Varmen fra solen kan mærkes nu. Solen har fået en anden styrke, end den havde for bare få uger siden. Luften er ikke længere bidende kold. Foråret er her. Snart springer bøgetræerne ud, og vil dække det meste af udsigten til vandet.
I skovbunden står anemonerne nu som et af de tydeligste tegn på årstiden. Jeg har fotograferet blå anemoner helt ude ved klintekanten i år. Her vokser de med udsigt til både bøgetræer og det karakteristiske turkisblå vand ved Møns Klint. Jeg ville gerne vise blomsten i miljøet, det sted den hører til. Midt i landskabet med den stadig nøgne forårsskov omkring sig, skranten og havet i baggrunden. Derfor valgte jeg et vidvinkelbillede, hvor en enkelt anemone fik lov at være forgrund, mens træerne og vandet stadig kunne ses i baggrunden
Lyset ved Møns Klint har sin egen karakter. Ved solopgang rammer de første stråler klinten, og den lyse kalk reflekterer lyset på en måde, som gør morgenerne næsten surrealistiske eller drømmeagtige. Denne morgen blev klinten farvet rosa allerede lidt før solen kom frem over horisonten. Men det varer aldrig evigt, efter kort tid forsvinder farverne igen, ligesom foråret hurtigt skrider frem, bøgetræerne springer ud, og snart bliver forår til sommer.
Dette efteråret har jeg udforsket medlys, modlys, tåge og nye perspektiver i de kendte efterårsmotiver. Det har været fantastisk, farverigt og meget stemningsfuldt. For en gangs skyld vil jeg lade billede tale for sig selv, og ikke skrive så meget.
I juli 2025 blev Møns Klint officielt optaget på UNESCOs verdensarvsliste. I begrundelsen lyder det bland andet: “Møns Klint er en kystnær kridtsklint med enestående geologiske og landskabelige kvaliteter. De geologiske lag er blotlagt i en spektakulær klintprofil, der afslører hele områdets indre struktur fra syd til nord, og samtidig tilbyder klinten en storslået visuel oplevelse for betragteren.” Men verdensarven handler ikke kun om geologi. Klintens kalkrige jord og kystnære klima giver liv til et af Danmarks mest artsrige naturområder. Her er sjældne orkidéer og sommerfugle, og vandrefalken har i mange år ynglet ved klinten.
Selvom jeg har været ved Møns Klint mange gange, er det første gang mens klinten har været på verdensarvslisten. På en måde var det lidt mere specielt på denne tur. Og det kan vist ikke komme som en overraskelse, at jeg er rigtig glad for, at Møns Klint, som jeg i mange år har fundet helt fantastisk, nu også er blevet anerkendt internationalt, som et område af global betydning.
Optagelsen på verdensarvslisten forpligter til at bevare, formidle og udforske stedet på naturens præmisser. Og bevaringsindsatsen bliver vigtig, for vi kan nok forvente en øget mængde turister med denne udnævnelse.
Denne vinter har været usædvanligt mild og grå, og jeg har haft svært ved at finde motivationen til at komme ud i naturen med kameraet. Men i weekenden kom vinteren endelig på besøg igen. Temperaturen faldt til under frysepunktet, og sneen dalede langsomt stort set hele lørdagen og lagde sig som en tynd dyne over landskabet. Søndag morgen viste termometeret -11C, og jeg besluttede jeg mig for at tage af sted lige efter solopgang, for at se om jeg kunne fange noget af lyset i den snedækkede skov.
At fotografere i skoven er altid en udfordring for mig. Træernes grene eller ting i skovbunden kan skabe kaotiske kompositioner, og det kan være svært at finde motiver, hvor der ikke er for mange forstyerrende elementer. I de seneste år har jeg eksperimenteret med ICM (Intentional Camera Movement). Ved at bevæge kameraet op og ned under eksponeringen skaber jeg lidt mere abstrakte billeder, men til gengæld synes jeg også jeg slipper af med de forstyrrende dele af kompositionen. Teknikken kræver tålmodighed, langt de fleste billeder bliver kasseret, men efterhånden har jeg fået en fornemmelse for, hvordan bevægelsen skal være for at skabe det ønskede udtryk.
Det blev en fantastisk morgen i skoven. Da jeg først ankom, var lyset dæmpet, men efterhånden som solen kom højere op på himlen, begyndte det at nå ned i skoven. Først var der bare enkelte pletter der blev ramt af solens orange og gule lys, men som tiden gik blev områderne større. Kontrasten mellem de kølige blå toner i skyggerne og de varme gyldne stråler fra solen skabte en helt særlig atmosfære i skoven.
