Israel er ifølge Det Gamle Testamente patriarken Jakobs andet navn, som han modtog efter sin natlige kamp med Gud (1.Mos. 32,29), og som efter dette skriftsted betyder 'han har kæmpet med Gud (og sejret)'; alle hans efterkommere bærer navnet. Israel er samtidig navnet på en stat i Forasien i oldtiden.
Artiklen om den nuværende stat Israel findes her.
Landets navn kendes fra enkelte egyptiske og mesopotamiske indskrifter. Men bøgerne i GT rummer de fleste oplysninger om oldtidens Israel, om end de til dels er problematiske.
Med Israel menes der ifølge GT et særligt folk, der var udvalgt af dets Gud, Jahve, og som boede i et land, som Jahve havde skænket. Dette land opfattes i nogle sammenhænge som området, der strækker sig fra Libanons bjerge i nord til Sinaiørkenen i syd og fra Middelhavet i vest til Jordanfloden i øst.
I andre sammenhænge omfatter landet også den vestlige del af den moderne stat Jordan, hvor flere af Israels stammer boede. Undertiden kan det også omfatte dele af det nuværende Syrien. Israels land, som engang skal have været beboet af andre folkeslag, heriblandt kanaanæerne (deraf betegnelsen Kanaans land), kendes i jødisk-kristen tradition også som det forjættede land, Det Hellige Land eller Palæstina (ikke at forveksle med det moderne Palæstina).
Landet havde Jahve ifølge GT stillet Israels stamfædre, patriarkerne Abraham, Isak og Jakob, i udsigt som deres efterkommeres hjemsted. Patriarkerne bosatte sig dog ikke varigt. Jakob udvandrede til Egypten med sine sønner, stamfædrene til Israels tolv stammer, og af Jakobs familie voksede et mægtigt folk. I GTs videre beretning om det israelitiske folks udvandring af Egypten og ankomst til Kanaans land fortælles, at landet erobredes med vold, og at store dele af den kanaanæiske befolkning skånselsløst blev udryddet.
Den første tid efter bosættelsen var Israel et stammesamfund, der bestod af tolv stammer ledet af de såkaldte dommere (Dommerbogen). Men israelitterne trængtes af så store og mægtige fjender, at befolkningen til sidst søgte at vælge sig en konge, som endegyldigt kunne gøre op med Israels modstandere.
En sådan konge fandt Israel i Saul, der var af Benjamins stamme. Men folket skuffedes over ham og erstattede ham snart med judæeren David fra Betlehem. David gjorde op med fjenderne i landet. Filistrene måtte underkaste sig, og deres byer blev tributpligtige til den israelitiske konge; også Israels øvrige naboer måtte bøje sig for David, således at han til sidst herskede over et område, der ifølge GT strakte sig fra Eufrat i nord til Egypten i syd. Vigtigst af alt erobrede David Jerusalem og gjorde byen til sin hovedstad.
Efter David fulgte Salomon, der grundlagde templet i Jerusalem. Men herefter gik det ned ad bakke for Israel, der efter Salomons død opsplittedes i to småriger, Israel og Juda, også kaldet Nordriget og Sydriget, med henholdsvis Samaria og Jerusalem som hovedstad.
I løbet af de følgende århundreder bukkede både Israel og Juda imidlertid under for fremmede erobrere. Først faldt Israel Rige i 700-tallet f.Kr. for assyrernes angreb, senere Juda Rige, der 587/586 f.Kr. blev babylonierkongen Nebukadnesar 2.s bytte.
I forbindelse med begge rigers undergang blev den israelitiske befolkning deporteret til fremmede lande. Nordrigets befolkning skulle aldrig mere vende tilbage (jf. dog beretningen i Mormons Bog). De fordrevne fra Sydriget levede i fangenskab i Babylonien og vendte hjem, da perserkongen Kyros 2. den Store i 539 f.Kr. erobrede Babylon og gav jøderne fri. De hjemvendte israelitter genopbyggede templet i Jerusalem og fortsatte deres afbrudte tilværelse i Israels land.
