Is og sne mønstre på Farum sø

I januar og februar har Farum Sø ligget, som et isdækket lærred. Sneen og vinden har tegnet mønstre, der ændrede sig igen og igen. Det begyndte med frost og blæst, da isen lagde sig. Isen frøs i felter og flager, som blev presset sammen og skubbet rundt af vinden, så det næsten fik karakter af pakis. Frosten fortsatte og blev hårdere, og sneen kom til. Samtidig fortsatte det med at blæse kraftigt (ofte tæt på kuling). Sneen føj og blev samlet i bunker på den ujævne is. Da jeg kiggede direkte ned med dronen, åbnede en verden af abstrakte mønstre sig. Der var kendte former som cirkler, som jeg stadig undrer mig over hvordan opstod. Andre steder lå sneen som brede hvide penselstrøg over den mørke is. Jeg så kontraster og former, spor efter vindens arbejde. Et enkelt sted syntes jeg næsten isen og sneen lignede en scene ude fra rummet, hvor stjerner og stjernetåger stod frem. Nogle dage var der blå nuancer i isen. Andre dage var farverne mere beskedne, næsten som sort-hvid billeder. Til sidst begyndte tøvejret og overfladen ændrede sig igen. Sneen begyndte at smelte, og isen revnede. Nogle steder var der opbrud, og isstykker lå som små øer, der drev rundt i det mørkere vand. Hvad der startede som et par drone billeder af en isdækket Farum sø, udviklede sig til at helt fotoprojekt af fascinerende abstrakte mønstre, former og kontraster, emner der optager mig mere og mere i øjeblikket.

Pack ice on Farum lake as it freezes over.
Patterns of ice and snow on Farum Lake, Denmark.
Patterns of ice and snow on Farum Lake, Denmark.
Patterns of ice and snow on Farum Lake, Denmark.
Patterns of ice and snow on Farum Lake, Denmark.
Patterns of ice and snow on Farum Lake, Denmark.
Patterns of ice and snow on Farum Lake, Denmark.
Patterns of ice on Farum Lake, Denmark.
Patterns of ice and snow on Farum Lake, Denmark.
Patterns of ice on Farum Lake, Denmark.

Skovens efterårsforvandling

Dette er en serie dronebilleder fra samme sted nær Farum Sø, der viser efterårets forvandling af skoven. I løbet af oktober og starten af november vendte jeg tilbage til de små blå søer igen og igen. Jeg fandt den blå farve meget intens og dragende. Den mindste sø var lysere end de andre, som skovens øje der stirrede tilbage på mig.

I starten havde de grønne kroner stadig overtaget, mens gule og orange nuancer forsigtigt meldte deres ankomst. Men selv om efteråret var vindstille og varmt, måtte det grønne langsomt bukke under, og skoven skiftede palet. Det gule overtog, orange toner blev dristigere, og det grønne måtte se sig overvundet. Ét enkelt træ med gule blade var dog meget standhaftigt. Uge efter uge fastholdt det sine lysende gule blade, mens alle naboerne blev brune og derefter bare. Nu ligger de orange-brune blade på skovbunden som et tæppe. Trætoppene er nøgne og blotlægger skovens skelet. Men de blå søer har været der hele tiden. De var det konstante gennem denne efterårsforvandling af skoven.

Drone foto over en efterårskov og blå skovsøer.
Drone foto over en efterårskov og blå skovsøer.
Drone foto over en efterårskov og blå skovsøer.
Drone foto over en efterårskov og blå skovsøer.
Drone foto over en efterårskov og blå skovsøer.

Efterår fra luften

Efterårsfarverne står på deres højeste nu, og jeg prøver at komme ud så ofte som muligt, især om morgenen, hvor lyset er bedst. Enkelte dage har tågen lagt sig som et tyndt slør over landskabet. Når natten har været klar, stille og kold, er chancerne gode. I går morges var jeg heldig. Tåge lå over Farum Sø, da jeg cyklede afsted i tusmørket.

Drone billede af en gul efterårsskov. Der er lave skyer som ligger hen over landskabet. Fra Farum sø, Danmark.

Jeg havde dronen med og efter den tungeste tåge havde forladt skoven, sendte jeg den i op. Så snart den steg til vejrs, kunne jeg se det smukke landskab indhyllet i skyer. Farverne var overvældende. Nogle træer var stadig grønne, mens andre var gule, gyldne, kobberrøde og brune i alle tænkelige nuancer. Over landskabet hang lave skyer, som langsomt gled hen over skoven og søen. Jeg lod dronen flyve ud over vandet og vendte kameraet tilbage mod land. I baggrunden kunne jeg se en lille sø, formet som en bønne. Dernæst fløj jeg dronen ind over bønnesøen, og fik kameraet til at kigge direkte ned på den. Søen var omgivet af siv på den ene side og tætte træer på den anden.

