This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 31989D0043
89/43/EEC: Commission Decision of 26 July 1988 on aids granted by the Italian Government to ENI-Lanerossi (Only the Italian text is authentic)
89/43/EØF: Kommissionens beslutning af 26. juli 1988 om den italienske regerings støtte til ENI-Lanerossi (Kun den italienske udgave er autentisk)
89/43/EØF: Kommissionens beslutning af 26. juli 1988 om den italienske regerings støtte til ENI-Lanerossi (Kun den italienske udgave er autentisk)
EFT L 16 af 20.1.1989, pp. 52–62
(ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT)
In force
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1989/43/oj
89/43/EØF: Kommissionens beslutning af 26. juli 1988 om den italienske regerings støtte til ENI-Lanerossi (Kun den italienske udgave er autentisk)
EF-Tidende nr. L 016 af 20/01/1989 s. 0052 - 0062
***** KOMMISSIONENS BESLUTNING af 26. juli 1988 om den italienske regerings stoette til ENI-Lanerossi (Kun den italienske udgave er autentisk) (89/43/EOEF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR - under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger, og ud fra foelgende betragtninger: I I 1962 blev Lanerossi SpA overtaget af det statslige holdingselskab Ente Nazionale Indrocarburi (ENI) med henblik paa dels at skabe en vertikalt integreret tekstilkoncern, dels at loese de oekonomiske og finansielle problemer, der praegede en raekke private virksomheder inden for tekstil- og beklaedningsindustrien; sidstnaevnte virksomheder blev i denne forbindelse overtaget af Lanerossi. Gennem en betydelig strukturomlaegning lykkedes det over en aarraekke at goere nogle af disse datterselskaber rentable, saaledes at de paa ny kunne overgaa til den private sektor. En raekke andre datterselskaber var dog stadig tabsgivende, og for at kunne opretholde driften fik de fortsat udbetalt finansiel stoette af den italienske regering til daekning af deres tab. Dette gjaldt isaer Lanerossi's fire datterselskaber inden for herreovertoej, Lanerossi Confezioni (Arezzo, Macereta, Orvieto), Intesa (Maratea, Nocera, Gagliano), Confezioni de Filottrano (Ancona) og Confezioni Monti (Pescara). Fra 1974 til 1979 voksede disse virksomheders underskud fra 2 mia lire til 39 mia lire, og i 1979 modtog Kommissionen en officiel klage fra Den Europaeiske Sammenslutning for Beklaedningsindustrien (AEIH) og senere fra andre brancheorganisationer inden for tekstilindustrien; det blev i disse klager anfoert, at det ville fordreje konkurrencen inden for EF maerkbart, hvis disse virksomheder fortsat fik udbetalt stoette til daekning af dens driftstab. Kommissionen konstaterede efter en indgaaende undersoegelse af de statsejede virksomheders situation og udvikling inden for produktionen af herretoej og paa grundlag af den italienske regerings oplysninger paa dette omraade, at foranstaltningerne til fordel for disse virksomheder maatte betragtes som stoette i den i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, anvendte betydning. Ved skrivelse af 26. juni 1980 meddelte Kommissionen saaledes den italienske regering, at disse foranstaltninger kun kunne undtages fra artikel 92, stk. 1, saafremt stoetten blev ydet i et begraenset tidsrum, og saafremt det strukturomlaegningsprogram, Kommissionen havde faaet forelagt, blev gennemfoert; dette program tog nemlig sigte paa at nedskaere de paagaeldende virksomheders kapacitet og goere dem rentable og selvfinansierende paa kort sigt. Herefter fulgte Kommissionen noeje udviklingen i de statsejede virksomheder, der fremstiller herretoej; den meddelte ved skrivelse af 20. maj 1983 den italienske regering, at den finansielle stoette, der var blevet ydet til daekning af tab i et femte datterselskab af Lanerossi inden for denne sektor, Lebole SpA, blev opvejet af den strukturomlaegning, der allerede var gennemfoert eller skulle gennemfoeres kort efter, og som udelukkede, at der var tale om stoette med det formaal at redde virksomheden eller driftsstoetten. Kommissionen konkluderede derfor, at denne finansielle stoette kunne falde ind under undtagelsesbestemmelsen i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og saaledes kunne betragtes som forenelig med faellesmarkedet. Kommissionens tilsyn med gennemfoerelsen af strukturomlaegningsprogrammet for Lebole SpA efter den 31. december 1983 bekraeftede dette standpunkt, og Kommissionen kunne derfor afslutte sagen. Hvad angaar de oevrige fire ovennaevnte datterselskaber af ENI-Lanerossi viste de oekonomiske og finansielle resultater ved udgangen af 1982, at deres strukturomlaegningsforanstaltninger i de seneste aar ikke havde vaeret effektive, og at det var indlysende, at disse virksomheder fortsat ville staa over for alvorlige strukturbestemte vanskeligheder, selv om de konstant fik udbetalt stoette gennem offentlige midler. Virksomhedernes tab fra 1980 til 1982 androg over 150 mia lire. Ifoelge det strukturomlaegningsprogram for 1983-1986, som den italienske regering havde forelagt Kommissionen, ville disse fire virksomheder fortsat vaere afhaengige af statsstoette og offentlige midler til daekning af deres tab. I ovennaevnte skrivelse af 20. maj 1983 anfoerte Kommissionen, at selv en forholdsvis beskeden statsstoette med det formaal kunstigt at opretholde produktion og eksport inden for en sektor, der i EF som helhed er praeget af skarp konkurrence, overskudskapacitet, lave priser og en betydelig samhandel, ville forvaerre problemerne for de virksomheder, der ikke modtager statsstoette. Paa grund af virksomhedernes sociale og regionale betydning rejste Kommissionen ingen indsigelse mod den stoette, der blev ydet indtil udgangen af 1982, men udtrykte stor tvivl om, hvorvidt statsstoette til daekning af disse virksomheders driftstab i fremtiden kunne betragtes som forenelig med faellesmarkedet. Kommissionen meddelte den italienske regering, at der i forbindelse med eventuel fremtidig stoette af denne art maatte traeffes passende foranstaltninger. Den erindrede ogsaa den italienske regering om, at medlemsstaterne i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, er forpligtede til at underrette Kommissionen saa betids om enhver paataenkt indfoerelse eller aendring af stoetteforanstaltninger, at den kan fremsaette sine bemaerkninger hertil. Den anmodede den italienske regering om inden to uger efter modtagelsen af skrivelsen af 20. maj 1983 at give Kommissionen meddelelse om sine stoetteplaner Ved telex af 24. juni 1983 meddelte den italienske regering Kommissionen, at den i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, ville