kulturarv

Mange menneskers første association til ordet kulturarv vil omfatte eksempler som museumsgenstande, offentlige monumenter og fredede bygninger. Et fællestræk for disse er, at der er tale om en officielt udnævnt kulturarv: Noget, som en offentlig forvaltning og tilknyttede faglige eksperter, fx arkæologer, arkitekter, kunsthistorikere osv., har vurderet, har en særlig betydning og krav på beskyttelse. Det være sig på lokalt, nationalt eller internationalt niveau.

Den form for offentlig forvaltning af kulturarv, som vi kender i dag, tog form i samspil med dannelsen af den moderne nationalstat i 1800-tallets Europa. Det er derfor heller ikke noget tilfælde, når netop national (fx dansk) kulturarv er en af de første ting, mange tænker på i forbindelse med kulturarv.

I 1800-tallets Europa oprettede nationalstaterne fx nationale museer. Disse havde til formål at indsamle og udstille genstande, der kunne medvirke til at understøtte national identitet. At vise, at man havde en kulturarv, blev en del af det legitimerende grundlag for at kunne vise verden, at man var en nation.

Samtidig udbredte europæiske kolonimagter også denne måde at forstå kulturarv på til resten af verden. Det har skabt en form for global model for anerkendelse og forvaltning af officielt anerkendt kulturarv, som stadig er indflydelsesrig. Den er dog også gennem de senere årtier blevet kritiseret for at være eurocentrisk ved fx at fokusere for meget på det materielle, det elitære og det æstetisk appellerende i tilgangen til, hvad der officielt er blevet anerkendt som kulturarv.

En væsentlig del af den officielt anerkendte kulturarv udgøres af en mere finkulturel arv, der repræsenterer samfundets elite: Slotte, katedraler, kunstværker, monumenter osv. Også mere hverdagskulturelle fænomener indgår imidlertid og er i stigende grad blevet anerkendt som kulturarv, også officielt. Eksempelvis er der nu større opmærksomhed på industriarv og kulturlandskaber som bevaringsværdige aspekter af fortiden.

Ligeledes er forståelsen for, at kulturarv ikke kun udgøres af materielle ting og steder men også af praksisser, steget i de senere år. Man er begyndt at tale om immateriel (også kaldet uhåndgribelig) kulturarv, eller om man vil: den levende kulturarv. Det omfatter særlig viden, kunnen og traditioner – som hvordan man danser en bestemt dans, udfører et særligt håndværk eller fejrer en given kulturel højtidelighed.

Immateriel kulturarv kan til forskel fra materiel kulturarv ikke blot kanoniseres af eksperter og forvaltninger eller sættes på museum for at blive bevaret for eftertiden. Den bevares, så længe almindelige mennesker nærer et ønske om at videreføre den i praksis. Samtidig er det en form for kulturarv, som er genstand for variation og konstant udvikling for at opretholde sin relevans for brugerne. Det ses fx, når en bestemt ret kan tilberedes på mange måder, og når håndværksmæssige traditioner videreføres ved at benytte nye materialer.

I takt med den stigende globalisering bliver kulturarv også officielt anerkendt og formidlet i internationalt regi. På verdensplan udvælges i henhold til UNESCO's Verdensarvskonvention særlige bevaringsværdige bygninger samt kultur- og naturmiljøer som en kulturarv, der tilhører hele menneskeheden og derfor skal beskyttes i særlig grad. Det udmønter sig i UNESCO's Verdensarvsliste.

Også i mere regionale sammenhænge fremhæves fælles kulturarv som identitetsskabende og bevaringsværdig. EU har fx finansieret Europeana, en opslagsside for Europas digitale kulturarv.

• UNESCO's Verdensarvskonvention
• UNESCO's Verdensarvsliste

• UNESCO's Verdensarvsliste
• Europeana