Det var magisk at gå langs Møns Klint her i weekenen. Den tætte tåge hang så lavt over klinten, at kridttoppene virkede som noget, der hele tiden var på vej til at forsvinde. De nøgne bøgetræer langs kanten stod som grålige silhuetter, og uanset om jeg vendte mig mod nord eller syd, blev klinten opslugt af det samme hvide slør. Lyset var fuldstændig diffust, og farverne faldt sammen til en næsten sort hvid palet. Og selvom New York Times fornyelig havde Møns Klint på listen og 52 steder at besøge i 2026, så havde jeg hele stranden for mig selv denne magiske morgen.
Dette efteråret har jeg udforsket medlys, modlys, tåge og nye perspektiver i de kendte efterårsmotiver. Det har været fantastisk, farverigt og meget stemningsfuldt. For en gangs skyld vil jeg lade billede tale for sig selv, og ikke skrive så meget.
Efterårsfarverne står på deres højeste nu, og jeg prøver at komme ud så ofte som muligt, især om morgenen, hvor lyset er bedst. Enkelte dage har tågen lagt sig som et tyndt slør over landskabet. Når natten har været klar, stille og kold, er chancerne gode. I går morges var jeg heldig. Tåge lå over Farum Sø, da jeg cyklede afsted i tusmørket.
Jeg havde dronen med og efter den tungeste tåge havde forladt skoven, sendte jeg den i op. Så snart den steg til vejrs, kunne jeg se det smukke landskab indhyllet i skyer. Farverne var overvældende. Nogle træer var stadig grønne, mens andre var gule, gyldne, kobberrøde og brune i alle tænkelige nuancer. Over landskabet hang lave skyer, som langsomt gled hen over skoven og søen. Jeg lod dronen flyve ud over vandet og vendte kameraet tilbage mod land. I baggrunden kunne jeg se en lille sø, formet som en bønne. Dernæst fløj jeg dronen ind over bønnesøen, og fik kameraet til at kigge direkte ned på den. Søen var omgivet af siv på den ene side og tætte træer på den anden.
Farverne her var fantastiske og helt overvældende. Det blå vand var i smuk kontrast til de varme orange og gyldne toner i siv og træer. Med polfilter på dronen forsvandt reflekserne i søens overflade, og farverne i hele landskabet blev mere mættede. Efter hvad der kun føltes som et kort øjeblik, bippede dronen med lavt batteri niveau, og jeg måtte returnere den til jordens overflade.
Min sommerferie i år gik til Californien. Det var en blanding af familiebesøg i det sydlige Californien og en roadtrip nord for Los Angeles. Big Sur var første stop på turen. Det er en cirka 160 kilometer lang kyststrækning langs Stillehavet, som strækker sig fra San Simeon i syd til Carmel i nord. Det havde været planen at køre ad kystvejen Highway 1 hele turen derop, men et jordskred sidste år havde blokeret vejen lige syd for Julia Pfeiffer Burns State Park. Jeg havde håbet, at vejen måske ville nå at åbne, men det skete desværre ikke. Fra Ventura kørte jeg derfor nordpå ad Highway 101 til Monterey, for derefter at køre sydpå langs kysten til min base ved Pfeiffer Big Sur State Park. Denne park er kendt for store kyst-redwood træer, og vandrestier der slynger sig gennem nogle imponerende kløfter. Jeg havde stadig en smule jetlag. Derfor vågnede jeg tidligt den første morgen i parken, men fik en fantastisk solopgangsgåtur mellem træerne og op i kløften.
Big Sur er berømt for sine dramatiske klipper, der styrtdykker ned i Stillehavet, panoramiske udsigtspunkter og broerne over slugterne. Men i sommermånederne er der ofte havgus. Det opstår når den kølige havluft møder den varme luft over land. Dette giver en tæt tåge, især i morgen- og formiddagstimerne. Tågen var som en levende masse, der bevægede sig over landskabets konturer, og hvert øjeblik ændrede det udseende.
Big Surs dramatiske landskab er bevaret gennem en række state parks og reserves, hver med sin egen karakter. Point Lobos State Natural Reserve, som ligger lige syd for Carmel-by-the-Sea, kaldes ofte “Californiens kronjuvel”. Her er dramatiske klippekyster, dybe bugter, storslåede udsigtspunkter, og der gror gamle Monterey-cypresser på skrænterne ud mod det turkisblåt hav. Jeg gik en smuk og vindblæst rundtur langs det meste af kyststrækningen og fandt blandt andet små tide pools i klipperne i vandkanten. Her fandt jeg søanemoner, søpindsvin, krabber, eremitkrebs, snegle og små fisk.
