, den 10. april–den 16. april 2015, reddede omkring 10 000 migranter;

D.

der henviser til, at den seneste operation specielt til eftersøgnings- og redningsopgaver i Middelhavet, Mare Nostrum-operationen, reddede 150 810 migranter i en periode på 364 dage; der henviser til, at de foreløbige skøn ikke viser noget fald i antallet af migranter, der krydser over Middelhavet på dette sted;

E.

der henviser til, at en større andel af de mennesker, der forsøger at komme over Middelhavet, er på flugt fra konflikten eller forfølgelser i Syrien, Irak, Eritrea, Somalia og Libyen; der henviser til, at op mod 700 migranter savnes og frygtes druknet, efter at den træbåd, som de var stuvet sammen på, kæntrede ud for Libyen, da et portugisisk handelsskib kom den til undsætning lørdag den 18. april 2015; der henviser til, at en af de overlevende har fortalt de italienske myndigheder, at der kan have været op til 950 mennesker om bord; der henviser til, at lignende tragedier fandt sted tidligere på måneden, hvor omkring 400 migranter angiveligt skulle have mistet livet til søs, da en fiskerbåd af træ med omkring 550 mennesker kæntrede;

F.

der henviser til, at den fælles operation »Triton«, der koordineres af Frontex, blev fuldt operationsdygtig pr. 1. november 2014 med et oprindeligt budget på kun 2,9 mio. EUR pr. måned, sammenholdt med ca. 9 mio. EUR pr. måned for Mare Nostrum; der henviser til, at mere end 24 400 ulovlige migranter er blevet reddet på den centrale Middelhavsrute siden iværksættelsen af den fælles operation Triton, herunder næsten 7 860 med indsættelse af materiel medfinansieret af Frontex;

G.

der henviser til, at smuglere og menneskehandlere udnytter ulovlig migration og sætter migranters liv på spil for egen økonomisk vinding, og at de er ansvarlige for tusinder af dødsfald og udgør en alvorlig udfordring for EU og medlemsstaterne; der henviser til, at menneskesmuglere tjener profitter på op mod 20 mia. EUR hver år på deres kriminelle aktiviteter; der henviser til, at organiserede kriminelle grupper ifølge Europol befordrer transport af illegale migranter over Middelhavet og kan sammenkædes med menneskehandel, narkotika, skydevåben og terrorisme; der henviser til, at Europol den 17. marts 2015 indsatte sit fælles operationshold »Mare« til bekæmpelse af disse kriminelle grupper;

H.

der henviser til, at regional ustabilitet og konflikt øver indvirkning på massetilstrømningen af migranter og strømmene af fordrevne mennesker og således også på antallet af personer, der forsøger at komme ind i EU; der henviser til, at IS/Da'eshs eksplosive ekspansion ind i tilstødende konfliktområder i sidste ende vil indvirke på den massive tilstrømning af migranter og strømme af fordrevne mennesker;

1.

udtrykker dyb beklagelse og sorg over de gentagne, tragiske tab af menneskeliv i Middelhavet; opfordrer indtrængende EU og medlemsstaterne til at bygge videre på det eksisterende samarbejde og gøre alt, hvad der står i deres magt, for at forebygge yderligere tab af menneskeliv til søs; opfordrer EU og medlemsstaterne til at gøre deres yderste for at identificere ligene og de savnede og for at underrette de pårørende;

2.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at tilvejebringe de fornødne ressourcer til at sikre, at forpligtelsen til at udføre eftersøgnings- og redningsaktioner (SAR) konkret efterleves og derfor bliver behørigt finansieret; opfordrer medlemsstaterne til fortsat at udvise solidaritet og engagement ved at forhøje deres bidrag til Frontex og Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) og forpligter sig til via EU-budgettet og EU's relevante fonde at sørge for, at disse agenturer får de (menneskelige og udstyrsmæssige) ressourcer, de har brug for til at opfylde deres forpligtelser;

3.

gentager nødvendigheden af, at EU baserer sin reaktion på de seneste tragedier i Middelhavet på et grundlag af solidaritet og ligelig ansvarsfordeling, som det fremgår af artikel 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og af at EU anlægger en altomfattende EU-tilgang; gentager, at det er nødvendigt, at EU gør fremskridt med hensyn til rimelig fordeling og solidaritet over for de medlemsstater, der modtager det største antal flygtninge og asylansøgere både i absolutte tal og proportionelt set;

