Den første weekend i det nye år kom sneen endelig til Danmark. Det sneede næsten uafbrudt fra fredag eftermiddag til sent søndag aften. Jeg var ude med kameraet for at opleve lyset, stilheden og stemningen.

Søndag morgen begyndte min gåtur i skoven, før solen var stået op. Der var ingen andre fodtrin i sneen. Jeg var den første, der var ude at gå netop her. Jeg gik i bøgeskov og mellem høje nåletræer. Mellem tætstående træerne var der næsten mørkt, men alligevel ikke helt. Sneen i skovbunden lyste skoven op nedefra. Farverne var kølige og blålige til at starte med, men efterhånden som formiddagen skred frem, blev farvepaletten langsomt lidt varmere. Jeg havde håbet på et par solstråler, der kunne bryde frem omkring de snedækkede stammer og nøgne grene, men skyerne lå tungt og tæt, og solen forblev fraværende.

I starten oplevede jeg skoven som næsten lydløs. Det var, som om sneen lagde låg på alting og gjorde mine skridt næsten lydløse. Men da jeg stod stille og lyttede efter, var der stadig liv. Fuglene gav sig til kende med pippen og skratten, og deres små, fine spor var tydelige i den friske sne. Enkelte steder var der små pletter, hvor skovbunden var skrabet fri. Her havde fuglene rodet i sneen for at komme ned til det, der gemte sig under.

Jeg gik rundt et par timer med kameraet og prøvede at indfange stemningen i skoven. Med tiden dukkede flere mennesker op på stierne. Hundeluftere, mountainbikere og andre på søndagstur gled forbi. Mine fodspor var nu ikke længere alene. Jeg nød sneen og det specielle vinterlys og til slut begyndte små hvide snefnug igen at falde.