Lad os gøre elnettet klart til elbilerne

Lad os gøre elnettet klart til elbilerne

Det er ikke lige til at få øje på. Men godt gravet ned i den danske muld finder vi den infrastruktur, som skal være med til at løse klimaudfordringen: Eldistributionsnettet.

Hver dag leverer det sikker, billig og grønnere strøm til danskerne i en sådan grad, at FN har kåret vores energisystem til verdens bedste. Ikke bare én gang. Men tre gange i træk.

Elnettet er således hele fundamentet for den grønne omstilling, og at vi kan tage de næste skridt mod en fossilfri fremtid. Men et elnet til en grøn og elektrisk fremtid kræver politiske mål.

Efterlysning: Politisk vision for elnet

I den seneste energiaftale har politikerne opsat et mål om minimum tre nye havvindmølleparker inden 2030. Og den nuværende regering har udstukket en vision om en million grønne biler – heraf 700.000 elbiler – i 2030. Det er afgørende for, at vores strøm bliver 100 procent grøn, og at vi kan sparke sort energi ud af vores forbrug.

Men ingen partier har præsenteret et mål for det elnet, der skal binde de politiske visioner om flere vindmøller og elbiler sammen. Det haster.

For det eksisterende elnet kan ikke klare opgaven. Virkeligheden er, at fortsætter vi med at investere i elnettet og ladestandere på samme niveau som i dag, vil danskerne opleve, at der med elbilernes indtog følger strømafbrydelser og kø ved ladestanderen.

Derfor anbefaler vi i Dansk Energi, at en ny regering – hurtigt efter et valg – fastlægger en selvstændig strategi med konkrete initiativer, der sikrer, at eldistributionsnettet og ladeinfrastrukturen bliver klar til elbilerne på den mest økonomisk ansvarlige måde.

>> Læs Dansk Energis analyse her

Fremadskuende økonomisk regulering

Der er brug for investeringer i milliardklassen, hvis vi skal sørge for, at kapaciteten i elnettet er foran antallet af elbiler. Elnetselskaberne er fuldt indstillede på at løse den grønne udfordring. Men hvis man politisk fastholder selskabernes eksisterende investeringsramme, kommer vi ikke i mål.

Politikerne skal sætte rammerne ud fra, hvad fremtiden bringer, fremfor hvordan virkeligheden ser ud i dag eller for fem år siden. Desværre kigger myndighederne i øjeblikket i bakspejlet for at finde vejen frem. Det gør det svært for branchen at træffe beslutninger om de rigtige investeringer.

Derudover er er der behov for politiske initiativer, der fremmer opførelsen af ladestandere, hvis vi skal imødegå målet om en million grønne biler.

Den smarte vej

Den gode nyhed er, at vi kan reducere gravearbejdet og investeringerne i elnettet med 16 milliarder - fra 48 milliarder til 32 milliarder. Det kræver initiativer, at vi vælger den smarte vej, hvor fremmer og belønner fleksibelt elforbrug.

Udfordringen består i, at den naturlige praksis er, at du sætter elbilen til opladning, når du kommer hjem fra arbejde, hvorefter du trykker på kontakten til andre apparater som eksempelvis komfurer og vaskemaskiner. Derved opstår en ’kogespids’ i elforbruget – altså et særligt højt forbrug. Men de fleste husstande har ikke brug for bilen før næste morgen, så hvis vi skubber opladningen til efter madlavningen, er meget vundet.

Vi er nødt til at have forbrugerne og virksomhederne til at spille aktivt med, så de flytter noget af elforbruget til tidspunkter, hvor der er er større kapacitet i elnettet. Her er elnetselskaberne i gang med at indføre fleksible tariffer, der gør det billigere at bruge strømmen udenfor perioderne med spidsbelastning.

Men vi har også behov for, at anbefalingerne fra regeringens grønne vækstteam bliver gennemført hurtigst muligt. Initiativerne vil blandt andet forbedre adgangen til forbrugsdata for el, så kommercielle aktører får bedre mulighed for at udvikle nye smarte produkter og serviceløsninger, der kan give elbilsejeren et fleksibelt – og dermed billigere – elforbrug. 

