Agitprop. Jiangnan Skibsværfts propagandagruppe optrådte 1967 i Shanghais gader under 'Shanghai-festivalen for arbejdere, bønder og soldater'.

.

Agitprop var den sovjetiske betegnelse dels for Det Kommunistiske Partis indoktrineringsvirksomhed, dels for de afdelinger i partiapparatet, der varetog den. Ordet agitprop er sammensat af ordene agitation og propaganda. Ifølge den sovjetiske leder Vladimir Lenins definition var agitation det at bruge enkle midler til at vække masserne politisk, mens propaganda var den grundige indføring i blandt andet marxismens teori.

Hverken agitation eller propaganda blev associeret med noget negativt af sovjetmagten i modsætning til den vestlige opfattelse af begreberne, hvor agitation er set som aggressiv envejskommunikation, der har til hensigt at sprede ens egen sandhed, mens propaganda ses som forsøg på at overtale og forføre ved brug af stærke følelser og manipulation.

Agitprop i praksis

I 1920'erne blev agitprop ofte udført af mobile grupper, der med letforståelige teaterstykker, plakater, digte og film søgte at vinde befolkningen for revolutionens sag. Særligt under Den Russiske Borgerkrig (1918-1920) gjorde bolsjevikkerne brug af agitprop-tog, der kørte rundt i landet, til at påvirke befolkningen til at støtte Den Røde Hær med. Senere fremtrådte agitprop i form af stærkt styrede massekampagner for støtte til partiets målsætninger samt i form af kontrol med information, kommunikation og med såvel politisk som almen undervisning i skoler og på arbejdspladser.

Den teaterform, agitprop benyttede sig af, blev model i en række lande uden for Sovjetunionen. I 1920'erne introducerede Erwin Piscator agitprop-teaterformen i Berlin, og den fik stor indflydelse på europæisk politisk teater. Den tjente således som inspiration for gadeteater, debatteater og lignende i 1960'erne og 1970'erne.

Læse mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig