gravehvepse

Gravehvepse lever enligt. Mange arters hunner bygger deres reder i jorden, hvor de udgraver gange og redekamre. Nogle arter benytter hule plantestængler eller huller i dødt træ som rede. Flere arter bygger fx reder i stråtage. Hunnerne indsamler andre insekter eller edderkopper, som de lammer med deres giftbrod og anbringer som larvefoder i reden.

Når der er indsamlet tilstrækkeligt foder til ét afkom, lægge hunnen et æg i redekammeret, som derpå forsegles med en prop af sand eller ler. Herefter indsamler hunnen foderdyr til et nyt redekammer. Nogle arter behøver kun én stor sommerfuglelarve pr. afkom, mens andre må indsamle 20-30 små insekter, fx bladlus, for at kunne tilfredsstille et afkom.

Når ægget efter nogle dage klækkes, begynder den nyklækkede larve at æde de lammede insekter eller edderkopper; dette tager 1-2 uger afhængig af arten. Foderdyrene kan holde sig friske i flere uger, fordi de ikke er dræbt, men kun lammet og derfor stadig er levende.

Gravehvepselarven er en bleg, lemmeløs maddike. Efter at have ædt foderdyrene og afgivet sine ekskrementer spinder larven en kokon, hvori den overvintrer inde i redekammeret. De fleste arter har kun én generation om året, og en hun får ca. 20-30 afkom. Forpupning og forvandling til voksent insekt sker det følgende forår.

Gravehvepse er højtudviklede specialister. Hver art er kendetegnet ved kun at indsamle foderdyr fra én bestemt gruppe (ofte en familie) af insekter eller edderkopper samt ved sin bestemte redebygningsteknik. Mange arter fanger næbmundede insekter som bladlus, cikader, bladlopper og tæger eller tovinger som fluer og myg. Andre arter samler sommerfuglelarver, biller, græshopper, kakerlakker, bier, døgnfluer eller trips.

Et eksempel på en specialiseret gravehveps er biulven (Philanthus triangulum), der næsten udelukkende indfanger honningbier som foder til afkommet. Rederne, der bygges i sandjord, består af op til 1 meter lange gange med tværstillede kamre. Biulven fanger også bier med det formål at æde nektar, som den presser ud af bien efter at have bidt dens hoved af.

En slægt af gravehvepse (Nysson) lever som foderparasitter på andre arter af gravehvepse. I stedet for selv at fange bytte lægger hunnerne æg i reder, som allerede er gravet af en eller et par andre arter af gravehvepse. Snylteartens larve æder først værtens æg og herefter foderet.

De er dog ikke de eneste insekter, som er foderparasitter på gravehvepsene. Eksempelvis kan de flotte metalskinnende guldhvepse ofte ses ved reder af forskellige gravehvepse på sandede stier eller på dødt ved. Guldhvepsenes larver lever også af de byttedyr, som gravehvepsene har samlet til deres eget afkom.

En tredje gruppe af foderparasitter er nogle små kødfluer i underfamilien Miltogramminae.

Gravehvepse er sol- og varmeelskende og træffes i Danmark især langs sandede stier, på tørre sandbakker og i klit- og hedeområder, hvor de er aktive i varmt vejr. De jordboende arter, der udgør godt halvdelen af de danske arter, har typisk redepladser i kanten af stier eller i vindbrud i klitter og indsander. Blandt de træboende arter kan større arter selv gnave redehuller i dødt ved, men de fleste arter udnytter huller dannet af andre insekter, især billelarver. Mange små arter kan træffes løbende på blade af træer og buske.

De voksne gravehvepse ernærer sig kun af nektar og honningdug (bladluseekskrementer). De ses først og fremmest på skærmplanter som vild gulerod, skvalderkål, angelik og pimpinelle, men besøger dog også andre blomster, især blåmunke og agertidsel. Gravehvepse er ikke aggressive over for mennesker, som enkelte arter af sociale bier og gedehamse kan være. Giftbrodden og giften er kun beregnet på at lamme de indsamlede foderdyr.

Siden 1975 er der fundet 11 nye arter af gravehvepse i Danmark. Mange af de nye arter har formentligt tidligere være overset. Det er små, uanselige arter, der lever skjult, og de ligner de almindelige arter så meget, at de er svære at bestemme ud fra billeder alene.

Tre af de nye arter er store og iøjnefaldende. Det første sikre fund af Sceliphron curvatum er fra 2024. Det er en asiatisk art, der første gang blev fundet i Europa, nærmere bestemt i Østrig, i 1979. Den har siden hurtigt bredt sig til store dele af Europa. Sphex funerarius har ligeledes bredt sig op igennem Tyskland og er nu fundet en enkelt gang i Midtjylland i 2021. Det første fund af Lestiphorus bicinctus er fra Odense i 2005, og arten er siden fundet spredt i store dele af landet, ofte i haver. Alle tre arter er sandsynligvis indvandret til landet som følge af et varmere klima.

Modsat er syv arter af gravehvepse ikke fundet i Danmark i de sidste 50 år. To af arterne er kun set en enkelt gang og har måske aldrig været hjemmehørende, men de øvrige arter har tidligere haft bestande i Danmark. Alle arterne var jordboende, og måske er der ikke længere tilstrækkeligt med redemuligheder på varme, sandede lokaliteter med blottet sand eller solvarme skrænter.

• hvepse
• insekter
• sandhvepse
• årevinger