I januar og februar har Farum Sø ligget, som et isdækket lærred. Sneen og vinden har tegnet mønstre, der ændrede sig igen og igen. Det begyndte med frost og blæst, da isen lagde sig. Isen frøs i felter og flager, som blev presset sammen og skubbet rundt af vinden, så det næsten fik karakter af pakis. Frosten fortsatte og blev hårdere, og sneen kom til. Samtidig fortsatte det med at blæse kraftigt (ofte tæt på kuling). Sneen føj og blev samlet i bunker på den ujævne is. Da jeg kiggede direkte ned med dronen, åbnede en verden af abstrakte mønstre sig. Der var kendte former som cirkler, som jeg stadig undrer mig over hvordan opstod. Andre steder lå sneen som brede hvide penselstrøg over den mørke is. Jeg så kontraster og former, spor efter vindens arbejde. Et enkelt sted syntes jeg næsten isen og sneen lignede en scene ude fra rummet, hvor stjerner og stjernetåger stod frem. Nogle dage var der blå nuancer i isen. Andre dage var farverne mere beskedne, næsten som sort-hvid billeder. Til sidst begyndte tøvejret og overfladen ændrede sig igen. Sneen begyndte at smelte, og isen revnede. Nogle steder var der opbrud, og isstykker lå som små øer, der drev rundt i det mørkere vand. Hvad der startede som et par drone billeder af en isdækket Farum sø, udviklede sig til at helt fotoprojekt af fascinerende abstrakte mønstre, former og kontraster, emner der optager mig mere og mere i øjeblikket.
Dette er en serie dronebilleder fra samme sted nær Farum Sø, der viser efterårets forvandling af skoven. I løbet af oktober og starten af november vendte jeg tilbage til de små blå søer igen og igen. Jeg fandt den blå farve meget intens og dragende. Den mindste sø var lysere end de andre, som skovens øje der stirrede tilbage på mig.
I starten havde de grønne kroner stadig overtaget, mens gule og orange nuancer forsigtigt meldte deres ankomst. Men selv om efteråret var vindstille og varmt, måtte det grønne langsomt bukke under, og skoven skiftede palet. Det gule overtog, orange toner blev dristigere, og det grønne måtte se sig overvundet. Ét enkelt træ med gule blade var dog meget standhaftigt. Uge efter uge fastholdt det sine lysende gule blade, mens alle naboerne blev brune og derefter bare. Nu ligger de orange-brune blade på skovbunden som et tæppe. Trætoppene er nøgne og blotlægger skovens skelet. Men de blå søer har været der hele tiden. De var det konstante gennem denne efterårsforvandling af skoven.
Det var egentlig lidt af et tilfælde, at jeg opdagede de interessante kompositioner i andemaden. Jeg fløj med dronen over efterårsskoven, og så flere skovsøer, der mest så grønne ud. Ved nærere eftersyn opdagede jeg de abstrakte former og fandt motivet interessant. Derfor kom jeg tilbage flere gange med dronen for at fotografere fænomenet. Mønstrene bliver dannet, når vinden samler andemaden til tykke tæpper i nogle områder, og som ænderne glider gennem vandet, tegnes der spor i den grønne masse.
Andemad er et populærnavn, der bruges om to til tre slægter af små, fritsvømmende vandplanter. De er nogle af de mindste blomstrende planter i verden, men kan let danne et grønt tæppe på stille skovsø. De små bladlignende plader ligger tæt sammen på overfladen, og under de rette forhold kan planten fordoble sin masse på få dage.
Selvom den er lille, spiller den en vigtig rolle i økosystemet. Andemad kan medvirke til at rense vandet ved at optage overskydende næringsstoffer. På den måde kan den være med til at forhindre de voldsomme algeopblomstringer, der nogle gange rammer danske søer. Men vokser den for tæt, lukker tæppet af blade for lyset, og gør det umuligt for andre vandplanter at få lys til at fotosyntetisere. Mange dyr nyder dog godt af andemaden. Ænderne svømmer på overfladen og spiser bladene, og mange andre fugle, fisk og smådyr spiser også de små planter.
