Farvel vores anden første bil

I går græd jeg. Ikke bare sådan lidt snøft snøft, men sådan rigtig med tårer og alt muligt. Jeg græder næsten lidt igen når jeg tænker på det. Men det var altså også et farvel af de rigtig svære. I går måtte jeg sige farvel til vores anden første bil – den første bil her i Danmark. Den første første havde vi i USA. Den var kun vores i et lille års tid, så solgte vi til nogen der blev glade for den. Det var ikke så svært et farvel.

Den her, derimod, har vi haft noget længere og der er mange minder der hænger ved. Den har kørt os mange skønne steder hen. Den har været med os på ferie på Bornholm og i Sverige. Det var i den jeg kørte mig selv til hospitalet med veer, da jeg skulle føde Elisabeth. Den har bragt alle vores tre børn hjem fra hospitalet. Den har kørt med Elisabeth i den lille lilla kiste, både til og fra kirken. Den har kørt rigtig meget for os. Den har endda startet hver eneste gang vi drejede nøglen. Aldrig gjort vrøvl. Eneste fejl var at den dryppede en hulens masse olie og var lidt rusten i bunden og sandsynligvis ikke ville klare næste syn. Udgifterne til reperationer hang slet ikke sammen med dens værdi og hvad vi ville få ud af det, så derfor var det farvel og tak.

Men altså, at stå der i vinduet og se den køre væk for aller sidste gang, var næsten ikke til at bære. Jeg ved godt at det kun er en bil, men jeg er slet ikke god til sådan noget og var helt slået ud. Det var skrækkeligt og jeg savner den helt vildt ... Nøj hvor jeg savner min bil!!!

Appetitten der forsvandt

Efter Ingrid og Carl er begyndt at få grød og mos er der for alvor droslet ned på amningeren. Det havde jeg ikke lige forudset og savner det allerede en lille smule. Sammen med amningerne forsvandt så også lige min appetit og den savner jeg måske nok om noget endnu mere! Det var så skønt bare at kunne spise hele tiden. Nu bliver jeg mæt for et godt ord. Det er der da ikke noget ved! Ikke mere noget med en skål müsli her og en sandwich der og store og mange portioner aftensmad. Øv!

Jeg fornemmer at det kommer til at tage lidt tid at vende mig til denne nye (eller gamle er det vel i princippet) tilstand uden alle mine hyggespise stunder. Men jeg bliver nok nødt til det, for det her går ikke. Lige i øjeblikket går jeg rundt med mavekneb fordi jeg har spist alt for meget. Jeg kan slet ikke vende mig til ikke at spise så meget som jeg plejer. Det er svært at skrue ned når man har været vant til noget andet. Jeg skal på afvænning skal jeg. Mon det er noget man kan få et plaster for?

Drømmenat

Der blev sovet længe her til morgen ... helt til klokken 6.35!!! Carl sov hele natten, kun afbrudt af to amninger og et par sut-i-mund klynk. Det er hvad jeg kalder en drømmenat. Jeg tror og håber på at han er ved at være ovenpå igen. Ingrid derimod, har stadig ikke meget plads i sin lille fine næse og jeg tror at det må være det der holder hende vågen om natten. Der er både blevet ammet, skiftet, dryppet og vugget. Jeg er træt og det tror jeg faktisk også at Ingrid er. I nat lå hun vågen i sin seng og snakkede og viftede med både arme og ben. Efter en skiftning og lidt næsedryp, sad jeg med hende i hendes dyne puttet godt rundt om hende. Hun var meget vågen, så jeg overvejede at stå op med hende, men jeg lod være og sad i stedet med hende på skødet lige så stille uden at sige noget. Der gik ikke mange minutter inden hun sov igen.

