Hannibal

Ifølge kilderne blev Hannibal allerede som barn indviet i familiens fjendskab mod Romerriget. Hamilkar Barkas tog sønnen med til Spanien, hvor Barkas-slægten opbyggede et autonomt, karthaginiensisk domineret område efter den første puniske krig. Polybius beretter, at Hannibal i denne forbindelse aflagde en ed om aldrig at være Rom venligt stemt. Denne fortælling gengives også hos Livius, men med variationer i formulering og kontekst.

Efter Hamilkars død overtog først svigersønnen Hasdrubal den Smukke kommandoen. Da Hasdrubal blev dræbt i 221 f.v.t., blev Hannibal udnævnt til øverstbefalende for de karthaginiensiske styrker i Spanien. Her konsoliderede Hannibal kontrollen over området gennem både militære operationer og alliancer, herunder ægteskab i den iberiske elite.

Konflikten med Rom blev udløst af Hannibals angreb på byen Saguntum, som Rom betragtede som en allieret. Forud var gået diplomatiske spændinger og et romersk krav om udlevering af Hannibal, hvilket det karthaginiensiske senat modsatte sig. Quintus Fabius Maximus Verrucosus, der ledte den romerske delegation, krævede, at Karthago valgte mellem krig og fred, til hvilket karthaginienserne svarede, at Rom måtte vælge. Fabius valgte krig.

Hannibals mest kendte operation er marchen fra Spanien til Italien via Alperne. Polybius giver den mest detaljerede samtidige redegørelse for ruten og de logistiske vanskeligheder, herunder tab af soldater og dyr undervejs. Livius gengiver samme begivenhed med flere dramatiske elementer, men afhænger i vid udstrækning af Polybius. Fra 218 til 203 f.v.t. førte Hannibal krig i Italien uden nævneværdige forstærkninger fra Karthago, der dog støttede krigsførelsen på Sicilien.

I Italien besejrede Hannibal romerske hære i flere store slag, herunder ved Trebia, Trasimenersøen og Cannae. Især slaget ved Cannae står for eftertiden som det klassiske eksempel på taktisk indkredsning. Trods disse sejre lykkedes det ikke Hannibal at erobre Rom eller tvinge byen til overgivelse. Hannibal tilbød i følge senere romerske kilder fred, men blev pure afvist. Adskillige byer i Syditalien, herunder Capua, sluttede sig nu til ham; andre erobrede han, ligesom han fik alliance med kong Filip 5. af Makedonien og med Syrakus.

Efter nederlaget ved Cannae overgik romerne til en ny strategi navngivet efter Quintus Fabius Maximus, hvor romerne undgik direkte konfrontationer med Hannibals overlegne felthær, for i stedet at angribe hans forbindelseslinjer. Trods markante sejre i 213 f.v.t. ved Silarus og Herdonia lykkedes det aldrig Hannibal at genskabe succesen fra Cannae.

Hjælpehære fra det Barkas-dominerede Spanien anført af Hannibals brødre Hasdrubal og Mago blev nedkæmpet af romerne ved henholdsvis Metaurus i 207 f.v.t. og Insubria i 203 f.v.t. Det blev dog truslen mod selve Karthago, der tvang Hannibal væk fra Italien.

Efter romernes fremgang i Spanien og Nordafrika blev Hannibal kaldt hjem. Han deltog i slaget ved Zama i 202 f.v.t., hvor han blev besejret af Scipio Africanus. Efter fredsslutningen med Rom virkede Hannibal som politiker energisk for at bringe Karthago på fode igen; men ved rygter om, at han intrigerede med den seleukidiske konge Antiochos 3., flygtede han i 195 f.v.t. over til ham og bistod Antiochos i krigsførelsen imod romerne i øst. Efter Antiochos' nederlag flygtede Hannibal videre til kong Prusias 1. af Bithynien, men begik selvmord, forfulgt af romerske agenter.

De bevarede proromerske kilder tegner et billede af Hannibal som den mest troløse og grusomme af alle punere, men kan dog ikke skjule, at han havde usædvanlig gode strategiske og taktiske evner som hærfører.