Jeg savner min kat!

Jeg hader fyrværkeri! Simpelthen. Det er flot på lang afstand og helst uden lyd, men lige udenfor hoveddøren har jeg det bestemt ikke særlig godt med det. De to seneste år har jeg været dejligt fri for det, men i år sidder jeg igen midt i det. Tilmed er det med en nervøs mave over vores kat der er ude i det. Øv, hvor er det ikke sjovt at skulle gå ind i et nyt år på den her måde. Hvis jeg har noget nytårsønske, så er det at alt fyrværkeri bliver forbudt. Lige nu!

Nytår

Til alle jer dejlige mennesker, som har fundet vej hertil, vil jeg ønske et smukt og glædeligt nytår. Tak fordi I gider kigge forbi med jeres opmuntring kommentarer og støttende omsorg. Det er til stadighed en stor glæde og berigelse for mig at have lært jer at kende.

Lige om lidt venter et helt nyt år. Bortset fra selve overgangen til det, som jeg bestemt ikke synes specielt godt om, så glæder jeg mig faktisk til det kommer bagefter. Jeg glæder mig til at nytårsaften bliver overstået, så det kan blive 2009. Jeg tror på at det bliver et godt år og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til alle udfordringerne, glæderne og overraskelserne.

Julevisit på hæld

Resten af huset er gået i seng, så her er helt stille. Selv Mao ligger ved mine fødder og slumrer. Jeg tror han venter på at jeg skal gå i seng, så han kan følge efter. I dag var sidste dag samme med Kevins forældre inden vi sender dem med flyveren hjem til USA i morgen tidlig.



Det har været hyggeligt at have julegæster. Vi har ikke nået en brøkdel af alt det vi troede vi skulle nå. Men pyt med det. Vi har nået det vigtigste og så kan man vel ikke forlange mere.

Og så fik de desuden set hvordan man juler på dansk, og de fik smagt alt vores mærkelige julemad – det meste af den i hvert fald, selv silden og rødkålen. De har været bombarderet med så mange nye og fremmede smagsindtryk at jeg er imponeret over at de har kunne forlig sig med det hele. Men jeg må sige at de har klaret det godt.

Vejret har været lidt af en prøvelse. Ikke så meget mørket, som slet ikke var så overvældende som de havde forestillet sig. Nej, det var den rå fugtige kulde. Den der går gennem marv og ben og som det kræver ekstra lunt tøj at udholde. Den er heller ikke rar og slet ikke når man er vant til den sprøde tørre vinterluft i New Hampshire. Den nyder jeg også når jeg er på de kanter.

I morgen er det nytårsaften. Det bliver en stille en i år. Kevins forældre rejser allerede tidligt, så det er bare os og tosomhedshygge resten af årets sidste dag, aften og hvem ved, måske lidt af natten med ...

De to seneste nytårsaftener har vi tilbragt i luften over Atlanten et sted. Langt væk fra ret meget der kunne minde os om at der endnu en gang var gået et år uden vores elskede lille datter og uden nogen lillesøster eller lillebror i vente. I år er det anderledes. I år er vi hjemme. Jeg tror Mao vil sætte stor pris på vores selskab lige netop den aften. Det er kun gengældt.

Gaver med sjæl og hjertevarme

I år blev vi begavet med mange skønne hjemmeproducerede gaver. Blandt andet disse to tvillingenisser. Er de ikke skønne? Jeg elsker dem allerede og jeg tror slet ikke jeg kan nænne at pakke dem væk i julekassen. Jeg forestiller mig at de får lov til at sidde der et godt stykke ind i januar. Måske endda længere. Billedet i baggrunden, af den lille fugl der sidder på klipperne i Maine og kvidrer en lille ensom sang, er også en gave. Det skal ikke pakkes nogen steder, men får lov at hænge fremme et helt særligt sted, så vi hele tiden kan beundre det.



Begge dele er lavet af min mor, som rigtig har foldet sig ud med smukke håndgjorte gaver i år. Vi blev alle begavede med de skønneste ting fra hendes hånd. Det er en ekstra glæde at få den slags gaver med sjæl og hjertevarme. Gaver der er brugt tid på og lagt kærlighed i. Den slags gaver er de bedste jeg ved!

