Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2008/014/09

Rammer — Ekspertgruppen vedrørende Menneskehandel

EUT C 14 af 19.1.2008, pp. 23–26 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

19.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 14/23


Rammer — Ekspertgruppen vedrørende Menneskehandel

(2008/C 14/09)

Kommissionen opfordrer hermed enkeltpersoner til at indsende ansøgninger for at kunne opstille en liste over eksperter, der vil kunne blive bedt om at deltage i ekspertgruppen, der behandler emner i tilknytning til europæisk politik om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel.

1.   Baggrund

Med henblik på at fremme bekæmpelsen af handel med mennesker og i overensstemmelse med Bruxelleserklæringen (2002) (1), hvori der blev givet udtryk for, at det var nødvendigt, at Kommissionen oprettede en ekspertgruppe vedrørende menneskehandel, blev gruppen oprettet ved Kommissionens afgørelse 2003/209/EF (2). Den rådgivende gruppe fik navnet »Ekspertgruppen vedrørende Menneskehandel«.

Takket være det værdifulde arbejde, som Ekspertgruppen vedrørende Menneskehandel har udført siden 2003, har Kommissionen kunnet udvikle sin politik yderligere på området, og i betragtning af at politikområdet menneskehandel får stadig større betydning på globalt plan, bør ekspertgruppen fortsætte sit arbejde. Det var nødvendigt med en ny afgørelse fra Kommissionen (3), for at der kunne blive taget hensyn til udvidelsen af Den Europæiske Union. Ekspertgruppens arbejdsområde bør også udvides, og den bør kunne udnytte en bredere vifte af ekspertise, eftersom fænomenet menneskehandel har ændret sig og derfor gør det nødvendigt.

2.   Ekspertgruppe

Kommissionen kan konsultere ekspertgruppen om alle spørgsmål vedrørende menneskehandel.

Gruppen har til opgave:

a)

at etablere et samarbejde mellem medlemsstater, andre parter anført i artikel 3, stk. 2, litra b), og Kommissionen om spørgsmål, der vedrører menneskehandel

b)

at hjælpe Kommissionen ved at afgive udtalelser vedrørende menneskehandel og ved at sikre en sammenhængende tilgang til emnet

c)

at hjælpe Kommissionen med at vurdere politikudviklingen på området menneskehandel på nationalt, europæisk og internationalt plan

d)

at bistå Kommissionen med at identificere og definere mulige, relevante foranstaltninger og tiltag på europæisk og nationalt plan inden for hele spektret af menneskehandel

e)

efter anmodning fra Kommissionen eller på eget initiativ at afgive udtalelser eller udarbejde rapporter til Kommissionen under skyldig hensyntagen til gennemførelsen og den videre udvikling på EU-plan af EU's plan for bedste praksis, standarder og procedurer i forbindelse med bekæmpelse og forebyggelse af menneskehandel (4) og hertil knyttede former for udnyttelse. Den inddrager også kønsdimensionen.

3.   Sammensætning

Gruppen skal bestå af 21 medlemmer. Medlemmerne udnævnes af Kommissionen. Ekspertgruppen oprettes for en treårig periode, som kan forlænges af Kommissionen.

4.   Udvælgelseskriterier

Der kan indgives ansøgninger af fysiske personer, som er statsborgere i et EU-land eller i givet fald af et tiltrædende land eller et land i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Ekspertgruppens medlemmer udnævnes blandt specialister, der har ekspertise og erfaring i bekæmpelse af menneskehandel, herunder den arbejdsmæssige dimension af menneskehandel, og som kommer fra:

a)

medlemsstaternes administrationer (op til 11 medlemmer)

b)

mellemstatslige, internationale og ikke-statslige organisationer, der arbejder på europæisk plan (op til 5 medlemmer)

c)

arbejdsmarkedets parter og arbejdsgiverforeninger, der arbejder på europæisk plan (op til 4 medlemmer)

d)

Europol (1 medlem)

e)

personer med erfaring fra videnskabelig forskning for offentlige eller private universiteter eller institutter i medlemsstaterne (op til 2 medlemmer).

De pågældende eksperter forventes at have eller have haft en stilling inden for en af de ovennævnte instanser. De forventes at have:

færdigheder og viden, der er relevante for de aktivitetsområder, som de kan blive bedt om at bistå ved

et højt fagligt resultatniveau med hensyn til bekæmpelse af menneskehandel, og de skal have mindst fem års relevant erfaring med arbejdet

passende sprogfærdigheder, herunder påviselig kapacitet til at kunne arbejde på engelsk.

Ovenstående vil blive vurderet ud fra CV'er og ansøgningsskemaer.

5.   Indkaldelse af ansøgninger

Ansøgninger indgives ved at udfylde ansøgningsskemaet (bilag 1) og CV-skemaet (bilag 2), der er vedlagt som bilag til indkaldelsen af ansøgninger. Ansøgerne bedes om tydeligt at anføre i deres ansøgning, hvilket område inden for menneskehandel de har særlig ekspertise i, og der skal vedlægges dokumentation for, at det foreslåede medlem opfylder ovenstående betingelser.

Ansøgningerne skal sendes senest den 15. februar 2008 med e-mail eller almindelig post til følgende adresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed

Kontor D2 Sekretariatet

LX 46 3/131

B-1049 Bruxelles

[email protected]

Hver ansøgning vil blive vurderet på grundlag af de kriterier, der er beskrevet i indkaldelsen af ansøgninger. Kommissionen informerer ansøgerne om resultatet af proceduren, særligt om hvorvidt de er blevet optaget på listen over eksperter eller ej.

