Titelblad for Poppaeas kroning fra den samlede udgave af Busenellos dramaer fra 1656. Operaen blev uropført i 1643, ikke i 1642, som det står på titelbladet.
Giovan Francesco Busenello, som skrev librettoen til Poppaeas kroning, var advokat, elev af teologen Paolo Sarpi, som var en fremstående kritiker af den katolske kirke, og medlem af det libertinske akademi Accademia degli Incogniti. Han var periodens betydeligste venetianske digter og skrev også librettoerne til Francesco Cavallis operaer Gli amori d’Apollo e di Dafne (1640), La Didone (1641) og La Statira principessa di Persia (1655).
Poppaeas kroning er en italiensk opera i en prolog og tre akter med musik af Claudio Monteverdi og libretto af Giovan Francesco Busenello (1598-1659). Poppaeas kroning, som blev uropført i Venedig i 1643, er Monteverdis sidste opera, en af de første operaer, som bygger på et historisk emne, og en af de mest spillede operaer fra 1600-tallet.
italiensk L'incoronazione di Poppea. Katalogbetegnelsen er SV308
Operaen foregår i Rom i år 62 e.v.t.
Kejser Nero (Nerone) vil gøre sin elskerinde Poppaea (Poppea) til kejserinde i stedet for sin hustru Octavia (Ottavia). Prætorianerne beklager rigets moralske forfald, og Poppaeas amme Arnalta advarer hende mod hoffets intriger. Men Poppaea sætter sin lid til, at Fortuna og Amor vil gøre hende til kejserinde.
Octavia er oprørt over Neros ydmygende behandling. Hendes amme råder hende til at tage en elsker som hævn, mens filosoffen Seneca forsøger at opmuntre hende med, at en skæbne som dydigt offer for Neros magtmisbrug vil gøre hende berømt i eftertiden – et synspunkt, der latterliggøres af kejserindens lakaj. Seneca forsøger at tale Nero fra at forstøde sin hustru, hvorpå Poppaea overtaler Nero til at dømme Seneca til døden. Poppaea afviser vredt sin tidligere elsker Otho (Ottone), som opdager, at hun er Neros elskerinde. Otho plages af jalousi, men hofdamen Drusilla overtaler ham til at blive hendes elsker i stedet.
Pallas Athena (Pallade) og Merkur (Mercurio) meddeler Seneca, at hans død er nært forestående. I samme øjeblik meddeler en frigiven kaptajn af Prætorianergarden ham, at Nero har dømt ham til døden og opfordrer ham til at begå selvmord. Trods sine slægtninges indvendinger ser Seneca med stoisk ro frem til selvmordet, som vil gøre ham berømt.
Nero og digteren Lucan (Lucano) fejrer Senecas død og hylder Poppaeas skønhed. Octavia giver Otho ordre til at snigmyrde Poppaea, forklædt som kvinde. Otho beder fortvivlet Drusilla om hjælp til mordet, og hun giver ham sin kjole som forklædning.
Den forklædte Otho sniger sig ind i haven, hvor Poppaea sover middagslur. Amor forhindrer ham i at dræbe hende. Poppaea og Arnalta ser en person iført Drusillas kjole flygte bort.
En lictor arresterer Drusilla for mordforsøget på Poppaea. Arnalta fortæller Nero om forbrydelsen, og han dømmer Drusilla til døden. Otho afslører, at det var ham, der forsøgte at myrde Poppaea efter ordre fra Octavia. Nero benåder Drusilla og dømmer Otho og Octavia til eksil, hvilket baner vejen for Poppaeas kroning. Drusilla ser frem til at drage i landflygtighed sammen med Otho, mens Octavia begræder landflygtigheden.
Samme aften krones Poppaea som kejserinde af konsuler og tribuner, mens Amor og Venus (Venere) hylder hende som den jordiske Venus.