Alle billeder i dette indlæg er taget i løbet af efteråret. Ud over sporene i andemaden er der også en del nedfaldne orange og brune blade, som skaber en fin kontrast til alt det grønne. Nogle af formerne i andemaden ligner næsten figurer, mens andre er mere abstrakte.
Det sidste billede er anderledes. Det blev taget efter et par dage med nattefrost og let sne, så hele søens overflade nu var frossen og hvid. Der kan dog anes grønne områder i sneen, hvor andemaden har ligget tykt, mens søen frøs til. Desuden kan man se mørke mønstre fra ænderne.
Efterårsfarverne står på deres højeste nu, og jeg prøver at komme ud så ofte som muligt, især om morgenen, hvor lyset er bedst. Enkelte dage har tågen lagt sig som et tyndt slør over landskabet. Når natten har været klar, stille og kold, er chancerne gode. I går morges var jeg heldig. Tåge lå over Farum Sø, da jeg cyklede afsted i tusmørket.
Jeg havde dronen med og efter den tungeste tåge havde forladt skoven, sendte jeg den i op. Så snart den steg til vejrs, kunne jeg se det smukke landskab indhyllet i skyer. Farverne var overvældende. Nogle træer var stadig grønne, mens andre var gule, gyldne, kobberrøde og brune i alle tænkelige nuancer. Over landskabet hang lave skyer, som langsomt gled hen over skoven og søen. Jeg lod dronen flyve ud over vandet og vendte kameraet tilbage mod land. I baggrunden kunne jeg se en lille sø, formet som en bønne. Dernæst fløj jeg dronen ind over bønnesøen, og fik kameraet til at kigge direkte ned på den. Søen var omgivet af siv på den ene side og tætte træer på den anden.
Farverne her var fantastiske og helt overvældende. Det blå vand var i smuk kontrast til de varme orange og gyldne toner i siv og træer. Med polfilter på dronen forsvandt reflekserne i søens overflade, og farverne i hele landskabet blev mere mættede. Efter hvad der kun føltes som et kort øjeblik, bippede dronen med lavt batteri niveau, og jeg måtte returnere den til jordens overflade.
Set fra øjenhøjde er strandengenes skønhed næsten skjult. Landskabet virker fladt, og jeg har oplevet det som svært at fotografere. Men det ændrede sig brat, da jeg så strandengene fra luften. Med dronens fugleperspektiv trådte former, mønstre og teksturer frem. Et iøjnefaldende grafisk landskab der viste sig at indeholder menneskeskikkelser, fantasivæsener og meget mere.
Strandengene udgør en skrøbelig og dynamisk overgangszone mellem land og hav mange steder i Danmark. De er interessante, fordi de har en betydelig evne til at optage og akkumulere kulstof, og samtidig bidrager de til kystsikringen. Strandenge findes i lavvandede områder, typisk i fjorde, bugter og bag barriereøer. De formes konstant af naturenskræfter, men i stigende grad trues af menneskelig aktivitet og klimaforandringerne.
Strandengene er naturligt opdelt i zoner. Den nedre zone oversvømmes regelmæssigt af havvand, mens den højere liggende zone, kun sjældent er under vand. Den rytmiske oversvømmelse og tørlægning af de lavtliggende områder skaber et landskab i stadig forandring. Vegetationen på strandenge er stærkt specialiseret med salttolerante græsser og urter, der er tilpasset de skiftende forhold og vandmængder. I den nedre zone hvor salt- og vandpåvirkningen er størst, findes de mest salttolerante planter. Her er planterne for eksempel i stand til at ophobe salt i cellerne, eller udskille overskydende salt via specielle saltkirtler. Længere oppe hvor salt påvirkningen er mindre, kan der vokse planter, som kun tåler mindre mængder salt.
Strandenge er uundværlige levesteder for en lang række fuglearter. Sand- og mudderfladerne er fødeområder for vadefugle, mens de græsbegroede højere zoner fungerer som yngleområder for blandt andet gæs og ænder. Hvor der græsses af kreaturer, forbliver vegetationen ofte lav og åben, hvilket er med til at opretholder det åbne landskab og diversiteten. Uden græsning kan højere bevoksning med krat og buske udvikle sig, og langsomt vil strandengene ændre karakter.
