Libanons historie

I løbet af 1920'erne og 1930'erne enedes de forskellige grupper om, at landet udgjorde en politisk enhed. I erkendelse heraf indgik ledende repræsentanter for de store religiøse grupperinger i 1943 Den Nationale Pagt, der blev det uafhængige Libanons politiske fundament.

De to største grupperinger, maronitter og sunnimuslimer, indgik et kompromis. Kompromiset bestod i, at maronitterne formelt opgav tanken om fortsat samarbejde med Frankrig, mens sunnimuslimerne garanterede, at de fremover ikke ville arbejde for, at Libanon skulle blive en del af Syrien. Landets øvrige religiøse grupperinger tiltrådte Den Nationale Pagt mod den garanti, at de ville få del i den politiske magt i overensstemmelse med deres andel af befolkningen.

Den Nationale Pagt var grundlaget for, at Libanon den 22. november 1943 kunne erklære sin uafhængighed.

Under den israelske invasion i 1982 blev Beirut bombarderet og besat. Under besættelsen begik kristne falangister massakrer i de palæstinensiske flytningelejre Sabra og Shatila. De fattige forstæder i Sydbeirut blev nu en magtfaktor som hjemsted for den islamiske modstandsgruppe Hizbollah.

Borgerkrigen var i begyndelsen en konflikt mellem LNM og LF, men fra 1976 var den også et internt opgør dels blandt kristne, dels blandt muslimske militser.

Under krigen blev Beirut splittet mellem en østlig kristen del og en vestlig muslimsk, der var adskilt af den såkaldte grønne linje.

Borgerkrigen skønnes at have krævet ca. 150.000 døde.

I oktober 1989 blev der indgået en aftale i al-Taif i Saudi-Arabien, som banede vejen for en afslutning på borgerkrigen. Parterne enedes dels om en reform af det politiske system, dels om afvæbning af de mange militser, der var opstået i løbet af borgerkrigen.

På det politiske plan enedes parterne om en omfordeling af den politiske magt: Landets parlament skulle i fremtiden bestå af lige mange kristne og muslimske repræsentanter, og man enedes også om at begrænse præsidentens beføjelser.

Hizbollahs kamp mod Israel førte i 1993 og 1996 til israelske angreb mod mål i Libanon, der sendte adskillige hundrede tusinder på flugt fra landets sydlige del mod nord. I maj 2000 lykkedes det Hizbollah at presse SLA og Israel ud af den sydlige del af landet. Men Israel opretholdt besættelsen af enkelte landsbyer (Sheba-området), som både Libanon og Syrien gjorde krav på.

I oktober 1998 blev general Émile Lahoud valgt til ny præsident, og nye valg til parlamentet blev afholdt i 2000, denne gang med fuld kristen deltagelse. Det førte til voksende kritik af den syriske tilstedeværelse, og i et forsøg på at imødekomme kritikken formindskede og reorganiserede Syrien i 2001 og 2002 sine styrker i Libanon. Tropper i Beirut-området blev trukket tilbage til Bekaadalen, men de kristne grupperinger krævede fra 2003 fuldstændig syrisk tilbagetrækning.

2006-krigen blev afsluttet med FN-resolution 1701, som blev vedtaget af Sikkerhedsrådet og efterfølgende godkendt af Israel, Hizbollah og Libanons regering.

Resolution 1701 opfordrede til en permanent våbenhvile og krævede, at alle parter i konflikten respekterede den såkaldte blå linje, som markerer grænsen mellem Libanon og Israel. Derudover indeholdt den en opfordring til at oprette en sikkerhedszone i området mellem den blå linje og Litani-floden, der snor sig omkring 30 km fra grænsen på den libanesiske side. I denne zone måtte der ifølge resolution 1701 ikke være andre våben eller væbnet personale end dem, der tilhører den libanesiske regering og FN's fredsbevarende styrke, UNIFIL, som har været udstationeret i området siden 1978.

Siden 2006 har både Israel og Hizbollah foretaget brud på resolution 1701. Eksempler på brud har været israelske overflyvninger over libanesisk territorium og Hizbollahs udgravning af tunneller under den blå linje. Derudover er det ikke lykkedes at holde det sydlige Libanon frit for væbnede militser, som resolutionen ellers påbød. Tværtimod har Hizbollah i årene efter 2006 foretaget en markant oprustning i området.

Libanons protester startede i februar 2011 og trak tusindvis af demonstranter i gaden med krav om at vælte Libanons sekteriske politiske system og landets magtelite. Disse krav blev imidlertid ikke indfriet, og protesterne førte ingen mærkbare politiske ændringer med sig. Dog bliver de ofte fremhævet som et afgørende øjeblik i Libanons nyere historie og en vigtig erfaring for de sociale bevægelser, der i årene efter har forsøgt at presse på for politisk forandring i Libanon.