4.

glæder sig over Det Europæiske Råds løfte om at styrke EU's operation Triton ved at øge finansieringen og tilføre mere materiel; opfordrer indtrængende EU til at opstille et klart mandat for Triton, så operationsområdet kan udvides og det kan bemyndiges til at udføre SAR-opgaver på EU-niveau;

5.

opfordrer til en velfunderet og permanent, humanitær EU- redningsoperation, der ligesom Mare Nostrum vil skulle operere på åbent hav, og som alle medlemsstater vil skulle bidrage til både finansielt og med udstyr og materiel; opfordrer indtrængende EU til at medfinansiere en sådan operation;

6.

glæder sig over Det Europæiske Råds forslag om fælles behandling af asylansøgninger med støtte fra EASO-arbejdshold; opfordrer Kommissionen til at udvide EASO's mandat for at højne dets operationelle rolle i behandlingen af asylansøgninger;

7.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre fuldt brug af de eksisterende muligheder for at udstede humanitære visa på deres ambassader og konsulater; gør i denne forbindelse opmærksom på, at Rådet bør gøre sig alvorlige overvejelser om muligheden for at aktivere direktivet om midlertidig beskyttelse af 2001 eller artikel 78, stk. 3, i TEUF, som begge muliggør brugen af en solidaritetsmekanisme i tilfælde af en pludselig og massiv tilstrømning af fordrevne personer;

8.

opfordrer medlemsstaterne til at yde større bidrag til de eksisterende genhusningsprogrammer, især de medlemsstater der ikke har ydet noget som helst;

9.

opfordrer Kommissionen til at indføre en bindende kvote for fordelingen af asylansøgere mellem samtlige medlemsstater;

10.

understreger, at det er nødvendigt at fremme frivillige tilbagevendelsespolitikker, samtidig med at alle migranters rettigheder sikres, og at der sikres sikker og lovlig adgang til EU's asylsystem, med behørig efterlevelse af princippet om non-refoulement;

11.

glæder sig over, at den højtstående repræsentant og det lettiske formandskab øjeblikkeligt indkaldte til det ekstraordinære fælles møde for udenrigs- og indenrigsministrene i Luxemburg, og glæder sig over, at medlemsstaterne øjeblikkeligt sammenkaldte et ekstraordinært topmøde med henblik på at finde fælles løsninger som svar på krisesituationen i Middelhavet; tager til efterretning, at der blev afholdt en indledende bred drøftelse af mulighederne for at redde liv, bekæmpe menneskesmuglerne og -handlerne og om at dele ansvaret for så vidt angår modtagelse og beskyttelse mellem medlemsstaterne; understreger, at medlemsstaterne må udbygge deres tilsagn, og beklager fraværet af tilsagn fra Det Europæiske Råd om at etablere en troværdig, EU-dækkende, bindende solidaritetsmekanisme;

12.

opfordrer til en hurtig og fuldstændig gennemførelse i national ret og efterfølgende anvendelse af det fælles europæiske asylsystem fra alle deltagende medlemsstaters side, for derved at sikre fælles EU-standarder, herunder for migrantmodtagelse, i henhold til gældende lovgivning;

13.

opfordrer til tættere samarbejde mellem EU og medlemsstaternes politik i bekæmpelsen af de grundlæggende årsager til migration; understreger, at det er nødvendigt med en samlet EU-tilgang, der styrker sammenhængen i de interne og eksterne politikker og navnlig i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, udviklingspolitik og migrationspolitik; opfordrer EU til at styrke samarbejdet med partnerlandene i Mellemøsten og Afrika for at fremme demokrati, grundlæggende friheder og rettigheder, sikkerhed og velstand;

14.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne og tredjelande til at fastsætte de stærkest mulige strafferetlige sanktioner mod menneskehandel og menneskesmugling både til og inden for EU såvel som mod enkeltpersoner eller grupper, der udnytter sårbare migranter i EU, og til samtidig at sikre, at enkeltpersoner, som kommer asylansøgere og fartøjer til undsætning, ikke retsforfølges;

15.

