Allehelgensaften

Det var ikke mange besøg af uhyggelige spøgelser, mærkelige monstre eller fæle græskar vi fik her til aften. Sandsynligvis kom vi alt for sent hjem til at møde dem, for jeg så en hel del på vejen. Det ærgrer mig at de måtte gå forgæves hos os, for de var i den grad fantastiske samtidig med at de faktisk var ret uhyggelige. Det var sikkert godt det samme, for det var ikke meget slik vi havde at diske op med og hvad ville der så ikke være sket ...?



Selvom Halloween er en tradition vi har overtaget fra USA og som stadigvæk er en forholdsvis ny højtid her i Danmark, så virker det som om vi her i landet er ved at tage den til os. Jeg synes i hvert fald at jeg ser flere og flere græskar og udklædte børn hvert år. At Halloween er ved at vinde indpas passer mig aldeles fortrinligt, for jeg synes det er sådan en hyggelig tradition med plads til masser af sjov og spas.

Desuden håber jeg lidt i mit stille sind, at en af sideeffekterne måske kunne blive, at julen kunne skubbes lidt længere, så oktober helt og holdent var helliget græskar og uhyggelige spøgelser. Man har vel lov at håbe.

Små bitte liv

I går tonede to små sprællevende liv frem på skærmen imens vejr og hænder blev holdt.

Min morgen havde været stort set søvnløs fra omkring klokken meget tidlig og toilettet blevet besøgt flittigt lige indtil vi skulle af sted. Egentlig havde jeg en god fornemmelse – faktisk tror jeg nok at jeg har kunne mærke små bitte puf på indersiden af maven den sidste uges tid, men har ikke rigtig ture føre oplevelsen verbalt ud i verden – så jeg ved ikke hvorfor jeg har været så nervøs for denne skanning, men det er vel fordi det betyder så uendeligt meget for mig, at min to små børn i maven har det godt. I går fik vi syn for sagen og jeg bliver mere og mere sikker på at de små puf jeg har mærket er helt rigtige puf.

Det var en fantastisk stor og meget rørende oplevelse at se dem igen. De var så kære som de hver især lå der og møffede rundt ved siden af hinanden. De var præcis lige store og faktisk så store at min terminsdato blev rykket 3 dage frem. Så i dag er jeg ikke 13+2 men 13+5 uger henne. Nakkefolden var som den skulle være, så der var ingen grund til yderligere undersøgelser. Det var rart og en stor lettelse ikke at behøve at bekymre sig yderlig om den side af sagen.

Efter skanningen besøgte vi Elisabeths sygeplejerske på Neonatalafdelingen. Vi blev mødt med åbne arme, knus og glæde. Det var virkelig rart at møde et andet menneske lige netop dér, for hvem Elisabeth har en kæmpe plads i hjertet. Så selvom det var hårdt at være der igen, føltes det bare helt rigtigt. På den måde var Elisabeth nemlig endnu mere med os og en del af den store oplevelse det var, at se hendes to små søskende.

Så alt i alt var det en meget begivenhedsrig og ikke mindst overvældende dag, der da også bevirkede at jeg drattede direkte omkuld på sofaen da vi kom hjem og der blev jeg liggende det meste af dagen. I dag er jeg stadig træt og kvalmen er vendt tilbage i en mild form – bestemt til at holde ud – men jeg er glad og nærmest lykkelig over det under der lige nu foregår i min mave. Det er simpelthen så stort!

Har du børn?

I dag blev jeg stillet det klassiske spørgsmål 'Har du børn?' Egentlig er det jo helt uskyldigt spørgsmål, men når man i rigtig mange år ikke har kunne få børn, så har det været et spørgsmål forbundet med rigtig meget smerte. Det er det sådan set stadig, bare på en anden måde. For jeg kom jo faktisk over på den anden side og fik et barn. Jeg husker tydeligt hvor meget jeg glædede mig til at kunne sige 'Ja, jeg har en lille datter der hedder Elisabeth.'

Jeg ser efterhånden ret gravid ud, så når jeg får spørgsmålet i dag, bliver det gerne indledt med 'Hvor langt er du henne?' og dernæst 'Har du andre børn?' I dag blev svaret 'Nej'. Det er det nemme svar. Det knuger altid lidt maven når jeg vælger det nemme svar. Det er yderst sjældent at jeg vælger det, men når jeg gør, bliver jeg ofte nødt til, i en indre dialog med mig selv, at forsvare det med at det jo på en måde er rigtig nok. Jeg HAR jo ikke nogen børn – mere. Jeg HAVDE Elisabeth, men hun er her ikke mere – ikke sådan rent fysisk i hvert fald. I mit hjerte forsvinder hun selvfølgelig aldrig og mit liv i det hele taget. Det vil hun altid være en del af. Men her på jorden og på den måde, som børn bør være til, er hun her ikke.

