heraldik

Præheraldik optræder på fx Bayeux-tapetet. Brugen af våbenskjolde efter bestemte regler opstod i Vesteuropa i 1130'erne som følge af den hjelmklædte krigers behov for at give sig til kende. Man bemalede kampskjoldet og undertiden også andre rustningsdele med let genkendelige figurer i klare kontrasterende farver. De samme motiver kunne gengives i faner (se flag).

Skikken blev hurtigt præget af normdannende regler. Oprindelig var våbenmærket personligt, men efterhånden som man lagde vægt på arvelighed og dermed kontinuitet, fik våbenet en mere permanent karakter. Det blev et symbol, hvortil der blev knyttet retlige forestillinger. For fyrsternes vedkommende fik brugen af våbener især betydning i territorial og politisk henseende.

Selv om brugen af bemalede skjolde efterhånden ophørte, fortsatte man med at gengive våbener, fordi de var blevet visuelle udtryk, der straks kunne genkendes af mange. Den regelbundne brug af våbener blev et kulturfænomen af stor kunstnerisk og psykologisk virkning.

De heraldiske regler er et sæt normer for våbeners indhold, farvelægning og sammensætning, der har vundet almen anerkendelse. Reglerne er et resultat af udvikling, brug og tradition og ligger i klar forlængelse af den middelalderlige oprindelse.

Et fuldstændigt våben består af skjold, hjelm med et dertil hørende hjelmklæde og over det et hjelmtegn. En bestemt rang eller særlige personlige forrettigheder eller karakteristika kan udtrykkes ved hjælp af rangkroner, mitraer, prælathatte, embedsinsignier, trofæer, valgsprog m.m. og ved såkaldte pragtstykker som skjoldholdere, ordener, våbentelte og kapper.

Indtil ca. 1500 svarede skjoldets form til den skikkelse, som de virkelige kampskjolde havde haft gennem tiderne. Efter 1450 forekommer det asymmetriske skjold, tartschen, med et indhak til lansen. Det afløstes ca. 1550 af symmetriske former med dekorative indskæringer og oprullede kanter. Senere træffes asymmetriske rokokoformer. Rombeformede skjolde, dameskjolde, træffes i flere lande, men sjældent i Tyskland og Norden.

Hjelmformerne svarer til de forskellige hjelme, der i tidens løb blev brugt i krig og til turnering: tønde-, stik- og trallehjelm. Trallehjelmen blev med tiden anset for at være et særligt adeligt kendetegn, en såkaldt åben adelig turnérhjelm. Stikhjelmen blev, navnlig i Tyskland, opfattet som udtryk for borgerlig status.

Fyrster og højadelige førte efterhånden mere end én hjelm på skjoldet, hvilket hang sammen med, at det blev almindeligt for de øverste samfundsklasser at opdele skjoldet i mange felter, fordi flere territorier eller krav (prætentionsvåben) skulle repræsenteres af hvert sit våbenmærke, eller fordi man ønskede at angive nedstamning fra flere slægter. Behovet for mange felter førte til, at man også gengav flere skjolde oven på hinanden; der tales derfor om hoved-, midter-, hjerte- og navleskjold.

Skjoldfigurerne klassificeres som:

1) heroldsfigurer eller heraldiske figurer, der er dannet ved rette eller på anden måde regelmæssigt løbende linjer, skurer, normalt trukket fra skjoldrand til skjoldrand, ofte med særskilte navne som bjælke, pæl, sparre, skjoldhoved, skjoldfod m.m.

2) som almindelige figurer, der kan være fx dyr, fabelvæsener, blomster, mennesker, bygninger, redskaber eller dele heraf, undertiden med særskilte betegnelser som leopard (løve med hovedet en face), dobbeltørn (ørn med to hoveder) osv.

I overensstemmelse med de kunstneriske normer i middelalderen får figurerne i skjoldet især karakter ved deres fladevirkning, og de skal ideelt set udfylde skjoldet eller feltet mest muligt. De er ikke naturalistiske, og de fremtræder med tydelige konturer. Dyr og planter karakteriseres ved stærk stilisering, fx den heraldiske lilje. Størrelsen overdrives bevidst, hvad kløer, haler, tunger m.m. angår. Efter middelalderen bliver figurerne mere naturalistiske. Et våben med en figur, der lydligt svarer til navnet på våbenets bærer eller til lokalitetens navn, kaldes et talende våben, fx Oxe (en okse), Sakskøbing (to uldsakse).

De heraldiske farver, tinkturer, er de såkaldte metaller guld (gul) og sølv (hvid) og de egentlige farver rød, blå, sort og grøn, og undertiden purpur, brun og orange. Normalt er fladerne farvelagt, således at metal støder op til farve, hvorved skjoldfiguren let kan kendes på afstand på grund af kontrasten. Der er dog undtagelser fra den heraldiske farveregel. Naturlig farve (hudfarve) og det såkaldte heraldiske pelsværk, gråværk eller hermelin, kan kombineres med både farve og metal. I sort-hvide gengivelser kan farverne angives ved en særlig form for skravering.

Hjelmklædet har en farve på ydersiden og metal på indersiden, og det holdes normalt på plads af en såkaldt vulst, en ring af snoet klæde, eller af en krone. Hjelmklædets oprindelige funktion var måske at afbøde virkningen af solens stråler på metalhjelmen, men det kan også have tjent som nakkebeskyttelse. Med tiden blev hjelmklædet gengivet som et sindrigt foldet og slynget ornament.