Slutningen af november bød på vinterens første snefald i Danmark, og selvom sneen ikke blev liggende længe, greb jeg chancen for at tage kameraet med på en tidlig morgenvandring i skoven. Sneen havde lagt sig som et blødt tæppe i skovbunden, og dækkede træer og grene. At gå gennem skoven lige efter solopgang var en magisk oplevelse. Træerne tårnede sig op mod himlen, mens grenene blev tynget ned af sne. Som solen kom højere på himlen, begyndte strålerne af lys at komme ned i skoven på enkelte steder. Lyset fik sneen til at funkle gyldent, hvilket skabte nogle smukke farvespil. Mens jeg bevægede mig rundt mellem træerne begyndte sneen at drysse ned fra grenene. Nogle steder i så store mængder at det nærmest føltes som snevejr, selvom himlen næsten var skyfri. Her dagen efter er sneen allerede regnet væk, men nu glæder jeg mig ved at kigge på billederne af sneen.
Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal fortælle om Møns klint længere. Det er et af mine ynglingssteder i Danmark, og jeg har været der rigtig mange gange. Jeg har også skrevet mange blogindlæg om oplevelserne ved klinten gennem årene, helt præcis elleve. Jeg har været tilbage i arkivet for at tælle efter. Så dette bliver blogindlæg nummer tolv om Møns klint. Men der er faktisk et par ting jeg oplevede for første gang, da jeg besøgte Møns klint i efterårsferien.
Det er første gang jeg besøger Møns klint mens træernes står med efterårsudsmykning. Gyldne blade i forskellige nuancer kunne ses mange steder langs klinten. Helt ude ved kanten havde enkelte træer tabt bladene helt, men der var også stadig grønne blade at se. Længere inde i klinteskoven havde de fleste træer stadig mange grønne blade.
Det er også første gang jeg har fløjet med drone ved Møns klint. Store dele af året er der nemlig flyveforbud ved klinten, på grund af de ynglende vandrefalke. Men her om efteråret og noget af vinteren er det tilladt at flyve med drone ved Møns klint. Det var et helt fantastisk og anderledes perspektiv at få af klinten og stranden nedenfor. Det var interessant at se hvordan vandfarven har udviklet sig siden skredene i januar og februar i år. Da jeg var der i februar var vandet helt mælke hvidt hele vejen ned langs kysten. Vandet var også stadig meget hvidt langs hele klinten i Maj. Nu otte til ni måneder efter skredene var vandet stadig hvidt og mælket i områderne omkring de store skred, men længere sydpå var vandet næsten klart, og havde en lidt mørkere grønlig nuance. Det var utroligt smukt at se på oppe fra luften. På det sidste billlede, kan man se overgangen fra hvidligt til klarere vand helt inde ved stranden nederst til højre.
Søndag morgen besluttede jeg mig for at tage en tidlig cykeltur rundt i området, hvor jeg bor. Jeg tog afsted en halv times tid inden solopgang. Luften var kølig og fugtig, og en tyk tåge lå tungt over landskabet. Ikke en vind rørte sig. Som jeg bevægede mig rundt på cyklen, kunne jeg mærke fugten i luften, da dug dråber blev dannet på mit overtøj og flere steder i mit ansigt.
Jeg stoppede ofte, hoppede af cyklen, fik kameratasken af og lagde den ned på jorden, så jeg kunne få kameraet frem. Til at starte med var tågen så tyk, at der intet sollys kom gennem, og landskabet så bare fladt og stadig lidt mørkt ud. Men som solen langsomt begyndte at hæve sig over horisonten, brændte noget af tågen af, og resultatet var magisk.
Et af de bedste motiver en sådan morgen er træer i modlys indhyllet i tåge og dis. Det er magisk, som solens stråler bliver synlige når de rammer vandpartiklerne i tågen. Den stadigt lavtstående sol gemte sig bag træerne, men ved at tage enkle skridt i den ene eller anden retning, kunne jeg næsten bestemme, hvor meget sol og sunstars jeg gerne ville have med på billederne. Her er et eksempel inde fra skoven med masser af træer og solstråler i disen, og et andet billede af et træ i det mere åbne landskab, hvor tågen ikke er så tyk længere.
De lange lyse sommerdage begynder allerede i slut juni at blive kortere, men det er først hen i august, at jeg for alvor bliver opmærksom på det. Det kommer som en overraskelse for mig hvert år, når det pludselig igen bliver nødvendigt at tænde lamper indendørs om aftenen. Men det er ikke kun dagens længde der ændrer sig, også temperaturen falder. Solen kommer ikke helt så højt på himlen længere, og dermed varmer den mindre. Det kan stadig blive varmt om eftermiddagen, men det begynder at blive køligere om natten og i de tidlige morgentimer. Og ved månedskiftet til september begynder kalenderefteråret officielt. Jeg var ude at fotografere en tidlig morgen i start september i det sydligere Sverige, og jeg skal lige love for jeg kunne mærke starten på efteråret. Det var bidende koldt. Jeg havde værken hue eller vanter med, jeg havde slet ikke tænkt på at pakke det. Men meget hurtigt begyndte mine fingre at blive iskolde. Jeg fik hætten fra jakken godt op om ørene, og det tog den værste kulde der.