Så selvom Carl leverede en drømmenat, blev det alligevel til en hel del oppe-tid. Lidt søvn må jeg dog have fået, for en drømmenat blev det faktisk til – på en lidt anden måde. Der har nemlig været plads til en drøm. Det er ellers ikke meget jeg har gjort det i den slags ting på det seneste. Den handlede om en hel masse, som jeg allerede har glemt, men en af scenerne står stadig lysende klart for mig. Jeg var et sted, som kunne have været en kirkegård eller en kirke måske. Belysningen var dunkel og midt i det hele stod der ... ja, det var vel nærmest et sakrofa. Den havde åbninger i siden så man kunne kigge ind og derinde i midten stod en lille bitte kiste. Selvom den var hvid vidste jeg bare at det var Elisabeths.

Først kunne jeg ikke helt finde ud af hvad jeg skulle stille op med det jeg så. Skulle jeg kigge i den eller ...? Jeg kunne ikke lade være, så jeg lettede på låget og lige der lå hun så. Lille bitte og helt indtørret. Uh, hvor var det forfærdeligt. Min lille pige som er væk for altid, var endnu en gang helt væk for mig. Min mave snørrede sig sammen og jeg vågnede med gråd i halsen.

Jeg har tidligere drømt om Elisabeth, men det er længe siden og hver gang har hun været i live. Ikke som her, stendød i en kiste. Jeg aner ikke hvad den drøm betyder eller om der er nogen betydning ud over at jeg har tænkt en hel del på hende på det seneste. Måske en artikkelrække i det seneste nummer af medlemsbladet Stjernen, der handler om forældre der har måtte træffe det svære valg for deres børn – at stoppe livet før det sådan rigtig er begyndt – har sat tankerne igang. Desuden er der mindegudstjeneste i Vor Frue Kirke på søndag og jeg fornemmer, som den rykker nærmere, at hun bliver mere nærværende.

Desværre er det ikke så meget alle de gode minder der fylder, det er alt det skrækkelige vi var igennem i den tid med Elisabeth. Vi gjorde alt for at gøre tiden med hende den bedste tid og jeg synes vi formåede det et langt stykke af vejne, men det fjerner ikke alt det andet vi samtidig var igennem. Det var så forbandet og umenneskeligt hvad vi blev stillet overfor som nybagte forældre – at lade vores barn dø. Hvordan kunne vi? Det er blandt andet noget af det jeg roder med i øjeblikket. Troede egentlig at jeg havde fundet ro omkring det, men når sandt skal siges, så ved jeg ikke om jeg nogen sinde gør det.

Sjov med lyd på

Den traktor, den traktor. Carl elsker den! Allermest når der er lyd på. Han har mere eller mindre bevidst fundet ud af at starte den selv. Så sidder han og holder på den og fornemmer brummelyden mens han løfter forgaflen op og ned. Ren nydning.



Ingrid er ikke synderligt interesseret i den slags. Hendes ynglingslgetøj er lige i øjeblikket en lille ufo-dims som passer perfekt i hendes lille mund med to tænder der helst skal bruges til noget. Og så larmer den så dejligt når man ryster den. Rasle-ting er generelt rigtig gode for tiden. Men allermest synes hun vist bare det er skønt endelig at kunne sidde, sådan helt selv og med ret ryg uden at dratte til hverken den ene eller anden side.



De bliver så store! Det er garanteret ikke sidste gang jeg kommer til at sige det, men garanteret heller ikke sidste gang at jeg kommer til at mene det. Der er sket en meget markant udvikling med dem begge inden for de sidste par uger. Det der med at sidde har virkelig forandret dem. De fandt ud af det med få dages mellemrum og de mestrede det indenfor blot et par dage. Carl har desuden endelig knækket vende-koden og kan nu selv komme fra ryggen og om på maven. Lige om lidt kravler de vel! Jeg kan næsten ikke følge med ... men elsker hvert et lille fremskridt de præsterer og klapper begejstret i mine små hænder og uddeler kys og kram i store mængder.



De bliver sjovere og sjovere og jeg kan slet ikke forestille mig hvor det skal ende hvis det fortsætter på den måde.

Klokken 04.20!!!

Det er altså for tidligt at vågne. Som forudset er der gået helt kuk i søvnsystemet herhjemme. Så vi har været tidligt oppe i dag. Middagsluren blev nærmest en formiddagslur og hensigten med at rykke puttetidspunktet en halv time her til aften og endnu en i morgen, for at tage det gradvist, endte næsten i vasken. I hvert fald var det eneste vi fik ud af det, et par ulykkelige børn der havde så travlt med at falde i søvn og græde af overtræthed at maden kom galt i halsen, at det til sidst helt måtte opgives og erstattes af en sut. Oh my!

Det undrer mig virkelig det der sommertid/vintertids-noget. Hvad skal vi med det? Jeg har i hvert fald intet problem med at have den samme tid hele tiden. Det ville fungere aldeles fint for mig ... og mine børn.

Sidste vers

Så er det da for alvor blevet efterår skal jeg love for. September var en lang sensommer, lun og smuk. Oktober har været kold og nogen nætter endda med nattefrost, men haven og træerne har først inden for den sidste uge skiftet farve, sådan for alvor. Det er smukt derude lige nu, men det går stærkt pludselig stærkt, så det er med at nyde mens tid er. Udsigten fra skiftepladsen på børnenes værelse har længe holdt mig underrettet og gør det hver gang værd at skifte en ble – i hvert fald i de lyse timer, for der kan skovens skiftende farve rigtig nydes.



Mine tomater har givet en ok høst i år og det endda med et minimum af pasning. Der er ikke blevet nippet og puslet meget i år. De har blot fået en omgang vand om aftenen, når jeg har husket det. De er efterhånden ret visne at se på, men de får lov at stå endnu og skønt det ikke er varme det skårter på, så er der stadig tomater at hente ind af. Nu plukker jeg dem når de er begyndt at rødme og lader dem modne færdig i vindueskarmen. Det virker fint sådan.




I aften skal urene stilles til vintertid. Det huer mig ikke. Ikke blot bliver det mørkt hulens tidligt, men jeg kan også se frem til et par børn der ikke bare lige er sådan at stille en time tilbage, så jeg kan helt givet forvente et par børn der tror at det er morgen klokken 5 i morgen. Jeg må vist se at komme i seng.

På tur som enlingemor

Ingrid og jeg har været til hudlæge, som lavede prik-test på hendes lille bitte buttede arm og fandt at der absolut ikke var noget at komme efter allergimæssigt. Hun er ikke allergisk til mælk. Det var jo rart, for havde hun haft en mælkeallergi kan jeg knap forestille mig hvor besværligt det ville have været med hensyn til mad. Der er jo mælk i rigtig meget. Samtidig med at jeg fandt ud af hvad det ikke var, fandt jeg så desværre ikke ud af hvad det så var. Måske har hun bare sart hud og en sart mave der reagere på ... ja, et eller andet som jeg ikke ved hvad er. Jeg er begyndt at spise mælkeprodukter igen og så sent som i dag, så afføringen noget mistænksom ud igen. Det er altså noget mystisk noget.

Turen til hudlægen var en hel lille udflugt for os begge. Bare hende og mig alene. Vi hyggede os virkelig. Især nød jeg at være afsted med ét barn. Nøj hvor var det bare nemt! Jeg havde jo overskud og klarede lige det hele med en skiftning og en amning hos lægen inden vi skulle hjemad, uden stress over den anden. Ahh, det var jo ren luksus.

Hvor meget jeg end elsker begge mine levende børn, så kunne det ind imellem have været så rart bare at have fået ét barn af gangen. Når jeg er ude at gå med singlebarnevognen, mærker jeg virkelig alt det som skulle have været. Det som jeg havde drømt om med Elisabeth, men aldrig sådan rigtig fik. Det første barn. Det er bare noget helt særligt. Jeg forestiller mig at det ville have været sådan lidt symbiotisk. Alting for første gang og fuld opmærksomhed og den slags. Troede måske lidt naivt at jeg kunne få lov at opleve det lidt igen med et andet barn. Men det kan man ikke og da slet ikke med to på en gang, fandt jeg ud. Så fik jeg tilgengæld så meget andet som jeg slet ikke havde drømt om og jeg slet ikke ville kunne undvære nu.