Det stigende havniveau udgør en betydelig trussel mod strandengene. Under naturlige forhold ville de gradvist forskyde sig ind i landet, i takt med det stigende vandstandsniveau. Men landbrugsdrift, kystnær bebyggelse, diger og landindvinding forhindrer denne migration. Dette fænomen, kendt som “coastal squeeze” (kystklemning), forstyrrer den balance, der opretholder disse vitale økosystemer. Dette fører til tab af levesteder, for de dyr og planter der findes her.
I løbet af de sidste to år har jeg forsøgt at indfange disse landskabers unikke skønhed i fugleperspektiv. Fotograferet oppefra med en drone afslører strandengene fascinerende mønstre og formationer, der næsten ligner menneske- og dyreskikkelser eller endda fantasivæsener, afhængigt af øjet der ser. De fleste strandenge i Danmark er beskyttede naturområder, hvilket også betyder at man ikke må flyve med drone. Dette har gjort det en smule vanskeligt at finde steder jeg kunne tage billederne, men ved at nærstudere google maps og dronezoner, har jeg fundet nogle områder hvor droneflyvning var tilladt. Resultaterne kan du se i denne blogpost. Jeg beundrer virkelig strandengenes æstetiske skønhed og deres store økologiske betydning. Det er kyststrækninger, som huser store mængder liv, lagrer kulstof og beskytter kysten, samtidig med at de byder på en farverig, grafisk skønhed set fra oven. Jeg ser trolde og hekse, klovne, en sæl, og endda en basketballspiller i disse billeder, men måske ser du noget andet.
Som naturfotograf holder jeg mig normalt til vild natur. Det er der dog ikke meget af i Danmark, så en gang imellem fotografere jeg motiver, som er mere eller mindre menneske skabte. Faxe Kalbrud er et eksempel på sidstnævnte. Dette menneskeskabte hul på Sydsjælland er visuelt enormt interessant, og området gemmer på store mængder geologisk skatte i form af fossiler.
Faxe Kalkbrud er Danmarks største menneskeskabte hul. Det er 45 meter dybt og strækker sig over godt 150 hektar. Der er blevet gravet efter kalk her siden middelalderen, og arbejdet fortsætter den dag i dag. Det er imponerende at stå ved kanten af denne kæmpe udgravning og se, hvor mange århundreder af menneskelig aktivitet, der har formet landskabet. Alt er lyst. De rå hvide kalkflader, turkisblå søer og den spredte lave vegetation, giver området en næsten tropisk stemning. Bounty ø fornemmelse bliver kun stærkere på grund af de små træer, der nogle steder står ude i vandet, næsten som mangrove træer.
Det fascinerende ved Faxe Kalkbrud er ikke kun dets størrelse og lyse landskab, men også hvad der gemmer sig i kalken. For 63 millioner år siden lå der et tropisk koralrev på dette sted. Dette forhistoriske koralrev husede store mængder liv, og man kan stadig finde fossilerne fra denne fjerne fortid. Der er fundet forsteninger eller aftryk fra over 500 forskellige dyrearter i kalken. På min ekspedition fandt jeg kun koraller og et par små muslingeaftryk, men hajertænder, snegle og krabbeskjolde er eftersigende ret almindelige.
Det var primært vandet og farven i søerne, der først fangede min foto interesse. Der er tre større søer, og nogle mindre vandhuller i forskellige blå, turkise og grønlige nuancer. Søerne indeholder rent grundvand, og er derfor meget klare og blå at se på. Jeg har hovedsageligt fotograferet med dronen over Faxe Kalkbrud, for at fange abstrakte kompositioner bestående af former, farver og kontraster.
De strålende farver og lyset i Faxe Kalkbrud er fantastisk. De blå nuancer og den hvide kalk er et imponerende syn, der alene er turen værd. Men når man tænker på, at man også går gennem et 63 millioner år gammelt koralrev, hvor fossiler er indlejret overalt i kalken omkring en, bliver oplevelsen virkelig ekstraordinær. Og jeg kan på det stærkeste anbefale et besøg der.
