atombombe

USA og Storbritannien arbejdede hver for sig på at udvikle en atombombe, men på Quebeckonferencen i august 1943 besluttede Roosevelt og Churchill at forene resurserne. Resultatet blev det amerikansk ledede Manhattanprojekt under general Groves i Los Alamos, New Mexico; den videnskabelige chef blev J.R. Oppenheimer. Arbejdet blev gennemført under streng hemmeligholdelse — også over for USSR, der var USA's og Storbritanniens allierede — og forceret af frygt for, at Tyskland, som ligeledes havde et atombombeprojekt i gang, skulle komme først med sin bombe.

De tyske atomfysikere under W. Heisenberg fik imidlertid ikke løst de tekniske problemer. Om det skyldtes manglende evne eller vilje, diskuteres stadig; dertil kom, at det tyske projekt havde langt mindre politisk opbakning end det amerikanske.

Den 16. juli 1945 blev den første vellykkede prøvesprængning (plutonium) foretaget i New Mexicos ørken NV for Alamogordo. Den 6. august 1945 kastedes den første atombombe af uran-235 over Hiroshima. Ca. 80.000 mennesker blev dræbt, og 60% af byen ødelagt. Den 9. august 1945 blev en anden atombombe, denne gang med en plutoniumladning, kastet over Nagasaki med ca. 30.000 dræbte til følge.

Beslutningen om at kaste de to bomber blev taget af den nye amerikanske præsident, Harry S. Truman. De angivne motiver var primært militære, nemlig ønsket om at tvinge Japan til at kapitulere uden det blodbad, en invasion af hovedøerne ville koste. At bomberne havde udenrigspolitisk betydning i forhold til Sovjetunionen var dog også klart.

Bombernes effekt, både den umiddelbare ødelæggelse og langtidsvirkningen af den radioaktive stråling, blev nøje fulgt af amerikanske og japanske videnskabsfolk.

Japan kapitulerede 15. august 1945. De to atombomber over Japan er de hidtil eneste, der er blevet anvendt i krig.

Stor sprængkraft, voldsom ødelæggelse og uvarslet angrebspotentiale har givet atombomber og især missilfremførte kernevåben stor værdi som statussymbol for selvhævdende stater. Offentlige fremvisninger af en stats kernevåben giver både internt i landet og eksternt i forhold til andre stater et signal om statens uimodståelige styrke og ultimative vilje til magt.

Den åbenlyse magtdemonstration ved de første atombombeangreb i Japan og den senere udvikling af endnu kraftigere termonukleare kernevåben blev bl.a. behandlet i underholdningsindustrien (f.eks. romanen Red Alert fra 1958 filmatiseret som Dr. Strangelove fra 1964) som en apokalyptisk trussel. Fra religiøs side blev anvendelse af moderne teknologi til masseødelæggelsesvåben ubetinget afvist (pave Johannes XXIII’s rundskrivelse Fred på Jorden fra 1963), og forskellige fredsbevægelser med politisk eller humanistisk baggrund opstod især i Vesteuropa fra slutningen af 1950'erne. Herfra stammer også symbolet for modstand mod atomvåben (person med hængende arme omgivet af en cirkel) fremstillet i 1958 af en engelsk pacifist og militærnægter under Anden Verdenskrig. Sammen med den bibelske fredsdue er disse tegn senere blevet anvendt i forskellig sammenhæng som symboler for fredelig konfliktløsning uden nødvendigvis at have direkte sammenhæng med kernevåben.

• kernevåben
• masseødelæggelsesvåben
• 2. Verdenskrig