Det knap så nemme svar plejer at lyde 'Ikke mere – jeg fik en pige for to et halvt år siden, men hun blev kun 6 uger gammel'. Det svar efterlader ofte forfærdelse og ind imellem også forskrækkede mennesker der ikke altid ved hvad de skal sige og meget ofte bliver forlegne og kede af at de kom til at spørge.

Så spørgsmålet er stadig svært at få stillet. Nu er det bare svært på en anden måde end før. Mit svar rør stadig ved nogen dybe følelser i mig. Men mit svar har ændret karakter, for nu ved jeg i mit hjerte at jeg er mor til en lille pige. Det kan alligevel nogen gange være svært at få kommunikeret ud på den rigtige måde.

I dag passede det bedst at svare, at jeg ikke har andre børn end de to i maven. ( ... og Elisabeth i hjertet, hviskede hun til sig selv.)

Onsdagsgrin

Enten kom Kevin meget sent i seng i går eller også stod han meget tidligt op ... måske begge dele. For sådan en som mig der sover hele tiden, kan det være svært at kende forskel. I hvert fald må han have været en smule træt her til morgen ... eller også syntes han bare jeg skulle have mig et onsdagsgrin at starte dagen på. Hvor om alting er, så lå æsken med Havrefras i hvert fald på en af hylderne i køleskabet da jeg stod op.

Jeg elsker at starte dagen med et smil og har gået og småklukket over min opdagelse hele morgenen. Så kan det næsten kun blive en god dag.

Rigtig god onsdag derude!

Vi ses i mørket!

I går var det smukt og lunt efterårsvejr, lige som jeg elsker det! I dag skulle man tro det allerede var blevet november. Friskt og fugtigt er det. I weekenden er det slut med sommertid og så bliver det for alvor tidlig mørkt om eftermiddagen. Så nu er det reflekstid! Derfor har jeg bestilt disse skønne refleksmonstre ... undskyld, jeg mener UHYGGELIGE refleksmonstre.



De skal hjælpe mig med at blive set i mørket i tiden vi går i møde. Jeg tænkte, at nu jeg skal til at rage lidt længere ud i landskabet end jeg plejer, ville det være smart med en eller anden form for markering – lige så meget for andres skyld – lidt lige som de der tingester man kan få til markering af 'lang last!', hvis man skal køre noget hjem fra Silvan der rager lidt længere ud end forsvarligt ...

Så snart vil jeg kunne ses på ikke mindre end 140 meters afstand – også når det er mørkt!

De UHYGGELIGE monstre kan bestilles helt gratis hos TrygFonden.

Heldig og dybt taknemmelig

Tænk, at jeg faktisk er gravid – for det går jeg altså stadig stærkt ud fra at jeg er. Det kan godt være helt overvældende at tænke på. Tænk, at lige netop jeg skulle få lov at være så heldig igen. Det kniber jeg mig stadig i armen over og har vist ikke sådan helt forstået det. Jeg er heldig og dybt taknemmelig.



I dag skinner solen og jeg vil gå ud i verden og glæde mig over tingenes tilstand, som de ser ud lige nu og her. Der er meget at glæde sig over, og det vil jeg så gøre.

En uvirkelig ny virkelighed

Jeg føler jeg træder lidt vande i øjeblikket. Jeg venter febrilsk på næste skanning og i særdeleshed på at jeg forhåbentlig snart kan mærke de to små i maven. Efter kvalmen har sluppet sit fæle tag i mig har den nemlig, samtidig med en befriende lettelse, også efterladt mig i lidt af et limboland. Hverken eller. Er jeg stadig gravid, er jeg ikke? Jeg kan ikke mærke kvalmen, men jeg kan heller ikke mærke de to små sparke i min maven.

Jeg svæver rundt i ingenmandsland og ved ikke rigtig hvordan jeg skal forholde mig. Heldigvis har trætheden været så overvældende og min krops forandringer i det hele taget været så tydelige, at det overbeviser mig i det daglige. Men de sidste par dage har trætheden heller ikke virket så overvældende. Derfor har det været svært sådan helt at undgå de der periodiske paniktanker. De har heldigvis ikke været ret fremtrædende indtil nu. Jeg er stadig mest overbevist og glad over at få lov at bære hele to børn mere. Når tankerne alligevel har det med at snige sig ind på mig, skyldes det nok i lige så høj grad at der er en skanning der nærmer sig. Der er kun en uge til næste skanning, som er nakkefoldskanningen, og jeg glæder mig, men kan samtidig mærke hvordan nervøsiteten er begyndt at melde sig.