opfordrer medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen med Europol, Frontex, EASO og Eurojust om at bekæmpe menneskehandlere og kriminelle netværk af menneskesmuglere, og til at udfinde og spore deres finansieringskilder og kortlægge deres fremgangsmåder i den hensigt at forhindre dem i at tjene penge på at bringe migranters liv i fare; understreger behovet for styrke samarbejdet med tredjelande, navnlig landene omkring Libyen, hvilket er en absolut forudsætning for, at det kan lykkes at optrevle disse kriminelle netværk, både hvad angår uddannelse af ordensmagten og sikring af informationstjenester; understreger behovet for, at tredjelande overholder folkeretten med hensyn til at redde liv til søs, sikrer beskyttelse af flygtninge og overholder de grundlæggende rettigheder;

16.

fremhæver, at der skal tages hånd om de grundlæggende årsager til vold og underudvikling i oprindelseslandene for at stoppe strømmen af flygtninge og økonomiske migranter; påpeger i denne forbindelse, at alle regeringerne i oprindelseslandene bør sætte sig som den vigtigste opgave at styrke forvaltningsstrukturerne og derfor bygge effektive og inklusive offentlige institutioner, sikre kapacitetsopbygning af tredjelandes asylsystemer, tilsikre retsstatstilstande, bekæmpe rodfæstet korruption på alle niveauer samt fremme menneskerettigheder og yderligere demokratisering;

17.

gentager sin støtte til alle FN-ledede forhandlinger for at genetablere en demokratisk statsmagt i Libyen samt sit tilsagn om at optrappe bestræbelserne for at tage hånd om konflikten og ustabiliteten i Libyen og Syrien; understreger, at det at skabe regional stabilitet i konfliktområder er nøglen til at reducere yderligere fordrivelse af enkeltpersoner;

18.

påpeger, at formålet med denne beslutning er at reagere på de nylige tragiske begivenheder i Middelhavet og på Det Europæiske Råds konklusioner af 23. april 2015 samt at foreslå et sæt hasteforanstaltninger, der skal iværksættes omgående, idet det påpeges, at Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, der er det kompetente udvalg i sådanne spørgsmål, er i færd med at udarbejde en betænkning, der vil afspejle Parlamentets mellemlang- og langsigtede politiske retningslinjer om migration;

19.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde og fremlægge en ambitiøs EU-dagsorden om migration, der tager alle aspekter af migration i betragtning;

20.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

21.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 346/51

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Kenya,

—

der henviser til den anden reviderede partnerskabsaftale mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, som blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (»Cotonouaftalen«), særlig artikel 8, 11 og 26,

—

der henviser til erklæringerne fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, af 23. november 2014 om massakren på 28 civile rejsende og af 3. april 2015 om nedslagtningen på universitetet i Garissa,

—

der henviser til pressemeddelelsen fra Den Afrikanske Unions (AU) Freds- og Sikkerhedsråd på dets 497. møde den 9. april 2015 om terrorangrebene i Garissa i Kenya;

—

der henviser til det kenyanske luftvåbens angreb på al-Shabaabs træningslejre i Somalia som reaktion på blodbadet på universitetet i Garissa,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne,

—

der henviser til FN-erklæringen om afskaffelse af alle former for intolerance og forskelsbehandling på grundlag af religion eller tro fra 1981,

—

der henviser til det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder,

—

der henviser til EU's retningslinjer om den humanitære folkeret;

—

der henviser til forretningsordenens artikel 123, stk. 2 og 4,

A.

der henviser til, at det seneste terrorangreb i Garissa, Kenya, var rettet mod unge og uddannelse og derfor mod landets fremtid; der henviser til, at unge står for løfter og fred og er dem, der skal bære landets udvikling fremover; der henviser til, at uddannelse er central i kampen mod voldelig ekstremisme og fundamentalisme;

B.

der henviser til, at antallet af angreb på religiøse mindretal, navnlig kristne, i verden er steget voldsomt i de seneste måneder; der henviser til, at der hver dag er kristne, der bliver slagtet, gennembanket og arresteret, for det meste i visse dele af den arabiske verden af jihadterrorister,

C.

der henviser til, at kristne er den mest forfulgte religiøse gruppe; der henviser til, at ekstremisme og forfølgelse af denne art dukker op som en væsentlig faktor i det voksende fænomen med massemigration; der henviser til, at ifølge data er antallet af kristne, der dræbes hvert år, over 150 000;

D.

der henviser til, at ISIS/Daesh den 15. februar 2015 halshuggede 21 egyptiske koptiske kristne i Libyen;

E.

der henviser til, at angriberne i Garissa bevidst angreb ikkemuslimer og udpegede kristne for brutalt at henrette dem; der henviser til, at al-Shabaab åbent og offentligt hævder at føre krig mod kristne i regionen;