Jeg er blevet begavet med mange smukke kærlighedsgaver i år. Den største af dem alle er nok den jeg bærer i min mave. Det er en gave som jeg næsten ikke troede mulig og så har jeg endda fået i dobbelt fold! Jeg er beæret og stolt og virkelig virkelig taknemmelig for at lige netop jeg har fået lov at være så heldig at blive begavet på den måde.

Smukke råkolde Raadvad

Efter mange dages sociale sammenkomster med masser julehygge og en ægte dansk julefrokost på programmet, var vi klar til en stille dag uden for meget ståhej. Vi startede med en rengøringsformiddag – der trængte efterhånden eftertrykkeligt – imens Kevins forældre var i kirke, og om eftermiddagen tog vi på tur til smukke Raadvad. Vi ville vise Kevins forældre 'vores' sted. Stedet hvor vi tog Elisabeth på den første barnevognstur og som for os altid vil betyde noget helt særligt. Det er samtidig det sted hvor Elisabeths stenhuggeri ligger, så det er et sted med helt særlige tilhørsforhold for os. I dag var det tilmed dagen hvor tvillingerne var med for første gang. Det var en lille detalje som var gav lidt ekstra til oplevelsen.



Det var koldt, rigtig råkoldt, på den der fugtige måde som det kan være i Danmark. Tror det kom lidt bag på vores to gæster at det kan være så koldt, når det ikke rigtig er koldt – temperaturen må have ligget et sted lige omkring frysepunktet – så da vi alle efterhånden var blevet godt og grundigt gennemkolde, vendte vi næsen hjemad. Jeg fik lynhurtigt frembragt en plade med lune Havregryn/æble/gulerodsmuffins med rosiner. De var ikke helt efter opskriften, men det var hvad vi havde, så sådan blev det og faktisk slet ikke så ringe, hvis jeg selv skal sige det. Varm te og muffins i sofaen efter en travetur i det smukke Raadvad var bestemt ikke ringe.



I morgen står den på Royal Copenhagen og diverse andre turiststeder inde i den store by. Jeg tror jeg vælger at blive hjemme. Jeg er stadig ikke helt god til det der med mange mennesker og så slet ikke lige efter jul. Det er som om stemningen er helt forkert. Ikke rigtig julestemning, ikke rigtig noget. Bare udsalg og bytterier. Meget forvirrende og så synes min mave ikke længere så godt om så mange timer på benene på den måde. Desuden starter butikken udsalg i morgen og jeg har lovet at komme og hjælpe til i et par timer. Det plejer at være rigtig hyggeligt. Det er nok også ved at være en af de sidste vagter for mit vedkommende, da maven snart ikke tillader mere af den slags, så den ville jeg gerne lige have med.

Så blev det jul

Kevin og Mao sover endnu, Kevins forældre er gået i kirke og her sidder jeg i nattøj og nyder stilheden. Her er meget stille. På en måde alt for stille. Elisabeth burde have fyldt stilheden, som kun en lille 2 1/2 årig pige kan, med fart over feltet og lyden fra alle sine julegaver hun havde fået i går. Hun fik ikke ret meget andet end kærlige tanker og dem kan man ikke lige sådan lege rundt med – i hvert fald ikke så det larmer.



Vores juleaften startede hos Elisabeth. Hvordan kunne den næsten andet? Vores lille pige som har en kæmpe plads i vores hjerter kunne igen i år ikke være med. Derfor kom vi til hende og hyggede og tændte lys inden vi tog af sted ud til mine forældre for at være sammen med resten af familien. Det kommer aldrig nogen sinde til at føles rigtigt at hun ikke kan være med. Det var lige så forkert i år som de to forrige år.

Vi fik taget et familieportræt lige der hos Elisabeth, for kun når vi er der, er vi samlet alle sammen. To forældre med deres tre børn. Børnene kan være svære at få øje på, hvis man ikke lige ved hvor man skal kigge. Men de er der – alle tre. Elsket og savnet.