Under henvisning til EU-institutionernes åbenhedspolitik og kravet om, at der skal være offentlig adgang til oplysningerne om, hvem der rådgiver institutionerne, og hvilke kvalifikationer disse eksperter har, er ovennævnte personoplysninger ifølge bestemmelserne i forordning (EF) nr. 45/2001 (5) offentligt tilgængelige i registret over ekspertgrupper (6), indtil medlemskabet ophører, og/eller oplysningerne begæres fjernet fra det offentligt tilgængelige netsted.

6.   Endelig fastsættelse af gruppens sammensætning

Kommissionen træffer beslutning om ekspertgruppens sammensætning på grundlag af de forslag, der indsendes som reaktion på indkaldelsen af ansøgninger.

Ved vurderingen af ansøgningerne tager Kommissionen følgende kriterier i betragtning:

dokumenteret kompetence og erfaring, også på europæisk og/eller internationalt plan, på områder, der vedrører bekæmpelse af menneskehandel

nødvendigheden af at opnå en balance inden for ekspertgruppen med hensyn til repræsentativitet af ansøgere, køn og geografisk oprindelse

nødvendigheden af at opnå en balance, hvad angår ekspertise inden for forskellige former for menneskehandel, herunder arbejdsmæssig og seksuel udnyttelse, inden for forskellige aspekter som forebyggelse, retsforfølgelse, og hjælp til ofre, samt inden for menneskerettigheder, børns rettigheder, straffelov, arbejde og migration

nødvendigheden af at fremme kontinuiteten med arbejdet i den tidligere ekspertgruppe vedrørende menneskehandel (der blev oprettet ved Kommissionens afgørelse af 25. marts 2003)

medlemmerne af ekspertgruppen skal være statsborgere i en af Den Europæiske Unions medlemsstater eller i givet fald af et tiltrædende land eller et land i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Medlemmerne underretter i tide Kommissionen om enhver interessekonflikt, der vil kunne påvirke deres objektivitet.

Listen over ekspertgruppens medlemmer vil blive offentliggjort på GD JLS's hjemmeside på internettet og i Den Europæiske Unions Tidende, serie C. Indsamling, behandling og offentliggørelse af medlemmernes navne finder sted i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 45/2001.

Medlemmerne udnævnes for en treårig periode, som kan forlænges, og de skal varetage deres hverv, indtil de afløses eller deres mandatperiode udløber.

Medlemmerne kan afløses for resten af deres mandatperiode i følgende tilfælde:

a)

hvis medlemmet træder tilbage

b)

hvis medlemmet ikke længere kan bidrage effektivt til gruppens drøftelser

c)

hvis medlemmet ikke efterlever traktatens artikel 287

d)

hvis medlemmet ikke har underrettet Kommissionen i tide om en interessekonflikt.

7.   Fortrolighed

Af hensyn til sikkerheden hvad angår følsomme oplysninger, vil eksperter, der indkaldes til at deltage i ekspertgruppen, skulle underskrive en hemmeligholdelsesaftale. De skal under hele deres arbejde behandle alle oplysninger og dokumenter, som de bliver bekendt med, under fuld fortrolighed.

8.   Funktion

Gruppen vælger en formand og to næstformænd blandt sine medlemmer ved simpelt flertal.

Efter aftale med Kommissionen kan der inden for gruppen oprettes undergrupper, der skal undersøge specifikke spørgsmål på grundlag af et kommissorium fastsat af gruppen. Undergrupperne må højst bestå af 9 medlemmer og opløses, så snart de har opfyldt deres hverv.

Gruppen og dens undergrupper mødes almindeligvis i Kommissionens lokaler i overensstemmelse med de procedurer og den tidsplan, der fastsættes af gruppen. Kommissionen varetager sekretariatsopgaverne i forbindelse med møder i gruppen og dens undergrupper. Repræsentanter for Kommissionens berørte tjenestegrene kan deltage i gruppens og dens undergruppers møder.

Gruppen fastsætter selv sin forretningsorden på grundlag af Kommissionens standardforretningsorden.

Kommissionen kan offentliggøre resuméer, konklusioner, delkonklusioner eller arbejdsdokumenter, som gruppen har udarbejdet, på originalsproget for det berørte dokument.

9.   Kompensation

Rejseudgifter for de eksperter, der indkaldes til at deltage i ekspertgruppen, vil blive godtgjort af Kommissionen.

Mødeudgifter godtgøres inden for det årlige budget, der er fastlagt for gruppen af de herfor ansvarlige tjenestegrene i Kommissionen.


(1)  Bruxelleserklæringen blev vedtaget på den europæiske konference om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel »En global udfordring i det 21. århundrede«, som blev afholdt den 18.-20. september 2002 (EUT C 137 af 12.6.2003, s. 1).

(2)  EUT L 79 af 26.3.2003, s. 25.

(3)  Kommissionens afgørelse 2007/675/EF af 17. oktober 2007 om oprettelse af Ekspertgruppen vedrørende Menneskehandel (EUT L 277 af 20.10.2007, s. 29).

(4)  EUT C 311 af 9.12.2005, s. 1.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

(6)  Oplysningerne offentliggøres i registret over ekspertgrupper på adressen: http://ec.europa.eu/secretariat_general/regexp/


Top