Efterårsfarverne er på sit højeste lige nu, og skovene rundt omkring i Danmark er helt utrolig smukke. Gule, orange, røde og stadig enkelte grønne træer kan ses overalt, og det giver en helt fantastisk farvepalet. Samtidig har vi ideelle betingelser for efterårsfarverne netop nu, da der har været svag vind, i hvert fald i det område hvor jeg bor, den sidste uges tid eller lænegere. Det betyder at de farvede blade bliver siddende på på træerne lidt længere. Hvis vi havde haft en ordentlig efterårsstorm var flere af dem allerede blæst af.
Jeg er blevet rigtig glad for det anderledes perspektiv dronen giver, og jeg flyver en del med den for tiden. En skov i efterårsfarver er et meget velegnet dronemotiv, da jeg virkelig er i stand til at se hele efterårsfarvepaletten, faktisk næsten bogstaveligt talt, da træer med blade set ovenfra godt kan ligne en masse farveklatter. Skoven i sig selv er et fint motiv, men jeg cykler eller går ofte ud til områder med små skovsøer, da de både farve og motivmæssigt giver en god kontrast til træerne. Det er også lidt interessant at se hvad der gemmer sig i skovsøerne. Nogle er fyldte med andemad, mens andre har en masse døde træer.
Når jeg er ude med dronen, prøver jeg så vidt muligt at flyve og tage billeder efter efter solopgang og lidt før solnedgang eller på overskydende dage. Dette er primært for at undgå reflekser i vand og fra bladene. Reflekser fra blade gør de ser mere matte og mindre farverige ud, og jeg kan bedre lide den farvemætning jeg kan opnå hvis jeg undgår reflekser. Der udover jeg kan godt lide når dronen kigger direkte ned, i stedet for at pege skråt fremad, men det er nok mest et personlig valg.
Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal fortælle om Møns klint længere. Det er et af mine ynglingssteder i Danmark, og jeg har været der rigtig mange gange. Jeg har også skrevet mange blogindlæg om oplevelserne ved klinten gennem årene, helt præcis elleve. Jeg har været tilbage i arkivet for at tælle efter. Så dette bliver blogindlæg nummer tolv om Møns klint. Men der er faktisk et par ting jeg oplevede for første gang, da jeg besøgte Møns klint i efterårsferien.
Det er første gang jeg besøger Møns klint mens træernes står med efterårsudsmykning. Gyldne blade i forskellige nuancer kunne ses mange steder langs klinten. Helt ude ved kanten havde enkelte træer tabt bladene helt, men der var også stadig grønne blade at se. Længere inde i klinteskoven havde de fleste træer stadig mange grønne blade.
Det er også første gang jeg har fløjet med drone ved Møns klint. Store dele af året er der nemlig flyveforbud ved klinten, på grund af de ynglende vandrefalke. Men her om efteråret og noget af vinteren er det tilladt at flyve med drone ved Møns klint. Det var et helt fantastisk og anderledes perspektiv at få af klinten og stranden nedenfor. Det var interessant at se hvordan vandfarven har udviklet sig siden skredene i januar og februar i år. Da jeg var der i februar var vandet helt mælke hvidt hele vejen ned langs kysten. Vandet var også stadig meget hvidt langs hele klinten i Maj. Nu otte til ni måneder efter skredene var vandet stadig hvidt og mælket i områderne omkring de store skred, men længere sydpå var vandet næsten klart, og havde en lidt mørkere grønlig nuance. Det var utroligt smukt at se på oppe fra luften. På det sidste billlede, kan man se overgangen fra hvidligt til klarere vand helt inde ved stranden nederst til højre.
En sen eftermiddag gik jeg rundt i et naturområdet Døllefjælde Musse på Lolland. Det er et lille naturområde med seks små søer og stier rundt om og imellem søerne. Jeg lagde mærke til hvor forskelligt de små søer tog sig ud både i form og farve. I nogle søer var vandet en mørke brunlig nuance, andre en lysere grønlig farve. Jeg spekulerede på om det skyldtes bundforholdene og måske forskellige algevækster. Jeg så tydelige algeopblomstringer i nogle af søerne, men ikke andre. Fra bredden kunne jeg ane makroalge strukturerne i vandoverfladen i en af de største søer. Blishøns, ænder, måger og et par svaner svømmede rundt i algesuppedasen. Døllefjælde Musse var et hyggeligt område at gå tur i, men jeg syntes ikke, der var noget, der sprang i øjnene som fotomotiv, mens jeg gik rundt mellem søerne.