Centralmotivet i GT's beretning om Israel er beskrivelsen af forholdet mellem folket og dets Gud, forstået som en fortælling om utroskab, straf og tilgivelse. Israel forbrød sig til stadighed mod den Gud, der havde befriet det fra fangenskabet i Egypten. Det dyrkede fremmede guder og blev hver gang straffet for sine overtrædelser. Jahve var altid parat til at tilgive sit udvalgte folk, hvis blot det ville omvende sig til ham og forkaste afgudsdyrkelsen; selv da han bragte ulykken over sit folk og sendte det i eksil, tog han det igen til nåde og lod det vende hjem.
GT's historieberetninger er skrevet i dette lys og forudsætter, at Israels Gud altid i sidste ende vil vise sig at være en nådig Gud, der vil tage vare på sit folk Israels ve og vel.
Som kilde til Israels historie i oldtiden har GT imidlertid vist sig at være af begrænset værdi.
| Årstal | |
|---|---|
| ca. 3000-ca.1200 f.Kr. | Bronzealderen |
| ca. 1550-ca. 1150 f.Kr. | Palæstina under egyptisk herredømme |
| før 1200 f.Kr. | Patriarktiden, opholdet i Egypten, Exodus og ørkenvandringerne |
| ca. 1200-ca. 900 f.Kr. | Overgangsperiode fra bronzealder til jernalder |
| ca. 1200-950 f.Kr. | Landsbysamfund dominerer; endnu ingen stater fremkommet |
| 1200-1000 f.Kr. | Dommertiden |
| ca. 950-722 f.Kr. | Israels Rige (Nordriget) opstår og blomstrer kortvarigt i den nordlige og centrale del af Palæstina; ødelægges af assyrerne |
| ca. 800-587/586 f.Kr. | Juda Rige (Sydriget) opstår og blomstrer kortvarigt, først indtil 701 f.Kr., da landet næsten helt ødelægges af assyrerne, og siden indtil 587/586 f.Kr., da landet ødelægges af babylonierne |
| 1000-587 f.Kr. | Kongetiden, herunder 1000-931 f.Kr. David og Salomon |
| 587/586-539/538 f.Kr. | Eksiltiden |
| 539/538 f.Kr.-135 e.Kr. | Eftereksilsk tid. I denne periode opstår det jødiske folk dels i Palæstina, dels i diasporaen, dvs. den jødiske udlændighed |
| Udlændigheden deles op i | |
| 539/538-331 f.Kr. | Persertiden |
| 331-63 f.Kr. | Hellenistisk tid, herunder 168-63 f.Kr. hasmonæertiden |
| 63 f.Kr-135 e.Kr. | Romertiden, herunder de to jødiske oprør mod romerne, 66-70 og 132-135. |
| 70 | Templets ødelæggelse |
| 135 | Jøderne forvises af romerne fra Jerusalem |
*De traditionelle tidsangivelser står i kursiv, moderne videnskabs tidsangivelser står i ordinær.
Den ældste af de få bevarede indskrifter med Israels navn er egyptisk. Den stammer fra farao Merenptah, 1224-1214 f.Kr. Af sammenhængen kan læses, at der på dette tidspunkt fandtes en befolkningsgruppe i Palæstina ved navn Israel; det angives, at denne befolkningsgruppe er tilintetgjort.
Den næste omtale, en indskrift fra ca. 850 f.Kr. fra Moab i det nuværende Jordan, beretter om, hvorledes kong Mesha havde befriet sit land fra Israel. En unavngiven konge af Israel omtales i en indskrift fra Tel Dan fra 800-tallet eller 700-tallet f.Kr.
Endelig nævner en assyrisk indskrift fra 853 f.Kr. en kong Akab af Israel, som deltager i et forbund af syriske konger, der kæmpede mod assyrerne. Alle andre assyriske omtaler af Israel eller af konger af Israel kalder landet for Samaria (benævnt efter hovedstaden) eller for Omris Hus (efter kong Omri, 885-874 f.Kr.).
Juda Rige omtales derimod gerne i indskrifterne enten som Juda eller Jerusalem, men først fra slutningen af 700-t. f.Kr. og frem til begyndelsen af 500-t. f.Kr. Ud fra indskrifterne kan man slutte, at Israel Rige (Nordriget) var en betydelig syrisk-palæstinensisk stat i 800-tallet f.Kr., men at det snart måtte underkaste sig Assyrerriget for i slutningen af 700-t. f.Kr. helt at blive opslugt heraf.
