Nethinden med nydannelse af kar pga. diabetes, såkaldt proliferativ retinopati.

Af /RSOC Vol. 13 No. 17 2016.
Licens: CC BY NC 2.0

Diabetisk retinopati er en øjensygdom i nethinden, som skyldes diabetes. Dette er en hyppig og alvorlig komplikation til diabetes. Hos personer med diabetes øges risikoen for retinopati med tiden. Sygdommen kan lede til svagsynethed og blindhed.

Forekomst

Omkring 70 % af de, der har haft type 1-diabetesi mere end ti år, har retinopati. Af de personer, der har haft diabetes i mere end 30 år, vil 90 til 95 % have retinopati, og af disse vil omkring 30 % få den mest alvorlige form, proliferativ retinopati.

Hos ældre patienter med type 2-diabetes kan retinopati foreligge, allerede når personen diagnosticeres med diabetes. Efter 20 år vil 50 – 80 % have retinopati.

For begge typer diabetes gælder, at jo dårligere reguleret personens diabetes er, jo større er risikoen for at udvikle retinopati, og for at en eksisterende retinopati forværres.

Årsager og sygdomsmekanisme

Non-proliferativ diabetisk retinopati
Af /BMC Health Serv Res (2013).
Licens: CC BY 2.0

Høje blodsukkerniveauer hos personer med diabetes kan lede til skader på de blodkar, der forsyner nethinden med næringsstoffer.

Retinopatien begynder med dannelse af mikroaneurismer, det vil sige små udposninger på de mindste blodårer (kapillærer, arteriolerog venoler) i nethinden. Mikroaneurismerne kan føre til blødninger og udsivning af fedtstoffer (såkaldte hårde eksudater) til nethinden. Denne form for retinopati kaldes ikke-proliferativ retinopati. Ofte forekommer der væskeansamling (ødem) i den gule plet (makula), således at skarpsynet svækkes. Tilstanden kaldes diabetisk makulopati.

Efterhånden kan patienter med diabetes få såkaldte præproliferative forandringer med bløde eksudater, slyngede vener og andre blodåreforandringer. Forandringerne fører til, at områder af nethinden ikke får blodtilførsel. Dette kan lede til nydannelse af blodårer på nethinden, som vokser ind i glaslegemets bagflade, hvilket betegnes proliferativ diabetisk retinopati. De nydannede kar er skrøbelige, hvilket kan føre til blødninger ind i glaslegemet og senere arvævsdannelse. Herved opstår et træk på nethinden, som kan føre til, at nethinden løsner sig (nethindeløsning).

Symptomer på diabetisk retinopati

De tidlige stadier af diabetisk retinopati giver ingen symptomer. Hvis retinopatien omfatter den gule plet påvirkes skarpsynet. Hvis der er udviklet nye blodkar, kan der opstå pludselig blindhed ved blødning i glaslegemet.

Behandling af diabetisk retinopati

Udvikling og forværring af behandlingskrævende diabetisk retinopati kan forsinkes ved omhyggelig kontrol af blodsukkeret og tilsvarende omhyggelig blodtrykskontrol. Da diabetisk retinopati ikke giver symptomer tidligt i forløbet, bør personer med diabetes regelmæssigt undersøges af en øjenlæge eller i et screeningslaboratorium, hvor der tages billede af nethinden. Ved type 1-diabetes kan man vente 10 år med første øjenundersøgelse, men ved type 2-diabetes skal øjenbaggrunden undersøges allerede på diagnosetidspunktet. De efterfølgende kontroller skal tilpasses efter alder, diabetesvarighed, langtidsblodsukkeret (HbA1c), blodtryk og graden af retinopati. Alle gravide med diabetes bør undersøges før eller så tidligt som muligt i svangerskabet.

Laserbehandling

Diabetisk retinopati kan oftest med god effekt behandles med laser. Behandlingen bruges, hvis der er tilkommet forandringer på den gule plet, der ikke involverer de centrale dele af området eller hvis der er opstået nye blodårer (proliferationer).

Injektion af VEGF-hæmmere

Dannelsen af nye blodkar samt udsivning af væske og blod til nethinden kan bremses ved injektion af VEGF-hæmmere i glaslegemet. Dette betegnes intravitreal angiostatisk behandling og vælges ved makulaødem, som involverer centrum, men kan også gives for at dæmpe svære retinopatiforandringer forud for behandling med laser eller kirurgi. Intravitreal behandling med steroid kan i nogle tilfælde anvendes til at dæmpe et makulært ødem.

Kirurgisk behandling

Ved fremskreden proliferativ retinopati kan det være nødvendigt at fjerne glaslegemet kirurgisk (vitrektomi) for at hindre, at der opstår nye blødninger ind i glaslegemet og løsning af nethinden. Ødem i den gule plet kan behandles med gentagne injektioner med VEGF-hæmmere ind i glaslegemet.

Neovaskulært glaukom

En anden og mere sjælden årsag til blindhed blandt diabetikere med proliferativ retinopati er neovaskulært glaukom. Dette er en grøn stær som følge af nydannelse af blodårer i øjets regnbuehinde. Efterhånden vil nydannelsen af blodårer føre til, at kammervinklen lukkes, og at afløbet af kammervand hindres. Denne type grøn stær er vanskelig at behandle. Tilstanden kan give et smertefuldt, blindt øje, som derfor i nogle tilfælde kan være aktuelt at fjerne.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig