Algesuppedasen

Posted on September 28, 2024 by Julie Skotte

En sen eftermiddag gik jeg rundt i et naturområdet Døllefjælde Musse på Lolland. Det er et lille naturområde med seks små søer og stier rundt om og imellem søerne. Jeg lagde mærke til hvor forskelligt de små søer tog sig ud både i form og farve. I nogle søer var vandet en mørke brunlig nuance, andre en lysere grønlig farve. Jeg spekulerede på om det skyldtes bundforholdene og måske forskellige algevækster. Jeg så tydelige algeopblomstringer i nogle af søerne, men ikke andre. Fra bredden kunne jeg ane makroalge strukturerne i vandoverfladen i en af de største søer. Blishøns, ænder, måger og et par svaner svømmede rundt i algesuppedasen. Døllefjælde Musse var et hyggeligt område at gå tur i, men jeg syntes ikke, der var noget, der sprang i øjnene som fotomotiv, mens jeg gik rundt mellem søerne.

Jeg besluttede mig for at sende dronen op. Fra luften håbede jeg på at få et nyt perspektiv på området. Da jeg fløj hen over søen med makroalgerne i overfladen, skete der noget magisk. Et netværk af komplicerede mønstre blev tydeligt. Det strakte sig som en naturlig mosaik hen over vandoverfladen, og det, som fra jorden blot havde virket som en grødet algesuppe, blev pludselig til et kunstværk. Densitet af algerne varierede og skabte mønstrene. Nogle steder var algevæksten helt tæt, og algerne blev skubbet op over vandoverfladen og fik en lysegrøn fremtoning på billederne. Andre steder var der åbent vand eller mindre tæt bevoksning, hvilket så en smule mørkere ud. Der hvor algerne var tættest kunne jeg se, at blishøns, måger og ænder ikke svømmede i vandet, men snarere gik oven på algerne.

Algesuppedasen var et uventet fotomotiv. Men oplevelser som denne er en af grundene til, jeg elsker bevæge mig rundt i naturen med kameraet. Smukke og anderledes motiver dukker op alle steder, og det gør oplevelsen endnu mere magisk, når man finder dem.

Starten på efteråret

Posted on September 18, 2024 by Julie Skotte

De lange lyse sommerdage begynder allerede i slut juni at blive kortere, men det er først hen i august, at jeg for alvor bliver opmærksom på det. Det kommer som en overraskelse for mig hvert år, når det pludselig igen bliver nødvendigt at tænde lamper indendørs om aftenen. Men det er ikke kun dagens længde der ændrer sig, også temperaturen falder. Solen kommer ikke helt så højt på himlen længere, og dermed varmer den mindre. Det kan stadig blive varmt om eftermiddagen, men det begynder at blive køligere om natten og i de tidlige morgentimer. Og ved månedskiftet til september begynder kalenderefteråret officielt. Jeg var ude at fotografere en tidlig morgen i start september i det sydligere Sverige, og jeg skal lige love for jeg kunne mærke starten på efteråret. Det var bidende koldt. Jeg havde værken hue eller vanter med, jeg havde slet ikke tænkt på at pakke det. Men meget hurtigt begyndte mine fingre at blive iskolde. Jeg fik hætten fra jakken godt op om ørene, og det tog den værste kulde der.

Morgendis over søen med de smø øer ved Örnafälla i Sverige.

Men der er nu noget magisk over de første efterårsdage, specielt de tidlige morgentimer. Det var vindstille denne morgen og mosekonen havde gang i gryderne. En fantastisk tågedis svævede over den spejlblanke vandoverflade og rundt om de små øer. Men når jeg kiggede lige op i luften, var himlen var blå over mig.

Det var først, da jeg besluttede mig for at sende min drone op, at magien for alvor blev tydelig. Tågen, som fra landjorden havde virket som en tæt masse, viste sig at være som et delikat slør af tyl, der dansede over vandet. For hvert billede jeg tog, flyttede tågen sig en smule, og nye former opstod hele tiden. Gennem disen kunne jeg se områder med åkander, som brød den ellers mørke vandoverflade.

Drone billede af morgendis over søen med de smø øer ved Örnafälla i Sverige.

Der gik et par minutter fra solopgang til solen var over træerne som overgiver området. Men da det først skete, farvede de første stråler fra solen morgendisen helt gul flere steder. Faktisk blev hele landskabet lyst op i gyldent lys. Samtidig var det helt stille, der var ikke en vind der rørte sig. Jeg stod bare og nød synet og stilheden. Det er sjældent jeg oplever total stilhed i Danmark, der er næsten altid vind, eller en smule trafikstøj, men på dette punkt kan Sveriges natur noget helt særligt. En magisk morgen, og jeg kan næsten ikke vente med at komme ud igen.