Det var et vigtigt besøg og rart at få lov at dele det med Elisabeths bedsteforældre. Juleaften, for deres vedkommende, var ellers lige ved at blive aflyst. Det lykkedes os dog at komme af sted alle mand. Det var godt, for det havde været helt forkert at efterlade dem alene hjemme, selvom Mao sikkert ville have syntes at det var hyggeligt. Juleaften skal man være sammen med sin familie.

Første juleaften sammen med Emma havde jeg glædet mig til. Hun er stadig lidt for lille til helt at forstå konceptet, men det der med at pakke pakker op har hun fuldstændig styr på. Vi tog dansen om juletræet lige efter eftermiddagskaffen, så Emma kunne være med. Det var tydeligvis noget hun aldrig nogen sinde havde oplevet før og der blev kigget med store øjne.



Bagefter fik hun lov at pakke ud og pakke ud og hun klappede flittigt i sine små hænder hver gang en ny ting kom til syne bag det fine papir. Det var en fryd for hendes moster, der smeltede en lille smule hver gang. Helt frisk var hun ikke – altså Emma – så hun kom i seng lige efter aftensmaden, men jeg er slet ikke i tvivl om at hun havde haft en god juleaften så længe den varede.

Resten af aftenen var der mad, hygge og grin i rigelige mængder. Vi var mange i år, så selvom det ikke var noget problem at nå rundt om juletræet – ja vi kunne næsten have nået rundt om to gange og vi sikkert ville have haft rigtig godt af det – så var maverne så fyldte, at vi besluttede at tage sangene siddende. Desuden havde vi jo allerede gået en gang om eftermiddagen. Det gik vældig fint, for på den måde var det faktisk muligt at se teksten samtidig.

Det blev sent, men det var kun fordi der var så meget hygge der skulle haves inden vi kunne tage hjem. Det var sjovt at opleve Kevins forældres reaktion på noget, som for os er helt naturligt og som foregår på stort set samme måde hvert år.

Det blev en god jul, trods alt.

For øvrigt blev det også den sidste i mine forældres gamle hus. Det er solgt og de flytter om et par måneder fra det lille bondehus på bakken, til et nyt ved havet. Det var lidt vemodigt at sige farvel, vel vidende at dette var den sidste jul i mit gamle barndomshjem.

En værre redelighed

Så måtte jeg alligvel lige en tur af sted igen. Plukkeveer og tiltagende ømhed og tyngde i underlivet satte gang i spekulationerne og pludselig havde min fantasi fjernet livmoderhalsen og jeg var nærmest ved at gå i fødsel ... Igen mødte vi kun imødekommenhed og forståelse på hospitalet da vi mødte op med bekymrede, om end lidt undskyldende blikke. Tilfældigvis var det den læge som følger mig i denne graviditet der havde vagten. Det var ekstra trygt og rart. Hun tog sig god tid og undersøgte mig grundigt, men fandt heldigvis intet galt. Alt så ud til at være i den skønneste orden. Min tilstand kunne muligvis skyldes en blærebetændelse, så jeg fik penicillin for en sikkerheds skyld og ordrer om at komme igen hvis det blev værre. De mennesker burde få en medalje!

Det lille hospitalsbesøg betød at jeg blev en smule forsinket til søsters fødselsdag i eftermiddag, men hellere det end at få ødelagt hele dagen og resten af julen af unødige spekulationer. Emma er stadig mellemøressyg og var derfor ikke i helt samme hopla som hun plejer. Det var synd. Det er ikke sjovt at være syg juleaften. Hun bliver desværre ikke den eneste. Her hjemme er det efterhånden kun mig der holder skansen på den front. Ikke bare Kevin, men nu også begge hans forældre. Det er en værre redelighed og vi har snart ikke mere amerikansk forkølelsesmedicin tilbage. Men det går vel nok endda med lidt fælles hjælp og en god julestemning.



Juletræet er til gengæld rigtig kommet i julestemning og står nu og stråler så det rigtig kan gøre sig til med alt sin fine pynt.