Så en gang imellem er det rart at være enlingemor på tur. Når bare man stadig er tvillingmor når man kommer hjem.

Slået omkuld

Da Kevin kom hjem i eftermiddag åbnede han en øl og jeg fik sådan en lyst til at smage en lille tår. Jeg drikker hverken alkohol eller kaffe og har ikke gjort det i mange år. Først var jeg i behandling, så gravid, så i behandling igen og så gravid igen og nu ammer jeg. Så mange års afholdenhed, har bevirket at jeg helt har tabt interessen og smagen for begge dele. Det eneste jeg kan svinge mig op til er en tår øl i ny og næ. Det bliver aldrig til mere end en eller to smagsprøver af Kevins, bare for smagens skyld. Det var sådan en jeg fik lyst til i dag.

Der var knap gået 10 minuter og så lå jeg på sofaen og kunne ikke rører mig ud af flækken. Der var intet jeg kunne gøre, jeg måtte overgive mig. Så der lå jeg blandt Teletubbies og utilfredse og trætte unger og de kunne sikkert have larmet endnu mere end de gjorde og jeg kunne intet gøre, jeg måtte bare sove.

Ikke bare er jeg ikke vant til at drikke alkohol, men jeg er efterhånden så gennemgrundtræt helt ud i de yderste lag, hvor der ikke er mere at give af, at der ikke skal mere end en enkelt tår øl til at slå mig omkuld. I snart en uge har jeg ikke fået mere end i gennemsnit 1 times sammenhængende søvn af gangen. Nogen gange er der gået 2 timer og mange gange blot en halv time, fra den ene er faldet i søvn til den næste vågner. Jeg hænger knap ikke sammen mere.

At have to snotsyge børn på en gang, kan tage pusten fra selv den sejeste mor. De sidste par dage er jeg derfor gået i seng samtidig med børnene klokken 7, simpelthen fordi jeg ikke har kunne holde mig vågen, men lige så meget for at få bare et par timer inden de begynder at vågne på skift.

Det enste jeg ønsker mig er et par raske børn der sover hele natten ... eller i det mindste næsten i hvert fald. Bare de kunne nøjes med at vågne de der to gange hver som de plejer. Det er vel ikke for meget forlangt?

Et helt halvt år med Ingrid og Carl

Fra den gang og til nu er det som om der kun gået et øjeblik. De mange små fastfrosne øjeblikke hjælper heldigvis til med at huske og er så værdifulde når tiden først er gået. Gid jeg kunne holde fast i mange flere øjeblikke.

Mine snottede unger

Først var det Ingrid, så var det Carl og lige om lidt er det vel mig, tænkte en træt og slatten mor. At være mor til to snottede unger er sin sag, men at være det når man selv er syg og snottet, det er næsten ikke til at bære. Med alt det snot jeg får kørt rundt i hovedet, kan jeg næsten ikke forestille mig at skulle gå ram forbi. Nu må vi se. Indtil videre er jeg bare sådan jævnt slatten og træt.

Det er ikke meget søvn jeg har fået de sidste mange nætter. Ikke nok med at Ingrid nu har TO små bisser der titter frem, nu har hun også fået feber og snot i hele femøren, og hoster så hun nærmest har mistet sin lille fine stemme. Hun har næsten ikke kunne trække vejret gennem næsen og når man ikke kan trække været gennem næsen og ikke kan finde ud af at trække vejret gennem munden, er det så som så med den der nattesøvn.

Første nat sov Carl heldigvis fra det hele. Fatter ikke hvordan, for Ingrid græd HØJT! Hun var bare ked ked, men det var næsten som om han vidste der ikke var plads til at han også skulle være vågen, så han sov. Bortset fra to amninger sov han hele natten fra klokken 7 til 7. Det var lige før jeg fik tårer i øjnene over min skønne dreng. Han var bare go'! I nat var han knap så go'. Men det var der nu ikke noget at sige til. Det er svært at være go' når man også er begyndt hoste og vågne af det.

