Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019D0719

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/719 af 30. april 2019 om forslaget til borgerinitiativ »En hurtig, retfærdig og effektiv løsning på klimaændringerne« (meddelt under nummer C(2019) 3246)

C/2019/3246

EUT L 122 af 10.5.2019, pp. 51–52 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2019/719/oj

10.5.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 122/51


KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2019/719

af 30. april 2019

om forslaget til borgerinitiativ »En hurtig, retfærdig og effektiv løsning på klimaændringerne«

(meddelt under nummer C(2019) 3246)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer (1), særlig artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Emnet for borgerinitiativet »En hurtig, retfærdig og effektiv løsning på klimaændringerne« er som følger: »Forskere og økonomer er enige: Gør det dyrere at forurene, og giv indtægterne til husholdningerne — det virker.«

(2)

Målene for forslaget til borgerinitiativ er som følger: »En støt stigende pris på fossile brændstoffer vil mindske forureningen. Det vil føre til, at virksomheder og forbrugere vælger renere og billigere alternativer. Alle de indsamlede midler skal derefter på en retfærdig måde tilbagebetales til borgerne som dividende hver måned. Det vil stille de fleste lav- og mellemindkomstfamilier bedre. En CO2-grænsetilpasningsmekanisme vil beskytte vores økonomi og få resten af verden til at følge trop. Blandt de øvrige fordele er: renere luft, flere arbejdspladser og færre offentlige udgifter som følge af afstemning af politikker.«

(3)

Traktaten om Den Europæiske Union styrker unionsborgerskabet og skaber øget demokrati i den måde, hvorpå Unionen fungerer, ved bl.a. at sikre, at alle borgere får ret til at deltage i det demokratiske liv i Unionen via et europæisk borgerinitiativ.

(4)

Derfor bør de procedurer og betingelser, der er nødvendige for fremsættelsen af et borgerinitiativ, være klare, enkle og brugervenlige samt stå i et rimeligt forhold til borgerinitiativets art for at fremme borgernes deltagelse og gøre Unionen mere tilgængelig.

(5)

Kommissionen har beføjelse til at fremsætte forslag til EU-retsakter med henblik på gennemførelse af traktaterne i forbindelse med følgende forhold:

på grundlag af artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) med henblik på bestemmelser om harmonisering af lovgivningerne vedrørende omsætningsafgifter, punktafgifter og andre indirekte skatter, i det omfang en sådan harmonisering er nødvendig for at sikre det indre markeds oprettelse og funktion og undgå konkurrenceforvridning

på grundlag af artikel 192, stk. 1 og 2, sammenholdt med artikel 191, stk. 1, første og fjerde led, i TEUF om de aktioner, der skal iværksættes med henblik på at gennemføre målene om bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten og fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer, og navnlig bekæmpelse af klimaændringer.

på grundlag af artikel 207 i TEUF med henblik på gennemførelse af den fælles handelspolitik.

(6)

Af disse grunde falder forslaget til borgerinitiativ ikke åbenbart uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne, jf. forordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(7)

Derudover er der i overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 2, blevet dannet en borgerkomité og udpeget kontaktpersoner, og forslaget til borgerinitiativ er ikke utilstedeligt, uunderbygget eller af chikanøs karakter og heller ikke åbenbart i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union.

(8)

Forslaget til borgerinitiativ »En hurtig, retfærdig og effektiv løsning på klimaændringerne« bør derfor registreres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Forslaget til borgerinitiativ »En hurtig, retfærdig og effektiv løsning på klimaændringerne« registreres hermed.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft den 6. maj 2019.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til initiativtagerne (medlemmerne af borgerkomitéen) til forslaget til borgerinitiativet »En hurtig, retfærdig og effektiv løsning på klimaændringerne«, som repræsenteres ved Christiaan Frederik Alofs og Brigitte Ludovica Franciscus Maria Van Gerven, der fungerer som kontaktpersoner.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. april 2019.

På Kommissionens vegne

Frans TIMMERMANS

Næstformand


(1)   EUT L 65 af 11.3.2011, s. 1.


Top