Juletræet fik sin pynt

Så fik juletræet endelig sin pynt. Det er blevet fint. Rigtig fint endda. Det endte tilmed at blive ganske hyggeligt at pynte det, selvom det holdt hårdt. Jeg havde ikke regnet med at det ville være så svært at finde alt juletræspynten frem som det faktisk var. Det kostede en hel del tårer. Jeg startede med at finde det hele frem i går, men måtte lade det ligge. I aften hjalp vi så hinanden alle sammen og der blev talt om alle de forskellige ornamenter og hvor de stammede fra og hvad de betød og stod for. Så gik det lige endda.



Det er allerede tredje jul uden Elisabeth. Det er næsten ikke til at fatte at der allerede er gået så lang tid. Jeg synes egentlig ikke at denne jul er så særlig meget nemmere end de to foregående. Det havde jeg nok et eller andet sted forestillet mig. Julen har ikke været fuldstændig uoverskuelig for mig i år. Jeg har faktisk glædet mig til den. Men nu her et par dage før og i særdeleshed i dag hvor juletræet fik sin pynt, har den alligevel påvirket mig en hel del. Jeg er blevet stille, indadvendt og eftertænksom. Elisabeth er mere til stede igen og det gør det både dejligere og sværere at forholde sig til. Jeg vil gerne hygge mig og være sammen med hele familien, men jeg har også brug for at være stille sammen med min lille pige kan jeg mærke.

Det vigtigste af alt er nok at hun er til stede. At hun får lov at være med. At hun får lov at få lidt plads blandt alt det andet der fylder. Det fik hun i aften. Alle hendes engle er kommet på træet sammen med den nye engel, som hendes far købte forleden dag og sammen med de to nye nissetvillinger. Jeg elsker ornamenter med historie. Især når det er en fyldt med minder og en særlig betydning. På den måde giver det mening at fylde et træ med pynt. På den måde bliver der trukket en tråd ned igennem tiderne fra den gang og til nu. På den måde vil Elisabeth altid være med til at pynte træet sammen med os selvom hun aldrig fik lov.

Jeg ville have elsket at fylde træet med alle hendes kreationer. Både de skæve hjerter og popcorn på snor og hun ville have fået lov at pynte det alt det hun ville. For det er vel det handler om – at være sammen i en hyggelig stund fuld af minder. Sådan bliver det ikke. I stedet er det hendes engle der må fylde den plads og så må hendes søskende med tiden tage over og hjælpe os med at fylde træet med kærlighedspynt af den skæve slags.



Træet er blevet fint, men vi mangler stadig juletræslysene. Vi har kun en enkelt lyseholder, som fik lov at få et lys og tilmed fik lov til, allerede i aften, alene at lyse op så godt som det nu kunne. Det var en hel del. Det ene lys fik pludselig en helt andet betydning end havde der lyst 1000 lys. Smukt var det og det blev nydt den tid det varede.

De næste par dage får jeg sikkert ikke tid til få skrevet så meget. Derfor vil jeg allerede nu ønsker jer alle sammen en rigtig god jul fyldt med varme og masser af kærlighed.

Vintersolhverv

Fjerde søndag i advent falder i år på årets korteste dag og skønt solen har skinnet det meste af de lyse timer, føles det i sandhed som årets korteste dag. Det blev mørkt inden vi fik set os om.



Vi nåede lige en tur ned til Elisabeth for at pynte hendes lille juletræ – det blev så fint – og bagefter besøgte Kevin og hans far spejderne og fandt verdens største juletræ, som nu står her i stuen og akklimatiserer. Det er rigtig fint og jeg glæder mig til at pynte. Ved slet ikke om vi har så meget julepynt – vi har aldrig haft et juletræ af den størrelse – men ellers popper vi vel bare nogen popcorn. Pyntet skal det nok blive.

Lige nu ‘napper’ det meste af huset. Jeg nyder stilheden. Kun radioen, der spiller nonstop julemusik, høres ganske svagt. Halvdelen af os hoster og snotter så jeg sjældent har set mage, en er gravid og den sidste underholder os andre, så det går endda, selvom det ikke går så hurtigt for de fleste af os. Jul skal det nok blive. Kevins forældre er ved godt mod og nyder virkelig at gå på opdagelse i den danske julesjæl. I går var der ikke det hjørne af byen de ikke havde besøgt. I morgen står den på den store by. Det skal nok blive underholdende at høre om hvad de kommer til at opleve. Jeg glæder mig allerede.