Ud over indskrifterne er det arkæologiske materiale fra Israel/Palæstina meget omfattende. De moderne revisioner af den gammeltestamentlige fremstilling af Israels historie og kultur bygger i væsentlig grad herpå.
De forskellige epoker af Israels ældre historie må, som de er beskrevet i GT, betragtes som konstruktioner, skabt af sene fortællere, der skrev længe efter, at det historiske Israel var ophørt med at eksistere.
Man har længe været klar over, at patriarktiden, "tiden før Israel opholdt sig i Egypten", ikke kan betragtes som en historisk periode, samt at patriarkerne næppe er historiske skikkelser, men snarere stamfædre i analogi med andre traditionelle samfunds mytologiske stamfædre.
Heller ikke de perioder, der i GT omfatter tiden i Egypten, ørkenvandringen og Israels erobring af Kanaans land samt dommertiden, kan anses for historiske. Det kan ikke udelukkes, at nogle af israelitternes forfædre kan være kommet fra Egypten, men en talmæssigt større gruppe har der næppe været tale om. Snarere end at referere til historiske begivenheder har de gammeltestamentlige forfattere i deres beskrivelse af det jødiske folks flugt fra Egypten benyttet egyptiske traditioner om fordrivelsen af hyksosfolket (en historisk begivenhed, der hører hjemme i 1500-tallet f.Kr.) og forvandlet disse overleveringer til en israelitisk (eller jødisk) legende om folkets oprindelse.
Ørkenvandringstiden, der skulle have varet i fyrretyve år, er ligeledes en legende, og at lede efter en historisk kerne er frugtesløst. Det er i forbindelse med indvandringsoverleveringen i GT, at de største ændringer af opfattelsen af det historiske Israel gør sig gældende. Arkæologiske udgravninger i det moderne Israel har ikke leveret vidnesbyrd om, at en indvandring som den, der er beskrevet i GT, har fundet sted i Palæstina i oldtiden (se Palæstinas forhistorie og oldtid).
Den ældre forskning daterede dommertiden til ca. 1200-1000 f.Kr. Men den moderne revision af Israels historie har også ændret ved denne opfattelse, især fordi Palæstina i denne periode endnu længe forblev under egyptisk kontrol. Dette forhold nævnes ikke i de gammeltestamentlige skrifter, der derimod forudsætter, at Israel trængtes af alle mulige andre end egypterne. Sandsynligvis bør man forstå fortællingerne om Israels dommere i Dommerbogen som israelitisk-jødiske eksempler på de heltesagn, som i de fleste kulturer placeres i den periode, der går forud for den egentlige historiske tid.
Med hensyn til den efterfølgende del af Israels historie, som traditionelt er kaldt kongetiden, er det især den første del heraf, den gammeltestamentlige fortælling om Davids storrige, der har været i den moderne forsknings søgelys.
Dette rige skulle ifølge den ældre forskning være opstået i 900-tallet f.Kr., idet David blev konge over Israel ca. 1000 f.Kr. og Salomon fyrre år efter. GT regner imidlertid med, at begge konger regerede i fyrre år, men der er tydeligvis tale om runde tal, der næppe kan tillægges historisk betydning.
Vigtigere er det dog, at det arkæologiske billede af tidsalderen, i hvilket det israelitiske storrige skulle have eksisteret, på ingen måde stemmer overens med fremstillingen af perioden i GT. Således tyder de arkæologiske levn i egnen omkring Jerusalem på, at der slet ikke opstod et statslignende samfund i den sydlige del af kong Davids formodede rige i 900-tallet f.Kr. Juda Rige grundlagdes først i 700-tallet f.Kr. Israel Rige er derimod ældre, men det er endnu uklart, om det opstod i 900-tallet eller 800-tallet f.Kr.
Forfatterne til de historiske beretninger i GT har konstrueret en fremstilling af Israels historie, der gjorde Israel til en stor stat med en lang fortid. Men der er tale om en ideologisk redegørelse, der ikke stemmer helt overens med virkeligheden i Israels land i perioden 1200-587 f.Kr., dvs. i den periode, man normalt regner med, at Israels historie har udspillet sig.
Under alle omstændigheder må man konkludere, at der næppe nogensinde har eksisteret et sådant israelitisk storrige, som beskrivelsen i GT er det eneste vidnesbyrd om.
