George Herbert Mead

På første trin sker kommunikation gennem gester, som hos nogle dyr, ikke-sproglige kropslige bevægelser i form af mimik, bevægelser med arme og ben osv., eventuelt kombineret med lyde. Gester kan udtrykke følelser, behov, hensigter om at påvirke andre, fx for at fremkalde hjælp og omsorg eller skræmme fjender. Når senderen aflæser modtagerens respons, kan senderen vurdere, om modtagerens tolkning svarer til senderens forventninger, behov eller hensigt. Når det sker, kalder Mead det for en meningsfuld eller betydningsbærende gestus.

Men begrænsninger er her, at tolkningen forudsætter en naturlig situationsspecifik årsagssammenhæng (smerte er årsag til skrig) eller lighed (vejskilt viser bump på vejen). Pragmatismen (Peirce) bruger her benævnelserne hhv. indeksikalsk og ikonisk betydning.

Mennesket som art har været i stand til at overskride disse begrænsninger ved på højere trin at udvikle fælles verbale symboler med fonetik, semantik og grammatik, indlærte regler for formulering af sætninger i tale og skrift, som børnene lærer. Symboler og sprogligt formulerede sætninger kan udtrykke generelle abstrakte begreber og mening, der overskrider tid og sted til forskel fra gester. Dermed kan kommunikationsfællesskaber udvides.

For at kunne aflæse og tolke, hvordan andre afkoder mine handlinger, er det nødvendigt at kunne sætte sig i disse andres rolle og position. Hvordan er deres forventninger, relationer og oplevelser af sociale verden? Mead taler om rolleovertagelse. Børns leg i rollespil er indlæring og udvikling af disse sociale kompetencer, og er en god illustration.

Gennem strømmen af handlingsforløb konstitueres personens selv. I første fase sker det som en syntese af de andres attityder over for ham selv og gensidigt over for hinanden i de specifikke fælles handlingsforløb. I næste fase generaliseres, abstraheres og organiseres disse specifikke andres attityder til den mentale konstruktion, som Mead kalder den generaliserede anden. Man går fra perspektivet jeg – du til jeg – alle andre. Den generaliserede anden indgår i selvets billede af de normer og attityder, der er fælles for helheden af alle de grupper og sociale enheder, som personen møder og er del af.

Man ser, at Meads teori i vid udstrækning (men ikke kun) omfatter kognitive processer og kompetencer. Kommunikation og sprog er nødvendige forudsætninger for tolkninger, hukommelse, organiseringer til helheder og refleksion, det som fører til dannelse af selvet.

Mead diskuterer også relationer mellem selvet og mennesket som biologisk og fysiologisk organisme. Det er hans opfattelse, at der er tale om to relativt autonome lag i individet. Med selvet opstår et niveau med egne egenskaber, som overskrider organismens fysiologiske og biologiske funktioner og grænser. Mead bruger begrebet emergens. Selvet ændres ikke nødvendigvis alene på grund af ændringer i organismen, fx aldersbetingede eller fordi en del af organismen mistes.

Meads umiddelbare arvtager var Chicago-sociologen Herbert Blumer, der fra slutningen af 1930’erne under betegnelsen symbolsk interaktionisme udviklede Meads teori i empirisk retning i studier af det sociale liv i dagligdagen. Eksempelvis studerede han relationen mellem kropssprog (gester) og sproglige symboler i interaktion i mindre grupper.

Symbolsk intereaktionisme fik først for alvor sin udbredelse fra 1960’erne i forbindelse med kritik af den rent kvantitative sociologi, der dominerede på det tidspunkt.

I de følgende år blomstrede flere nye angrebsmåder frem i sociologien, således grundstenene til det der blev kaldt social konstruktrivisme (Peter L. Berger og Thomas Luckmann), etnometodologi (Harold Garfinkel) og Ervin Goffmans fascinerende analyser af hverdaglivets rollespil, med ritualer, regler og teknikker, som mennesker bringer i spil i mødet med andre for at bevare kontrol.

Længe rangerede pragmatisme ikke særligt højt som filolosofisk retning, men omkring 1970’erne opstod en form for renaissance. Jürgen Habermas var en af dem, der bidrog hertil med sin teori om kommunikativ handlen, system og livsverden. I det store værk Theorien des Kommunikativen Handelns (1981. Dansk udgave i uddrag: Teorien om den kommunikative handlen, 1997) byggede Habermas i vid udstrækning direkte videre på Mead som en af grundpillerne, når det gælder forståelse af sprogets rolle.

Den tyske socialfilosof og sociolog Hans Joas var med til at skabe åbning for nye perspektiver og potentialer i Meads teorier til forståelse af sociale forandringer og nybrud såsom værdiers opståen og kreativitet. En særlig fransk variant af pragmatisme opstod i årene efter årtusindskiftet, med Luc Boltanski og Laurent Thévenot som hovedfigurerne.