Vores nætter for øjeblikket er altså noget af en redelighed. Kevin er rykket ned på gulvet, for det er bare nemmere at jeg har begge børn liggende i den store seng når de skal ammes og trøstes på skift. I går gik jeg i seng samtidig med dem og jeg tror at jeg forsøger mig med samme komcept i aften, for hvis blot jeg kan få et par sammenhængende timer først på aftenen, kan jeg klare meget.

Heldigvis virker det ikke som om Carl er helt så hårdt ramt som Ingrid. Hun har til gengæld været lidt vel rigeligt ramt på det seneste synes jeg. Hendes diarré-følgeton er nu nået der til, at jeg har fået en henvisning til en hudlæge, så vi kan finde ud om der er noget hun ikke kan tåle. Hun er nemlig begyndt at få eksem og det sammenholdt med diarré synes jeg peger i retning af en allergi. Jeg er blevet opmærksom på at det sagtens kan være mælkeallergi der er problemet, selvom min egen læge hårdnakket påstår at det ikke kan lade sig gøre når hun bliver ammet. I USA er teorien nemlig en anden, så derfor har jeg ladet tvivlen komme hende tilgode og er derfor stoppet med at spise mælkeprodukter. Om det er det, eller om det bare er tiden der har arbejdet for hende, er svært at sige, men hendes diarré er pist væk og det samme er hendes eksem. Så nu er jeg lidt spændt på hvad hudlægen siger i næste uge. Tænk hvis det er mælk – hvor kunne jeg have sparret hende og os alle sammen for meget besvær, havde jeg blot været opmærksom på det noget før.

Men altså ... på trods af diarré, eksem, tænder, snot, hoste og hvad der ellers har været, er de nogen helt fantastiske små seje nogen, der midt i det hele alligevel rundhåndet deler ud af de skønneste hjertesmeltende smil, kys og kram. I morgen fylder mine snottede unger et halvt år!!! Om jeg fatter hvor tiden lige er forsvundet hen. Det er gået så fløjtende stærkt og når jeg tænker på den udvikling der er sket med dem på den tid, er det næsten svimlende.

Hun har fået en tand!

Min lille pige blev med ét en stor pige. Nu har hun nemlig fået en tand. Godt nok er det stadig kun en ganske lille en. Ja, faktisk er det kun et lille hjørne af en. Men den er der. Så er der vel ikke noget at sige til at hun har ligget og snakket til bamserne i sin seng klokken 3 om natten de sidste par nætter. Den har da gjort ondt! Den første tand. Tænk at det ville føles så stort når den brød igennem. Det havde jeg ikke helt troet, men det gør det altså. Det er virkelig en milesten af de store.



Der sker rigtig meget lige i øjeblikket synes jeg. Med dem begge to. For et par dage siden kunne Ingrid pludselig sidde. Helt selv! Carl har ikke helt ro til den slags, men til gengæld kan han næsten stå selv, hvis bare han holder fast i noget. De elsker dans og musik og Carl synger tydeligvis med når han hører nogen synge. Favoritfilmene er Teletubbies og Little People. Og så de begyndt at spise grød til frokost og mos til aften og er helt med på den der med at åbne munde og synes indtil videre at alt hvad jeg serverer for dem er et hit.

Der sker rigtig meget og det går så stærkt. Det forklarer måske deres urolige nattesøvn og dermed deres mors omtågede tilstand for tiden. Det hænger ofte sådan sammen. Man skulle ellers tro at jeg fik nok søvn når jeg går i seng klokken 9 ... Men med det tempo de lægger for dagen – og natten – skal man gå tidligt i seng for at følge med og så er det ikke et øjeblik for tidligt. De er så sjove og jeg elsker at være deres mor – selv om natten når de egentlig burde sove. Lige om lidt fylder de et halvt år ...! Hvor blev tiden lige blevet af?



PS: Carl kan faktisk godt sidde selv, når bare det er bag sin nye traktor. Nøj, den er han glad for! Den kan sige lyde og køre selv hvis blot man giver slip. Lige nu er det dog sjovere at holde fast mens den brummer.