I 587/586 f.Kr. erobrede Nebukadnesar 2. Jerusalem og gjorde en ende på den sidste rest af israelitisk selvstændighed. En begrænset del af den judæiske befolkning førtes i eksil til Babylonien, og af denne vendte ifølge GT en del tilbage efter den persiske erobring af Babylon i 539 f.Kr. Det første, man gik i gang med efter hjemkomsten, var genopbygningen af templet, der skal have stået færdigt ca. 517 f.Kr. Derudover fortælles i GT ikke meget om Israels historie i tiden efter det babyloniske eksil.
To begivenheder omtales dog udførligt: skriveren Ezras og statholderen Nehemias' optræden i Jerusalem. Ezra bragte orden i de religiøse forhold i Jerusalem og foretog en etnisk udrensning af ikke-israelitiske (det vil på det tidspunkt sige ikke-jødiske) befolkningselementer. Ifølge den gammeltestamentlige kronologi skulle dette være sket ca. 445 f.Kr. Men det fremgår af Nehemias' Bog, at da Nehemias ankom for at genopbygge Jerusalem og dens mure (ifølge GT skulle det være sket nogenlunde samtidigt med Ezras virke), fandtes der endnu ikke noget israelitisk eller jødisk samfund i Jerusalem, ej heller et tempel i funktion. Nehemias lod byen genopbygge og bosatte i den mennesker, der blev udvalgt fra de omkringliggende landsbyer og småbyer. De fleste forskere foretrækker derfor at datere Nehemias' virke til midten af 400-tallet f.Kr. og Ezras reformer til begyndelsen af 300-tallet f.Kr.
GTs skrifter rummer ingen oplysninger om Israels historie i tiden efter Ezra; man må søge informationerne dels i GTs apokryfe bøger, især i Makkabæerbøgerne, dels hos forfattere fra den hellenistiske og romerske tid. Den jødiske historiker Josefus, der skrev i slutningen af det første århundrede e.Kr., er nok den vigtigste kilde til viden om Israels historie i tidsrummet mellem 100-tallet f.Kr. og den romerske ødelæggelse af Jerusalem og dets tempel i 70 e.Kr.
I 331 f.Kr. blev Palæstina indlemmet i Alexander den Stores imperium. I den første lange tid derefter (312-198 f.Kr.) var det en del af Ptolemæerriget, dvs. Egypten, og derefter fra 198 f.Kr. en del af det seleukidiske rige, dvs. Syrien (se seleukider). Mens der ikke er bevaret oplysninger om større modsætninger mellem den jødiske befolkning og dens græske herrer i tiden under det ptolemæiske herredømme, synes forholdene at have ændret sig i seleukidetiden. Det jødiske samfund deltes i flere fraktioner, hvoraf i hvert fald én var progræsk og for en assimilering med den græske kultur, mens en anden retning reagerede herimod.
Tiden prægedes af dramatiske stridigheder mellem de jødiske ledere indbyrdes og mellem dem og deres græske overherrer, og spændingerne udløstes i makkabæernes oprør mod seleukiderne i 168 f.Kr.
Efter få års krig opnåede jøderne en betydelig selvstændighed under ledelse af egne konger (hasmonæerne). Denne situation varede indtil romernes indtog i 63 f.Kr. og Herodes 1. den Stores magtovertagelse i 37 f.Kr. Efter Herodes' død i 4 f.Kr. opdeltes Palæstina i en række små enheder, hvoraf nogle kom under direkte romersk styre (ved prokuratorer). Imod denne situation reagerede jøderne i et oprør (Den Jødisk-romerske Krig 66-70 e.Kr.), der ikke førte til selvstændighed, men tværtimod til Jerusalems og templets ødelæggelse.
Oprøret gentog sig ca. 60 år senere (Bar-Kochba-opstanden 132-135 e.Kr.) med et lige så katastrofalt resultat, idet jøderne formentes adgang til Aelia Capitolina, den nye romerske by, som kejser Hadrian lod opføre på ruinerne af det ødelagte Jerusalem. Med god ret kan man hævde, at Israels historie i oldtiden dermed var til ende.