Jeg er præcis 12 uger henne i dag og for de fleste er det jo den famøse milepæl, hvor man kan ånde lettet op. Jeg tror ikke helt jeg er kommet der til endnu. Jeg forventer heller ikke at kunne ånde lettet op til skanningen, men jeg håber alligevel at den vil give mig en nogenlunde forsikring om at alt er som det skal være på nuværende tidspunkt. Den skanning var et vendepunkt for mig i forhold til min graviditet med Elisabeth. Det var dér det for alvor gik op for mig at der faktisk svømmede en rigtig lille baby rundt inde i maven på mig. Det var SÅ stort og SÅ rørende. Dér blev det med ét sådan rigtig virkeligt. Jeg forestiller mig at denne skanning bliver fuld af mange følelser, måske endda mange flere og mere overvældende følelser end første gang, måske ... Nu har jeg jo samtidig de to nye liv, også Elisabeth at bære med mig.

Nogen dage har jeg svært ved at finde ud af hvor Elisabeth er i alt det her der fylder så meget i mit liv lige nu. Hun er en stor del af det, det er tydeligt nok at mærke, men hvad der er hvad, kan jeg ikke rigtig finde hoved og hale i. Nogen gange er det lige før jeg føler at jeg glemmer hende lidt i min forhippelse på at nå til en erkendelse af denne nye graviditet. Og så alligevel ikke ... for at glemme er måske alligevel et forkert ord at bruge. Det er ikke helt sådan det er. Jeg har hende jo med mig i mine tanker hver eneste dag. Måske er det mere en fornemmelse af at jeg ikke har givet hende lige så meget plads som jeg plejer. Når jeg tænker på hvorfor, er det vel i og for sig ikke så underligt – jeg har ikke kunne give noget som helst nogen som helst plads i det seneste par måneder, hvor kvalmen har regeret og krævet sin plads. Alligevel kan jeg nærmest føle lidt dårlig samvittighed.

I dette nummer af Stjernen*, som landede i min postkasse i dag, læste jeg en historie fortalt af en mor der havde mistet den ene af sine tvillinger. Den historie kunne selvfølgelig ikke andet end sætte en masse tanker i gang. Hver gang jeg møder en ny historie om et lille barn der dør, rør det ved nogen meget stærke følelser i mig. Hver og en er de mange skæbner, som mig selv, der har været ude for at deres verden er styrtet i grus, rør ved mig. Min verden ramler hver gang en lille smule igen, sammen med disse familier. Det er svært at lade være. Det gør ondt og midt i smerten opdagede jeg, at den smerte jeg oplevede nok ikke så meget er deres, men nok i lige så høj grad min egen. Den vil altid ligge der, smerten og savnet over min lille pige som aldrig rigtig fik lov til livet, men jeg mærker den blot ikke så tydeligt mere i det daglige.

Måske er det livet og døden der lige nu strides og kæmper om min opmærksomhed. Sådan burde det ikke være. Jeg vil have at der skal være plads til begge dele. Måske er det fordi livet i min mave ikke sådan helt er gået op for mig endnu. Måske er det derfor det hele roder lidt. Jeg glæder mig lige pludselig rigtig meget skanningen i næste uge.

* Medlemsblad for Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød.

Aftenhimmel

Efterårspotpourri

Det bliver ikke til det store bloggeri fra min side for tiden. Jeg vil så gerne, men orker det simpelthen ikke. Jeg er træt træt træt og når jeg ikke er træt, har jeg en del andre ting der sluger mit minimale overskud. Hvis det er muligt sniger jeg mig gerne til både en formiddagslur og en eftermiddagslur, men da jeg så småt er begyndt at arbejde igen, bliver det ofte kun til en time på sofaen om eftermiddagen når jeg er kommet hjem. Jeg er ikke mange sure sild værd særlig længe ad gangen og går i seng længe før de fleste børn har nået at børste tænder. Til gengæld er kvalmen trukket så meget i baggrunden at jeg faktisk kan holde ud at være til. Sikke en forskel! Så er det faktisk lige til at holde ud.







I dag var rigtig meget til at holde ud. Jeg elsker efterårsdage som denne med sol og efterårsfarver i skøn forening.

En helt særlig dag på mange måder

Hjemme hos os er dagen i dag en ganske særlig dag. Kevin har fødselsdag og det blev fejret på behørig vis i morges, sådan som sådan noget bør og skal med gaver og morgenmad og i godt selskab. Jeg må have valgt den helt rigtige mand, for tænk en gang, han blev oprigtig glad for min skøre gave.


Det var nok ikke alle der ville have værdsat at få en Barbapapa familie sparebøsse på sin fødselsdag. Men han forstod og blev så rørt og det samme blev jeg. Så det endte med lidt af en tudemorgen – men allermest fordi sådanne øjeblikke virkelig tydeliggør, hvor meget vores lille datter mangler. Hun er i særlig grad med i denne gave, om end det måske ikke er indlysende tydeligt for andre end os.

Derudover blev dagen i dag endnu mere særlig af en helt anden grund også. I dag blev verden nemlig en lille gut rigere. En lille dreng der nu også kan fejre sin fødselsdag på denne særlige dag. I dag endda for ALLERFØRSTE gang. Han hedder Sigurd og er i skrivende stund ikke mere end et par timer gammel. Jeg er rørt og glad og lidt forvirret og helt igennem glad på forældrenes vegne. Han har været længe ventet.


Hans søster, Alma, ville have været lidt over 2 år og skulle givetvis have været på besøg på hospitalet lidt senere i dag for at se sin nye lillebror. Det kommer hun ikke – skønt jeg er sikker på at hun nok er der et eller andet sted alligevel. Alma er en af Elisabeths mange engleveninder og derfor er det hende der må få besøg i dag stedet. Lige om lidt vil jeg derfor begive mig ud i regnen for at besøge hende – for når man er blevet storesøster, skal man have storesøstergaver og balloner ... også selvom man ikke kan komme med på hospitalet.

Ud over at være fødselsdag for to dejlige mennesker, er dagen i dag desuden udnævnt til mindedag for døde børn i USA – Pregnancy and Infant Loss Remembrance Day. Det er en dag til minde om alle de graviditeter der endte med abort, dødfødte børn eller børn der døde kort tid efter fødslen. I USA har man en rig tradition for alverdens mindedage og selvom dette er en amerikansk opfindelse og selvom vi allerede har Allehelgens Dag som en mindedag for de døde her i landet, så synes jeg alligevel at det er fint med en dag, kun for de små. Her bliver i hvert fald tændt lidt ekstra lys i dag.

En heldig men træt sofakartoffel

Det er hvad jeg er. Heldig og træt, men bestemt ikke træt af at være heldig. Jeg føler mig mere end heldig. Tænk at jeg får lov at få to børn på en gang! Det er ikke undt alle og enhver. Jeg synes det er så stort.

Forleden dag gjorde jeg en meget grænseoverskridende ting ... jeg købte en bog! Ikke en hvilken som helst bog, men en om tvillinger!! Det var mit første gravid-køb i denne graviditet og det var grænseoverskridende. Gravidrelaterede indkøb er meget grænseoverskridende for sådan en som mig, der har oplevet hvad jeg har oplevet. Det er ikke bare noget man gør. Men jeg gjorde det og tænkte at det nok skal gå godt. Bog eller ej, det er jo ikke det der kommer til at afgøre om den her graviditet kommer til at gå godt eller ej. Alligevel var det et stort skridt.

I bogen stod der en sætning jeg hæftede mig særligt ved; 'Der er nok en grund til, at netop I er blevet udvalgt til at få tvillinger – det er fordi, I kan klare det!' Den tog jeg til mig lige med det samme. Det må være sådan det er, tænkte jeg. Det bliver hårdt, ingen tvivl om det, men det bliver også skønt og jeg glæder mig. Jeg er sikker på at vi nok skal klare det. Vi har klaret alt andet indtil nu, så det her skal vi nok også klare. Der er en grund til, at netop vi er blevet udvalgt.

Det der med at det bliver hårdt øver jeg mig allerede på. Eller min krop gør. Den arbejder på højtryk på at forberede mig på hvordan det bliver ikke at få sin nattesøvn og så ellers bare være konstant træt resten af tiden. Den klare det ret godt. Det er fantastisk overbevisende. Mine dage har på det seneste bestået af at sove, spise, være utilpas, oppustet og så ellers bare træt resten af tiden. De to baryler i maven suger så meget energi ud af mig, at der stort set ikke noget tilbage til mig.

Så stilheden her på bloggen skyldes ene og alene manglende overskud. Intet andet. Jo, måske det faktum at der stort set ikke sker noget som helst i mit liv for tiden ud over sofaligning. Jeg føler mig som en stor fed sofakartoffel, der ikke kan andet end at ligge på sofaen og se dårlige amerikanske serier imens jeg kører mad ind. Puhhh ... det lyder stygt, når jeg sådan skriver det! Det er ikke helt så slemt, for jeg er jo en glad en af slagsen. Det formildner det lidt, men ellers er det vist nok et meget godt billede. Ha ha ...