Poppaeas kroning var den sidste af tre operaer, Monteverdi skrev til Teatro dei Santi Giovanni e Paolo i Venedig. Den fulgte efter Odysseus’ hjemkomst (1640) og Le nozze d’Enea con Lavinia (1641, musikken er gået tabt).
Det er den anden opera, som bygger på et historisk emne, efter Giulio Rospigliosis og Stefano Landis Il Sant’Alessio, et helgenspil om Sankt Alexius. Som forlæg brugte Busenello Tacitus’ Annales og den romerske tragedie Octavia, som var blevet oversat til italiensk af Lodovico Dolce i 1560, og som i 1600-tallet fejlagtigt blev tilskrevet Seneca. Karakteren Drusilla er formentlig lånt fra Girolamo Bargaglis komedie La pellegrina (1579). Librettoen afviger fra de historiske beretninger på flere punkter: virkelighedens Octavia og Otho forsøgte ikke at dræbe Poppaea, og Seneca begik først selvmord efter den pisoniske sammensværgelse i 65.
Noget tyder på, at Poppaeas kroning oprindelig skulle opføres i 1642, og at premieren blev udsat til karnevalet 1643, måske fordi den alderssvækkede Monteverdi ikke havde færdiggjort partituret. Der er i dag enighed om, at den afsluttende kroningsscene blev sat til musik af en anden komponist, formentlig Benedetto Ferrari (ca. 1604-1681).
Den romerske sopran Anna Renzi (aktiv 1640-1662) regnes for den første rigtige operadiva. Hun debuterede i Venedig i 1641 som Deidamia i Francesco Sacratis La finta pazza, som indeholder operahistoriens første vanvidsscene. I 1643 var hun den første Octavia i Poppaeas kroning, men sang formentlig også Virtus i prologen samt Drusilla. At dømme efter digtene, som blev skrevet til hendes ære, så folk den tragiske Octavia og den komiske Drusilla som to sider af samme karakter. I 1644 sang Renzi titelrollen i La Deidamia, som er en prinsesse, der optræder forklædt som en yngling. Denne karakter kan beskrives som operahistoriens første bukserolle. Anna Renzi var både beundret for sin sang og for sin skuespilkunst. Samtiden lagde navnlig vægt på hendes beherskelse af forskellige genrer, stemmeregistre, musikalske stilarter og emotionelle tilstande og for hendes abrupte skift mellem dem.
Fortuna og Virtus i prologen refererer til Niccolò Machiavellis skelnen mellem fyrster, der sætter deres lid til lykke og tilfældigheder, og fyrster, der agerer med politisk snilde og visdom. Gudinderne spejler operaens to kvindelige hovedpersoner allegorisk og blev formentlig sunget af de samme to sangerinder i 1643. Mens Poppaea udelukkende sætter sin lid til skønhedens og elskovens magt og til Neros fortsatte yndest, lytter Octavia til andres råd, afslører aldrig sine tanker, indgår hemmelige alliancer og foregriber begivenhedernes gang. Begge kvinder kan siges at opnå, hvad de ønsker: Poppaea bliver kejserinde, og Octavia slipper af med Nero men beholder sit rygte som en dydig romersk hustru.
I 1643 blev Octavia og Drusilla formentlig sunget af den samme sanger, hvilket åbnede for muligheden af, at Drusilla i virkeligheden er kejserinden i forklædning. Set fra dette perspektiv følger operaens handling en plan, som Octavia lægger i første akt uden på noget tidspunkt at afsløre den for publikum eller de andre personer. Hun er dermed legemliggørelsen af Machiavellis fyrsteideal.
Poppaeas kroning afspejler den kritiske historieskrivning, som voksede frem i 1600-tallet, og som betragtede antikke historikere som kilder snarere end som autoriteter. Tacitus, hvis Annales operaen bygger på, regnedes for den mest skarpsindige af alle historikere. Det er frem for alt ham, vi skylder billedet af Nero og Poppaea som skurke og af Octavia og Seneca som dydige ofre. Men operaen leger med tanken om, at Octavia og Seneca ikke nødvendigvis var bedre mennesker, men blot var klogere politikere og dygtigere skuespillere (se theatrum mundi), hvorved de formåede at skabe sig bedre eftermæler.
