Kommunernes Landsforening skiftede i 2001 navn til KL. Logo, KL.

KL er en frivillig interesseorganisation af landets 98 kommuner som varetager fælles interesser i kommunerne og repræsenterer kommunerne i en række sammenhænge. Blandt opgaverne er kommunale løn- og overenskomstforhandlinger samt deltagelse i budgetsamarbejdet mellem staten og kommunerne.

Faktaboks

Også kendt som

Kommunernes Landsforening

Dannelse og formål

KL som medlemsorganisation blev oprindelig dannet ved kommunalreformen i 1970 gennem en sammenslutning af Den Danske Købstadsforening (1873), De Samvirkende Sognerådsforeninger (1899) og Foreningen af Bymæssige Kommuner (1916) til Kommunernes Landsforening.

Ved kommunalreformen i 1970 blev antallet af kommuner reduceret fra 1366 til 275. I 2001 fik KL nyt logo og design, og det blev besluttet kun at kalde sammenslutningen KL. Med udsigt til strukturreformen blev Københavns og Frederiksberg Kommuner, der oprindelig stod uden for KL, medlemmer i 2005. Ved Strukturreformen i 2007 blev antallet af kommuner reduceret til 98 og alle disse er således medlemmer.

KL's formål er, jf. KL's love, at varetage danske kommuners fælles interesser og derved bidrage til, at kommunerne politisk og administrativt løser deres opgaver til fællesskabets og borgernes tilfredshed. KL skal dermed være et center for indsamling, udvikling og spredning af viden om det danske kommunestyre.

Aktivitet og opgaver

KL betjener medlemmernes interesser og behov på en lang række sektorområder, herunder over for statslige ministerier og styrelser mv. Det gælder fx ved implementering af nye regelsæt og reformer samt formidling af information, ekspertviden og erfaring på de enkelte udgiftsområder.

Via KL's hjemmeside kan tilgås informationer om rapporter, arrangementer og møder og anden information på de enkelte områder.

KL har typisk varetaget opgaverne i en lang årrække. Det gælder også i en forholdsvis fast form og organisation vedrørende lønforhandlinger og budgetsamarbejde.

Forhandler løn

KL er således af kommunerne bemyndiget til at forhandle generelle løn- og ansættelsesvilkår med personaleorganisationerne, og kun på dette område har KL – efter kommunernes delegation heraf – kompetence til at binde kommunalbestyrelserne.

KL får via Kommunernes Lønningsnævn mandat til at forhandle overenskomster og efterfølgende godkendelse af forhandlingsresultaterne i de indgåede overenskomster og aftaler. Herved sikres en koordinering med andre arbejdsgiverparter som staten og regionerne, dvs. Regionernes Lønnings- og Takstnævn, RLTN.

Budgetsamarbejdet

KL deltager fast i det såkaldte budgetsamarbejde ("aftalesystem") med staten om rammerne for den kommunale økonomi for det kommende år. Formålet fra statens side er at koordinere den kommunale økonomi i den overordnede offentlige økonomi, herunder på basis af budgetlovens udgiftsrammer, mens KL via samarbejdet kan få indflydelse på de konkrete rammer og i øvrigt være i dialog med staten om væsentlige informationer. Samarbejdet inkluderer udover KL på den statslige side Finansministeriet, som varetager formandskabet for forhandlingerne, samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet hvortil kan komme en række øvrige ministerier afhængig af de aktuelle emner. Budgetsamarbejdet kan foregå hele året men er især intensivt i forårsmånederne med politiske møder før der indgås i økonomiaftale mellem parterne før sommerferien.

KL's organisation

Øverste ledelse og bestyrelse

KL's øverste ledelse er det årlige delegeretmøde, som afholdes i foråret samtidig med det møde der benævnes KL-Topmødet. Den daglige politiske ledelse varetages af en bestyrelse på 17 medlemmer. Bestyrelsen, hvis valgperiode er fire år, består af kommunalbestyrelsesmedlemmer og vælges på det førstkommende delegeretmøde efter et kommunalvalg, i 2026 12.-13. marts. Partierne repræsenteres i forhold til de stemmetal, de har fået samlet ved det forudgående kommunalvalg. De to største partier er i perioden 2026-2030 Socialdemokratiet med fem pladser og Venstre med tre. Konservative og SF har hver to, Liberal Alliance, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne hver en plads. Bestyrelsen vælger selv sin formand og nedsætter en række udvalg. Normalt vil bestyrelsens medlemmer være borgmestre, mens mindre partier kan være repræsenteret ved kommunalbestyrelsesmedlemmer. Partierne vælger selv, hvem der skal have sæde i bestyrelsen.

Formandsposten og næstformandsposten har siden Strukturreformen været besat af Socialdemokratiet og Venstre på skift. Nogle gange er der et klart blåt eller rødt flertal, andre gange har Radikale Venstre brugt sin position i midten til at bestemme, hvilket af de to partier, der skulle have formandsposten. Frem til delegeretmødet i marts 2026 er formanden Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg. Næstformand er Peter Rahbæk Juel (S) borgmester i Odense. Allerede kort efter kommunalvalget 2025 stod det klart, at Socialdemokratiet får formandsposten. Den går til Peter Rahbæk Juel. Tænkeligt fortsætter den nuværende formand Martin Damm som næstformand.

KKR og sundhedsråd mv.

KL's medlemskommuner i hver region er samlet i fem kommunekontaktråd (KKR), som er KL's regionale organisationer. KL har vedtaget af fastholde fem KKR trods reduktionen i antal regioner fra fem til fire i 2026-2027. Desuden nedsættes et repræsentantskab bestående af alle borgmestre og repræsentanter fra de politiske partier, der er repræsenteret i kommunalbestyrelserne således at repræsentantskabets sammensætning svarer til resultatet ved det seneste kommunalvalg. Repræsentantskabet rådgiver bestyrelsen om større kommunalpolitiske problemstillinger. Endelig skal kommunerne levere medlemmer til de 17 nye sundhedsråd som inden for de nye regionerne træder i kraft i 2027.

Medarbejdere

I KL's sekretariat er beskæftiget omkring 400 medarbejdere, som ledes af en direktion med administrerende direktør Kristian Vendelbo i spidsen.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig