Starship

Prisen på opsendelse måles typisk i dollars pr. kilogram opsendt til lav jordbane. Siden rumalderens begyndelse har det typisk kostet fra omkring 10.000 dollars pr. kg nyttelast leveret til lavt jordkredsløb; nogle raketter har dog været meget dyrere. Fordi SpaceX kan genbruge det nederste trin af deres Falcon 9-raket, tager de typisk ca. 2.500 dollars pr. kg for opsendelser, og noget lavere for Falcon Heavy, hvilket stadig er dyrt, fordi det øverste trin bortkastes efter én flyvning og brænder op i atmosfæren.

Hvad prisen bliver pr. kg med Starship er selvfølgelig ren spekulation, men i betragtning af, at SpaceX har kunnet reducere prisen til det kvarte ved at genbruge nederste trin af Falcon 9, er det nok ikke urimeligt at antage, at det kan gøres langt billigere, når hele løfteraketten kan genbruges.

Mens Falcon 9’s førstetrin folder fire landingsben ud inden landingen, og derefter lander lodret på en landingsplads på land eller et droneskib på havet, er det meningen, at Superheavy skal fanges af gribearme på opsendelsestårnet; den skal altså vende tilbage til nøjagtigt samme sted, som den blev opsendt fra.

Starships øverste trin er forsynet med seks Raptor-motorer i bunden; tre med korte dyser, til brug i den nederste del af atmosfæren, og tre med lange dyser, til brug i rummet. Mest bemærkelsesværdigt er dog Starships nederste trin, Superheavy, som har ikke mindre end 33 motorer i bunden. Ingen raket har før haft så mange motorer i samme trin.

Ved den første testflyvning den 20. april 2023 satte flere motorer i første trin ud kort efter start, og det lykkedes ikke at separere første og andet trin som planlagt. På grund af de mange fejl valgte man fra kontrolcenteret at afbryde flyvningen ved at detonere sprængladninger om bord, men raketten var tilsyneladende bygget for solidt til, at det lykkedes – der gik dog hul på raketten flere steder. Til sidst eksploderede den pga. de voldsomme aerodynamiske kræfter, den blev udsat for.

Efter flyvningen viste det sig, at en del af årsagen til de mange motorproblemer sandsynligvis skulle findes i, at store betonstykker fra affyringsrampen blev slynget op i motorerne kort efter start. Til den næste test valgte man, som man plejer ved store raketopsendelser, at sprøjte store mængder vand ud under raketten for at dæmpe lyden fra motorerne.

Den anden testflyvning foretaget den 18. november 2023 gik overordnet set langt bedre end den første. Dels fungerede alle motorer på Superheavy tilsyneladende fejlfrit, dels lykkedes det at separere Starship fra Superheavy, og Starship fortsatte ud mod lavt jordkredsløb. Superheavy eksploderede dog igen kort efter separationen, og Starship endte også med at eksplodere, men først efter at have fortsat ud mod kredsløb i adskillige minutter.

Tredje test foregik den 14. marts 2024, og her opnåedes flere nye milepæle. Dels lykkedes det at få Superheavy ned i en højde, hvor den kunne bruge sine gitterfinner til at manøvrere, inden den – igen – gik i stykker; dels lykkedes det at få Starship op på (næsten) kredsløbshastighed, så den i løbet af den næste halve times tid foretog et halvt kredsløb om Jorden, inden den brød i stykker i atmosfæren over Det Indiske Ocean.

Den 6. juni 2024 fløj Starship for fjerde gang. Superheavy foretog en fuldt kontrolleret, lodret landing i vandet, og på trods af at dele af Starship smeltede væk under nedstigningen gennem atmosfæren efter et halvt kredsløb om Jorden, lykkedes det også den at lande kontrolleret og lodret i det indiske ocean.

Den 13. oktober 2024 fløj Starship for femte gang. Målet var denne gang primært at fange Superheavy på det samme tårn, hvorfra opsendelsen skete, med tårnets to gribearme. Dette lykkedes med en imponerende præcision. Lige som på IFT-4 landede Starship kontrolleret og lodret i det indiske ocean, før den eksploderede. Under nedstigningen gennem atmosfæren sås lige som sidst skader på de aerodynamiske kontrolflader, men i noget mindre omfang.