Ifølge GT domineredes den ældste israelitiske kultur af en billedløs, monoteistisk gudsdyrkelse. Israel havde kun én Gud, Jahve, og havde ikke lov til at dyrke andre guder, som det udtrykkes i De Ti Bud. Jahve havde åbenbaret sig for Israel på Sinaibjerget efter udvandringen fra Egypten og havde sluttet pagt med Israel. Israelitterne forlod imidlertid Jahve og dyrkede andre guder, således at Jahve til sidst måtte forkaste sit troløse folk.
Det arkæologiske materiale fra Palæstina fra perioden 1200-587 f.Kr. viser imidlertid en helt anden religiøs virkelighed end den, som beskrives i GT. Først og fremmest er der intet, der tyder på, at religionen i Israel dengang var monoteistisk. Indskrifter, der er fundet i Israel inden for de senere år, har vist, at Jahve ikke stod alene, men at han sammen med sin gemalinde, Ashera, har udgjort et gudepar; velsagtens var Jahve og Ashera de to ledende guddomme i den gammelisraelitiske gudeverden.
Andre guder dyrkedes, bl.a. El og Baal, hvilket bevidnes af personnavne fundne på indskrifter fra israelitiske bosteder. Fra Samaria stammer således en større samling personnavne, der indeholder gudenavne fra 700-tallet f.Kr. De viser, at Jahve i Israel Rige på daværende tidspunkt måtte konkurrere med en række guddomme. Man kan ikke engang ud fra navnematerialet slutte, at Jahve havde det absolutte førerskab. Billedløs var kulten heller ikke, idet der fra denne periode overalt er fundet talrige småfigurer af guddomme og i visse tilfælde endda større gudebilleder.
Endelig var det ifølge GT kun tilladt israelitterne at dyrke Jahve på ét sted, i templet i Jerusalem. Ikke bare GT, men også arkæologiske vidnesbyrd viser, at dette ikke var tilfældet, men at der fandtes templer og kultsteder overalt i landet.
Det vil derfor være rimeligt at slutte, at religionen i oldtidens Israel i hvert fald indtil det babyloniske eksil modsvarede religionerne i det øvrige Syrien, og at der ikke eksisterede større modsætninger mellem religionsudøvelsen i Israel og i fx de fønikiske byer i Libanon. Det falder i naturlig forlængelse heraf, at religiøse fænomener som magi, dødekult og spådomskunst, der fordømmes i GT, var velkendte og er velbevidnede i det føreksilske Israel.
Først i løbet af den eftereksilske tid udkrystalliserede den jødiske monoteisme sig, og først fra dette tidspunkt er det muligt at sige, at jødedommen udviste særlige religiøse træk med sin patriarkalske Jahvetro.
I tiden før det babyloniske eksil i 587 f.Kr. varetoges kulten af et præsteskab, der ifølge GT bestod af efterkommerne af Jakobs søn Levi (se levit). Men samfundets vigtigste religiøse skikkelse var kongen. Han var ikke, som den egyptiske farao, tillagt guddommelig status, men han har været opfattet som gudernes øverste tjener, ansvarlig over for guderne i sin måde at regere på. Dette kommer i GT til udtryk i forestillingen om kongen som Jahves tjener og i Davidspagten, dvs. det særlige forbund mellem Jahve og Davidsslægten. Davidspagten var en forestilling, der levede videre i jøde- og kristendommens forventninger om, at den ventede Messias skulle være af Davids hus.
I den eftereksilske tid videreudvikledes denne pagtsforestilling med det nu kongeløse israelitiske folk som Jahves modpart, idet folket repræsenteredes af ypperstepræsten ved templet i Jerusalem, kultens enested, i spidsen for en række skarpt adskilte og hierarkisk organiserede præstegrupper.
En dramadokumentar om A.P. Møller-dynastiet ruller over skærmen. Men hvem var virkelighedens Arnold Peter Møller, skibsrederen og industrimanden, som grundlagde de virksomheder, der udviklede sig til vore dages A.P. Møller-Mærsk-koncern?
Quiz dig klogere på 2025 med 12 spændende spørgsmål – ét for hver måned af året, der gik.
Vinterhimlen er mørk. Om man kan se stjernerne, kommer an på vejr og lysforurening. Dark Sky er områder, hvor man bedst kan se stjernehimlen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.