Frederik Schyberg

I sine anmeldelser lagde Frederik Schyberg vægt på at vejlede dramatikeren, skuespilleren og publikum og vurderede således både selve stykket og opførelsen, idet han som smagsdommer ville videregive den rette forståelse. Han var i udgangspunktet dramaturg og anså sine anmeldelser for at være litterær videnskabelighed.

Schyberg indledte dem med omtaler af forfatter og stykke og bedømte skuespillerne indgående, fordi han mente, det havde publikums interesse. Ofte var Schyberg meget kritisk over for teatrets rolletolkning og rollebesætning og benyttede gerne lejligheden til kulturpolitiske diskussioner. "Sandheden burde ikke forties, var den end nok så bitter" skrev han, og hans autoritative stil og magtudøvelse gennem sin kritikervirksomhed var formentlig grunden til, at den kærlighed, som han nærede til teatret, ikke blev gengældt.

Schyberg mente, at "Teaterkritikken skal fremme sin Tids Repertoire", og satte som toneangivende kritiker sit præg på udviklingen ved at gå i brechen for fx Kaj Munk, Kjeld Abell, Soya og blandt udlændingene især Eugene O'Neill, hvorimod Bertolt Brechts distancerede form lå ham fjernt.

Han ansås for at være en meget betydelig kritiker og blev forbillede for den kommende generation af anmeldere, bl.a. Svend Kragh-Jacobsen og Jens Kistrup. Som Edvard Brandes og Herman Bang gik han ind for det naturalistiske illusionistiske teater og var med sit intellektuelle overskud med til at bane vejen for en ny tids teaterkunst.

Hans omfattende, indsigtsfulde og stilistisk elegante anmeldelser var nyskabende, og nogle udkom bl.a. i Teatret i Krig (1949). Hans litteraturvidenskabelige produktion omhandler bl.a. moderne amerikansk litteratur, og teaterbøgerne omfatter emner som skuespilkunst og grundværket Dansk Teaterkritik indtil 1914 (1937).

• litteraturkritik
• teaterkritik