Berlins historie efter 1945

De allierede magter havde i London i oktober 1944 aftalt, at Berlin skulle opdeles i tre, senere fire sektorer og holdes besat. Dette blev stadfæstet med Firemagtsaftalen den 5. juni 1945, hvorefter styrker fra USA, Storbritannien og Frankrig i juli rykkede ind i de tre vestsektorer, mens de sovjetiske tropper trak sig tilbage til den østlige sektor. I efteråret 1945 blev der indgået aftaler om adgangsveje til lands og vands og om tre luftkorridorer mellem Vestberlin og zonerne i Vesttyskland.

Den allierede "Høje Kommandantur", oprettet den 11. juli 1945 med sæde i Zehlendorf i den amerikanske sektor, bestod af de fire allierede magters militærkommandanter og blev øverste regeringsorgan for Berlin. Kommandanturen ophørte med at fungere i juni 1948, da russerne trak sig ud.

Derefter var fællesskabet faktisk begrænset til bevogtning af de fængslede nazistiske krigsforbrydere i et fængsel i Spandau, hvilket ophørte med Rudolf Hess' død i 1987, og varetagelse af flysikkerheden i luftkorridorerne. Men forestillingen om Berlin som en enhed og et fælles ansvar blev opretholdt og det gav berlinerne samt statsborgere og militær fra de fire allierede stater ret til at færdes overalt. Den 13. august 1946 udstedte den allierede kommandantur en foreløbig forfatning for Storberlin, og der blev afholdt valg 20. oktober 1946; Otto Ostrowski (1883-1963) fra SPD blev valgt til overborgmester.

Under Berlinblokaden fra juni 1948 fuldbyrdedes Berlins politiske deling, således at byen politisk, administrativt og valutamæssigt blev delt i to. I november 1948 konstituerede en magistrat sig i Østberlin, der med kommunisten Friedrich Ebert som overborgmester regerede fra det gamle rådhus. Magistraten blev anerkendt af Sovjetunionen, der dermed forhindrede et fælles valg i hele Berlin.

I december 1948 blev socialdemokraten Ernst Reuter overborgmester i Vestberlin og tog sæde i Schöneberg Rådhus. I 1948 grundlagdes et nyt universitet i Vestberlin, Freie Universität Berlin, som i 1960'erne blev et af centrene for det internationale ungdomsoprør.

Berlin forblev formelt under allieret styre, efter at de to tyske stater Forbundsrepublikken Tyskland og DDR var blevet oprettet i 1949. Formelt og besættelsesretligt var Berlin ikke del af de to tyske stater.

Vestberlin med over 2,1 millioner indbyggere havde efter 2. Verdenskrig en kompliceret forfatningsmæssig stilling. Den fik egen forfatning i 1950, men stod under vestallieret styre, hvilket begrænsede vesttysk lov. Byen måtte ikke regeres fra Bonn, den vesttyske forfatning gjaldt kun med begrænsninger, og de vestberlinske parlamentsmedlemmer havde ikke stemmeret i Forbundsdagen. Alligevel var Vestberlin del af den vesttyske retslige, økonomiske, monetære og sociale orden og efter vestallieret accept del af EF – om end ikke af NATO.

Vestberlinerne nød godt af visse begunstigelser. De var fritaget for værnepligt, fik løn- og huslejetilskud, og byen blev kraftigt økonomisk støttet. Vestberlin udviklede sig industrielt og økonomisk og blev et "udstillingsvindue" mod øst.

Indtil 1975 var SPD det største parti; derefter blev det CDU, og i 1981 blev den første overborgmester fra CDU valgt. Derefter skiftede magten mellem SPD og CDU frem til 1990 da Berlins to dele blev forenet.

Østberlin med 1,1 million indbyggere blev i 1949 faktisk hovedstad i DDR , hvilket dog ikke blev anerkendt af vestmagterne. Det blev det derimod af Sovjetunionen under forbehold af de forpligtelser, der fulgte af de internationale aftaler, som var indgået om Tyskland som helhed. Først i 1957 blev Østberlin formelt del af DDR og den socialistiske stats hovedstad.

Østberlin blev i 1954-1967 regeret af en SED-ledet enhedsmagistrat. DDR og Sovjetunionen stræbte efter at få løst Østberlin fra dens firemagtsstatus. I 1981 blev der for første gang afholdt direkte valg til Folkekammeret.