Men der er nu noget magisk over de første efterårsdage, specielt de tidlige morgentimer. Det var vindstille denne morgen og mosekonen havde gang i gryderne. En fantastisk tågedis svævede over den spejlblanke vandoverflade og rundt om de små øer. Men når jeg kiggede lige op i luften, var himlen var blå over mig.
Det var først, da jeg besluttede mig for at sende min drone op, at magien for alvor blev tydelig. Tågen, som fra landjorden havde virket som en tæt masse, viste sig at være som et delikat slør af tyl, der dansede over vandet. For hvert billede jeg tog, flyttede tågen sig en smule, og nye former opstod hele tiden. Gennem disen kunne jeg se områder med åkander, som brød den ellers mørke vandoverflade.
Der gik et par minutter fra solopgang til solen var over træerne som overgiver området. Men da det først skete, farvede de første stråler fra solen morgendisen helt gul flere steder. Faktisk blev hele landskabet lyst op i gyldent lys. Samtidig var det helt stille, der var ikke en vind der rørte sig. Jeg stod bare og nød synet og stilheden. Det er sjældent jeg oplever total stilhed i Danmark, der er næsten altid vind, eller en smule trafikstøj, men på dette punkt kan Sveriges natur noget helt særligt. En magisk morgen, og jeg kan næsten ikke vente med at komme ud igen.
Hvis du stadig læser med, vil jeg meget gerne høre din feedback til dette blogindlæg. Er der noget du gerne ville have hørt mere (eller mindre) om: Billederne, oplevelsen, eller noget helt tredje. Skriv meget gerne en kommentar her på bloggen, i kontakt formularen eller send det i en email 🙂
Det er ikke blevet til så mange solopgangsture på det sidste, men i juleferien lykkedes det at komme afsted, til hvad der blev en smuk morgen med fuldmåne og blæsevejr ved Tisvildeleje strand.
Bølgernes brusen mod stranden mødte mine øregange da jeg åbnede bildøren. Jeg stod ud, tog en extra dunjakke på under skallen og gik ned mod vandet med stativet i hånden og kameratasken på ryggen. Det var begyndt at blive lyst. I klart vejr, har jeg nogle gange oplevet at selve solopgangen ikke har de flotteste farver, men til gengæld kan himlen farves i smukke sarte nuancer i den modsatte retning. Det var netop hvad der skete denne morgen ud over Kattegat, samtidig med en imponerende fuldmåne hang over vandet og horisonten. Til at starte med var horisonten lyserød og måske lidt lilla, men som solopgangen kom nærmere blev farverne varmere og kraftigere, og det hele blev gult og orange.
Første billede er taget med en vidvinkel på 33 mm (med 24-105 objektiv). Jeg valgte bølgernes bevægelse ind og ud på stranden som forgrund, mens mellemgrunden er bølgerne der bryder lænegere ude i vandet. En vidvinkel tillod mig at fange alt dette, men det resulterer i at månen kun fyldte en ganske lille det af baggrunden oppe på himlen. Andet billede er taget på 143 mm (med en 70-200 tele zoom), og her har månen en mere fremtrædende rolle i billedet. Men til gengæld var det ikke ikke muligt at få så meget af omgivelser med. Her valgte jeg at fokusere på lagene af bølger der rullede ind mod stranden.
Jeg forlod bilen ved parkeringspladsen, og gik op mellem de røde træhuse i Örnafälla. Det var stadig dunkelt og de udendørs lamper tændte, som jeg gik forbi. Jeg var ikke helt sikker på vejen ud til holmene, da jeg kun havde været på lokaliteten en gang tidligere i dagslys, og netop nu var alt indhyllet i en tyk tåge. Jeg kunne ikke se søen forude, men håbede jeg gik på den rette sti. Da jeg kom et stykke forbi det sidste hus, begyndte jeg endelig at kunne skimte vandet længere fremme, og jeg fortsatte ud på holmene.
Der ligger flere små øer ude i søen, men jeg kunne knap nok skimte dem gennem tågen. Det lave skydække ændrede sig hele tiden, så jeg et kort øjeblik kunne se øerne, men derefter forsvandt en eller flere af dem igen. Det var fuldstændig vindstille, og vandoverfladen var helt rolig, så spejlingen ef øerne med træer var perfekt.
Solen hævede sig op over horisonten i øst, og farvede tågen gylden. Træerne, der stod på række langs vandkanten, blev indhyllet i det gyldne lys, og deres silhuetter stod smukt frem i tågen, mens solens stråler kæmpede for at bryde igennem. Fotomotiverne var endeløse på dette tidspunk, og jeg løb nærmest lidt febrilsk frem og tilbage for at få det hele med.
Som tiden gik, var det som om solens stråler begyndte at vinde kampen over tågen. Træerne med efterårsblade blev nu enkelte steder oplyst i det gyldne lys fra den stadig diffuse sol. Da jeg efter endnu lidt tid måtte køre hjemad var tågen lettet fra området, men det var virkelig en perfekt foto morgen.
fotofabler.wordpress.com 