Hjelmtegnet kan være en gentagelse af skjoldfiguren eller kan afvige helt eller delvis fra skjoldets indhold. Flere middelalderlige danske slægter førte vesselhorn (oksehorn) på hjelmen. Turneringerne bidrog til udviklingen af hjelmtegn, som dog næppe blev anvendt i krig. Især i 1300-tallet gengives hjelm med hjelmtegn undertiden alene. I England blev det fra 1700-tallet skik i mange sammenhænge kun at afbilde vulst og hjelmtegn, crest.

Herolder, især franske og engelske, udviklede i middelalderen et særlig stringent og entydigt fagsprog, blasonering, til beskrivelse af våbener alene med ord. Principperne for blasonering har haft betydning for den kontinuerlige brug af våbener. Et våben blasoneres med hensyn til sit indhold, nemlig hvilke figurer og farver der skal forekomme, og hvordan figurerne skal vende eller indbyrdes være kombineret, men den kunstneriske udformning i det enkelte tilfælde foreskrives ikke. Heraldisk højre (dexter) og heraldisk venstre (sinister) er det omvendte af, hvad der for beskueren tager sig ud som højre og venstre, idet man skal forestille sig at have skjoldet på armen foran sig.

Herolder og jurister gjorde allerede i middelalderen heraldikken til genstand for systematisk beskrivelse og normdannelse. Senere bidrog især engelske, franske og tyske forfattere i 1500-, 1600- og 1700-tallet til teoridannelsen.

1700-tallet og det meste af 1800-tallet regnes for at være heraldikkens forfaldsperiode, fordi de middelalderlige stilidealer i vidt omfang blev fraveget. Hen imod 1800-tallets slutning og i 1900-tallet har heraldikken været præget af stilbevidste heraldiske kunstnere, der har levet sig ind i den ældre tids stilnormer. Først i slutningen af 1900-tallet har moderne grafisk design sat sit præg på heraldikken.

Det var fyrster, adelige og høje gejstlige, der tidligst førte våben. Deres våbenføring er præget af kontinuitet. For at vise loyalitet eller udtrykke afhængighed førte de undertiden differentierede våbener, der figurmæssigt var afledninger af en andens våben, brisure. Da formelle våbentildelinger fra 1400-tallet blev almindelige, skabtes der adskillige briserede våbener. Især i Nordvesteuropa forekom brisurer også i form af en såkaldt turnérkrave eller andre tilføjelser. Et våben kunne også briseres ved, at man gengav skjoldindholdet med omvendte farver i forhold til det primære våben. En smal skråbjælke hen over et skjolds indhold markerede uægte fødsel, bastardvåben. Napoleonsk heraldik var kendetegnet ved brisurer i form af figurer i et lille firkantet felt i et af skjoldets øverste hjørner, en kanton.

Fyrsternes våbener blev identificeret med deres territorier. De blev rigsvåbener og tjente som magtpolitiske signaler, og senere statsdannelser fortsatte ofte med at bruge dem. Korporationer, byer, universiteter m.m. har også gjort kontinuerlig brug af våbener, og der er skabt en mængde kommunevåbener i 1900-tallet. Offentlige våbener er ved indregistrering eller internationale aftaler beskyttet mod misbrug.

Borgerliges brug af våbener er i praksis mindre kontinuerlig, men overgår de adeliges i antal. Bortset fra rangattributter er der principielt ingen forskel på adelige og borgerlige våbener.

De fleste våbener er selvtagne. Andre er givet af en fyrste eller en anden myndighed, ofte i forbindelse med tildeling eller bekræftelse af adelskab.

En sammenstilling af to ægtefællers våbener benævnes alliancevåben. Indholdet i mandens skjold kan gengives spejlvendt, således at det vender mod hustruens, hvilket i heraldisk sprogbrug kaldes courtoisie. Noget lignende kan også forekomme i kirker i forhold til alteret.

Våbener anvendes som udtryk for identitet, territorial besiddelse, vasallitet, prætention m.m. I middelalderen tegnede man også våbener for historiske personer i fortiden, fjerne områder og begreber, fantasivåbener. Kendskab til våbener har betydning ved identifikation, datering, proveniensbestemmelse m.m. Foruden på skjolde, hestedækkener, i faner og på klædedragten, fx heroldskåber, kan våbener være gengivet i segl, stempler, oblater, ekslibris, vandmærker, på mønter, brevpapir, bogbind, ligsten, epitafier, malerier, stik, indbo, bygninger m.m.

Våbenbøger eller -ruller, armorialer, med gengivelser af våbener i farver eller eventuelt kun i verbal blasoneret form kendes fra middelalderen. Indholdet kan være systematisk ordnet efter områder eller figurer eller være udtryk for en registrering af deltagere ved en bestemt lejlighed. Ordensridderes våbener er i nyere og nyeste tid blevet indmalet i protokoller. I Danmark, Sverige, England og Skotland bliver våbener for ordensriddere endnu i nutiden ophængt i kirker i fortsættelse af gamle traditioner. I nutiden anvendes betegnelsen våbenrulle også om skrifter, hvori der især publiceres nyantagne våbener.

Enkelte steder, fx i England (College of Arms), i Skotland (Lord Lyon King of Arms) og i Canada (Canadian Heraldic Authority), regulerer herolder stadig brugen af offentlige våbener og slægtsheraldik. I andre lande har bestemte myndigheder, ofte arkivinstitutioner, opsyn med navnlig den offentlige heraldik. I Danmark behandler Rigsarkivet sager om brug af rigsvåbenet og andre offentlige våbener. Enhver kan antage et våben.

Heraldisk Selskab, Societas Heraldica Scandinavica, er nordisk og udgiver Heraldisk Tidsskrift. Selskabet har lokalafdelinger. L'Académie internationale d'héraldique optager fremtrædende heraldikere som medlemmer i begrænset antal.