anmelde eventuel fremtidig stoette til disse fire fabrikanter af herretoej. Paa baggrund af oplysninger om, at disse virksomheder fortsat led betydelige tab, erindrede Kommissionen ved skrivelse af 22. juli 1983 den italienske regering om sin skrivelse af 20. maj samme aar og gentog, at yderligere stoette til disse datterselskaber af ENI-Lanerossi ikke kunne betragtes som forenelig med faellesmarkedet paa grund af virksomhedernes udvikling og markedssituationen. Ved skrivelse af 2. november 1983 bekraeftede den italienske regering, at den ikke paataenkte at yde statsstoette til disse virksomheder, der ifoelge ENI-Lanerossi's ledelse var umulige at omstrukturere, hvorfor det tidligere naevnte strukturomlaegningsprogram for 1983-1986 ikke ville blive gennemfoert. II I modsaetning til den italienske regerings oplysninger tydede presseforlydender senere paa, at disse virksomheder, som stadig var i drift, fortsat led tab og - for at undgaa konkurs - formodentlig skulle have udbetalt statsstoette paa ny. Kommissionen anmodede derfor gentagne gange den italienske regering om at meddele, hvorledes det rent faktisk forholdt sig. Ved skrivelse af 30. august 1984 sendte den italienske regering Kommissionen en kortfattet redegoerelse for et nyt strukturomlaegningsprogram for ENI-Lanerossi's virksomheder, der fremstiller herreovertoej. Det fremgik heraf, at ENI-Lanerossi's ledelse fortsat ansaa det for umuligt at omstrukturere disse virksomheder. De blev dog holdt i gang til trods for driftsunderskuddet, der alene i regnskabsaaret 1983 androg 78 mia lire. Ved nedskrivning og derefter en udvidelse af kapitalen var disse tab blevet daekket gennem offentlige midler. Paa baggrund af redegoerelsen for det nye strukturomlaegningsprogram var det indlysende, at stoette til daekning af tab ogsaa ville vaere paakraevet i de kommende aar, fordi virksomhederne ikke forventedes at blive rentable foreloebig. Det fremgik desuden, at ovennaevnte stoette til daekning af tab var blevet ydet efter udgangen af 1982, selv om den italienske regering havde besluttet, at virksomhedernes strukturomlaegning skulle vaere gennemfoert inden dette tidspunkt. Kommissionen konstaterede paa grundlag af en indgaaende undersoegelse, at stoetten til daekning af tab ikke var blevet anmeldt paa forhaand, og at den var ulovlig, fordi den italienske regering ikke havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3. Kommissionen var desuden af den opfattelse, at stoetten til ENI-Lanerossi's fire datterselskaber havde til formaal at redde disse virksomheder i betragtning af deres finansielle og oekonomiske situation. Som anfoert i Kommissionens skrivelse til medlemsstaterne af 24. januar 1979 er det Kommissionens politik, at stoette med det formaal at redde en virksomhed, medens strukturomlaegningsplanen gennemfoeres, kun kan ydes i en kort periode og i form af kreditter eller laan til markedsrente; stoetten i det foreliggende tilfaelde opfyldte derfor ikke de af Kommissionen fastsatte betingelser. Efter Kommissionens opfattelse var stoetten desuden blevet udbetalt i strid med Kommissionens beslutning om, at der ikke maatte ydes disse virksomheder stoette fra udgangen af 1982, hvilket den havde meddelt den italienske regering ved skrivelse af 20. maj og 22. juli 1983 og understreget ved skrivelse af 7. december 1983. Kommissionen mente heller ikke, at den stoette, der allerede var ydet, eller eventuel fremtidig stoette, ville fremme en udvikling, som ud fra Faellesskabets synspunkt ville vaere tilstraekkelig til at opveje stoettens fordrejning af samhandelen, og dette gaelder isaer, da den paagaeldende sektor staar over for alvorlige problemer med hensyn til strukturbestemt overskudskapacitet, lave priser og en omfattende samhandel inden for EF, hvilket goer den til en af de mest foelsomme delsektorer inden for tekstil- og beklaedningsindustrien. Kommissionen mente derfor ikke, at stoetten kunne betragtes som forenelig med faellesmarkedet eller kunne vaere omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3. Som foelge heraf indledte Kommissionen proceduren i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit. Ved skrivelse af 19. december 1984 gav Kommissionen den italienske regering en frist til at fremsaette sine bemaerkninger. De oevrige medlemsstater og andre interesserede parter blev underrettet henholdsvis den 12. februar og den 23. februar 1985. III Kommissionen fremsendte en rykkerskrivelse den 26. februar 1985, men udsatte derefter, paa den italienske regerings anmodning, fristen for fremsendelse af bemaerkninger som led i ovennaevnte procedure. Ved skrivelse af 28. maj 1985 meddelte den italienske regering, at der kunne spores en tendens til faldende underskud i de paagaeldende virksomheder. Desuden var man i faerd med at nedbringe antallet af beskaeftigede. Virksomhederne blev overtaget fra den private sektor paa et tidspunkt, hvor de var paa randen af konkurs, og der ville derfor ikke paa kort sigt kunne foretages nogen effektiv strukturomlaegning. Da man nu havde konstateret, at det sandsynligt var muligt at omstrukturere disse virksomheder, var det noedvendigt at omstille dem til andre aktiviteter og samtidig sikre, at Lanerossi's aktiviteter som saadanne ikke blev bragt i fare. Man maatte derfor vaere indstillet paa, at dette ville tage laengere tid, hvis der skulle opnaas tilfredsstillende resultater. Kommissionens krav om, at alle former for stoette til disse virksomheder oejeblikkeligt maatte ophoere, ville saaledes oedelaegge alle tidligere bestraebelser samt faa alvorlige sociale foelger. Desuden anfoerte den italienske regering i sin skrivelse af 28. maj 1985, at statslige foranstaltninger i form af kapitalindskud i ENI kun delvis kom Lanerossi til gode og derfor ikke kunne betragtes som statsstoette. I Italien er det endvidere fastsat ved lov, at eventuelle tab oejeblikkeligt skal daekkes af aktionaererne for at undgaa, at en virksomhed gaar konkurs, og det var derfor umuligt at indgive anmeldelse i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, i det foreliggende tilfaelde. Endelig henviste den italienske regering til virksomhedernes markeds- og eksportandele, som var faldet fra 1980 til 1983, hvilket betoed, at stoette til disse virksomheder ikke paa nogen maade ville paavirke samhandelen og konkurrencen. Under et bilateralt moede den 21. juni 1985 fremsatte den italienske regering supplerende oplysninger om det nye program, der omfattede dels en strukturomlaegning, dels en omstilling inden for disse virksomheder; Kommissionen havde saaledes mulighed for at undersoege strukturomlaegnings- omstillingsprogrammet som helhed. Det blev ogsaa fremfoert, at dette program snarest ville foere til en endelig loesning, saaledes at Kommissionen derefter kunne undersoege ikke blot de igangvaerende foranstaltninger, men ogsaa de endelige resultater deraf. Kommissionen erindrede ved telex af 7. august 1985 den italienske regering om sidstnaevnte oplysninger, som den endnu ikke havde modtaget paa dette tidspunkt. Ved telex af 25. september 1985 og ved skrivelse af 12. december 1985 anmodede den italienske regering om udsaettelse af fristen, hvilket Kommissionen tillod. Ved skrivelse af 5. februar 1986 fremsendte den italienske regering ufuldstaendige oplysninger om gennemfoerelsen af strukturomlaegnings- og omstillingsprogrammet, og meddelte, at der i naermeste fremtid ville blive fundet en endelig loesning, som Kommissionen kunne laegge til grund for sin undersoegelse af sagen. Paa et bilateralt moede den 12. juni 1986 bekraeftede de italienske myndigheder, at de tab, der var blevet daekket i 1983, 1984 og 1985, androg henholdsvis 78,0 mia lire, 56,8 mia lire og 42,2 mia lire. De bekraeftede desuden, at de paagaeldende virksomheder ville bliver overtaget af den private sektor og/eller omstillet til andre aktiviteter. De understregede dog, at det ville tage tid at finde en endelig loesning paa problemerne. Kommissionen understregede, at daekningen af tab for 1984 og 1985 heller ikke var anmeldt paa forhaand, og at sagen endnu ikke kunne undersoeges til bunds, da der stadig manglede visse oplysninger. Den italienske regering sendte paa ny en raekke ufuldstaendige oplysninger ved skrivelse af 8. september 1986, og efter at Kommissionen den 17. september 1986 havde sendt en rykkerskrivelse, blev der afholdt et bilateralt moede den 7. november 1986, hvor en raekke andre forhold blev klarlagt. Samtidig understregede de italienske myndigheder, at man snart ville finde frem til en endelig loesning, som de snarest ville meddele Kommissionen. Paa et bilateralt moede den 11. september 1987 blev der givet meddelelse om en igangvaerende privatisering af de virksomheder, der fremstiller herreovertoej, samt omstilling til andre aktiviteter. Ved skrivelse af 15. december 1987 blev dette bekraeftet af den italienske regering, der samtidig sendte naermere oplysninger om de afdelinger, der allerede var overtaget af den private sektor. Paa et senere moede den 26. januar 1988 blev det meddelt, at ENI-Lanerossi inden marts 1988 ville overdrage alle de oevrige virksomheder til den private sektor, og staten ville hermed traekke sig helt ud af sektoren for herretoej. Overdragelsen af de forskellige virksomheder ville oekonomisk set betyde, at 38 % af de oprindelig 3 563 beskaeftigede i 1983 ville blive foertidspensioneret, at 20 % ville blive overflyttet til den privat sektor for militaert herreovertoej, 25 % til den private sektor for almindeligt herretoej og 17 % til andre delsektorer inden for tekstil- og beklaedningsindustrien samt andre industrigrene, som f.eks. skotoejsindustrien. Produktionen ville blive overdraget paa samme maade. Den italienske regering fremfoerte, at denne omstilling ville mindske problemerne for sektoren for herretoej og dermed vaere til gavn for EF's tekstil- og beklaedningsindustri som helhed. Maskiner, inventar og lagre ville blive overdraget paa markedsvilkaar og paa grundlag af en evaluering foretaget af en international bank. Disse oplysninger blev bekraeftet ved telex af 5. marts og ved skrivelse af 22. juni 1988. Den italienske regering meddelte ogsaa Kommissionen, at daekningen af tab i 1986 og 1987 androg henholdsvis 45,9 mia lire og 37,5 mia lire. Tre andre medlemsstater og tre interesserede parter fremsatte deres bemaerkninger som led i denne procedure. IV Den italienske stats foranstaltninger til fordel for ENI-Lanerossi med henblik paa daekning af driftstab for perioden 1983 til 1987 i de datterselskaber, der fremstiller herreovertoej, omfattede kapitalindskud paa 260,4 mia lire, der udtrykkeligt blev ydet til ovennaevnte formaal. Naar det er indlysende, at en offentlig myndigheds kapitalindskud i en virksomhed ikke sker paa normale markedsoekonomiske vilkaar, skal sagen vurderes paa grundlag af EOEF-Traktatens artikel 92. De paagaeldende foranstaltninger til daekning af tab i ENI-Lanerossi's datterselskaber forhindrede markedskraefternes frie spil, dvs. at disse virksomheder normalt ville vaere tvunget ud af markedet paa grund af deres manglende konkurrenceevne, men blev holdt kunstigt i drift over en lang periode gennem ovennaevnte foranstaltninger, som tillige skadede strukturen i Faellesskabets industri for herreovertoej, der stod over for alvorlige tilpasningsproblemer som foelge af strukturbestemt overkudskapacitet, lave priser og skarp konkurrence saavel indefra som udefra. Midlerne til daekning af tab blev ydet under omstaendigheder, der ikke ville vaere acceptable for en privat investor under normale markedsoekonomiske forhold, da disse virksomheder, navnlig paa grund af de store og langvarige tab, befandt sig i en saadan finansiel og oekonomisk situation, at der ikke kunne forventes en normal forrentning af den investerede kapital i form af udbytte eller kapitalgevinst. Desuden var den italienske regering og ENI-Lanerossi af den opfattelse, at virksomhederne ikke kunne omstruktureres, og at de derfor fortsat ville lide drifstab, medmindre de blev lukket eller omstillet. I denne forbindelse skal det ogsaa bemaerkes, at De Europaeiske Faellesskabers Domstol har fastlagt klare regler for anvendelsen af EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, paa offentlige kapitalandele (jf. dom af 14. november 1984 i sag 323/82 - Intermilis, og dom af 10. juli 1986 i sag 234/84 - Meura, og 40/85 - Boch). Domstolen fastslog, at man, naar man skal afgoere om et kapitalindskud skal betragtes som statsstoette, maa undersoege, om den paagaeldende virksomhed kunne have skaffet sig midlerne paa det private kapitalmarked. Hvis forholdene tyder paa, at den paagaeldende virksomhed ikke kunne have overlevet uden offentlige midler, fordi den ikke kunne have skaffet sig den noedvendige kapital fra private investorer paa det aabne marked, maa det konkluderes, at der er tale om statsstoette. Kommissionen gjorde ogsaa dette forhold klart i sin skrivelse til medlemsstaterne af 17. september 1984. Paa baggrund af ovenstaaende er det usandsynligt, at virksomhederne i det foreliggende tilfaelde kunne have skaffet sig tilstraekkelig kapital paa det private kapitalmarked til at sikre deres fortsatte eksistens, da private selskaber