Enhver tilstand, der hindrer urinpassage og blæretømning, disponerer for infektion. Mænd med forstørret prostata vil ofte få urinvejsinfektion. Hvis nyresten leder til hindring, disponerer det for infektion, og skade i slimhinden forårsaget af sten svækker infektionsforsvaret. Forandringer i urinlederne som ved svulst eller små misdannelser kan lede til ophobning af urin og risiko for infektion.
Kvinder er mere disponerede for urinvejsinfektion end mænd på grund af kortere urinrør og tarmbakterier i skeden.
Hos børn kan medfødte forandringer i overgangen mellem urinlederne og blæren føre til tilbagestrømning af urin op mod nyrerne ved vandladning. Denne form for tilbagestrømning medfører ofte urinvejsinfektion og også risiko for kroniske betændelsesforandringer i nyrerne.
Gravide får lettere urinvejsinfektion, fordi livmoderen under graviditeten trykker mod urinlederne. På grund af hormonændringer i graviditeten påvirkes også muskelsammentrækningerne (peristaltikken) i urinvejene. Dette leder til forsinket passage af urinen.
Personer med diabetes med meget sukker i urinen (glukosuri) er mere udsatte for urinvejsinfektion, fordi sukkerindholdet i urinen er et godt vækstmedium for bakterier.
Infektioner er ikke ualmindelige ved forstyrrelser i blæretømningen, som medfører, at blæren ikke tømmes helt, og der stadig forekommer residualurin.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.