Leveringskvalitet i verdensklasse

Der er meget på spil. Uden elbiler får vi ikke transportens udslip af CO2 til at gå i nul. Uden let og pålidelig opladning ingen elbiler.

Elnetselskaberne har løftet effektivt opgaven i mere end 100 år – og vi er parate til at sikre, at elnettet bliver klar til den fulde grønne omstilling af energisystemet i rette tid. Men en ny regering og et nyt Folketing skal bane vejen for flere grønne biler og gøre det muligt for elnetselskaberne at forberede elnettet til en fremtid, hvor eldrevet transport bliver den attraktive løsning for alle - ikke kun de få.

Elnettet skal udvikles, så det hele tiden er på forkant med danske klimapolitiske ambitioner. Det skal en politisk strategi sikre.

Øges klimaambitionerne, skal elnettet dimensioneres dertil, så vi kan bruge den grønne strøm til at erstatte fossile brændsler. Og det skal selvfølgelig ske på en måde, hvor danskerne også i fremtiden kan se frem til, at leveringskvaliteten af el forbliver i verdensklasse. 

Jacob Juul Andersen

Kommerciel Produktchef Gastech Energi hos Gastech-Energi A/S

Gashybridvarmepumpen er netop én af mange gode løsninger i forbindelse med elektrificeringen. Når man kombinere både en eldreven varmepumpe med en gaskedel, hvor vi ser mere og mere biogas, kan man opnå netop den fleksibilitet der efterspørges. Samtidig er gasnettet det oplagte valg til at lagre grøn energi. Med de sidste nye løsninger vi kan tilbyde hos Gastech Energi vil en Elco varmepumpe kunne dække 80 - 90 % af al den energi der bruges til opvarmning med grøn strøm. I kogetiden eller perioder uden vind og sol, vil man kunne køre videre på Elco gaskedlen. Styringen er klar til at kunne modtage signaler fra en ekstern aggregator virksomhed, som både vil kunne styrer hybridløsningen ud fra hvilken energikilde der er mest optimal at benytte, eller ved at pulje flere tusinde enheder vil løsningen kunne bruges som regulerkraft. Vi har produkterne klar, men der skal være en gulerod til de forbrugere der tilbyder sig som "fleksibel"  link til løsning:  https://www.youtube.com/watch?v=gYJwjIjGDwM

Den Smarte Vej: Det er bare at gøre elafgiften overproportionel med elprisen på nordpool. Så vil der hurtigt være nogle der opfinder en smart dims der tænder og slukker de elforbrugende apparater i husholdningene så udgiften minimeres. Og har vi til den tid en smart afgiftsminister (nok mere ønske end realitet), så justeres denne overproportionelle afgift løbende så halvdelen af besparelsen tilfalder forbrugeren og halvdelen af besparelsen tilgår staten (kræver så også lige en handlekraftig skatteminister og det skal vi nok ikke forvente, da skiftende regeringer her kun har leveret fra middelmådig til dårlig).

Tilsluttede elbiler i forsyningsområderne kunne desuden fungere som forsyningskilder i nærområdet, mens de alligevel bare står parkeret. Bilerne kunne derved også benytte batteriressourcerne mere optimalt - recharge efter køremønster, ruteplan, ladeprofil og nøgletal. (Frigive effekten, når prisen er højest og lade når prisen er billigst, således at kapaciteten altid er optimalt udnyttet.)

Per Rømer Kofod

Adm. direktør/CEO at VELTEK

Godt at se at realiteten banker på døren - elektrificeringen af Danmark, gør det nødvendigt at prioritere ud fra elnettets kapacitet, hvis det ikke udbygges. Vi skal samtidigt huske at strøm inkl. vindstrøm kun kan bruges én gang når vi både taler elopvarmning og elbiler uafhængigt af hinanden. Fleksible hybridløsninger kan få en vigtig rolle bl.a. indenfor bolig opvarmning.

Lad os samtidig booste Brintløsninger både i nye biler men også til ombygning af nuværende biler.

Hvis du vil se eller tilføje en kommentar, skal du logge ind

Flere artikler fra Lars Aagaard