Exofiktion

Exofiktion placerer sig i spændingsfeltet mellem fakta og fiktion. Den bygger på verificerbare historiske eller biografiske oplysninger, men supplerer samtidig med opdigtede elementer, der udfylder huller i kildematerialet og fortolker personernes indre liv. Typiske træk er derfor en relativt fri omgang med historiske fakta, en ofte tydelig refleksion over forholdet mellem dokumentation og fantasi samt et fokus på subjektive, psykologiske eller alternative fremstillinger af velkendte liv. Selv om den er præget af fiktion, søger exofiktionen ikke sjældent at give et mere nuanceret billede af personen, end faghistorien har været i stand til at formidle.

Begrebet exofiction opstod i fransk litteratur i 2010’erne og blev bl.a. udbredt af forskere og kritikere, der ønskede at betegne en voksende tendens i samtidslitteraturen.

Fiktionalisering af virkelige og historiske personer er imidlertid ikke et nyt fænomen. Gennem litteraturhistorien har forfattere altid anvendt kendte skikkelser som materiale for fiktive fortællinger, og exofiktionen kan derfor ses som en videreudvikling af ældre former som den biografiske roman og den historiske roman.

Det nye ved exofiktionen er dens selvbevidste karakter. Hvor den historiske roman ofte søger at skabe en sammenhængende og troværdig fremstilling af fortiden, fremhæver exofiktive værker i højere grad deres egen konstruktion og tematiserer usikkerheden i forholdet mellem fakta og fiktion. Dermed retter genren ikke kun opmærksomheden mod det fortalte liv, men også i varierende omfang mod selve måden, hvorpå livet fortælles.

Exofiktion kan også delvist ses som en pendant til og videreførelse af autofiktionen. Hvor autofiktion udforsker forholdet mellem forfatterens eget liv og den litterære fremstilling, flytter forfatteren i exofiktionen fokus væk fra sig selv og over på en anden person. Begge genrer udfordrer traditionelle skel mellem sandhed og opdigtning, men gør det således fra forskellige positioner.

En væsentlig dimension ved exofiktion er de etiske problemstillinger, der knytter sig til at digte videre på virkelige menneskers liv. Når forfattere tillægger historiske personer tanker, følelser eller handlinger, som ikke kan dokumenteres, opstår der en gråzone mellem fortolkning og forfalskning. Dette indebærer bl.a. spørgsmål om, hvorvidt afdøde personer kan misrepræsenteres, hvordan levende eller nyligt afdøde personer bør behandles, og hvem, der har retten til at fortælle andres historier. Mange exofiktive værker arbejder bevidst med disse spændinger og gør dem til en del af deres æstetik.

I dansk litteratur er exofiktion ikke altid blevet betegnet som sådan, men genren har været til stede i en række værker, især fra 2000’erne og frem. Blandt danske forfattere med exofiktive træk kan nævnes Kristian Himmelstrup, der bl.a. har skrevet om arbejderlederen Louis Pio og digterlægen Emil Aarestrup, Jesper Wung-Sung, som i flere værker tager udgangspunkt i H.C. Andersens liv, samt Eva Tind, der har behandlet skikkelser som stumfilmsstjernen Asta Nielsen og videnskabskvinden Marie Hammer.

Disse værker demonstrerer, hvordan historiske personer kan fungere som afsæt for nye fortællinger, hvor fortiden ikke blot genfortælles, men anvendes til at undersøge og perspektivere samtidige spørgsmål. Hos Kristian Himmelstrup aktualiseres arbejderbevægelsens historie også i et nutidigt politisk perspektiv, hos Jesper Wung-Sung bruges H.C. Andersen til undersøgelser af identitet og marginalitet, og hos Eva Tind nyfortolkes historiske kvindeskikkelser, der har været oversete i historieskrivningen.

Udbredelsen af exofiktion kan, som det også gælder autifiktion, ses i forlængelse af en bredere kulturel udvikling, hvor grænserne mellem det private og det offentlige er blevet udvisket. Med fremkomsten af sociale medier, reality-tv og en øget offentlig interesse for biografiske narrativer er personlige livshistorier i stigende grad blevet eksponeret, kommenteret og formet i det offentlige rum. Livet fremstår ikke blot som noget, der leves, men også som noget, der fortælles, kurateres og cirkulerer. Denne udvikling gælder således ikke alene populærkulturen, men også finkulturen, hvor litteraturen i stigende grad arbejder med virkelige personer, dokumentarisk materiale og biografiske spor.

Samtidig kan exofiktionen forstås som en reaktion på en oplevet historisk opløsning eller rodløshed i moderniteten. I en kultur præget af en accelereret og fragmenteret nutid, ledsaget af en overflod af samtidige fortællinger, kan genoptagelsen af konkrete historiske liv fungere som en måde at genetablere forbindelser til fortiden på. Ved at vende sig mod allerede levede liv skaber exofiktionen en form for orientering, hvor det individuelle livsforløb bliver et prisme for forståelsen af større historiske sammenhænge.

Exofiktionen udtrykker således en dobbelt tendens: på den ene side en udadvendt bevægelse, hvor det biografiske stof iscenesættes og eksponeres i offentligheden, og på den anden side en søgen efter historisk forankring gennem litterær bearbejdning af arkiverede eller overleverede liv. Genren forbinder dermed samtidens optagethed af det personlige med en refleksion over tid, erindring og historieskrivning.