Østberlin blev gradvis udbygget til DDR's politiske, forvaltningsmæssige og ideologisk-kulturelle centrum; byen var sæde for regering og parlament og var tilsvarende arkitektonisk og økonomisk "udstillingsvindue" mod vest.

Berlin forblev med sin beliggenhed midt i DDR et brændpunkt under den kolde krig, men også flugtvej for mange af de ca. 3 millioner østtyskere, der flygtede, da sektorgrænsen mellem den østlige og den vestlige del forblev åben. Situationen var kritisk den 17. juni 1953, da sovjetiske tropper knuste en østtysk opstand (Juniopstanden), og igen i 1958, da Sovjetunionen krævede vestmagterne ud af byen.

En ny krise opstod i august 1961, da DDR lukkede sektorgrænsen med Berlinmuren.

Derefter var Vestberlin omgivet af en mere end 150 kilometer lang mur, der isolerede byen, men også bidrog til at fremtvinge aftaler mellem øst og vest for at lette vestberlinernes besøg i Østberlin.

Den første såkaldte passérseddelaftale blev indgået i 1963 og gav vestberlinerne begrænset adgang til Østberlin i julen. Den blev fulgt op af lignende aftaler. Østberlinerne kunne dog ikke krydse sektorgrænsen til Vestberlin. I begyndelsen af 1970'erne førte firemagtsforhandlinger til Berlinaftalen, der fastslog status quo, sikrede Vestberlins stilling og lettede forbindelserne mellem vest og øst.

Muren blev åbnet og faldt den 9. november 1989, og det allierede besættelsesstyre ophørte den 12. september 1990 med 2 + 4- aftalen mellem de to tyske stater og de allierede, hvorefter de allierede besættelsesstyrker forlod Berlin; de sidste i 1994.

Murens fald gav fri adgang mellem de to adskilte bydele, og i efteråret 1990 blev de lagt sammen. Berlin blev en selvstændig delstat, som efter valget december 1990 blev regeret af en koalition af CDU og SPD.

Med genforeningen blev Berlin igen Tysklands hovedstad, og Forbundsdagen besluttede i juni 1991, at Berlin på ny skulle være regeringssæde, og væsentlige dele af Forbundsrepublikkens centraladministration overflyttes fra Bonn. I 1999 afholdt den tyske Forbundsdag sit første møde i den ombyggede Rigsdagsbygning.

Den 1. januar 2001 trådte en forvaltningsreform i kraft, der medførte en omstrukturering af Berlins administrative opbygning. De hidtil eksisterende 23 Stadtbezirke (kommuner) blev erstattet af 12 befolkningsmæssigt lige store Bezirke.

Berlin har efter genforeningen og overflytningen af regeringsfunktionerne til byen ikke opnået den fremgang, der var forventet. Befolkningstallet er (2005) stagnerende, og byen er kommet ud i alvorlige økonomisk-finansielle vanskeligheder.

De var hovedforklaringen på, at den regerende koalition mellem CDU og SPD brød sammen. I sommeren 2001 trak SPD sig ud af samarbejdet med CDU i delstatsregeringen, og et flertal med Die Grünen og PDS valgte Klaus Wowereit (f. 1953) (SPD) til ny regeringschef.

I efteråret 2001 blev der udskrevet valg i utide til byens parlament, Abgeordnetenhaus, og resultatet af valget blev en sejr til SPD, fremgang for PDS og stor tilbagegang for CDU.

Efter lange forhandlinger kunne der i slutningen af året dannes et nyt senat bestående af SPD og PDS med Klaus Wowereit som regeringschef. Valget afslørede i øvrigt, at Berlin politisk stadig var delt, idet næsten halvdelen af de østberlinske vælgere stemte på PDS.

Siden har SPD og CDU skiftedes til at lede regeringen – i 2024 ledes den af CDU.

Det fremstår som noget særligt ved Berlin, at der i byen erindres om ofrene for det nazistiske regimes forbrydelser. Efter at det nye Tyskland i 1996 med en tale af forbundspræsident Roman Herzog påtog sig ansvaret, men ikke skylden for den nazistiske stats omfattende forbrydelser samt forpligtelsen til at erindre ofrene er der blevet opført erindringssteder for jøderne, for sinti og roma, homoseksuelle og såkaldte "asociale" i den østlige del af Tiergarten. I nord i Tiergartenstrasse findes et erindringssted for ofrene for det nazistiske regimes såkaldte eutanasidrab ("nådesdød"), dvs. de systematiske mord på psykisk og fysisk handikappede.

• Berlin
• Berlins historie til 1945