Frederik 6.

Fire år gammel mistede Frederik forbindelsen med moderen, og til den sindssyge far fik han aldrig noget forhold. Hans opdragelse var i hænderne på andre, først J.F. Struensee, der med et vist held, men hårdhændede metoder søgte at hærde den svagelige dreng. Efter Struensees fald i 1772 var det enkedronning Juliane Marie, arveprins Frederik og Ove Høegh-Guldberg, der bestemte, og kronprinsens opdragelse blev derfor lagt i mere normale rammer.

Trods en ringe uddannelse trådte Frederik med overraskende modenhed ind i dansk historie, da han som 16-årig kort efter sin konfirmation ved statsrådsmødet 14.4.1784 gennemførte et nøje forberedt og ublodigt statskup. Det banede vej for den Bernstorff-Reventlow-Schimmelmannske kreds og gjorde den unge kronprins til landets reelle magthaver.

Frederik var en helhjertet tilhænger af de følgende års reformpolitik, især på landbrugsområdet, og ægte sympati mødte ham fra alle sider ved brylluppet i 1790 med Marie Sophie Frederikke. I løbet af 1790'erne markerede kronprinsen sig stærkere, bl.a. med uvilje mod de radikale synspunkter i den offentlige debat. A.P. Bernstorffs død i 1797 betød, at kronprinsen nu fremtrådte som regeringens egentlige leder med en vis distance til mænd som C.D.F. Reventlow og H.E. Schimmelmann, mens han knyttede nye folk til sig, fx F. Moltke og F.J. Kaas. Han foranledigede direkte den skærpede Trykkefrihedslov af 1799.

Kronprins Frederik stod bag den mere aktive udenrigspolitiske kurs, der blev indledt fra 1797, og som førte frem til konflikten med Storbritannien og Slaget på Reden i 1801. Til gengæld mestrede han ved denne lejlighed en effektiv forhalingstaktik, der umiddelbart fik afvendt de politiske konsekvenser af den britiske sejr. Han gennemførte Holstens inkorporation i 1806 ved Det Tyske Riges opløsning, og han valgte at følge Napoleon, da udviklingen i 1807 tvang Danmark til at vælge side.

Kort efter sin tronbestigelse i 1808 satte Frederik 6. statsrådet ud af kraft og regerede indtil 1814 gennem sin adjudantstab, kaldet de røde fjer pga. deres hatteprydelse. Da Napoleons fald var en kendsgerning, måtte Danmark afstå Norge, og kongens personlige tilstedeværelse ved Wienerkongressen kunne ikke forhindre rigets sønderlemmelse: tabet af Norge.

Frederik 6.s politiske autoritet var dog alvorligt svækket, og som følge deraf trådte statsrådet på ny i funktion i 1814, men mange afgørelser blev fortsat truffet mellem ministre og kongen personlig. Med årene mindskedes Frederik 6.s direkte betydning dog, og han øvede ringe indflydelse på udviklingen i 1830'erne. Efter nogen tids svagelighed døde han i 1839.

Frederik 6. var ingen fremragende begavelse, men i besiddelse af dømmekraft og handledygtighed. Hans indsats som kronprins i 1780'erne gav ham en usædvanlig popularitet i bondebefolkningen, og hans jævnhed og pligtfølelse skabte velvilje omkring hans person. Kritikken af Frederik 6. og hans styre kom dog også tidligt til orde. Kongen savnede analytiske evner og havde intet overblik over de udenrigspolitiske udfordringer, som han i sin lange regeringstid blev stillet over for. Efterhånden blev han identificeret med modstand mod enhver samfundsmæssig forandring.

I ægteskabet med Marie Sophie Frederikke fik Frederik 6. otte børn, men kun to døtre overlevede. Med sin officielle maitresse, Frederikke Dannemand, fik kongen to døtre og to sønner. Han blev derfor efterfulgt af sin fætter Christian 8.

• Christian 7.
• Caroline Mathilde
• Marie Sophie Frederikke
• Frederikke Dannemand
• kongerækken i Danmark
• Danmarks historie 1720-1814
• Danmarks historie 1814-1900