F.

der henviser til, at beskyttelse af børn og unges rettigheder og styrkelse af færdigheder, uddannelse og innovation er afgørende for at forbedre deres økonomiske, sociale og kulturelle muligheder og fremme landets udvikling;

G.

der henviser til, at al-Shabaab regelmæssigt har angrebet studerende, skoler og andre undervisningsbygninger; der henviser til, at en selvmordsbomber i december 2009 dræbte 19 mennesker ved en dimissionsceremoni for medicinstuderende i Mogadishu i Somalia, og at terrorgruppen i oktober 2011 påtog sig ansvaret for et bombeangreb, der dræbte 70 mennesker, herunder nogle studerende, der ventede på eksamensresultaterne ved undervisningsministeriet, også i Mogadishu;

H.

der henviser til, at mindst 15 mennesker mistede livet den 25. marts 2015 i et angreb mod et hotel i Mogadishu begået af al-Shabaab, og at Yusuf Mohamed Ismail Bari-Bari, Somalias faste repræsentant ved FN i Geneve i Schweitz, var blandt de dræbte i angrebet;

I.

der henviser til, at Kenya har været udsat for et stigende antal angreb på civile siden oktober 2011, hvor landets tropper gik ind i den sydlige del af Somalia for at tage del i en koordineret operation med det somaliske militær mod et område kontrolleret af al-Shabaa, efter at terrorgruppen havde taget fire gidsler;

J.

der henviser til, at kenyanske tropper siden november 2011 har været en del af Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (Amisom), som blev oprettet af Den Afrikanske Unions Freds- og Sikkerhedsråd den 19. januar 2007 og godkendt af FN 's Sikkerhedsråd den 20. februar 2007 (resolution 1744(2007)), som for nylig har givet grønt lys til, at AU fortsætter sin mission indtil den 30. november 2015 (resolution 2182(2014));

K.

der henviser til, at en af de vigtigste bidragydere til kampen mod terrorgruppen al-Shabaab har været den etiopiske hær og, i mindre omfang, den ugandiske hær;

L.

der henviser til, at al-Shabaab har etableret forbindelser med andre islamistiske grupper i Afrika, såsom Boko Haram i Nigeria og al-Qaeda i Det Islamiske Maghreb;

M.

der henviser til, at terrorgruppen al-Shabaab regelmæssigt bomber og dræber navnlig civile i Somalia og i nabolandene, som f.eks. i Kampala, Uganda, i juli 2010, og meget oftere i Kenya, hvor det kun er de store aktioner, der har fået international opmærksomhed, men hvor der med jævne mellemrum har været mindre angreb;

N.

der henviser til, at al-Shabaab påtog sig ansvaret for overfaldene i juli 2014 på landsbyerne Hindi, Gamba, Lamu og Tana River på den kenyanske kyst, hvor mere end hundrede mennesker blev henrettet, og for to angreb i Mandela-distriktet i slutningen af 2014, hvor 64 mennesker blev dræbt;

O.

der henviser til, at den kenyanske regering efter angrebene på universitetet i Garissa truede FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) med at lukke flygtningelejren i Dadaab inden for tre måneder; der henviser til, at UNHCR har advaret om, at dette vil have ekstreme humanitære og praktiske følger; der henviser til, at FN's flygtningekonvention forbyder at sende flygtninge tilbage med tvang til områder, hvor deres liv eller frihed er truet;

P.

der henviser til, at den afrikanske beredskabsstyrke (ASF) endnu ikke er operationel, og at EU har erklæret sig rede til at støtte den afrikanske fredsbevarende kapacitet som en del af sin sikkerhedsstrategi for Afrika;

Q.

der henviser til, at det fremgår af artikel 11 i AVS-EU-partnerskabsaftalen, at »Aktiviteterne på området fredskonsolidering og forebyggelse og løsning af konflikter tager navnlig sigte på at skabe lige politiske, økonomiske, sociale og kulturelle muligheder for alle samfundsgrupper, styrke regeringsførelsens demokratiske legitimitet og effektivitet, tilvejebringe effektive mekanismer til at forlige gruppeinteresser på fredelig vis, slå bro over kløfterne mellem forskellige samfundsgrupper samt støtte et aktivt, organiseret civilsamfund«;

1.

