Min sommerferie i år gik til Californien. Det var en blanding af familiebesøg i det sydlige Californien og en roadtrip nord for Los Angeles. Big Sur var første stop på turen. Det er en cirka 160 kilometer lang kyststrækning langs Stillehavet, som strækker sig fra San Simeon i syd til Carmel i nord. Det havde været planen at køre ad kystvejen Highway 1 hele turen derop, men et jordskred sidste år havde blokeret vejen lige syd for Julia Pfeiffer Burns State Park. Jeg havde håbet, at vejen måske ville nå at åbne, men det skete desværre ikke. Fra Ventura kørte jeg derfor nordpå ad Highway 101 til Monterey, for derefter at køre sydpå langs kysten til min base ved Pfeiffer Big Sur State Park. Denne park er kendt for store kyst-redwood træer, og vandrestier der slynger sig gennem nogle imponerende kløfter. Jeg havde stadig en smule jetlag. Derfor vågnede jeg tidligt den første morgen i parken, men fik en fantastisk solopgangsgåtur mellem træerne og op i kløften.

Big Sur er berømt for sine dramatiske klipper, der styrtdykker ned i Stillehavet, panoramiske udsigtspunkter og broerne over slugterne. Men i sommermånederne er der ofte havgus. Det opstår når den kølige havluft møder den varme luft over land. Dette giver en tæt tåge, især i morgen- og formiddagstimerne. Tågen var som en levende masse, der bevægede sig over landskabets konturer, og hvert øjeblik ændrede det udseende.

Big Surs dramatiske landskab er bevaret gennem en række state parks og reserves, hver med sin egen karakter. Point Lobos State Natural Reserve, som ligger lige syd for Carmel-by-the-Sea, kaldes ofte “Californiens kronjuvel”. Her er dramatiske klippekyster, dybe bugter, storslåede udsigtspunkter, og der gror gamle Monterey-cypresser på skrænterne ud mod det turkisblåt hav. Jeg gik en smuk og vindblæst rundtur langs det meste af kyststrækningen og fandt blandt andet små tide pools i klipperne i vandkanten. Her fandt jeg søanemoner, søpindsvin, krabber, eremitkrebs, snegle og små fisk.

Ved Seal Beach Overlook kunne jeg høre sælkoloniens gøen nede ved kysten. Men tågen var så tæt, at jeg ikke kunne se så meget som et glimt af vandet. Lyden af sæler, der kommunikerede i det usynlige, skabte en mystisk lydkulisse til alt det hvide, der omgav mig. Jeg vendte tilbage dagen efter, og denne gang havde tågen løftet sig lige nok til at afsløre vandet og klipperne i en drømmende dis. Sælernes kald ekkoede op fra dybet, men de forblev skjulte.

I Andrew Molera State Park gik jeg halvanden kilometer gennem et lunt skovlandskab med mindre træer og buske, og kom dernæst ud på en rå strand med rødligt sand. I det øjeblik jeg trådte ud på stranden ramte en kølig og kraftig vind mig i ansigtet. Blæsten kom ude fra vandet, så temperaturen faldt markant, og gjorde opholdet på stranden til en kølig fornøjelse. Bølgerne brusede og de mindre sten raslede, når vandet skyllede over dem. Af og til brød solstråler gennem det tågede sky-slør og kastede et gyldent skær over klipperne.

Californiens kyststrækning mellem Carmel og San Simeon er mere end blot et fotomotiv, det er et levende landskab, hvor hvert øjeblik byder på overraskelser. Fra Pfeiffer Big Sur State Parks redwood-træer til Point Lobos’ turkisblå bugter beviste hver park, hvorfor Big Sur betragtes som et af verdens mest spektakulære kystområder.