Drone billede af en gul efterårsskov. Der er lave skyer som ligger hen over landskabet. Fra Farum sø, Danmark.

Farverne her var fantastiske og helt overvældende. Det blå vand var i smuk kontrast til de varme orange og gyldne toner i siv og træer. Med polfilter på dronen forsvandt reflekserne i søens overflade, og farverne i hele landskabet blev mere mættede. Efter hvad der kun føltes som et kort øjeblik, bippede dronen med lavt batteri niveau, og jeg måtte returnere den til jordens overflade.

Drone billede af landskabet og efterårsfarverne omkring Farum sø, Danmark.

Porcelænshatte

En efterårs morgen var jeg egentlig på jagt efter tågefyldte landskaber, da vejrudsigten havde vist tåge i Farum. Men tågen udeblev. Jeg cyklede stille og roligt rundt på stierne langs Farum sø, og pludselig opdagenede jeg en masse hvide svampe på et væltet og delvist nedbrudt træ. Der var en otte til ti glynger af små og store skinnende svampe. Jeg steg af cyklen og gik nærmere. Det viste jeg at være porcelænshatte.

Porcelænshat (Oudemansiella mucida) på dødt træ i skoven.

Porcelænshat (Oudemansiella mucida) er en utrolig smuk svamp, der på én gang virker både sart og næsten magisk i sin fremtoning. Porcelænshatte er almindelige i Danmark, men det var første gang jeg selv fandt dem. Navnet “porcelænshat” er virkelig passende. Hattene har en glat og skinnende overflade og ligner faktisk fint, skrøbeligt porcelæn. De har desuden en tydelig ring på stokken. Det er en let genkendelig svamp, og ifølge min svampebog kan den ikke forveksles med andre svampe. Hattene var store, større end jeg havde forestillet mig fra billeder jeg tidligere har set. Der var selvfølgelig nogle små svampe der stadig voksede, men nogle af hattene var op mod 15 centimer i diameter.

Porcelænshat (Oudemansiella mucida) på dødt træ i skoven.

Porcelænshatten er en meget fotogen svamp. Specielt undersiden af svampen er utrolig smuk. Hatten virker næsten gennemsigtig, når lyset fra oven trænger ned gennem den. Desuden har porcelænshattene store delikate lameller, som står tydeligt frem i modlyset. Men en ting overraskede mig. Disse svampe er utrolig slimede på overfladen. Små insekter og nedfaldne blade sad flere steder fast i slimen. Der var så meget slim, at det faktisk dryppede ned i min modlysblænde, mens jeg tog billeder. De første to billeder er taget med vidvinkel, mens jeg har brugt et makro objektiv til det sidste billede, for at kunne komme tæt på lamellerne og den dryppende slim.

Nærbillede af porcelænshat (Oudemansiella mucida), hvor lameller og slim tydeligt kan ses.

Efterår ved Farum sø

Lige nu er efterårsfarverne i Danmark på sit højeste og helt fantastiske. Birketræerne har gule blade, dog har en del af dem allerede smidt bladene helt eller delvist. Ahorn bladene er også de fleste steder helt gule, og lyser virkelig intenst op i skoven. Bøgetræernes blade er ret specielle, da de lige nu kan ses i en symfoni af forskellige farver. De kan både være gule, orange, brune, og nogle steder er der stadig også grønne blade at se.

Drone billede af farum sø. træer langs breden er i efterårsfarver.

Jeg tog dronen med på en tur til Farum sø. Jeg fandt lidt plads mellem træerne tæt på søbredden og lettede, mens jeg nøje passede på ikke at flyve ind i trækronerne. Synet der mødte mine øjne da jeg fik kameraet på dronen peget lidt nedad var meget smukt. På denne årstid er det helt utroligt at se farverne oppe fra. De gule, orange og brune nuancer står i smuk kontrast til søens blå vand. Vandet er ikke rigtig blåt, men himlens farve og skyerne spejler sig i det, og giver illusionen af at søens vand er blåt.

Drone billede af farum sø. træer langs breden er i efterårsfarver.

Jeg er helt vild med det perspektiv dronens kamera fanger. Jeg kan personligt bedst lide de billeder, hvor dronen nærmest kigger direkte ned, og ser næsten abstrakte billeder af former og farver. Her er et eksempel med trætoppe i forskellige farver, størrelser og former.

Abstrakt drone billede træer er i efterårsfarver.

Men det er også smukt at se landskabet i sin helhed i fugleperspektiv, og se lidt mere af området. Når jeg er ude med dronen plejer jeg at tage begge slags billeder, og egentlig bare tage så mange billeder som muligt fra luften inden dronen skal ned igen fordi batteriet er ved at løbe tør.

Drone billede af farum sø. træer langs breden er i efterårsfarver. Claus Nar holm ses ude i søen.