Jeg besluttede mig for at sende dronen op. Fra luften håbede jeg på at få et nyt perspektiv på området. Da jeg fløj hen over søen med makroalgerne i overfladen, skete der noget magisk. Et netværk af komplicerede mønstre blev tydeligt. Det strakte sig som en naturlig mosaik hen over vandoverfladen, og det, som fra jorden blot havde virket som en grødet algesuppe, blev pludselig til et kunstværk. Densitet af algerne varierede og skabte mønstrene. Nogle steder var algevæksten helt tæt, og algerne blev skubbet op over vandoverfladen og fik en lysegrøn fremtoning på billederne. Andre steder var der åbent vand eller mindre tæt bevoksning, hvilket så en smule mørkere ud. Der hvor algerne var tættest kunne jeg se, at blishøns, måger og ænder ikke svømmede i vandet, men snarere gik oven på algerne.
Algesuppedasen var et uventet fotomotiv. Men oplevelser som denne er en af grundene til, jeg elsker bevæge mig rundt i naturen med kameraet. Smukke og anderledes motiver dukker op alle steder, og det gør oplevelsen endnu mere magisk, når man finder dem.
De lange lyse sommerdage begynder allerede i slut juni at blive kortere, men det er først hen i august, at jeg for alvor bliver opmærksom på det. Det kommer som en overraskelse for mig hvert år, når det pludselig igen bliver nødvendigt at tænde lamper indendørs om aftenen. Men det er ikke kun dagens længde der ændrer sig, også temperaturen falder. Solen kommer ikke helt så højt på himlen længere, og dermed varmer den mindre. Det kan stadig blive varmt om eftermiddagen, men det begynder at blive køligere om natten og i de tidlige morgentimer. Og ved månedskiftet til september begynder kalenderefteråret officielt. Jeg var ude at fotografere en tidlig morgen i start september i det sydligere Sverige, og jeg skal lige love for jeg kunne mærke starten på efteråret. Det var bidende koldt. Jeg havde værken hue eller vanter med, jeg havde slet ikke tænkt på at pakke det. Men meget hurtigt begyndte mine fingre at blive iskolde. Jeg fik hætten fra jakken godt op om ørene, og det tog den værste kulde der.
Men der er nu noget magisk over de første efterårsdage, specielt de tidlige morgentimer. Det var vindstille denne morgen og mosekonen havde gang i gryderne. En fantastisk tågedis svævede over den spejlblanke vandoverflade og rundt om de små øer. Men når jeg kiggede lige op i luften, var himlen var blå over mig.
Det var først, da jeg besluttede mig for at sende min drone op, at magien for alvor blev tydelig. Tågen, som fra landjorden havde virket som en tæt masse, viste sig at være som et delikat slør af tyl, der dansede over vandet. For hvert billede jeg tog, flyttede tågen sig en smule, og nye former opstod hele tiden. Gennem disen kunne jeg se områder med åkander, som brød den ellers mørke vandoverflade.
Der gik et par minutter fra solopgang til solen var over træerne som overgiver området. Men da det først skete, farvede de første stråler fra solen morgendisen helt gul flere steder. Faktisk blev hele landskabet lyst op i gyldent lys. Samtidig var det helt stille, der var ikke en vind der rørte sig. Jeg stod bare og nød synet og stilheden. Det er sjældent jeg oplever total stilhed i Danmark, der er næsten altid vind, eller en smule trafikstøj, men på dette punkt kan Sveriges natur noget helt særligt. En magisk morgen, og jeg kan næsten ikke vente med at komme ud igen.
Hvis du stadig læser med, vil jeg meget gerne høre din feedback til dette blogindlæg. Er der noget du gerne ville have hørt mere (eller mindre) om: Billederne, oplevelsen, eller noget helt tredje. Skriv meget gerne en kommentar her på bloggen, i kontakt formularen eller send det i en email 🙂
fotofabler.wordpress.com 