Ved Seal Beach Overlook kunne jeg høre sælkoloniens gøen nede ved kysten. Men tågen var så tæt, at jeg ikke kunne se så meget som et glimt af vandet. Lyden af sæler, der kommunikerede i det usynlige, skabte en mystisk lydkulisse til alt det hvide, der omgav mig. Jeg vendte tilbage dagen efter, og denne gang havde tågen løftet sig lige nok til at afsløre vandet og klipperne i en drømmende dis. Sælernes kald ekkoede op fra dybet, men de forblev skjulte.
I Andrew Molera State Park gik jeg halvanden kilometer gennem et lunt skovlandskab med mindre træer og buske, og kom dernæst ud på en rå strand med rødligt sand. I det øjeblik jeg trådte ud på stranden ramte en kølig og kraftig vind mig i ansigtet. Blæsten kom ude fra vandet, så temperaturen faldt markant, og gjorde opholdet på stranden til en kølig fornøjelse. Bølgerne brusede og de mindre sten raslede, når vandet skyllede over dem. Af og til brød solstråler gennem det tågede sky-slør og kastede et gyldent skær over klipperne.
Californiens kyststrækning mellem Carmel og San Simeon er mere end blot et fotomotiv, det er et levende landskab, hvor hvert øjeblik byder på overraskelser. Fra Pfeiffer Big Sur State Parks redwood-træer til Point Lobos’ turkisblå bugter beviste hver park, hvorfor Big Sur betragtes som et af verdens mest spektakulære kystområder.
Sneen fra sidste weekend er allerede væk, og vinteren ser nu ud som den har gjort det meste af denne sæson: trist, grå og for varm for årstiden. Men i torsdags da jeg tog toget til og fra arbejde lå der en smuk tåge mellem træerne i Hareskoven. Som jeg sad ved vinduet i S-toget, følte jeg en stærk trang til at stå af og fange øjeblikket med mit kamera. Desværre havde jeg hverken tid eller mit kamera med den dag. Men da vejrudsigten for søndag morgen meldte tåge igen, tænkte jeg med det samme på en tur til Hareskoven.
Da jeg ankom var Hareskoven indhyllet i en smuk tåge, der lå tyk og lys mellem træerne. Selvom der ingen direkte sollys kom ned igennem tågen, virkede skoven lysere end en normal gråvejrsdag. Luftfugtigheden var høj, og kondenserede vanddråber dryppede ned fra de nøgne trækroner, hvilket næsten fik det til at minde om regnvejr.
Jeg bevægede mig rundt blandt bøgetræerne, og blev specielt betaget af nogle træstammer med tydelig mos bevoksning. Enkelte træer havde mos flere meter op ad stammerne, mens de fleste kun havde en smule nede ved roden. Jeg syntes de grønne stammer har givet lidt ekstra til billederne, og det står specielt i flot kontrast til den brune skovbund.
Jeg har brugt samme teknik som jeg beskriv i sidste blog indlæg til at tage disse billeder, Jeg har tiltet kameraet op og ned med en lukkertid på 1/4 til 1/13 sekund. Jeg havde også en del “skarpe” billeder af den smukke skov med hjem på hukommelseskortet, men jeg synes selv bedst om dem her med lidt bevægelse i.
Søndag morgen besluttede jeg mig for at tage en tidlig cykeltur rundt i området, hvor jeg bor. Jeg tog afsted en halv times tid inden solopgang. Luften var kølig og fugtig, og en tyk tåge lå tungt over landskabet. Ikke en vind rørte sig. Som jeg bevægede mig rundt på cyklen, kunne jeg mærke fugten i luften, da dug dråber blev dannet på mit overtøj og flere steder i mit ansigt.
Jeg stoppede ofte, hoppede af cyklen, fik kameratasken af og lagde den ned på jorden, så jeg kunne få kameraet frem. Til at starte med var tågen så tyk, at der intet sollys kom gennem, og landskabet så bare fladt og stadig lidt mørkt ud. Men som solen langsomt begyndte at hæve sig over horisonten, brændte noget af tågen af, og resultatet var magisk.
Et af de bedste motiver en sådan morgen er træer i modlys indhyllet i tåge og dis. Det er magisk, som solens stråler bliver synlige når de rammer vandpartiklerne i tågen. Den stadigt lavtstående sol gemte sig bag træerne, men ved at tage enkle skridt i den ene eller anden retning, kunne jeg næsten bestemme, hvor meget sol og sunstars jeg gerne ville have med på billederne. Her er et eksempel inde fra skoven med masser af træer og solstråler i disen, og et andet billede af et træ i det mere åbne landskab, hvor tågen ikke er så tyk længere.
