Moby-Dick

Melville begyndte at skrive Moby-Dick i februar 1850 og færdiggjorde den 18 måneder senere, et helt år senere end forventet. Forsinkelsen skyldtes primært tre ting: 1) Melvilles første møde med den ældre forfatterkollega Nathaniel Hawthorne den 5. august 1850; 2) hans læsning af europæiske klassikere, i særdeleshed Shakespeare; 3) hans negative erfaringer med at skrive romaner – Redburn (1849) og White-Jacket (1850) – for markedet.

Alle tre faktorer bidrog til at genaktivere Melvilles kunstnerambitioner, og hvad der skulle have været en hurtigt skrevet markedsroman om hvalfangst, forvandlede sig fra sommeren 1850 til sommeren 1851 til et kompromisløst og megalomant romanprojekt, der nær havde taget livet af sin forfatter som følge af den kraftanstrengelse, værket krævede. Hovedparten af romanen blev skrevet på Arrowhead, en farm i Pittsfield, Massachussett, som Melville havde overtaget i sommeren 1850.

Melville trak på sine erfaringer som almindelig sømand fra 1841 til 1844, herunder på hvalfangerskibet Acushnet, og på sin omfattende læsning af litteratur om hvalfangst. Moby-Dick er således et resultat af såvel førstehåndserfaringer som talrige biblioteksbesøg, håndens og åndens arbejde i forening.

Den hvide hval er modelleret over den berygtede og evindeligt undvigende albino-hval Mocha Dick, der var frygtet efter flere sammenstød med mennesker. Det mest famøse af disse sammenstød skete den 20. november 1820, da den hvide kaskelothval angreb hvalfangerskibet Essex. Kun få overlevede, heriblandt kaptajnen George Pollard Jr., som Melville senere mødte på Nantucket. Romanens slutning er baseret på forliset af Essex.

Moby-Dick; or, The Whale følger den unge eventyrer Ismael, der tager hyre på hvalfangerskibet Pequod, som sejler ud fra Nantucket under ledelse af den mystiske og karismatiske etbenede kaptajn Akab. Det viser sig, at Akab er besat af at få hævn over den hvide kaskelothval, Moby Dick, der under en tidligere hvalfangerfærd har lemlæstet ham.

Rejsen ombord på Pequod udvikler sig til en skæbnesvanger færd over verdenshavene, hvor de detaljerede og realistiske beskrivelser af sejlads, hvalfangst og udvinding af hvalolie samt livet om bord på skibet blandt en kulturelt mangfoldig besætning suppleres med allegoriske og eksistentielle dimensioner. Romanens plotlinje, der primært udgøres af besætningens jagt på hvaler, afbrydes således løbende af lange indskud om hvaler, skibe, havets natur og menneskets plads i universet.

Fortælleren Ismael er også romanens opmærksomme hovedperson. I begyndelsen af romanen, i både New Bedford og Nantucket, deler han hotelværelse med den tatoverede harpuner og kannibal Queequeg. På Pequod møder læseren en multietnisk besætning, heriblandt tre amerikanske styrmænd – Starbuck fra Nantucket, Stubb fra Cape Cod og Flask fra Martha’s Vineyard – og tre harpunerer fra forskellige verdensdele, foruden polynesiske Queequeg er der inderen Tashtego og afrikaneren Daggoo. Kaptajn Akabs harpuner er parser og hedder Fedallah.

Kaptajn Akab, ”en ugudelig, gudelignende mand”, dominerer romanens anden halvdel som en tragisk figur – både majestætisk og vanvittig. Moby Dick selv fremstår både som et konkret dyr fremmanet gennem Melvilles sikre realisme og som et symbol på noget ubegribeligt: naturens uforståelige kraft, menneskets sikre undergang eller ligefrem det guddommelige.

Romanen kredser om menneskets forhold til natur, dets jagt på viden og dets skæbne. Pequod bliver et billede på verden i miniature – et flydende samfund præget af såvel samarbejde som konflikt, en verden kendetegnet ved teknologisk rationalitet. Med udgivelsesåret 1851 er det tydeligt, at Melvilles roman både rækker bagud mod en ridderlig, eventyrlig sejlskibsverden, som er ved at forsvinde, og peger frem mod en affortryllet og mekaniseret verden, som romanen aner og Melville profetisk foregriber. Pequod er således både sejlskib og moderne fabrik.

Temaer som kulturmøder, kolonialisme og økologisk bevidsthed træder tydeligt frem i takt med jagten på den hvide hval. Fortællingen rummer fascination af menneskets stræben efter erkendelse og rigdom, samtidig med at den også indeholder en insisterende kritik af menneskets hybris. Romanens slutning, hvor Pequod går under, og kun Ishmael overlever, afsluttes med linjen: ”og det store ligklæde, havet, rullede videre som for fem tusind år siden” – et billede på naturens fortsatte gang, uanfægtet af menneskets historie. Romanen er på den ene side gennemsyret af en fundamental humanisme, på den anden side synes der at være en virkelighed – naturen, det guddommelige – som transcenderer det alt for menneskelige.

Moby-Dick er i sin kombination af klassisk rejsefortælling og encyklopædiske samt eksperimenterende kapitler et monstrøst værk, på én gang dybt fascinerende og udfordrende at læse. Romanen forener action-scener, prædikener, ordbogslignende opslag, drømme, kataloglister, teaterdialoger og poetiske meditationer. Melville trækker på bibelsk og shakespearesk sprogbrug, og ikke mindst nautisk sprogbrug, samt på videnskabelige formater – og skifter stil alt efter emne.

Romanen er både arkaisk og protomoderne – ikke overraskende blev den genopdaget i 1920’erne. Melvilles ambition med romanen rækker mod at omfatte intet mindre end ”hele universets drejende panoramaer”, som Ishmael selv formulerer det.

Ved udgivelsen blev Moby-Dick mødt med forvirring og skuffelse. De engelske anmeldere var generelt mere positive end de amerikanske, hvoraf flere var decideret fjendtlige. Nogle engelske anmeldere indvendte dog, at fortællingen syntes at være fortalt af en fortæller, der omkom med skibet, da den britiske udgave manglede den epilog, som netop berettede om Ismaels overlevelse.

Først i det 20. århundrede blev romanen anerkendt som et hovedværk i verdenslitteraturen. I dag regnes den blandt de mest betydningsfulde amerikanske romaner og læses både som klassisk søroman, eksistentiel fortælling og forløber for moderne økokritik. Forfatteren D.H. Lawrence kaldte romanen for ”den største bog om havet, der nogensinde er skrevet”, og statsteoretikeren Carl Schmitt har tilsvarende kaldt den for ”det største epos om havet som element, der nogensinde er digtet”.

Melville’s Moby-Dick er blevet filmatiseret flere gange, den mest berømte adaptation er John Hustons film fra 1956 med manuskript af forfatteren Ray Bradbury. I sin Nobelpris-tale nævnte Bob Dylan romanen som en væsentlig inspiration for flere af hans sange.

I 1955 udgav Gyldendal den første komplette oversættelse af Moby-Dick. Oversætter var Mogens Boisen. I 2011 udkom en ny dansk oversættelse ved Flemming Chr. Nielsen på Forlaget Bindslev. Nielsen har oversat al Melvilles prosa til dansk.

• Andrew Delbanco, Melville: His World and Work, 2005.
• Robert S. Levine (red.), The New Cambridge Companion to Herman Melville, 2013.
• Flemming Chr. Nielsen, Et hvalfangerskib var mit Yale og mit Harvard, 2024.

• Herman Melville
• Billy Budd, Sailor
• blå humaniora