Ud over at fjerde søndag i advent faldt på vintersolhverv, er det i dag også dagen hvor jeg rundede de 21 uger. De to små møffere vokser støt og roligt.



Så meget er de vokset. Ind imellem kan jeg have svært ved at følge med. Ikke bare rent fysisk, når maveskindet giver sig og det hele værker så jeg kan blive helt i tvivl om det nu også kan holde til det, men også rent mentalt. Det er næsten ikke til at forstå at der stadig er over tre måneder at blive større i! Da jeg så sådan ud sidste gang jeg var gravid, var jeg noget nær ved vejs ende. Jeg regner ikke med at holde til at gå på arbejde ret meget længere, så det ender nok med en fuldtidssygemelding efter jul. Jeg ville rigtig gerne fortsætte, men det hjælper bare ikke når kroppen ikke vil. Desuden er jeg ikke interesseret i at udfordre skæbnen. De to små skulle helst blive inde i maven så længe som muligt.

Julestress

Det er ikke just det der præger vores yndlings yngling i denne tid. Faktisk bliver der hygget igennem i en grad så det er lige før det smitter.



Jeg tror jeg vil prøve at gøre ham kunsten efter og lige om lidt finde en ledig plads ved siden af. Jeg skulle nemlig helst heller ikke rammes. Julestress gider jeg ikke og det er selvom en hel masse har været lige ved at give mig det. De der julekort for eksempel. Jeg ved ikke om jeg når dem i år og hvis ikke, ja så når jeg dem ikke. Sådan må det være. Jeg synes der er så meget andet der fylder min dag og desuden går alting bare ekstremt meget mere langsomt end ellers. Sådan er det at være tvillingegravid. Det går langsomt med alt andet end at vokse. Det jeg får lavet skal jeg være glad for. Sådan forsøger jeg at tænke og det går indtil videre ok.

Så landede de endelig

Det samme gjorde et bordfuld af skønne amerikanske varer. Der er alskens herligheder – lige fra Goldfish, brown bread, pretzels, peanut butter og cheerios ... til Levi's, Clinique, super effektiv forkølelsesmedicin, diverse vidunderlige bøger og blade. Sikkert en hel masse mere som jeg knap kan overskue. Det hele er medbragt med kærlighed og modtaget ligeledes. Det meste er bestillinger fra vores hånd, da dollaren er bemærkelsesværdig lav for tiden og da rigtig mange ting generelt er meget billigere 'over there', var det næsten dumt at lade være. Især da vi kunne få det hele bragt til døren. Her er et lille uddrag af nogen af de mange ting. Resten var slet ikke pakket ud endnu ...



Kevins forældre landede i eftermiddags med bugnende kufferter og skal være vores gæster hele julen. Vi har glædet os og det var skønt endelig at kunne hente dem i lufthavnen. Der er allerede blevet hygget godt igennem og de er knap kommet inden for døres. Det tegner godt. At rejse hele vejen over Atlanten kan være udmattende, så de er allerede hoppet i seng. Det kan heller ikke vare længe inden jeg følger deres eksempel. Jeg har nemlig fået et par bøger som jeg næsten ikke kan vente med at bladre i.


Blandt andet denne her ...


... og denne her.

Moder Jord

Rent instinktivt var jeg med det samme klar over at det var et jordskælv jeg var vidne til, men i min drøm var jeg få sekunder forinden nær styrtet ned med et fly. Det var skræmmende. Da jorden, sengen og klædeskabet igen blev helt stille, fik begrebet efterrystelser pludselig en helt anden mening.

Følelserne sidder i den grad uden på i denne tid. Der skal ikke meget til. Jeg drømmer stadig vilde drømme og at blive vækket med rystelser af den kaliber som i morges, satte i den grad gang i hele systemet. Jeg blev heldigvis hurtigt mig selv igen, men det krævede lige lidt stille tid i favnen på en stærk mand.

Det er stort, skræmmende og fascinerende at opleve når naturkræfterne spiller med musklerne på den måde. Det satte tanker i gang om det lille menneske i en kæmpe stor og vild verden. Jordskælvet i morges havde desuden lidt samme effekt på mig som min oplevelse af en fuld solformørkelse lidt nord for Paris for nogen år tilbage havde. Begge gange har der været tale om naturkræfter med en styrke der har efterladt mig helt stille.