Også krigen i Syrien havde direkte konsekvenser for Libanon. Den ødelæggende borgerkrig brød ud i nabolandet Syrien i 2011, og året efter udbrød der i Libanon uroligheder mellem sunnimuslimer og alawier. Der var bekymringer for, om krigen skulle brede sig til landet.

Særligt byen Tripoli blev ramt af kampe mellem væbnede sunnimuslimske og alawitiske grupper i byen. Kampene, der somme tider bliver refereret til som en mini-borgerkrig, kulminerede i 2013 med et angreb på to moskeer, der dræbte 47 og sårede 800.

Libanon blev ligeledes belastet af at modtage mere end en million flygtninge fra borgerkrigen i Syrien. Landet havde tidligere huset mange syriske gæstearbejdere, men nu rykkede syrerne ind som krigsflygtninge. Libanon oprettede ikke store formelle flygtningelejre for syrere som dem, man har set i Jordan. I stedet bosatte flygtninge fra nabolandet sig i lejede huse og mindre teltlejre, ofte på private landmænds marker.

Syriske flygtninge er nogle af de mest sårbare og udsatte grupper i Libanon, og mange er afhængige af humanitær bistand. Samtidig har deres tilstedeværelse i Libanon skabt kontroverser. I de senere år har flere af landets politikere således anvendt en xenofobisk diskurs, der udnævner syrere til syndebukke for den økonomiske krise.

I et forsøg på at generere nye indtægter til statskassen for at afbetale gælden foreslog Libanons regering i oktober 2019 at lægge en skat på telekommunikation. Det inkluderede tjenesten WhatsApp, som de fleste libanesere bruger til at foretage opkald og sende beskeder. Forslaget blev udløseren for måneders masseprotest over hele Libanon, som fik op mod en million mennesker i gaden i vrede over korruption og uholdbare politikker, der gjorde eliten i stand til at berige sig selv på befolkningens bekostning.

Protesterne førte blandt andet til, at den daværende premierminister, Saad Hariri, trådte af og efterlod landet i hænderne på en midlertidig regering.

Hyperinflationen skete som følge af, at rige kunder i Libanons banker, af frygt for at økonomien ville kollapse, trak deres dollar-baserede formuer ud. Bankerne indførte derfor et loft over, hvor mange dollars deres kunder kunne hæve. Libanesere betalte allerede deres husleje, elregninger og studieafgifter på universiteterne med den amerikanske valuta.

Derfor skabte loftet udbredt nervøsitet og øgede efterspørgslen på dollars på det sorte marked, hvor vekselkursen begyndte at afvige fra den faste pris på 1.500 libanesiske pund for en dollar. Allerede i sommeren 2020 havde det libanesiske pund mistet omkring 90 procent af sin værdi i forhold til slutningen af 2019, da den økonomiske og finansielle krise brød ud.

Den økonomiske krise fik fattigdomsraten i Libanon til at stige dramatisk. Det førte til en markant udvandring, primært af højtuddannet arbejdskraft. Krisen førte også i enkelte tilfælde til voldelige spændinger mellem borgere, blandt andet over adgangen til benzin.

I de senere år har Libanons politiske og finansielle elite, der ses som ansvarlige for den økonomiske krise, trukket forhandlingerne om genopretning af økonomien i langdrag. Blandt andet har de været uvillige til at indføre reformer, som skulle give Libanon adgang til støtte fra udlandet.

Tilbage i 2018 fik Libanon ved en donorkonference i Paris tilsagn om låne- og hjælpepakker til en værdi af 11 mia. dollars. Adgangen til disse hjælpepakker var dog betinget af, at Libanons ledere indførte en række tiltag. Disse tiltag omfattede som bl.a. en omstrukturering af statsgælden og indførelse af love og handleplaner, som skulle bekæmpe korruption og hvidvask. Tiltagene er stadig ikke forhandlet på plads.

I kølvandet på eksplosionen voksede kravet om at stille de ansvarlige til regnskab og efterforske de sikkerhedsbrud, der førte til, at de store mængder ammoniumnitrat sprang i luften.

Kort efter eksplosionen blev dommer Fadi Sawwan udpeget til at lede en efterforskningskomité, der blandt andet skulle gennemse dokumenter og afhøre medarbejdere og ansvarlige for havnen. Sawwan indkaldte blandt andet Libanons midlertidige premierminister og tre tidligere ministre til afhøring på mistanke om uagtsomhed. To af de anklagede tidligere ministre anklagede efterfølgende Sawwan for at overtræde juridiske og forfatningsmæssige procedurer og bad om at få ham fjernet fra efterforskningen.

