Jeg har været ved Møns Klint mange, mange gange gennem de sidste tyve år. Alligevel føles det ikke som et sted, jeg bliver færdig med. Tværtimod. Og det er en af grundene til, at jeg købt et sommerhus på Møn tæt på klinten. Men selvom klinten er velkendt, er der stadig nye og anderledes motiver at opdage og forevige.

Denne gang var det sneen og isen. Klinten har jeg altid opfattet som hvid, sådan helt instinktivt, men da jeg så sneen ligge i klatter rundt omkring, blev det pludselig tydeligt, at klinten ikke er rigtig hvid. Med sneen som reference, viste kridtet en hel palet af nuancer. Gråt, brunt, okker, svagt gulligt, et strejf af orange, noget grønligt her og der, og mange flere farver. Der var også steder, hvor klinten fremstod ret hvid, men igen, ikke på den måde, som sne er hvid, den var ligesom lidt varmere i farven.

Vinterferieugen og hele januar før det havde været blæsende. En kraftig østenvind havde skabt store bølger, som rullede tungt ind over stranden. Små bobler blev dannet som bølgerne brød omkring stenene. Kort efter at trak vandet sig langsomt tilbage igen, og de små bobler gled som i en labyrint rundt om stenene på vej ud igen. Sekundet efter ramte en bølge påny stenene. Nogle gange havde den forgående bølge end ikke nået at trække sig tilbage inden en ny ramte.

Efter en mest grå uge, hvor temperaturerne lå omkring frysepunktet og ofte lidt over, blev det rigtig frostvejr de sidste to dage. Den sidste morgen besøgte jeg klinten, inden jeg kørte hjem, og det tunge skydække havde løfter sig. Solens stråler kom frem, og klinten blev oplyst i sarte pastelfarver. Samtidig havde frostvejret og de kontinuerte bølgesprøjt skabt de fineste istapper, der hang på træerne nede i vandkanten. Det var utrolig smukt, og blev endnu mere magisk da solens stråler lidt efter fik istapperne til at glimte.