klokkebægerkulturen

Klokkebægerkulturen var udbredt fra Nordafrika og Den Iberiske Halvø i syd til Vestnorge i nord og fra England i vest til Polen, Tjekkiet og Ungarn i øst; dog uden at dække hele området.

Klokkebægerkulturen udgjorde et netværk for spredning af kobber og guld, bl.a. til Danmark, hvor dens påvirkninger gjorde sig gældende i første del af senneolitikum (dolktid). Dna-analyser viser, at klokkebægerkulturens udbredelse for en stor dels vedkommende skal tilskrives folkevandringer.

Klokkebægerkeramikken er karakteriseret ved sine svajede kar, som giver den karakteristiske klokkeform. Ornamentikken kan bestå af vandrette bånd, som dækker hele karfladen eller kan være zoneinddelt med metoper.

Ofte blev den karakteristiske klokkebægerornamentik blandet med lokale keramikformer. Et eksempel fra Danmark er små retvæggede bægre, en karform med rødder i den sene enkeltgravskultur, men som i den tidlige dolktid blev udsmykket med den karakteristiske klokkebægerornamentik. Det er i arkæologien ofte blevet foreslået, at bægrene har været brugt ved øldrikningsritualer, men egentlige beviser for en sådan brug er ikke fremlagt.

Udover keramikken er klokkebægerkulturen kendetegnet ved sine mandsgrave, der som standardudstyr indeholder klokkebæger og dolk, mens pilespidser og håndledsbeskyttere tyder på tilstedeværelsen af bue og pilekogger. På grund af våbnene er de gravlagte ofte blevet tolket som krigere. Alternative tolkninger er, at udstyret afspejler, at personerne har været jægere eller spejdere.

I Danmark findes klokkebægerkeramik næsten udelukkende på den tidlige dolktids bopladser og kun meget sjældent i gravene. Kendte fund af bopladser med klokkebægerkeramik er Myrhøj og Bejsebakken i det nordlige Jylland. Fra samme periode kendes grave med store flintdolke og koncentrationer af pilespidser. Gravene er tilskrevet en krigerelite og afspejler, til trods for fraværet af klokkebægerkeramik og håndledsbeskyttere, stærk påvirkning fra klokkebægerkulturen. Klokkebægerkeramik og krigergrave er primært et jysk fænomen.

Den største afsmitning fra klokkebægerkulturen i dansk sammenhæng er flintdolkene, som afløste stridsøksen, som det vigtigste værdighedssymbol for mænd. Dolkene blev udbredt over hele landet. Den fladehuggede flintsegls udvikling i områder, der var kraftigst påvirket af klokkebægerkulturen, antyder, at agrarøkonomiens opblomstring i dolktiden også er relateret til klokkebægerkulturens indflydelse.

I arkæologien bruges kultur ofte som samlebetegnelse for en bestemt levemåde i en kronologisk afgrænset periode med alt, hvad det indebærer af materiel kultur (fx redskaber og hustyper), sociale strukturer, teknologier og religiøse forestillinger. Når man relaterer arkæologiske fund til en bestemt kultur som fx klokkebægerkulturen, er det således en måde at klassificere forskellige forhistoriske samfundsgrupper på og forstå forskelle og ligheder mellem dem.

Da klokkebægerkulturen imidlertid over sit store udbredelsesområde har et væld af lokale udtryk, som vanskeligt lader sig indpasse i det snævre kulturbegreb, har betegnelsen klokkebægerfænomenet i de senere år vundet indpas i arkæologisk forskning.

• neolitikum
• bondestenalder
• bronzealder
• fiskehaledolk
• Gilbjerg Hoved-depotet