Jeg må aflyse rigtig mange sociale arrangementer for tiden, hvis de varer over et par timer eller foregår om aftenen. Det huer mig ikke, for jeg ville jo gerne kunne, men det kan jeg ikke og sådan er det bare lige nu.

Heldigvis har jeg haft lige præcis nok overskud til at glæde mig over alle jeres skønne kommentarer. Det er overvældende. I er helt vildt skønne alle sammen! Jeg er rørt over alle jer der gerne vil hjælpe med aflagte ting og sager – det er virkelig stort. Tusind tak! Jeg skal dog noget længere frem i forløbet inden jeg helt kan begynde at forholde mig til den slags ting, kan jeg mærke. Men det skal nok komme. I er virkelig søde. Jeg er om noget en heldig sofakartoffel.

Dobbelt op

I går fråsede vi i sushi. Dagens oplevelse måtte simpelthen fejres og det var lige det der faldt os ind at fejre det med. Det var i går. I dag er det slut med den slags, for i kølvandet på lykkerusen gik det pludselig op for os, at to på en gang ikke bare betyder dobbelt lykke, men også betyder dobbelt ... ALTING! Det er vist ikke for tidligt at vi får fundet ham sparegrisen frem ... gange to!

En overraskende smuk efterårsdag

Det var som om efteråret var lidt smukkere i dag. Det kommer nok aldrig til at måle sig med efteråret i New England, men lidt har vel også ret. Og jeg syntes altså at der var en lille snert af den sprødhed som jeg kender og elsker det fra de breddegrader.

Da jeg kørte hjem fra lægen i dag, var noget af det vigtigste for mig at komme ned forbi Elisabeth. Min lille pige, som jeg stadig føler er så stor en del af denne nye graviditet og af mig i det hele taget. Mon hun har haft en finger med i spillet og hjulpet lidt på vej? Man kan næste fristes til at tro det.

Heldigvis lå skanningen forholdsvis tidligt på dagen. Det gjorde at der var knap så lang tid at skrue op for bekymringerne i, men jeg var alligevel et espeløv og slet ikke tryg ved situationen da jeg sad og ventede på at det blev min tur. Jeg var pludselig sikker på at kvalmetilbagegangen betød at det så alt andet end godt ud. Det er ufatteligt hvad man kan nå at få tænkt af tanker på så kort tid.

Men der var ingen grund til bekymring, for skanningen viste at vores haletudse var blevet til en fin lille frø med små strittende arme og vist også nogen små ben og et hjerte der slog helt som det skulle. Det var helt tydeligt et lille begyndende menneske. Stort! Men efter beroligelsen kom chokket så. For som lægen bevægede skanneren, så det grangiveligt pludselig ud som om at der var to ... på en gang! Lægen sagde ikke noget, men frøs billedet og lod mig bryde tavsheden med et 'Kan det virkelig passe?!!!' Ja, det ser sådan ud, sagde lægen, tydeligvis glad, men ellers helt rolig. Jeg er glad for at jeg lå ned lige der, for ellers var jeg da drattet om.

Jeg er stadig noget rundt på gulvet, men også helt vildt glad. Det var så vidunderligt at se – især fordi man faktisk kunne begynde at ane et lille menneske ... eller rettere to. Og selvom jeg har spist meget underlig mad, så de ikke ud til at have lidt nogen nød. Faktisk var de begge to lidt større end hvad der er normalt på det her tidspunkt. Så er det vel egentlig heller ikke så underligt at jeg allerede har måtte finde mormortrusserne frem ...

Efter skanningen var jeg hos min nye læge for første gang. Det var en fantastisk positiv oplevelse. Jeg er mildest talt lykkelig for at have flyttet læge. Den tidligere var jeg ikke helt tryg ved og er der noget der er vigtigt i denne graviditet, er det tryghed – især nu!

Kvalmen har været nedtonet hele dagen, men jeg synes bestemt at den har taget revanche her til aften. Det har også været meget på en gang og sådan en begivenhedsrig dag krævede mindst en time på langs på sofaen da jeg kom hjem. Det blev dog kun en kort fornøjelse, da vores gasfyr-mand kom forbi med nogen reservedele til fyret, som han havde glemt forleden dag. Så nu er jeg efterhånden ved at være rigtig godt gammeldags træt og regner med at kravle i seng om et øjeste blik.

En hurtig up date til jer på pinebænken

Skanningen i dag gik over al forventning.
Yderligere detaljer følger ...