Hvis du stadig læser med, vil jeg meget gerne høre din feedback til dette blogindlæg. Er der noget du gerne ville have hørt mere (eller mindre) om: Billederne, oplevelsen, eller noget helt tredje. Skriv meget gerne en kommentar her på bloggen, i kontakt formularen eller send det i en email 🙂

Saksun fjord

Posted on September 9, 2024 by Julie Skotte

En af de mest unikke oplevelser, jeg havde på min tur til Færøerne, var ved Saksun fjord. Saksun er en lille idyllisk bygd, som ligger for enden af en lavvandet fjord i den nordøstlige del af øen Streymoy. Fjorden er speciel fordi den tørlægges ved lavvande, så når tidevandet trækker sig tilbage er det muligt at vandre i fjorden på en fin sandbund.

Drone billede af Saksun fjord på Færøerne.

Jeg startede min tur mens tidevandet var på vej ud. Der var stadig en del vand i fjorden, men det var muligt at vandre inde i den ene side. Turen startede ved bygden Saksun, og herinde var vandet samlet i noget der mest lignede en lille lavvandet sø. Et vandfald sprøjtede vand ud over klippeskranten og ned i søen. Som jeg gik lænegere ud, kom jeg forbi passager hvor fjorden ikke var så bred, og på de steder var der en kraftig udadgående strøm. Da jeg nåede ud for enden af fjorden kom fin sandstrand med adskillige spredte klipper til syne. Vandet trak sig også langsomt væk fra stranden og sandrevler kom til syne flere steder. På turen tilbage var det tydeligt hvor meget vand der var forsvundet, da store brede områder af fjorden nu var helt blotlagt og sandet var begyndt at tørre flere steder.

Jeg havde taget min drone med til Færøerne, men jeg fik den faktisk ikke brugt særlig ofte, da det blæste ret meget de fleste dage. Men eftermiddagen ved Saksun var anderledes, der blæste kun en mild brise, så jeg fik endelig mulighed for at sætte dronen op. Det var et fantastisk syn at se fjorden oppe fra. Farverne fra skranterne på begge sider og formerne i sandet var helt unikke.

Drone billede af Saksun fjord på Færøerne. Nærbillede af mønstre i sandet.

Mykines ø og lunder

Posted on September 2, 2024 by Julie Skotte

En af de mest kendte udflugter på Færøerne er turen til Mykines for at se lunder. Mykines er den vestligste af Færøerne og en af de mest isolerede øer i øgruppen. Mykines har blot en enkelt bygd, som også hedder Mykines. Her er otte faste beboer, men om sommeren kommer flere til. Flere af husene i bygden bliver i flere tilfælde nu brugt som sommerhuse fremfor helårshuse. Den nu nedlagte skole fungere som start sted til de guidede lunde-ture.

Mykines island (in the Faroe Islands) covered in clouds and sun rays through the clouds over the ocean.

Mykines er en Isoleret ø. Man kan kun komme dertil med en lille færge eller i helikopter. I højsæsonen burde færgen sejle mellem Sørvágur på Vágar og Mykines flere gange dagligt, men der er dage hvor vejr og vind ikke tillader denne tur over havet. Selvom færgen sejlede den dag jeg var på Mykines, synes jeg vi havde en noget gyngende, men også utrolig flot tur langs Mykines kyst. Billedet oven er Mykines set fra Gásadalur en aften hvor lyset pludselig brød igennem skyerne.

Hundreds of puffins at Mykines island in the grass, The Faroes Islands.

Jeg så lunder flere steder på Færøerne, blandt andet ved de stejle klippeskrænter i Gjógv og Gásadalur. Men intet kan måle sig med mængden af lunder jeg så på Mykines. Lunderne eller søpapegøjerne som de måske mere korrekt hedder på dansk, er fantastiske fugle at se på. De ser en smule klodsede ud, som de flyver ind til landing på de græsgrønne områder ved de stejle klippeskranter. Med det ikonisk orange-røde næb, og de lidt sørgelige øjne er de meget karismatiske, og let genkendelige.

Det meste af året lever lunderne på havet, men i sommermånederne kommer de på land for at yngle, og juli måned er det perfekte tidspunkt at se dem. De lægger deres æg i små jordhuler, som er meget svære at se, mens man bevæger sig rundt på græsset. På grund påvirkningen af de mange besøgende, har der siden 2023 været restriktioner for besøgende til Mykines. Det er nu kun tilladt at vandre (og se lundekolonien), hvis man er med på en af de guidede ture. Det er jeg som fotograf ikke vild med, men det var dog en rigtig fint tur op i til lundekolonien. Blæsten hylede om ørene på mig, og skyerne hang lavt over øen, mens jeg gik rundt og fotograferede lunderne. Der var tusindvis at lunder, som enten sad i græsset eller på klippeskrænten, eller kom flyvende ind til landing eller lettede, og der er masse af fotolejligheder.