eller investorer, der traeffer beslutning paa baggrund af de forventede indtjeningsmuligheder, og som ikke tager sociale, regionale eller sektorbestemte hensyn, ikke ville have indskudt kapital til daekning af driftstab over en saa lang periode. Midlerne paa 260,4 mia lire udgoer derfor statsstoette i den i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, anvendte betydning. V Denne stoette skulle derfor anmeldes til Kommissionen som fastsat i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3. Da den italienske regering ikke anmeldte den paagaeldende stoette paa forhaand, kunne Kommissionen ikke tage stilling til foranstaltningerne, inden de blev gennemfoert. I henhold til faellesskabsretten er stoetten derfor ulovlig fra det tidspunkt, hvor den blev ydet. Den situation, der er opstaaet, fordi den italienske regering ikke har opfyldt sine forpligtelser, er saerdeles alvorlig, fordi stoetten allerede er udbetalt. Desuden blev en stor del af stoetten ydet, efter at Kommissionen den 5. december 1984 havde indledt den formelle procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2, hvilket ioevrigt ogsaa bekraeftes af den italienske regering. I denne forbindelse skal det bemaerkes, at der ikke efterfoelgende kan raades bod paa det forhold, at stoetten er ulovlig - i betragtning af de vigtige procedureregler i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, der ogsaa er af betydning for medlemsstaternes retsorden, og hvis umiddelbare virkning Domstolen stadfaestede i sin dom af 19. juni 1973 i sag 77/72. Stoetten i det foreliggende tilfaelde er ulovlig, fordi procedurereglerne i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, ikke er overholdt. Ved Domstolens dom af 12. juli 1973 i sag 70/72, stadfaestet ved dom af 24. februar 1987 i sag 310/85, fik Kommissionen tillagt en befoejelse til at paalaegge medlemsstaterne at kraeve stoette, der er uforenelig med faellesmarkedet, tilbagebetalt. VI Stoetten i det foreliggende tilfaelde er uforenelig med faellesmarkedet i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92. De produkter, der fremstilles af tekstil- og beklaedningsindustrien, og navnlig herreovertoej, er genstand for samhandel mellem medlemsstaterne - hvilket fremgaar af statistikkerne - og konkurrencen er saerdeles skarp. EF-samhandelen med disse produkter, der omfatter Multifiberarrangementets kategorier 14 A + B, herrefrakker af vaevede stoffer, eventuelt impraegnerede, kategori 16, jakkesaet af vaevede stoffer og kategori 17, herrejakker af vaevede stoffer, udgjorde 19,3 % af EF-produktionen i 1983 og 29,1 % i 1986. Den italienske produktion inden for disse kategorier udgoer 38,6 % af den samlede EF-produktion, og Italiens eksport af herretoej til andre medlemsstater steg med 32 % fra 1983 til 1986. De paagaeldende fire virksomheder tegnede sig i 1983 for 2,5 % af produktionen inden for denne sektor i Italien. Hvad beskaeftigelsen angaar, havde de dog en andel paa 11 %. Med 3 563 beskaeftigede i 1983 hoerte disse datterselskaber til de stoerste fabrikanter af herretoej i Faellesskabet, fordi denne sektor i EF generelt er praeget af mindre virksomheder; det er sjaeldent at finde stoerre virksomheder inden for denne sektor. Selv de store virksomheder har ofte anlaeg af beskeden stoerrelse. Foruden de saakaldte industriforetagender (med mindst 20 beskaeftigede) findes der desuden en lang raekke vaerksteder. ENI-Lanerossi's eksport udgjorde i 1983 14 % af deres samlede produktion af herretoej, og koncernen deltog saaledes aktivt i samhandelen inden for denne sektor i Faellesskabet. Siden 1983 er ovennaevnte andele blevet formindsket gennem lukning eller omstilling til andre delsektorer inden for tekstil- og beklaedningsindustrien eller til andre industrigrene. En raekke anlaeg, der repraesenterede ca. 45 % af arbejdsstyrken i 1983, blev solgt til uafhaengige private virksomheder, der fortsatte produktionen af herreovertoej (ogsaa til militaeret); omstilling af andre produktionsanlaeg, der repraesenterede ca. 17 % af arbejdsstyrken og produktionen i 1983, foerte til en oeget produktion inden for sektorer, der ligeledes er praeget af skarp konkurrence samt af en omfattende og konstant voksende samhandel mellem medlemsstaterne, f.eks. inden for benklaeder, dametoej, pyjamas, skotoej og laedervarer. Den paagaeldende stoette forvred konkurrencen, fordi den, som tilsigtet, forbedrede ENI-Lanerossi's og deres fire datterselskabers finansielle stilling og derved gav dem en konkurrencemaessig fordel frem for andre producenter, der alle led under den stagnerende efterspoergsel, de lave priser og overskudskapaciteten. Den stoette, der blev ydet til daekning af disse virksomheders driftstab - omtrent svarende til deres omsaetning i perioden 1983 til 1987 - bevirkede desuden, at virksomheder, der under normale omstaendigheder ville vaere tvunget ud af markedet senest i 1983, fik loest deres finansielle problemer. Den finansielle stoette paa 260,4 mia lire til daekning af tab genetablerede virksomhedernes finansielle situation og lettede omstilling og overtagelse i en saadan grad, at ENI-Lanerossi opnaaede en betydelig fordel frem for deres konkurrenter, der ikke modtog stoette. Naar statsstoette styrker en virksomheds konkurrencemaessige stilling i samhandelen inden for Faellesskabet, maa stoetten anses for at paavirke denne samhandel. I det foreliggende tilfaelde gav stoetten ENI-Lanerossi's fire datterselskaber mulighed for at overleve efter 1982 og lettede desuden omstilling og afhaendelse af en raekke produktionsanlaeg; stoetten daekkede saaledes en raekke omkostninger, som ENI-Lanerossi normalt selv skulle have afholdt, og vil derfor kunne paavirke samhandelen og forvride eller true med at forvride konkurrencevilkaarene ved at begunstige denne koncern, som omhandlet i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1. I henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, er stoette, som opfylder de deri fastsatte kriterier, uforenelig med faellesmarkedet. De i artikel 92, stk. 2, fastsatte undtagelser kan ikke anvendes i det foreliggende tilfaelde, dels paa grund af stoettens art, dels fordi stoetten ikke har et formaal som omhandlet i undtagelserne. I artikel 92, stk. 3, er det fastsat, hvilke stoetteforanstaltninger der kan betragtes som forenelige med faellesmarkedet. Hvorvidt stoetten er forenelig med Traktaten, skal vurderes ud fra Faellesskabets og ikke den enkelte medlemsstats synspunkt. For at sikre, at faellesmarkedet fungerer tilfredsstillende og under hensyntagen til principperne i Traktatens artikel 3f, skal de