25.11.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 294/54

1.1

I henhold til artikel 12, stk. 3, litra a), andet afsnit, i direktiv 77/388/EØF træffer Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg afgørelse om størrelsen af normalsatsen for merværdiafgiften. I januar 1993 fremsatte Kommissionen forslag med henblik på indførelse af en endelig fiskal harmoniseringsordning, men Rådet kunne ikke vedtage forslaget, da det ikke var muligt at samle den fornødne enstemmighed.

1.2

I stedet blev der vedtaget en aftale om tilnærmelse af momssatserne, og med direktiv 92/77/EØF blev der indført en minimumssats på 15 %. Denne bestemmelse, der oprindelig skulle gælde til 31. december 1996, er blevet forlænget tre gange, og gælder indtil den 31. december 2005.

2.1

Da det nugældende direktiv snart udløber, har Kommissionen fremsat forslag om forlængelse af direktivet, så det gælder frem til den 31. december 2010. De gældende bestemmelser ændres dog ikke: merværdiafgiftens normalsats må ikke være lavere end 15 %, og beskatningsgrundlaget skal være ens for levering af goder og for levering af tjenesteydelser.

3.1

I lyset af den aktuelle situation vedrørende medlemsstaternes politikker på skatteområdet, og især på momsområdet, kan EØSU kun tilslutte sig Kommissionens initiativ, som reelt er et nødvendigt skridt.

3.2

EØSU vil endvidere benytte lejligheden til at fremsætte visse bemærkninger i håbet om, at medlemsstaterne vil tage dem til efterretning.

3.3

Den manglende fælles enighed blandt medlemsstaterne på skatteområdet, og i særdeleshed på momsområdet, er ikke noget nyt. Den har eksisteret siden grundlæggelsen af EU, og de efterfølgende udvidelser fra oprindeligt 6 medlemsstater til de nuværende 25 har kun været med til at gøre uenigheden større. Det er i årenes løb end ikke lykkedes at finde tilslutning til Kommissionens forslag, som blot lagde op til et interval med en minimums- og maksimumssats på 15 % og 25 % (om end dette interval eksisterer i praksis). Endvidere har man hverken opnået en aftale om ensartet anvendelse af princippet om betaling af moms i oprindelsesmedlemsstaten eller taget seriøst fat på spørgsmålet om ophævelse af de utallige fritagelser og undtagelser, som alle medlemsstater har opnået med forskellige begrundelser fra gang til gang, og med frister, som — hvis de i øvrigt er angivet — næsten aldrig er blevet overholdt.

3.4

Det kan ikke være rigtigt at tale om en »overgangsordning« for moms, når denne ordning har eksisteret i årtier i afventen på en »endelig ordning«, som er mere problematisk end nogensinde, og EØSU vil ikke længere acceptere denne situation. Rådet bør af hensyn til åbenhed over for borgerne, som man så ofte påberåber sig og efterlyser, melde klart ud, at det vil forfølge det strategiske mål om skattemæssig harmonisering på momsområdet, om end det ikke er realistisk at tro, at det kan nås på kort eller mellemlang sigt. Derved undgås spild af energi og ressourcer i et forgæves forsøg på at opnå enstemmighed på områder af helt afgørende betydning for de enkelte medlemsstaters skatte- og socialpolitik, som de hver især har i sinde at bevare uden at gøre indrømmelser.