funktionsanalyse

Ifølge funktionsteorien består tonal musik af kun tre funktioner. Alle akkorder forstås derfor som repræsentanter for disse.

De tre funktioner er tonika (T), subdominant (S) og dominant (D) og er repræsenteret ved akkorder på toneartens henholdsvist første, fjerde og femte trin. Den stærkeste måde at etablere tonearten er ved den tonale kadence, som består af funktionsfølgen T–S–D–T.

Akkorder, som ikke har grundtone på første, fjerde eller femte trin – ofte kaldet biakkorder – forstås som repræsentanter for T, S eller D. Biakkorder kan repræsentere en funktion med grundtone en terts over eller under biakkordens grundtone, afhængigt af den musikalske kontekst.

Funktionsanalysen blev udviklet i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet af den tyske musikteoretiker Hugo Riemann (1849-1919). Riemann trak på idéer fra tidligere teoretikere, som fx Jean-Philippe Rameau (1683-1764), men udviklede sit eget system. Riemann var interesseret i at beskrive en musikalsk logik, altså en lovmæssighed, der gjorde akkordfølger forståelige og logiske for det menneskelige øre.

Hugo Riemann byggede sin funktionsteori på grundlag af den duale molteori, som både i samtiden og for senere videreudviklinger af funktionsteorien blev anset som problematisk og kontroversiel.

I Danmark er funktionsanalysen den mest benyttede metode til at analysere harmonik. Den danske terminologi er anderledes end i alle andre lande. Dette skyldes, at funktionsteorien hurtigt spredte sig til adskillige europæiske lande, hvor den blev videreudviklet af andre teoretikere og forankret i lokale traditioner. De fleste videreudviklinger fandt alternativer til Riemanns duale molteori.

I Danmark blev funktionsteorien først behandlet i bogform i Finn Høffdings Harmonilære fra 1933, men det var først igennem senere udgivelser og videreudviklinger, at en tradition blev dannet. Svend Westergaards Harmonilære fra 1961 anses som en af de væsentligste tekster i denne historie.

• funktionsharmonik
• Hugo Riemann
• dual molteori
• harmonilære