De lange lyse sommerdage begynder allerede i slut juni at blive kortere, men det er først hen i august, at jeg for alvor bliver opmærksom på det. Det kommer som en overraskelse for mig hvert år, når det pludselig igen bliver nødvendigt at tænde lamper indendørs om aftenen. Men det er ikke kun dagens længde der ændrer sig, også temperaturen falder. Solen kommer ikke helt så højt på himlen længere, og dermed varmer den mindre. Det kan stadig blive varmt om eftermiddagen, men det begynder at blive køligere om natten og i de tidlige morgentimer. Og ved månedskiftet til september begynder kalenderefteråret officielt. Jeg var ude at fotografere en tidlig morgen i start september i det sydligere Sverige, og jeg skal lige love for jeg kunne mærke starten på efteråret. Det var bidende koldt. Jeg havde værken hue eller vanter med, jeg havde slet ikke tænkt på at pakke det. Men meget hurtigt begyndte mine fingre at blive iskolde. Jeg fik hætten fra jakken godt op om ørene, og det tog den værste kulde der.
Men der er nu noget magisk over de første efterårsdage, specielt de tidlige morgentimer. Det var vindstille denne morgen og mosekonen havde gang i gryderne. En fantastisk tågedis svævede over den spejlblanke vandoverflade og rundt om de små øer. Men når jeg kiggede lige op i luften, var himlen var blå over mig.
Det var først, da jeg besluttede mig for at sende min drone op, at magien for alvor blev tydelig. Tågen, som fra landjorden havde virket som en tæt masse, viste sig at være som et delikat slør af tyl, der dansede over vandet. For hvert billede jeg tog, flyttede tågen sig en smule, og nye former opstod hele tiden. Gennem disen kunne jeg se områder med åkander, som brød den ellers mørke vandoverflade.
Der gik et par minutter fra solopgang til solen var over træerne som overgiver området. Men da det først skete, farvede de første stråler fra solen morgendisen helt gul flere steder. Faktisk blev hele landskabet lyst op i gyldent lys. Samtidig var det helt stille, der var ikke en vind der rørte sig. Jeg stod bare og nød synet og stilheden. Det er sjældent jeg oplever total stilhed i Danmark, der er næsten altid vind, eller en smule trafikstøj, men på dette punkt kan Sveriges natur noget helt særligt. En magisk morgen, og jeg kan næsten ikke vente med at komme ud igen.
Hvis du stadig læser med, vil jeg meget gerne høre din feedback til dette blogindlæg. Er der noget du gerne ville have hørt mere (eller mindre) om: Billederne, oplevelsen, eller noget helt tredje. Skriv meget gerne en kommentar her på bloggen, i kontakt formularen eller send det i en email 🙂
I uge 9 pakkede jeg bilen og kørte sammen med familien de lidt over 700 km nordpå til Orsa Grönklitt i Sverige. Dette er et sted, jeg er kommet siden jeg var barn og, som altid bringer gode minder frem. Det blev en uge med sne, tåge, rimfrost og tøvejr. Igen i år valgte jeg langrendskiene til at komme rundt og se landskabet med kamera udstyr i rygsækken. Når jeg tager billeder i et snedækket landskab, overeksponerer jeg omkring et helt blændetrin. Kameraets autoeksponering vil sigte efter 15% gråt i hele billedet, og hvis man ikke kompensere for dette i et meget lyst snedækket landskab, vil sneen se grålig og kedelig ud, og billederne vil virke for mørke.
Jeg var så heldig at det var tåget flere formiddage i løbet af ugen, så det var perfekt fotovejr. Tåge i et snedækket landskab er helt specielt. Under disse betingelser er det muligt at tage billeder, hvor horisonten helt eller delvist forsvinder. Alt ud over det primære motiv bliver hvidt, og former og kontraster træder frem i et nærmest grafisk udtryk. Her har jeg taget et billedet af et par enkle træer, jeg syntes var flotte. Det største træ er dækket med lav både på stammen og ude på spidserne af de små grene, hvilket næsten får det til at ligne blade, der blæser i vinden. Træet nærmest står og beskytter og omkranser det lille grantræ til højre.