Den 18. februar 2021 blev Sawwan afsat, og en ny dommer, Tarek Bitar, afløste ham. Bitar blev mødt med lignende anklager fra politikere, som forsøgte at obstruere efterforskningsprocessen, hvilket har ført til kritik og fordømmelse fra flere internationale organisationer, herunder Amnesty International og Human Rights Watch.

I de indledende måneder af konflikten udførte Hizbollah og Israel daglige angreb på tværs af den blå linje, som udgør grænsen mellem Libanon og Israel. Angrebene forblev dog fortrinsvis begrænsede til området tæt ved grænsen og ramte primært militære mål.

I fraværet af en våbenhvile i Gaza fortsatte kampene mellem Israel og Hizbollah, og i januar 2024 fandt et angreb sted i Beirut, som dræbte en højtstående Hamas-leder, Saleh al-Arouri. Israel har indtil videre hverken taget eller nægtet ansvaret for angrebet.

I de efterfølgende måneder tog kampene til. Hizbollah anvendte mere avancerede våben, og Israel begyndte i stigende grad at likvidere ledere af Hizbollah og deres allierede bevægelser, blandt andet ved at rette angreb mod køretøjer, som transporterede dem i det sydlige Libanon. Det formodede israelske angreb på Irans konsulat i Damaskus og det efterfølgende iranske angreb mod Israel bidrog også til at eskalere kampene mellem Israel og Hizbollah i den første halvdel af 2024, som dog stadig var afgrænsede til det sydlige Libanon.

I september 2024 skete en markant udvikling i krigen, da tusindvis af personsøgere, et kommunikationsapparat anvendt af Hizbollah, eksploderede simultant. Personsøgerne tilhørte Hizbollah-medlemmer, men angrebet ramte også civile libanesere, som befandt sig tæt ved eksplosionerne. Dagen efter ramte endnu en serie eksplosioner Hizbollahs kommunikationsudstyr, herunder walkie-talkies. Israel har taget ansvaret for angrebene.

I de efterfølgende uger foretog Israel omfattende bombardementer i Libanon.

Bombardementerne var primært, men ikke udelukkende, rettet mod områder i det sydlige Libanon og Beiruts sydlige forstæder, som er kontrolleret af Hizbollah. Målet var ifølge Israel højtstående ledere og våbendepoter. Størstedelen af Hizbollahs øverste militære kommando blev dræbt i disse angreb, og den 27. september dræbte Israel også Hassan Nasrallah, der havde ledet Hizbollah siden 1992.

Hizbollah gengældte angrebene ved at ramme mål, primært i den nordlige del af Israel. I et af disse angreb, som blev foretaget mod en militærbase den 13. oktober 2024, dræbte Hizbollah fire soldater og sårede 58.

Kampene mellem Israel og Hizbollah har ikke kun fundet sted i luften, men også på jorden, efter at israelske soldater gik ind i det sydlige Libanon i oktober 2024.

Krigen mellem Israel og Hizbollah har ført til titusinder af internt fordrevne på begge sider af grænsen. Særligt den libanesiske civilbefolkning har været ramt hårdt, efter at krigen eskalerede i september 2024.

Ifølge en statusrapport udgivet af FN i november 2024 havde krigen på dette tidspunkt kostet over 3.000 mennesker livet. En stor del af disse var civile.

Under de mest intense angreb blev indbyggere i de berørte områder desuden drevet på flugt, og antallet af internt fordrevne nåede ifølge regeringen op på omkring en million i efteråret 2024. Dertil kommer, at store dele af de landbrugsarealer, som befolkningen i det sydlige Libanon lever af at dyrke, er blevet ødelagt i brande forårsaget af angreb.

Natten til den 27. november 2024 indgik Israel og Hizbollah en midlertidig våbenhvile, som påbød israelske tropper at trække sig ud af Libanon. Samtidig skulle Hizbollahs militære aktiviteter i Sydlibanon ophøre. Efter at våbenhvilen blev indgået, blev libanesiske soldater udstationeret i det sydlige Libanon for at bistå med at afvæbne Hizbollah, og den 5. september 2025 accepterede Libanons regering en mere konkret afvæbningsplan fremlagt af hæren.

På trods af denne plan og betydeligt internationalt pres for at afvæbne Hizbollah inden udgangen af 2025 er gruppen fortsat i besiddelse af våben. Samtidig har Israel, trods våbenhvilen, gennemført jævnlige luftangreb i det sydlige Libanon og i visse tilfælde også i det sydlige Beirut. Israel har desuden fastholdt sin militære besættelse af fem strategiske positioner i det sydlige Libanon.