i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, fastsatte undtagelser fra artikel 92, stk. 1, fortolkes snaevert i forbindelse med undersoegelsen af en stoetteordning eller en individuel stoetteforanstaltning. Der kan kun indroemmes undtagelse, naar Kommissionen kan fastlaa, at den begunstigede virksomhed ikke uden en saadan stoette ville blive foranlediget af markedsforholdene til at traeffe dispositioner, der kan bidrage til virkeliggoerelsen af et af de i undtagelserne omhandlede maal. Anvendes undtagelsesbestemmelserne paa stoetteforanstaltninger, der ikke bidrager til virkeliggoerelsen af et saadant maal, eller hvor stoetten ikke er noedvendig for at naa dette maal, vil det give visse medlemsstaters industrier eller virksomheder uberettigede fordele og blot tjene til at forbedre disses finansielle situation, ligesom det vil medfoere, at samhandelen mellem medlemsstaterne paavirkes, og at konkurrencevilkaarene forvrides, uden at dette paa nogen maade er begrundet i hensynet til Faellesskabets interesse, jf. artikel 92, stk. 3. Den italienske regering har ikke kunnet bevise, og Kommissionen har ikke kunnet konstatere, at stoetten opfylder betingelserne for at kunne vaere omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3. VII ENI-Lanerossi's fire datterselskaber fremstillede herreovertoej, og der er her tale om en delsektor inden for tekstil- og beklaedningsindustrien. ENI-Lanerossi-koncernen havde desuden andre vigtige interesser inden for denne industrigren i den paagaeldende periode. Den finansielle stoette paa 260,4 mia lire, som ENI fik udbetalt i perioden 1983 til 1987, er derfor undergivet de betingelser, der er fastsat i Faellesskabets retningslinjer af 1971 og 1977 for stoette til tekstil- og beklaedningsindustrien; disse retningslinjer blev meddelt medlemsstaterne ved skrivelse af 30. juli 1971 og 4. februar 1977. Retningslinjerne omfatter en raekke kriterier, som Kommissionen har udarbejdet i samarbejde med nationale eksperter med det formaal at vejlede medlemsstaternes regeringer med hensyn til stoette til denne sektor. I retningslinjerne af 1971 paapeger Kommissionen, at stoette til tekstil- og beklaedningsindustrien, der er praeget af en saerdeles skarp konkurrence i Faellesskabet som helhed, indebaerer fare for konkurrenceforvridninger, hvilket er uacceptabelt for konkurrenter, der ikke modtager stoette. Inden for denne sektor har stoette normalt meget store virkninger og kan ifoelge retningslinjerne anses for berettiget, hvis den forbedrer tekstilindustriens struktur. En saadan strukturbestemt stoette skal have til formaal at goere det lettere at nedbringe overskudskapaciteten inden for de paagaeldende sektorer eller delsektorer, og at fremme omstillingen af mindre betydningsfulde aktiviteter til aktiviteter uden for tekstilindustrien. Stoetten skal dog opfylde en raekke betingelser, der er fastsat i retningslinjerne af 1971. Den senere udvikling, navnlig en raekke stoetteordninger og individuelle stoetteforanstaltninger, der blev indfoert paa grund af den oekonomiske og beskaeftigelsesmaessige situation, og som stred mod Faellesskabets interesse paa en raekke omraader, forstaerkede Kommissionens betaenkeligheder, saaledes at den i 1977 skaerpede retningslinjerne. Faellesskabets tekstil- og beklaedningsindustri har gennemgaaet omfattende aendringer i de sidste ti aar. Produktionen er faldet som foelge af presset fra konkurrencen udefra baade paa de traditionelle eksportmarkeder og paa faellesmarkedet. 1 million arbejdspladser, der repraesenterer naesten 40 % af den samlede beskaeftigelse inden for disse industrier, er blevet nedlagt i perioden 1975 til 1985. Den alvorlige og langvarige krise har tvunget virksomhederne inden for denne sektor til i vidt omfang at bestraebe sig paa at omstrukturere og modernisere deres produktionsanlaeg. Industrien har derved kunnet tilpasse sig og gradvis genetablere sin konkurrenceevne og rentabilitet. Det er en kendsgerning, at Faellesskabets retningslinjer for stoette til denne sektor har spillet en vaesentlig rolle i forbindelse med genoprettelsen af en vis balance og opretholdelse eller genetablering af en egentlig markedsoekonomi. Da industrien dog fortsat er saerdeles saarbar, ikke mindst fordi den fortsat er udsat for en saerdeles skarp international konkurrence, mener Kommissionen, at statsstoette, der ikke er samordnet, ville stride mod Faellesskabets interesse, navnlig fordi den ville udgoere en fare for de bestraebelser, som Faellesskabets tekstil- og beklaedningsindustri loebende udfolder for at tilpasse sig de aendrede markedsvilkaar. Kommissionen tillaegger det derfor stadig stor betydning, at medlemsstaterne overholder ovennaevnte retningslinjer. Stoetten i det foreliggende tilfaelde opfylder ikke alle betingelserne i retningslinjerne: for det foerste tillader disse retningslinjer ikke, at der ydes stoette for at holde en virksomhed i drift. Tvaertimod har stoette med det formaal at redde virksomheder inden for tekstilindustrien aldrig vaeret anset for at medfoere nogen varig forbedring hverken paa nationalt plan eller paa faellesskabsplan; den vil i stedet paavirke konkurrencevilkaarene paa det faelles marked uden at sikre den forbedring af industriens konkurrenceevne, der er en forudsaetning for, at industrien kan genskabe sin rentabilitet og opnaa gode resultater paa det internationale tekstilmarked. For det andet er det i retningslinjerne fastsat, at stoette til virksomheder inden for tekstil- og beklaedningsindustrien kun maa ydes i en kort periode. Denne betingelse er ikke opfyldt i det foreliggende tilfaelde; for efter perioden 1974 til 1982, hvor Kommissionen havde godkendt stoette til en raekke strukturomlaegningsprogrammer, der paa ny skulle goere de virksomheder, der fremstiller herreovertoej, rentable og selvfinansierende (hvilket ikke lykkedes), fortsatte den italienske regering med at yde finansiel stoette i yderligere fem aar, dvs. i perioden 1983 til 1987. For det tredje skal stoetten ifoelge retningslinjerne have til formaal paa kort sigt at goere den stoettemodtagende virksomhed saa konkurrencedygtig, at den kan klare sig paa Faellesskabets marked for tekstilvarer og beklaedning. Denne betingelse er heller ikke opfyldt, fordi de fire virksomheder, efter at have modtaget en betydelig stoette foer 1983, fortsat led betydelige tab, som i de efterfoelgende aar naaede et omfang svarende til deres omsaetning. Det maa tilfoejes, at det, i hvert fald fra 1984, var indlysende for alle involverede parter, at virksomhederne ikke kunne omstruktureres, saaledes at stoettens