Når tågen indhyller landskabet er det perfekt at eksperimentere med lange lukkertider og bevægelse af kameraet. Et af resultaterne kan ses på det nedenstående billede. Jeg fandt en samling af træer, jeg jeg godt kunne lide, og indstillede lukkertiden til 1/15 sekund. Derefter tog jeg en række billeder mens jeg tiltede kameraet op og ned. En del af billederne er lige til at kassere, da der enten manglede toppen eller bunden af træerne. Men dette her kunne jeg godt lide. Når jeg ser billedet, kommer jeg til at tænke på spøgelses træer. Nok delvist på grund af det uskarpe og lidt drømmende udtryk i billedet. Men måske også fordi nogle af træerne kunne være døde. Der ikke er mange nåle at se, og flere af stammer virker meget nøgne, som om de sprøde sidegrene er knækket af i et blæsevejr på et tidspunkt.
En enkelt morgen var landskabet anderledes og som fortryllet. Der var rimfrost på alle træer og buske. Hvert eneste træ var dækket af de fineste små iskrystaller, som gav dem alle et helt eventyrligt og hvidligt udseende. Nåletræerne på billedet her ser nærmest uvirkelige ud, så lyse som de fremstår. Landskabet så næsten sort/hvidt ud, men på billedet lyser de rød-brunlige træstammer op, og viser med alt tydelighed, at der er tale om et farvebillede.
Det var fantastisk at bevæge sig rundt i dette snedækkede og tågeindhyllede myrlandskab i en uges tid. Jeg nød turene på ski, og var selv glad for de billeder jeg fik med hjem.
Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det har regnet og regnet og regnet denne vinter. Der har været perioder med frost og lidt sne, men mest af alt har det bare været vådt. Jorden er totalt mættet af vand, og alle småsøer er gået over deres breder. Skovstier står ligeledes under vand, og en masse nye vandhuller er dukket op. I januar og februar i år er der faldet 20-30 millimeter extra vand i forhold til de sidste 30 års gennemsnit. Det er meget, når normalen for februar ligger på 50 mm, og måneden er ikke slut endnu. En cykeltunnel her i Farum har ligeledes været oversvømmet fem gange i løbet af vinter sæsonen, og her i sidste omgang har den nu været under vand i over to uger.
Jeg har været ude og fotografere flere gange i både sne og vand, men i sidste uge var der en eftermiddag med perfekte forhold, en tæt tåge havde nemlig lagt sig over området. Jeg nåede ud en kort tur omkring solnedgang, og gik rundt mellem træerne i den lille skov, som ligger tæt på hvor jeg bor. Men skoven var ikke som den plejer. Jeg havde heldigvis taget gummistøvler på, for alt stod under vand. Det var nærmest, som at bevæge sig rundt i cypres skovene i det sydlige USA. Træernes nøgne stammer blev reflekteret i vandoverfladen samtidig med at dråber dryppede omkring mig fra de våde trætoppe. Det var en utrolig smukt syn at gå rundt denne eftermiddag.
Men jeg spekulerer på hvad der mon kommer til at ske med alt dette vand. Måske er dette bare den nye normal. 2023 var det vådeste år der er målt siden 1874, og 2024 er startet i sammen stil.
Jeg forlod bilen ved parkeringspladsen, og gik op mellem de røde træhuse i Örnafälla. Det var stadig dunkelt og de udendørs lamper tændte, som jeg gik forbi. Jeg var ikke helt sikker på vejen ud til holmene, da jeg kun havde været på lokaliteten en gang tidligere i dagslys, og netop nu var alt indhyllet i en tyk tåge. Jeg kunne ikke se søen forude, men håbede jeg gik på den rette sti. Da jeg kom et stykke forbi det sidste hus, begyndte jeg endelig at kunne skimte vandet længere fremme, og jeg fortsatte ud på holmene.
Der ligger flere små øer ude i søen, men jeg kunne knap nok skimte dem gennem tågen. Det lave skydække ændrede sig hele tiden, så jeg et kort øjeblik kunne se øerne, men derefter forsvandt en eller flere af dem igen. Det var fuldstændig vindstille, og vandoverfladen var helt rolig, så spejlingen ef øerne med træer var perfekt.
Solen hævede sig op over horisonten i øst, og farvede tågen gylden. Træerne, der stod på række langs vandkanten, blev indhyllet i det gyldne lys, og deres silhuetter stod smukt frem i tågen, mens solens stråler kæmpede for at bryde igennem. Fotomotiverne var endeløse på dette tidspunk, og jeg løb nærmest lidt febrilsk frem og tilbage for at få det hele med.
Som tiden gik, var det som om solens stråler begyndte at vinde kampen over tågen. Træerne med efterårsblade blev nu enkelte steder oplyst i det gyldne lys fra den stadig diffuse sol. Da jeg efter endnu lidt tid måtte køre hjemad var tågen lettet fra området, men det var virkelig en perfekt foto morgen.
fotofabler.wordpress.com 