arabisk

Det fælles fundament for alle nulevende udgaver af arabisk er klassisk arabisk, som er et kunstsprog fra middelalderen. Klassisk arabisk består, kort sagt, dels af forskellige dialektale træk fra før- og tidlig islamisk poesi (qaṣīdah) og dels dialekten fra Hijaz-området – sidstnævnte er grundlaget for konsonant-teksten i Koranen. Dette blev alt sammen standardiseret af arabiske filologer i 700-tallet og 800-tallet, og klassisk arabisk blev til den islamiske religions, kulturs og videnskabs sprog i Mellemøsten. Sproget blev også anvendt af andre muslimer end araberne, samt jødiske og kristne minoriteter i de muslimske samfund.

I den forbindelse findes der mange tekster fra middelalderen, som er skrevet på arabisk, men de afviger i varierende grad fra klassisk arabisk. Sprogformerne inden for denne brede kategori kaldes, samlet set, for middelarabisk. Et eksempel på middelarabisk er sproget i Tusind og én nat. Men det inkluderer for eksempel også judæo-arabiske tekster fra middelalderen, som på ét punkt indtager en særlig position: selve sproget er arabisk, men de fleste af teksterne efter år 900 e.v.t. er skrevet med en modificeret udgave af det hebraiske alfabet. Judæo-arabiske dialekter tales stadigvæk i dag, men mestendels blandt de ældre generationer, idet de fleste yngre jøder med rødder i de arabiske lande taler moderne hebraisk – denne udskiftning af sprog skete i forbindelse med massemigrationerne til Israel i 1948-1970'erne. Der er i dag stort set ingen jøder i de arabiske lande.

De ikke-muslimske minoriteter i middelalderen holdt samtidig også fast i de sprog, som blev talt i områderne, før islam kom til, herunder koptisk blandt de kristne egyptere og aramæiske dialekter blandt grupper af jøder og kristne rundt i Mesopotamien og Levanten. Koptisk, der er det yngste og sidste egyptiske sprogtrin, uddøde som talt sprog i tiden omkring år 1300-1600 e.v.t. og anvendes i dag som liturgisk sprog i den koptiske kirke. Nogle nyaramæiske dialekter bliver stadigvæk talt i nogle få lommer i lokalområderne, omend mest i større diasporaer rundt i verden, især i USA, Sverige og Australien.

Arabisk har været Mellemøstens lingua franca siden islams udbredelse og dækker i dag et område, der strækker sig fra Nord- og Vestafrika til Etiopien. I øst afgrænses det af spredte grupper i Iran, Afghanistan og Centralasien. De arabisktalende befolkninger er for så vidt tosprogede: På den ene side lærer man fællessproget i grundskolen, moderne standardarabisk, som ligger i forlængelse af klassisk arabisk. Man undervises også i klassisk arabisk med henblik på at kunne læse Koranen. Men på den anden side er der de lokale dialekter, hvis udtale, grammatik og ordforråd varierer væsentligt inden for de arabiske lande. Disse dialekter er modersmål for ca. 383 millioner mennesker (2024).

Dialekterne er til dels indbyrdes forståelige – nogle i højere grad end andre – men de er alt andet lige grammatisk distinkte nok til, at de alle i princippet kan klassificeres som deres egne sprog. Cairo-dialekten er den, der bedst forstås i den arabiske verden – ikke kun fordi det er langt den største med ca. 85 millioner indfødte egyptere, der taler det (2024), men også fordi den ofte ses i arabiske film- og tv-produktioner.

De større nyhedsmedier anvender imidlertid moderne standardarabisk. Dette gælder også den moderne arabiske litteratur på tværs af genrer. I forhold til retskrivning findes der typisk ingen gengivelse af de enkelte dialekters udtale. Her følges retningslinjerne fra moderne standardarabisk helt stringent, hvis man ser bort fra sproget i visse dialoger i romaner og noveller. Maltesisk er den eneste nuværende arabiske sprogform, der har sin helt egen officielle retskrivning – endda med en modificeret udgave af det latinske alfabet og ikke den arabiske skrift.