formaal, dvs. en forbedring af industriens struktur gennem tilpasning og strukturomlaegning, ikke laengere kunne virkeliggoeres. For det fjerde var stoetten i det foreliggende tilfaelde ikke afsat til bestemte formaal; den blev generelt ydet for at forbedre virksomhedernes finansielle situation, saaledes at det fra begyndelsen af 1983 stod klart, at stoetten ikke havde andet formaal end kunstigt at opretholde den paagaeldende produktion. Dette betyder, at endnu en betingelse i retningslinjerne ikke er opfyldt. Da stoetten hverken er direkte eller indirekte knyttet til et bestemt formaal, er det umuligt at vurdere stoettens indvirkning paa de transaktioner, hvortil den er ydet. Endelig er det i retningslinjerne fastsat, at stoetten ikke maa paavirke konkurrencen og samhandelen mere end hoejst noedvendigt. Det skal i denne forbindelse understreges, at ENI-Lanerossi's fire datterselskaber i 1983 eskporterede 14,3 % af deres produktion og modtog stoette til daekning af tab paa 78 mia lire, samtidig med at deres omsaetning i 1983 beloeb sig til 78,2 mia lire. I de efterfoelgende aar faldt omsaetningen paa grund af lukning, salg og omstilling af anlaeg, men tabene holdt sig stadig paa samme niveau som omsaetningen og androg 37,5 mia lire i 1987, hvor omsaetningen beloeb sig til 36,8 mia lire. I betragtning af, at EF-produktionen paa dette omraade faldt med 15,3 % i perioden 1983 til 1986, samtidig med at den del heraf, der blev afsat inden for Faellesskabet, steg med 27,7 % til 29,1 %, er det indlysende, at det maa have paavirket konkurrencen og samhandelsvilkaarene maerkbart, at man opretholdt de fire datterselskabers urentable produktion, som i betydeligt omfang blev eksporteret til andre medlemsstater. Dette gaelder isaer, fordi ENI-Lanerossi's datterselskaber, der fremstiller herreovertoej, i 1983 havde 3 563 beskaeftigede og dermed hoerte til de stoerste producenter inden for denne sektor i EF. Da den paagaeldende industri bestaar af mange virksomheder, og da der findes mange hundrede smaa konkurrenter, kan stoette til en af de stoerste producenter inden for denne sektor faa saerlig alvorlig indvirkning paa handel og konkurrence. Paa baggrund af ovenstaaende maa det konkluderes, at den paagaeldende stoette som helhed blev ydet i strid med Faellesskabets retningslinjer for stoette til tekstil- og beklaedningsindustrien. VIII Stoetten paa ialt 260,4 mia lire blev hovedsagelig udbetalt med det formaal at genoprette de fire virksomheders finansielle stilling. Det skal understreges, at Kommissionen ved skrivelse af 24. januar 1979 underrettede medlemsstaterne om, under hvilke betingelser stoette med det formaal at redde en virksomhed kunne betragtes som forenelig med faellesmarkedet. En saadan stoette, der kun maa ydes for at holde en virksomhed i drift, medens aarsagerne til dens vanskeligheder undersoeges, og der findes en loesning paa problemerne, skal bl.a. opfylde foelgende betingelser: - stoetten skal ydes kontant i form af laanegarantier eller laan til normal markedsrente. Stoetten paa 260,4 mia lire opfylder ikke denne betingelse. - stoetten maa kun udbetales i den periode, der er paakraevet for at udarbejde de noedvendige og gennemfoerlige saneringsforanstaltninger, normalt hoejst seks maaneder. I det foreliggende tilfaelde blev den stoette, der i 1983 til og med 1987 blev ydet i form af nye kapitalindskud til daekning af tab, ikke ydet i en kort periode, og der blev eller heller ikke paa forhaand fastsat en periode eller en salgspris, ligesom stoetten ikke er tilbagebetalt. Der var ikke knyttet betingelser til stoetten, som kun havde til formaal at holde virksomhederne i drift. Stoetten blev desuden ydet, uden at der blev udarbejdet noedvendige og gennemfoerlige saneringsforanstaltninger. En raekke strukturomlaegningsplaner, der blev udarbejdet med dette formaal, blev opgivet kort efter, at de var blevet paabegyndt, og i 1984 erkendte baade den italienske regering og ENI-Lanerossi, at de fire datterselskaber ikke kunne omstruktureres - stoetten maa ikke faa negative foelger for industrien i andre medlemsstater. Som naevnt ovenfor deltog de paagaeldende datterselskaber i samhandelen inden for Faellesskabet. Fra begyndelsen af 1970'erne har denne delsektor inden for tekstil- og beklaedningsindustrien altid vaeret anset for at befinde sig i en saerdeles alvorlig situation paa grund af den skarpe konkurrence saavel indefra som udefra, den faldende produktion, det lave prisniveau samt en ubestridelig og vedvarende overskudskapacitet paa faellesskabsplan, der fortsat anslaas til ca. 20 til 25 %. Faellesskabets producenter af herretoej, dvs. hundreder af smaa og mellemstore virksomheder, har taget disse udfordringer op og indledt omfattende bestraebelser paa at tilpasse sig, modernisere deres anlaeg og udstyr og forbedre effektiviteten. Virksomheder, der ikke kunne omstruktureres, blev nedlagt, som det fremgaar af det store antal virksomhedslukninger og den store nedgang i beskaeftigelsen inden for denne sektor siden 1975. For EF som helhed blev der i perioden 1975 til 1985 nedlagt naesten 3 000 virksomheder inden for beklaedningsindustrien eller 28 %, ligesom beskaeftigelsen blev nedskaaret med 398 000 eller 36,6 %. I Italien blev antallet af virksomheder inden for beklaedningsindustrien nedskaaret med ca. 600 eller 32 %, medens beskaeftigelsen inden for denne sektor faldt med 83 000 eller 42 %. Under disse omstaendigheder har den paagaeldende stoette haft maerkbar indvirkning paa industriens situation i andre medlemsstater. Selv om ENI-Lanerossi's fire datterselskaber kun tegnede sig for 2,5 % af den italienske produktion af herreovertoej, indebar stoetten paa 260,4 mia lire en fordel, som naesten svarede til virksomhedernes omsaetning i perioden 1983 til 1987 og derved reddede virksomhederne fra konkurs og styrkede deres stilling betydeligt i forhold til deres konkurrenter i EF. Samhandelen inden for EF og den paagaeldende industris situation i andre medlemsstater blev derfor maerkbart paavirket af stoetten. - betydelige konkrete stoetteforanstaltninger skal anmeldes til Kommissionen paa forhaand. Der er i det foreliggende tilfaelde tale om betydelige stoetteforanstaltninger, ikke blot paa grund af stoettens stoerrelse, men ogsaa fordi ENI-Lanerossi og de fire datterselskaber, der fremstiller herretoej, baade absolut og relativt set er store virksomheder; det maa derfor konkluderes, at den italienske regering ikke opfyldte sin forpligtelse til at anmelde stoetten saa betids, at Kommissionen kunne fremsaette sine bemaerkninger hertil og eventuelt indlede