Her bagefter er jeg glad for oplevelsen. Jeg tror det er sundt at blive rusket lidt i af den store Moder Jord en gang imellem – når blot hun rusker blidt, som hun trods alt gjorde det i morges. Ingen kom til skade. Forhåbentlig gav det højest lidt eftertænksomhedstanker hos andre end mig.

Mavefornemmelse

~~~
Inde i min mosters mave
er en lille børnehave.
Hun skal nemlig være mor
til en tvilling og hans bror.

Når jeg lytter med mit øre
tæt mod maven, kan jeg høre
to små glade unger kravle
inde bag min mosters navle.

Alle mødre har en mave
som engang var børnehave.
Hvis man ikke går i kloster
får man børn som lille moster!

Halfdan Rasmussen
~~~

Jeg har en rigtig god mavefornemmelse. En fornemmelse af små møf. Og i dag fik jeg tilmed lov at få endnu et lille kig ind til hvem det er der møffer på indersiden af mit maveskind. Ind imellem lignede det næsten en hel børnehave med hele to på en gang.

Det drejede sig om misdannelsesskanningen og for mig var det en kæmpe stor milesten der blev overstået. Det var skanningen der skulle vise om der var noget alvorligt galt med de to små i maven. Skanningssygeplejersken tog sig god tid – både til at at skanne alle små dele grundigt igennem, men også til at forklare hvad det var hun kiggede efter. Det var en fascinerende rejse og jeg lå bare og nød og sugede det hele til mig. Næsten en hel time fik vi i selskab med vores to små børn.

Til sidst fik vi hende til at kigge efter om hun kunne se kønnet. Det kan være svært at se på dette tidlige tidspunkt, men hun mente – uden dog at være sikker – at det sandsynligvis var en lille søster og hendes bror.

Sikken en dag! Jeg er stadig helt høj.

Den udvalgte

Mao plejer hovedsagligt at opholde sig inden døre om vinteren. Om sommeren forholder det sig lige modsat. Men lige nu er han en rigtig indehyggemis. Jeg klager ikke. Synes bare det er hyggeligt.



Forleden dag var en af de dage hvor jeg ikke blev ladt ude af syne et eneste øjeblik. Hvor end jeg gik hen, fulgte han efter – selv næsten helt ud under bruseren. Det er så hyggeligt med en kat på badeværelset når man er i bad. Næsten ligesom en vagthund. Lige nu ligger han her godt lænet op af computeren og spinder fornøjeligt. Det må være skønt at være kat. Næsten lige så skønt som at være dens ejer ... eller rettere, den der er ejet af en kat.

To et halvt år

I går ville Elisabeth være fyldt 2 1/2 år. En lille skøn krudtugle ville hun have været, med selvbestemmelse og egen mening om tingene.

De første få år af et barns liv er magiske, vidunderlige og meget drilagtige for alle som er involverede. En af de vanskeligste ting man bliver nødt til at lære er, at slippe noget af den kontrol og beskyttelse, som kommer så naturligt og som man føler så stærkt. En umådelig mængde tålmodighed vil ganske afgjort være hovedingrediensen i din succes!

Dette er et lille uddrag af denne måneds mail fra Pampers og beskriver det 2 1/2 årige barn. Det kan selvfølgelig ikke lige direkte overføres på Elisabeth, da hun aldrig nogen sinde er blevet 2 1/2 år og heller aldrig nogen sinde kommer til det. Men mit forhold til Elisabeth fyldte 2 1/2 år i går og det kan sagtens beskrives som magisk, vidunderligt og drilagtigt og et forhold hvor jeg skal lære at slippe noget af min kontrol og beskyttelse.

Mit forhold til Elisabeth ændrer sig hele tiden – ligesom det ville have gjort, havde hun levet i dag. Det ændrer sig blot på en mere usynlig måde end det ellers ville have gjort. Havde hun været her fysisk, ville alle andre også have kunne følge med. Nu er det mest kun mig der bemærker det.

