Mario Vargas Llosa

Med rod i amerikansk og europæisk litteratur (Victor Hugo, Gustave Flaubert, William Faulkner, James Joyce) var Mario Vargas Llosa bl.a. nybrydende ved at gøre op med den kronologisk fremadskridende fortælling. Eksempelvis sammenstillede han dialoger uafhængigt af tid og rum uden forklarende overgange. Det var en slags filmisk klippeteknik, som han kaldte "forbundne kar", og som i kombination med de mange igangværende historier skaber en kaleidoskopisk virkning.

Til forskel fra andre samtidige latinamerikanske forfattere, som brød med den realistiske fortælling (Jorge Luis Borges, Gabriel García Márquez, Carlos Fuentes osv.), finder Vargas Llosas litteratur sted i et realistisk univers. Der er ingen brud på de love, der gælder for vores dagligdags erfaring af verden. Dette indebærer, at intensiteten i læseoplevelsen er knyttet til selve historien og til måden, den fortælles på.

Hans sproglige stil er direkte og som regel ukunstlet, sprogbrugen skulle ikke være et mål i sig selv, men et middel til at fortælle en historie så effektivt og medrivende som muligt. Til gengæld er konstruktionen af hans romaner ofte ganske kompleks.

I tillæg til de nævnte fortællertekniske greb kan også andre formelle spil nævnes, så som brud i kronologien eller collageteknik med brug af tekster fra forskellige sammenhænge (breve, avisartikler, radioføljetoner osv.). Hans tekniske eksperimenter er dog mest kendetegnende for hans tidlige værker. I hans senere forfatterskab gik han over til en mere klassisk fortællemåde, dog uden at teksterne mistede dybde eller intensitet.

Med La ciudad y los perros (1962, på dansk Byen og hundene, 1967) om livet på en militærskole i Lima påbegyndte Llosa sin kritik af volden i det latinamerikanske samfund. La casa verde (1966, Det grønne hus, 1987) om kystbyen Piura og livet i regnskoven ca. 1920-1960, der bl.a. skildrer sammenstødet mellem oprindelige folk og hvide, hører til hovedværkerne i 1960'ernes latinamerikanske boom.

Latinamerikas store samfundsproblemer afspejles også i La guerra del fin del mundo (1981, Krigen ved verdens ende, 1987) om et slaveoprør i Brasilien i 1890'erne. Historia de Mayta (1984, Historien om Mayta, 1989) er en kommentar til terroristbevægelsen Den Lysende Sti. Og La fiesta del Chivo (2000, Bukkens fest, 2005) handler om Den Dominikanske Republiks diktator, Rafael L. Trujillo og hans grusomme styre.

Mario Vargas Llosa var en svoren tilhænger af demokrati og liberal kapitalisme og en kompromisløs modstander af totalitære systemer. I sin ungdom var han marxistisk aktivist, men det cubanske styres fængsling af digteren Heberto Padilla i 1971 forårsagede en distancering fra venstrefløjen.

Efterhånden indtog han politiske positioner, der må karakteriseres som neoliberale. Dette gjorde ham til en kontroversiel samtidsdebattør, som var ugleset på venstrefløjen. I mange år skrev han en ugentlig kronik i den spanske avis El País, hvor han fremstillede sine politiske og litterære synspunkter.

Overbevist om de intellektuelles pligt til at blande sig i politik stillede han i 1990 op som liberal kandidat til præsidentposten i Peru, men tabte til Alberto Fujimori. Dette er skildret i erindringsbogen El pez en el agua (1993, 'Fisken i vandet').

I 1993 blev Mario Vargas Llosa spansk statsborger, i 1994 medlem af Det Kongelige Spanske Akademi.

I 2010 blev han tildelt Nobelprisen i litteratur. I Svenska Akademiens motivering af Mario Vargas Llosa lyder det bl.a., at han modtog prisen for "sin kortlægning af magtens strukturer og hans prægnante beskrivelser af individets modstand, oprør og nederlag".

I 2021 blev Vargas Llosa medlem af Académie française, ligesom han var æresdoktor ved en lang række universiteter i både Europa, USA, Latinamerika og Asien.

• Latinamerikas litteratur
• Gabriel García Márquez
• Perus historie