Stellmoor

Udgravningerne ved Stellmoor blev ledet af Alfred Rust, der her kombinerede tørbundsarkæologi på bakketoppen – den såkaldte Stellmoorhügel – med vådbundsarkæologi i et underliggende dødishul. På bakketoppen blev der fundet og udgravet koncentrationer af flintredskaber og i dødishullet, hvor gytjelagene havde bevaret store mængder organisk materiale, blev der gjort omfattende fund af dyreknogler, redskaber og jagtudstyr, hvilket gør Stellmoor til et af de mest detaljerede vidnesbyrd om senpalæolitisk levevis i Nordeuropa.

I dødishullet kunne Rust identificere to adskilte bosættelseshorisonter:

• det nederste lag, dateret til Hamburg-kulturen,
• og det øverste lag, tilhørende Ahrensburg-kulturen.

Da disse jægergrupper opholdte sig ved Stellmoor var det, der nu er et dødishul en sø, hvori man har deponeret dyreknogler og de andre genstande, der er fundet. Selv om begge kulturgrupper udnyttede rensdyrjagt, er de adskilt af mere end 1000 år og repræsenterer derfor to helt forskellige befolkningsgrupper og teknologiske traditioner.

Jægergrupperne tilhørende Hamburg-kulturen opholdt sig ved Stellmoor under Bøllingtid, der var en klimamildning i slutningen af sidste istid. Landskabet bestod af åbne tundraområder med spredt vegetation af dværgbirk og lyng. Rensdyr indvandrede sæsonvist i store flokke, hvilket gjorde området til et ideelt jagtterræn.

Den senere Ahrensburg-kultur opholdte sig i området i løbet af den koldere periode Yngre Dryas, hvor istidslignende forhold vendte tilbage, men jægerne udnyttede dalens ressourcer gennem højt specialiseret rensdyrjagt.

Stellmoor udgør, sammen med den nærliggende lokalitet Meiendorf, et referencefund for hele Hamburg-kulturen og Ahrensburg-kulturen. Alfred Rusts udgravninger ved Stellmoor var blandt de første, der påviste menneskelig tilstedeværelse i Nordtyskland allerede i Senglacialtiden. Rusts resultater lagde grundlaget for den kronologi og kulturhistoriske forståelse, der stadig anvendes i forskningen i dag.

Stellmoor er en særligt betydningsfuld lokalitet, fordi:

• den viser en stratigrafisk klar adskillelse mellem de to jægerkulturer;
• den rummer nogle af de bedst bevarede organiske fund fra senpalæolitikum; og
• den har leveret verdens ældste bevarede pileskaft af træ.

Som helhed har lokaliteten haft afgørende betydning for rekonstruktionen af senistidens jagtstrategier, mobilitet og teknologiske innovationer i Nordeuropa.

• palæolitikum
• Bromme-kulturen
• Federmessergruppen
• Azilien