proceduren i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2. Det skal erindres, at en betydelig del af stoetten oven i koebet blev udbetalt, efter at der den 5. december 1984 var indledt en saadan procedure. Den omstaendighed, at den italienske regering ikke har anmeldt stoetten, er saerlig alvorlig, fordi den ved telex af 24. juni 1983 havde meddelt Kommissionen, at den paa forhaand ville anmelde eventuelle fremtidige stoetteforanstaltninger til fordel for disse fire virksomheder, som fastsat i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3. Paa denne baggrund maa Kommissionen tilbagevise den paastand, den italienske regering fremsatte ved skrivelse af 28. maj 1985 som led i proceduren, nemlig at den ikke havde kunnet anmelde stoetten paa forhaand paa grund af den italienske lovgivning. National lovgivning kan ikke anvendes som paaskud for statsstoette, der er uforenelig med Traktaten. Desuden var virksomhedernes tab blevet akkumuleret gennem flere regnskabsaar, saaledes at det i hvert fald havde vaeret muligt paa forhaand at anmelde stoette til daekning af tab, selv om de noejagtige beloeb ikke havde kunnet specificeres. Endelig fremgaar det klart af Domstolens domme i sag nr. 234/84 og 40/85, der er naevnt ovenfor, at stoette med henblik paa at redde en virksomhed ikke kan falde ind under en af undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, hvis ikke den bidrager til at rette op paa virksomhedens finansielle situation, dvs. hvor det ikke kan forventes, at virksomheden vil kunne drives rentabelt uden yderligere stoette inden for en rimelig frist, og dette gaelder isaer, naar produktionskapaciteten inden for den paagaeldende industri er alt for stor. I det foreliggende tilfaelde stod det klart i 1983, efter at der i perioden 1974 til og med 1982 var udbetalt betydelig stoette til daekning af tab, at ENI-Lanerossi's fire datterselskaber fortsat ville vaere afhaengige af statsstoette og andre offentlige midler. Dette er blevet bekraeftet af udviklingen indtil marts 1988, hvor det blev meddelt, at staten ville traekke sig helt ud af denne industri. Paa baggrund af ovenstaaende maa det konkluderes, at kapitalindskuddene til daekning af tab ikke opfyldte en raekke betingelser, der er knyttet til stoette, som har til formaal at redde virksomheder, jf. Kommissionens skrivelse til medlemsstaterne af 24. januar 1979 og Domstolens ovennaevnte domme. IX Fra 1983 til marts 1988 overdrog ENI-Lanerossi de fleste af sine datterselskaber inden for herretoej til den private sektor. Af de oprindelig 3 563 beskaeftigede i 1983 blev 38 % foertidspensioneret, medens de oevrige blev ansat i uafhaengige private virksomheder i forbindelse med overdragelsen af produktionsanlaeggene. Ifoelge oplysninger fra den italienske regering var salget af disse anlaeg baseret paa en oekonomisk og finansiel evaluering foretaget af en international bank. Ved ovennaevnte overdragelser trak ENI-Lanerossi sig helt ud af sektoren for herretoej. Som foelge af overdragelsen af disse virksomheder beholdt sektoren for herreovertoej (ogsaa til militaeret) 45 % af den oprindelige (1983) produktionskapacitet, medens 17 % blev omstillet til andre delsektorer inden for tekstil- og beklaedningsindustrien og til andre industrigrene. Den italienske regering fremfoerte under proceduren, at denne omstilling mindskede problemerne for sektoren for herretoej betydeligt og dermed maatte betragtes som en fordel for Faellesskabets tekstil- og beklaedningsindustri. Hertil skal det navnlig bemaerkes, at det paa ingen maade er sikkert, at produktionskapaciteten inden for denne sektor virkelig er blevet formindsket med 55 %. Den italienske regerings oplysninger paa dette omraade er ikke beregnet paa grundlag af maskiner og inventar, men paa grundlag af nedgangen i beskaeftigelsen. Da de paagaeldende virksomheder havde alt for mange ansatte i 1983, er det hoejst sandsynligt, at produktionen har kunnet opretholdes, selv om antallet af beskaeftigede samtidig blev betydeligt reduceret. Under alle omstaendigheder maatte beskaeftigelsen skaeres betragteligt ned, for at produktionen kunne foroeges, fordi arbejdskraftproduktiviteten i de statsejede virksomheder inden for den italienske beklaedningsindustri var meget lavere end i de private virksomheder, som det fremgaar af materiale fra det italienske statistiske kontor (ISTAT) for den paagaeldende periode. Desuden betoed omstillingen, at produktionen blev overdraget til foelgende delsektorer inden for tekstil- og beklaedningsindustrien: benklaeder, dameovertoej, pyjamas og stroemper. Alle disse delsektorer er ogsaa saerdeles foelsomme paa EF-plan paa grund af lave priser, stagnerende eller faldende efterspoergsel og produktion, pres fra tredjelande, en vis overskudskapacitet samt en saerdeles skarp og voksende konkurrence og samhandel inden for EF. Det samme gaelder situationen inden for laedervare- og skotoejsindustrien, som to andre produktionsanlaeg blev omstillet til. Denne omstilling har maaske nok efter 1987 mindsket problemerne for Faellesskabets produktion af herretoej paa grund af en raekke kapacitetsnedskaeringer, der, som naevnt ovenfor, ikke var saa omfattende som fremfoert af den italienske regering; det kan derimod fastslaas, at omstillingen samtidig foroegede kapaciteten inden for andre delsektorer i andre industrigrene, der staar over for de samme eller lignende strukturbestemte vanskeligheder. Omstillingen forvaerrede saaledes disse vanskeligheder, og det maa derfor konkluderes, at den ikke fremmede EF-industriens udvikling inden for disse sektorer. X Med hensyn til undtagelsen i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), vedroerende »stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene«, skal det paa baggrund af ovenstaaende bemaerkes, at stoetten ganske vist fremmede udviklingen inden for ENI, som i mellemtiden har solgt Lanerossi og dermed afhaendet sine resterende interesser inden for tekstilindustrien, men ikke fremmede udviklingen i de paagaeldende sektorer paa faellesskabsplan; stoetten paavirkede samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse. Stoetten holdt kunstigt producenterne af herreovertoej i live, selv om denne sektor er praeget af en betydelig og konstant voksende samhandel og en saerdeles skarp konkurrence. Den nedsatte ENI's omkostninger, svaekkede andre EF-producenters konkurrencemaessige stilling og bevirkede derfor, at disse virksomheders problemer blev yderligere forvaerret, og at priserne paa EF-markedet blev presset nedad, til skade for producenter, som hidtil har overlevet ved at