Klassisk arabisk er et overvejende syntetisk sprog. Hvor analytiske sprog ville bruge pronominer, hjælpeverber og præpositioner til markering af tider, kasus etc., bruger klassisk arabisk bøjninger.

Fælles for dialekterne er en mere analytisk sprogtype med bortfald af kasus- og modusmarkeringer, der delvis er erstattet af ændret ordstilling, partikler m.m.

Lydsystemet består af tre vokaler, /a/,/i/ og /u/, der findes som både korte og lange. Der er 28 konsonanter, og nogle af dem findes ikke i indoeuropæiske sprog — fx et hæst, ustemt og et tilsvarende stemt faryngalt h (ħa og ayn), der udtales i svælget, samt faryngaliserede ("emfatiske") sibilanter og dentaler. Der skelnes mellem to k-lyde, den almindelige velære, kāf, og den uvulære qāf, der artikuleres længere tilbage i munden. I dialekterne er konsonantlydene færre, og vokallydene er udvidet med /e/ og /o/.

Den arabiske skrift stammer oprindelig fra den aramæiske. Det er en kursiv konsonantskrift, der går fra højre mod venstre. Punkter over eller under tegnene adskiller tegn, der ellers er ens, jf. dansk skelnen mellem a og å. Læs videre om den arabiske skrift.

Når arabisk skal gengives med det latinske alfabet, kræver det anvendelse af lydskrifttegn eller diakritiske tegn for at blive helt nøjagtigt. Læs videre om arabisk translitteration.

Det arabiske ordforråd er meget stort. Fra tidlig tid har sproget optaget låneord fra aramæisk og persisk, og i dialekterne findes låneord fra tyrkisk. I de sidste 200 år har arabisk endvidere lånt fra europæiske sprog. Påvirkningen er også gået den anden vej, og arabisk har påvirket andre islamiske sprog som persisk, tyrkisk og urdu samt afrikanske sprog som swahili og berberisk. I middelalderen optog europæiske sprog mange arabiske låneord, de fleste via spansk. I dansk findes bl.a. alkohol og alkove, hvor den arabiske bestemte artikel al- kan genkendes, men også fx damask, magasin, sukker.

Ordenes grundbetydning er knyttet til konsonanterne, som regel tre, der danner ordets rod, mens vokalerne modificerer rodens betydning. Af roden ktb 'at skrive' fås fx kataba 'han skrev', kutiba 'det blev skrevet', kitāb 'bog', kutub 'bøger', hvorimod udskiftning af en konsonant giver en anden grundbetydning, jf. kitāb 'bog' og kilāb 'hunde'. Også præfikser (forstavelser) og suffikser (endelser) indgår i orddannelsen. Præfikset ma- angiver 'stedet', og maktab betyder således 'kontor'. Suffikset -ī er en adjektivendelse som fx i islāmī 'islamisk'.

Selv om orientalister ved Københavns Universitet i 1500- og 1600-tallet studerede arabisk, og selvom disse i 1700-tallet udgav arabiske tekster på grundlag af håndskrifter, var det først i 1800-tallet, at danske arabiske studier for alvor indledtes.

Johannes Østrup var pioner for det danske studium af arabisk dialekt, og Frants Buhls bog om Muhammed og Johannes Pedersens studier af den arabiske kultur, herunder arabisk bog- og undervisningsvæsen, nyder stadig international anerkendelse. Buhl og Østrup oversatte hhv. dele af Koranen og Tusind og én nat.

Siden 1942 er arabisk også blevet studeret ved Aarhus Universitet og fra 1992 ved Odense Universitet. Faget blev i 2006 for første gang det mest søgte fremmedsprog efter engelsk på Københavns Universitet.

I 2004 var der omkring 65.000 arabisksprogede indvandrere og efterkommere af disse i Danmark.

• arabisk – tilhørsforhold
• arabisk skrift
• arabisk translitteration
• arabisk litteratur
• arabisk historieskrivning