Partituret består primært af en vokallinje og en generalbas, som blev realiseret af et ensemble af theorber og cembaloer. Dertil kom tre-fire strygere, som kun hørtes i sinfoniaer og ritorneller. I dag udvides orkestret ofte med flere strygere samt blæsere, slagtøj og harpe.
Monteverdi har forsynet hver karakter med sin egen melodiske stil. Den forførende og manipulerende Poppaea anvender kromatiske og slyngede melodier fyldt med erotisk spænding. Den hysteriske og lunefulde Nero (skrevet for soprankastrat) veksler mellem fanfareagtige treklange, en vredladen concitatostil og imitationer af Poppaeas stil. Den tragiske Octavia kommunikerer udelukkende i en patosladet recitativstil, navnlig i sine to berømte lamenti, som står i kontrast til den komiske Drusillas lette og dansante ariosostil. Den forpinte og ubeslutsomme Otho (skrevet for altkastrat) benytter sig af strofiske arier og en mere retningsløs recitativstil, mens den floromvundne Seneca (bas) gør overdreven brug af madrigalstilens ordmalerier. Komiske figurer som de to ammer (formentlig skrevet for den samme sanger) og lakajen (soprankastrat) er forsynede med komiske sange og ordmalerier, mens gudernes stil er mere melismatisk.
Poppaeas kroning blev spillet i Napoli i 1651. Andre opførelser i 1600-tallet kan ikke dokumenteres med sikkerhed.
Busenellos libretto øvede betragtelig indflydelse på senere venetianske operaers fremstilling af det gamle Rom. Kardinal Vincenzo Grimanis (1655-1710) libretto til Georg Friedrich Händels Agrippina (1709) står således i tydelig gæld til Poppaeas kroning.
Partituret til Poppaeas kroning var i mange år forsvundet. I 1888 opdagede man et manuskript på Markusbiblioteket i Venedig, hvilket gjorde moderne opførelser mulige. I 1930 fandt man endnu et manuskript på konservatoriebiblioteket i Napoli.
I moderne tid opførtes Poppaeas kroning første gang koncertant og i uddrag på Vincent d’Indys Schola Cantorum i Paris i 1905. D'Indy dirigerede den første sceniske opførelse, som fandt sted på Théâtre des Arts i Paris i 1913. I 1962 dirigerede Raymond Leppard en version for moderne orkester på Glyndebourne, hvorefter Poppaeas kroning begyndte at indgå i operahusenes standardrepertoire.
I Danmark spilledes operaen, som den første scenisk fremførte Monteverdiopera i landet, den 24. februar 1966 på Thorvaldsens Museum i en opsætning ved Studenteroperaen og under titlen Poppeas kroning, med Ulrik Cold som Seneca. Året efter fulgte en koncertant opførelse i Børssalen, dirigeret af Francesco Cristofoli. I 1972 blev den spillet af Den Jyske Opera på Helsingør Theater, og i 1978 spillede den første gang på Det Kongelige Teater med Edith Guillaume som Poppaea, Peter Lindroos som Nero, Minna Nyhus som Octavia, Ib Hansen som Otho og Mogens Schmidt Johansen som Seneca. Samme år spillede den i Huset i Aarhus som Undergrundens åbningsforestilling.
Den norske kronprinsesse Mette-Marit har modtaget en lungetransplantation. Kronprinsessen, der lider af lungefibrose, blev skrevet på akutlisten for transplantation den 5. juni.
Argentinske Lionel Messi satte i nat rekord til mændenes VM i fodbold og blev den herrespiller, der har deltaget i flest VM-slutrunder. Samtidig tangerede han rekorden for flest mål med 16 scoringer til VM gennem tiden.
Det kan tage op til to år at genopbygge Huleklosteret i Kyiv, der natten til den 15. juni blev ramt af et russisk missilangreb.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.