Strandenge skikkelser

Set fra øjenhøjde er strandengenes skønhed næsten skjult. Landskabet virker fladt, og jeg har oplevet det som svært at fotografere. Men det ændrede sig brat, da jeg så strandengene fra luften. Med dronens fugleperspektiv trådte former, mønstre og teksturer frem. Et iøjnefaldende grafisk landskab der viste sig at indeholder menneskeskikkelser, fantasivæsener og meget mere.

Strandeng ved danske kyster by Julie Skotte

Strandengene udgør en skrøbelig og dynamisk overgangszone mellem land og hav mange steder i Danmark. De er interessante, fordi de har en betydelig evne til at optage og akkumulere kulstof, og samtidig bidrager de til kystsikringen. Strandenge findes i lavvandede områder, typisk i fjorde, bugter og bag barriereøer. De formes konstant af naturenskræfter, men i stigende grad trues af menneskelig aktivitet og klimaforandringerne.

Strandeng ved danske kyster by Julie Skotte

Strandengene er naturligt opdelt i zoner. Den nedre zone oversvømmes regelmæssigt af havvand, mens den højere liggende zone, kun sjældent er under vand. Den rytmiske oversvømmelse og tørlægning af de lavtliggende områder skaber et landskab i stadig forandring. Vegetationen på strandenge er stærkt specialiseret med salttolerante græsser og urter, der er tilpasset de skiftende forhold og vandmængder. I den nedre zone hvor salt- og vandpåvirkningen er størst, findes de mest salttolerante planter. Her er planterne for eksempel i stand til at ophobe salt i cellerne, eller udskille overskydende salt via specielle saltkirtler. Længere oppe hvor salt påvirkningen er mindre, kan der vokse planter, som kun tåler mindre mængder salt.

Strandeng ved danske kyster by Julie Skotte

Strandenge er uundværlige levesteder for en lang række fuglearter. Sand- og mudderfladerne er fødeområder for vadefugle, mens de græsbegroede højere zoner fungerer som yngleområder for blandt andet gæs og ænder. Hvor der græsses af kreaturer, forbliver vegetationen ofte lav og åben, hvilket er med til at opretholder det åbne landskab og diversiteten. Uden græsning kan højere bevoksning med krat og buske udvikle sig, og langsomt vil strandengene ændre karakter.

Strandeng ved danske kyster by Julie Skotte

Det stigende havniveau udgør en betydelig trussel mod strandengene. Under naturlige forhold ville de gradvist forskyde sig ind i landet, i takt med det stigende vandstandsniveau. Men landbrugsdrift, kystnær bebyggelse, diger og landindvinding forhindrer denne migration. Dette fænomen, kendt som “coastal squeeze” (kystklemning), forstyrrer den balance, der opretholder disse vitale økosystemer. Dette fører til tab af levesteder, for de dyr og planter der findes her.

Strandeng ved danske kyster by Julie Skotte

I løbet af de sidste to år har jeg forsøgt at indfange disse landskabers unikke skønhed i fugleperspektiv. Fotograferet oppefra med en drone afslører strandengene fascinerende mønstre og formationer, der næsten ligner menneske- og dyreskikkelser eller endda fantasivæsener, afhængigt af øjet der ser. De fleste strandenge i Danmark er beskyttede naturområder, hvilket også betyder at man ikke må flyve med drone. Dette har gjort det en smule vanskeligt at finde steder jeg kunne tage billederne, men ved at nærstudere google maps og dronezoner, har jeg fundet nogle områder hvor droneflyvning var tilladt. Resultaterne kan du se i denne blogpost. Jeg beundrer virkelig strandengenes æstetiske skønhed og deres store økologiske betydning. Det er kyststrækninger, som huser store mængder liv, lagrer kulstof og beskytter kysten, samtidig med at de byder på en farverig, grafisk skønhed set fra oven. Jeg ser trolde og hekse, klovne, en sæl, og endda en basketballspiller i disse billeder, men måske ser du noget andet.