banebevægelse

En planets baneform er omtrent en ellipse med Solen i det ene brændpunkt. Banen er bestemt af de seks baneelementer a, e, i, Ω, ω og tidspunktet, hvor planeten er i perihel P. F viser retningen til forårspunktet.

Ellipsebane

Af SDE.

Licens: CC BY ND 4.0

Banebevægelse betegner inden for astronomien et legemes bevægelse i rummet. Udtrykket bruges for eksempel om Jordens og de øvrige planeters bane om Solen, Månens bane om Jorden, Solens bane i Mælkevejsgalaksen og dobbeltstjerners bevægelse om det fælles tyngdepunkt.

Typer af banebevægelser

Den almindeligste banebevægelse finder man, hvor et lille, let legeme går i en elliptisk bane om et stort, tungt legeme; for eksempel er Jordens bane om Solen en cirkelnær ellipse.

To legemer, som kun påvirkes af deres gensidige tiltrækning, vil have en indbyrdes banebevægelse af form som et keglesnit:

En ellipse, hvis de er permanent bundet til hinandens nærhed og dermed har en omløbstid.
En hyperbel, hvis de kun passerer hinanden og farten i meget stor afstand nærmer sig en værdi større end nul.
En parabel som grænsetilfælde mellem de to ovennævnte, hvor farten i meget stor afstand nærmer sig nul.

De indbyrdes banebevægelser for flere end to legemer kan derimod ikke beskrives med færdige formler, men man må gøre brug af numeriske beregninger på en computer.

Historisk baggrund

Johannes Kepler (se Keplers love) fastslog i 1609, at planeternes baner om Solen er ellipser. Han nåede frem til dette resultat ved anvendelse af de meget nøjagtige positionsbestemmelser af planeten Mars, som han havde overtaget fra Tycho Brahe.

Med Isaac Newtons opdagelse af gravitationsloven 1687 fik man den fysiske forklaring på ellipsebanerne. Alle Solsystemets planeter har nemlig så små masser i forhold til Solens, at man med god tilnærmelse kan se bort fra resten af planeterne, når man beskriver hver enkelt planets bane.

Baneplanet

En planets banebevægelse foregår i baneplanet, hvis placering i forhold til ekliptikas plan fastlægges af vinklen i, inklinationen, mellem de to planer og af vinklen Ω, som giver retningen af skæringslinjen, knudelinjen, mellem de to planer. Solen befinder sig i ellipsens ene brændpunkt.

Ellipsens størrelse og form

Ellipsens størrelse og form er bestemt af den halve storakse (a) og ekscentriciteten e, som er et mål for ellipsens fladtrykthed. Ellipsens rumlige beliggenhed i forhold til knudelinjen fastlægges af vinklen ω. Til baneelementerne hører også det tidspunkt, da planeten er nærmest Solen, periheltiden. For dobbeltstjerner indfører man tilsvarende baneelementer, idet ekliptikas plan erstattes af et plan vinkelret på synslinjen, og omløbstiden indgår som et syvende baneelement.

En planets omløbstid i sin ellipsebane, dens sideriske omløbstid, er kendt ud fra den halve storakse a og Solens masse (Keplers tredje lov). Dens synodiske omløbstid er derimod omløbstiden set fra Jorden.

Retrograd banebevægelse

Alle de store planeter går samme vej rundt om Solen, dvs. deres banebevægelse er direkte eller prograd. Derimod er der kometer, som går den modsatte vej om Solen. Deres banebevægelse kaldes retrograd. Nogle af de store planeters yderste måner har også retrograd banebevægelse; de er formodentlig indfangede asteroider.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Himmellegemernes positioner og bevægelser

Holger Nielsen

Lektor, cand.scient.

banebevægelse

Typer af banebevægelser

Historisk baggrund

Baneplanet

Ellipsens størrelse og form

Retrograd banebevægelse

Læs mere i Lex

Kommentarer

Fagansvarlig for Himmellegemernes positioner og bevægelser

Det sker

A.P. Møller

Den store nytårsquiz

Dark Sky

Seneste ændringer på Lex