De første år med Elisabeth har på mange måder været magiske. Min fantasi har fået lov at lege med og jeg har givet den lov. Det har været igennem den at Elisabeth har fået lov at leve en smule videre. Det har været vidunderligt og noget der har haft en stor betydning for mig og helt givet hjulpet os begge på vej til sammen at finde det sted hvor hun er i dag. Det har bestemt også været en drilagtig tid. Det er ikke altid nemt at være mor til et dødt barn. Det kan ind imellem være svært at finde fodfæste i forhold til verden omkring sig.

Jeg føler ligeledes at jeg er godt på vej til at slippe min kontrol og beskyttelse i forhold til Elisabeth. Det er ikke helt så vigtigt for mig mere, at tale om hende hele tiden. Jeg ved hvad hun betyder for mig og har efterhånden fundet en ro med det. Det er heller ikke helt så vigtigt mere at jeg når på kirkegården hver eneste dag, som det var i starten. Nu kan der sagtens gå en hel uge imellem mine besøg. Det lille fyrfadslys bliver dog stadig troligt tændt hver eneste aften hjemme i stuen. Den tradition tror jeg ikke lige sådan vi skiller os af med. På den måde er Elisabeth med os herhjemme og det håber jeg vil blive et fast ritual også fremover, når tvillingerne har meldt deres ankomst. Elisabeth er en stor del af vores familie og vil altid være det. Det er en vigtig og meget synlig måde for os at markere det på.

Så selvom Elisabeth ikke lever, så gør vores forhold det i høj grad og de små ‘remindere’ fra Pampers får derfor stadig lov til at lande i min mailboks hver måned.

Oplevelsesrige nætter

Jeg er ved at være halvvejs i min graviditet og må ind imellem knibe mig selv i armen over at det virkelig er mig det her er sket for. Jeg er dybt taknemmelig. De to små i maven har møffet troligt siden panikskanningen i sidste uge. I nat ligefrem så meget at de nærmest holdt mig vågen. Det er nok lidt forkert at give dem skylden – så meget sparker de trods alt ikke endnu – men efter et af mine utallige natlige toiletbesøg, kunne jeg ikke falde i søvn igen og det kunne de to små så øjensynligt heller ikke. Det var ganske hyggeligt når jeg nu alligevel lå der og ikke kunne sove.

Apropos at sove, så har jeg haft de vildeste mareridtsagtige drømme på det seneste. Der er virkelig ingenting der stresser mig i mit daglige liv. Jeg er på nedsat tid og tager det i det hele taget med ro, men om natten drømmer jeg den ene drøm efter den anden om at komme for sent, ikke at nå mit fly/tog osv og om ikke at kunne finde en gruppe jeg er samme med. I en af mine drømme var det mine to nyfødte børn jeg ikke kunne finde. Vi befandt os stadig på hospitalet og en læge eller sygeplejerske havde taget dem for at undersøge dem lige efter fødslen. Jeg anede ikke hvor de var gået hen med dem og hver gang jeg forsøgte at finde den afdeling hvor jeg mente de burde være, for jeg vild og hver gang jeg tog en elevator til den etage jeg regnede med var den rigtige, endte jeg et helt andet sted. Det var virkelig ubehageligt og til sidst var jeg helt ude af mig selv.

Mine drømme er alle meget stressbetonede og handler alle om at være sent på den og hele tiden blive forhindret i at komme frem af den ene eller anden grund. Det er meget stressende og ofte vågner jeg og befinder mig i en tilstand midt imellem drøm og virkelighed. Der går gerne et minut eller to inden jeg får viftet drømmen af mig. Det er højst besynderligt, men tænker at mine mange drømme helt givet handler om denne nye situation jeg befinder mig i. Der er mange ting at forholde sig til og meget usikkerhed. Muligvis handler de om at jeg er bange for at miste og måske endda at være skyld i det. Tænker det er noget i den retning og at min oplevelse med Elisabeth spiller ind, ellers ved jeg snart ikke ...

Jeg har fået tid hos en psykolog tilknyttet hospitalet, godt nok først til januar, men tænker at hun måske kan være behjælpelig med at udrede nogen af alle trådende i det her.