fordømmer på det kraftigste det forsætlige terrorangreb begået af al-Shabaab den 2. april 2015 i Garissa, hvor 147 unge, uskyldige universitetsstuderende blev myrdet og 79 andre såret; fordømmer eftertrykkeligt alle krænkelser af menneskerettighederne, især når mennesker bliver dræbt på grund af deres religion, tro eller etniske oprindelse;

2.

fordømmer endnu engang de angreb, som al-Shabaab udførte i sommeren 2014 på adskillige landsbyer på den kenyanske kyst, herunder Mpeketoni, hvor 50 mennesker blev dræbt; fordømmer på det stærkeste angrebet i Westgate-indkøbscentret i Nairobi den 24. september 2013, hvor der blev fundet 67 lig; fordømmer al-Shabaabs angreb i Mogadishu den 25. marts 2015, hvor ambassadør Yusuf Mohamed Ismail Bari-Bari, Somalias faste repræsentant ved De Forende Nationer i Geneve, mistede livet;

3.

udtrykker sin medfølelse med ofrenes familier og befolkningen og regeringen i Republikken Kenya; står ved Kenyas befolknings side i lyset af disse foragtelige angreb;

4.

minder om, at religionsfrihed er en grundlæggende ret, og fordømmer stærkt alle former for vold eller diskrimination på grundlag af religion;

5.

fordømmer de seneste angreb på kristne samfund i forskellige lande, navnlig hvad angår de tolv kristne, der blev smidt over bord under en nylig overfart fra Libyen, og drabene på de 30 etiopiske kristne den 19. april 2015, og udtrykker sin solidaritet med ofrenes familier;

6.

udtrykker sin dybe foruroligelse over den form for religionsmisbrug, som gerningsmænd til terrorhandlinger i flere dele af verden gør sig skyldige i, samt sine dybe bekymring over stigningen i antallet af tilfælde af intolerance, undertrykkelse og vold mod kristne, navnlig i visse dele af den arabiske verden; finder det forkasteligt, at religion benyttes som redskab i forskellige konflikter; fordømmer det stigende antal angreb på kirker overalt i verden, især det angreb, der dræbte 14 mennesker i Pakistan den 15. marts 2015; fordømmer på det kraftigste fængslingerne, forsvindingerne, torturen, slaveriet og den offentlig henrettelse af kristne i Nordkorea; fastholder og bakker op om den ukrænkelige ret for alle religiøse og etniske mindretal i Syrien og Irak, herunder kristne, til fortsat at leve i deres historiske og hævdvundne hjemlande i værdighed, lighed og sikkerhed; bemærker, at medlemmer af forskellige religiøse grupper har levet i fredelig sameksistens i regionen;

7.

opfordrer indtrængende EU's institutioner til at opfylde forpligtelsen i artikel 17 i TEUF om at føre en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med kirker og med religiøse, filosofiske eller konfessionsløse organisationer med henblik på at sikre, at forfølgelsen af kristne og andre trossamfund bliver betragtet som en af EU's prioriteter;

8.

fordømmer ISIL/Daesh' brug af en antik lovgivning eller »dhimmi regler« i Syrien og Irak til at afpresse kristne med religiøse skattemæssige forpligtelser og begrænsninger under trussel om død;

9.

bekræfter sin solidaritet med alle kristne, der er forfulgt i forskellige dele af Afrika, med særlig henvisning til de seneste grusomheder i Libyen, Nigeria og Sudan;

10.

fordømmer og forkaster enhver fejlagtig fortolkning af islams budskab med henblik på at skabe en voldelig, grusom, totalitær, undertrykkende og ekspansiv ideologi, der legitimerer udryddelsen af kristne mindretal; opfordrer indtrængende muslimske ledere til fuldt ud at fordømme alle terrorangreb, herunder dem, der er rettet mod religiøse samfund og mindretal, navnlig kristne;

11.

opfordrer til, at der gennemføres en hurtig, upartisk og effektiv efterforskning for at finde de ansvarlige og stille gerningsmændene, initiativtagerne og de økonomiske bagmænd bag disse strafbare terrorhandlinger for en dommer;

12.

erkender, at det rigtige svar må organiseres omkring koordinerede aktioner med andre afrikanske lande, og opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Rådet til at tage sikkerheds- og terrortruslerne i dette regionale område op i samarbejde med Den Afrikanske Union til støtte for dens vigtige indsats for at bekæmpe al-Shabaab gennem Amisom; opfordrer indtrængende EU til kraftigt at støtte gennemførelsen af kontinentale og regionale mekanismer til konfliktløsning, især den afrikanske beredskabsstyrke (ASF);