foretage strukturomlaegning, produktivitets- og kvalitetsforbedringer samt nedskaeringer i kapacitet og beskaeftigelse med egne midler, men som nu kan blive noedt til at traekke sig ud af markedet. Stoetten begunstigede saaledes ENI, der kunstigt blev fritaget for en raekke omkostninger, og hvis markedsstilling ikke laengere udelukkende var betinget af dens effektivitet, indsats og styrke; stoetten kan derfor ikke anses for at bidrage til en udvikling, der ud fra Faellesskabets synspunkt ville vaere tilstraekkelig til at opveje den aendring af samhandelsvilkaarene, stoetten medfoerer. Stoetten kan derfor ikke falde ind under undtagelsesbestemmelsen i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c). Hvad angaar undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra a) og c), vedroerende stoette til fremme af udviklingen i visse omraader, maa det bemaerkes, at levestandarden kun er usaedvanlig lav i nogle af de paagaeldende omraader (Pescara, Maratea, Nocera, Gagliano), hvor der ogsaa hersker alvorlig underbeskaeftigelse. I andre omraader, nemlig Ancona, Orvieto, Arezzo og Macerata, er levestandarden ikke usaedvanlig lav, og der hersker heller ikke alvorlig underbeskaeftigelse som omhandlet i artikel 92, stk. 3, litra a). Det regionaludviklingsbegreb, som undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra a), er knyttet til, indebaerer hovedsagelig, at stoetten skal ydes til nyinvesteringer eller til investeringer i stoerre udvidelser eller omstilling af virksomheder, samt til investeringsomkostninger. I det foreliggende tilfaelde kan stoetten til de paagaeldende virksomheder, der var kommet i finansielle vanskeligheder, samt til deres efterfoelgende oekonomiske sanering, ikke siges at falde ind under denne undtagelsesbestemmelse. For alle de paagaeldende regioners vedkommende skal det desuden understreges, at Kommissionen skal foretage sin analyse af den oekonomiske og sociale situation ud fra hensynet til Faellesskabets interesse, hvilket inden for sektoren for herretoej betyder, at kapaciteten skal nedskaeres, og at statsstoette til opretholdelse af urentabel produktion skal undgaas; paa denne maade kontrollerer Kommissionen regionalstoettens virkninger paa de enkelte sektorer i de stoetteberettigede omraader; men en saadan stoette skal desuden fremme den regionale udvikling. I Faellesskabets retningslinjer for stoette til tekstilindustrien er det endvidere fastsat, at stoettens regionale aspekter skal vurderes paa grundlag af regionaludviklingsproblemerne og deres indvirkning paa den paagaeldende sektor set ud fra et konkurrencemaessigt og samhandelsmaessigt synspunkt. I betragtning af den paagaeldende industris situation (som formodentlig vil vaere uaendret i fremtiden) gjorde stoetten ikke produktionsanlaeggene finansielt og oekonomisk mere rentable og sikrede heller ikke antallet af arbejdspladser. Stoetten holdt blot disse anlaeg i drift, fordi den blev anvendt til daekning af deres driftsunderskud, samtidig med at beskaeftigelsen blev skaaret ned. Stoetten fremmede ikke den oekonomiske udvikling i de paagaeldende omraader som anfoert i artikel 92, stk. 3, litra a) og c), fordi den ikke medfoerte en varig indkomstforoegelse eller nedskaering i arbejdsloesheden. Med hensyn til undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra c), maa det konstateres, at stoetten paavirkede samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse, i betragtning af situationen inden for produktionen af herreovertoej og inden for de andre industrigrene, som anlaeggene blev omstillet til. I betragtning af ovenstaaende opfyldte stoetten derfor ikke de noedvendige betingelser for at kunne vaere omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne ulovlig, artikel 92, stk. 3, litra a) og c). Hvad angaar undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra b), fremgaar det af ovenstaaende, at den paagaeldende stoette ikke kunne eller skulle fremme virkeliggoerelsen af et vigtigt projekt af faelleseuropaeisk interesse eller afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den italienske oekonomi. Den italienske regering har heller ikke paaberaabt sig denne undtagelse. I betragtning af ovenstaaende er den paagaeldende stoette (260,4 mia lire) ulvolig, fordi den italienske regering ikke opfyldte sine forpligtelser i henhold til artikel 93, stk. 3. Den opfylder heller ikke de noedvendige betingelser for at vaere omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 2 og 3. XI Som anfoert ovenfor kan Kommissionen i saadanne tilfaelde paalaegge medlemsstaterne at kraeve den ulovlige stoette tilbagebetalt. Der var i det foreliggende tilfaelde tale om en betydelig stoette, der endda var langt stoerre end andre nationale stoetteordninger til fordel for tekstil- og beklaedningsindustrien, som Kommissionen havde forkastet paa grund af faren for konkurrenceforvridninger; dette gaelder f.eks. den franske afgiftsfinansierede (endelig negativ kommissionsbeslutning 85/380/EOEF) (1), den britiske stoetteordning (endelig negativ kommissionsbeslutning 85/305/EOEF) (2) og den belgiske stoetteordning af 1984 (endelig negativ kommissionsbeslutning 84/564/EOEF) (3). Da der i dette tilfaelde desuden er tale om en alvorlig overtraedelse af faellesskabsretten, maa der traeffes passende foranstaltninger. Som foelge heraf skal hele den ulovlige stoette paa 260,4 mia lire kraeves tilbagebetalt - VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Den stoette paa 260,4 mia lire, der i perioden 1983 til 1987 blev udbetalt til ENI-Lanerossi i form af kapitalindskud i koncernens datterselskaber, der fremstiller herretoej, er ulovlig, da den blev ydet i strid med EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3. Den er desuden uforenelig med faellesmarkedet i henhold til Traktatens artikel 92. Artikel 2 Denne stoette skal kraeves tilbagebetalt. Artikel 3 Den italienske regering underretter inden to maaneder fra meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, som den har truffet for at efterkomme den. Artikel 4 Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik. Udfaerdiget i Bruxelles, den 26. juli 1988. Paa Kommissionens vegne Peter SUTHERLAND Medlem af Kommissionen (1) EFT nr. L 217 af 14. 8. 1985, s. 20. (2) EFT nr. L 155 af 14. 6. 1985, s. 55. (3) EFT nr. L 312 af 30. 11. 1984, s. 27. UDFAERDIGET I BRUXELLES, DEN 26 . JULI 1988 . PAA KOMMISSIONENS VEGNE PETER SUTHERLAND MEDLEM AF KOMMISSIONEN ( 1 ) EFT NR . L 217 AF 14 . 8 . 1985, S . 20 . ( 2 ) EFT NR . L 155 AF 14 . 6 . 1985, S . 55 . ( 3 ) EFT NR . L 312 AF 30 . 11 . 1984, S . 27 .