13.

opfordrer den kenyanske regering til at udvise ansvarlighed og både tage fat på den vold, som al-Shabaab gør sig skyldig i, og de grundlæggende årsager hertil; mener, at der kun kan opnås sikkerhed, hvis splittelsen inden for Kenyas politiske og civile samfund og de regionale skævheder med hensyn til udvikling gribes rigtigt an; mener, at politiets sene indsats er beklageligt; opfordrer navnlig regeringen til at afstå fra at bruge terrorangrebene som et påskud for indgreb i borgernes rettigheder; opfordrer de kenyanske myndigheder til at basere deres strategi for bekæmpelse af terrorisme på retsstatsprincipperne og respekt for de grundlæggende rettigheder; understreger behovet for demokratisk og retslig kontrol med antiterrorpolitikkerne;

14.

opfordrer de kenyanske myndigheder til at sikre, at enhver splittelse mellem de forskellige trossamfund og enhver dragning af paralleller mellem det muslimske samfund og al-Shabaab forhindres, og til at træffe alle foranstaltninger til at sikre, at landets enhed bevares til gavn for dets sociale og økonomiske vækst og stabilitet samt dets befolknings værdighed og menneskerettigheder; opfordrer den kenyanske regering, oppositionslederne og de religiøse ledere til at imødekomme de historiske beklagelser omkring marginalisering, regionale splittelser i landet og institutionel diskrimination og til at sikre, at terrorbekæmpelsesoperationer kun retter sig mod gerningsmændene og ikke etniske samfund eller trossamfund i bredere forstand;

15.

minder EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne om deres forpligtelse under EU-handlingsplanen for menneskerettigheder og demokrati vedtaget i juni 2012 til at sikre, at menneskerettighedsspørgsmål rejses under samtlige former for antiterrordialoger med tredjelande;

16.

opfordrer EU til at gennemføre et militæruddannelsesmissionsprogram i Kenya og stille moderne udstyr til rådighed og herved samarbejde med og uddanne Kenyas militær- og politistyrker med henblik på at bekæmpe terrorisme og forhindre en udvidelse af al-Shabaab;

17.

opfordrer indtrængende den kenyanske regering til at gøre alt for at overholde retsstatsprincipperne, menneskerettighederne, de demokratiske principper og de grundlæggende frihedsrettigheder, og opfordrer EU til at lede sine internationale partnere i denne retning og samle et finansielt bidrag til at forbedre de eksisterende programmer om regeringsførelse med henblik på at sikre den nationale sikkerhed og skabe fred og stabilitet i landet og regionen; insisterer på, at der skal gøres noget ved al-Shabaabs voldsspiral sammen med de omkringliggende lande; anmoder EU om i denne henseende at yde al nødvendig økonomisk og logistisk bistand og eksperthjælp, herunder muligheden for at benytte sig af fredsfaciliteten for Afrika og EU's krisestyringsredskaber;

18.

opfordrer de kenyanske sikkerhedsstyrker til at sikre lovlige reaktioner til imødegåelse af terrortruslen; tilskynder den kenyanske regering til at sørge for beskyttelsen og sikkerheden af flygtningelejrene på dens område i overensstemmelse med folkeretten;

19.

understreger, at international terrorisme finansieres af ulovlig hvidvaskning af penge, løsepenge, afpresning, narkotikahandel og korruption; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke samarbejdet med tredjelande om udveksling af efterretninger vedrørende hvidvaskning af penge til finansiering af terrorisme;

20.

gentager sin støtte til alle initiativer, der har til formål at fremme dialogen og den gensidige respekt mellem religiøse og andre samfund; opfordrer alle religiøse myndigheder til at fremme tolerance og til at tage initiativer mod had og vold og ekstremistisk radikalisering;

21.

fordømmer, at uddannelsesinstitutioner og -lokaler udpeges som mål for terrorangreb, som et middel til at underminere alle borgeres uddannelse og værdighed og skabe splittelse mellem befolkningsgrupper; minder om jihadterrorgruppen Boko Harams bortførelse og forsvinden af kristne piger i den nigerianske by Chibok sidste år, hvilket blev fordømt verden over;

22.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Kenyas regering, Den Afrikanske Unions institutioner, Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling (IGAD), FN's generalsekretær, FN's Generalforsamling og medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

21.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende