religion i Indien

De ældste kendte religiøse former i Indien er knyttet til dyrkelsen af naturkræfter. Arkæologiske fund viser, at inderne i yngre stenalder (neolitikum) formentlig dyrkede frugtbarheds- og modergudinder, samt afdøde forfædre og naturfænomener som dyr (fx bøfler), stjernebilleder og planeter. De tidligste fund af genstande med religiøs betydning stammer fra omkring 2500 f.v.t., men den indiske folkereligion går muligvis langt længere tilbage.

Også i Induskulturens højtudviklede byer i det nordvestlige Indien, cirka 3000-1800 f.v.t., tilbad man kvindelige frugtbarhedsgudinder og tyre, som det også ses i hele det vestlige Asien.

Folkereligion, herunder dyrkelse af forfædre, naturfænomener, er stadig almindelig blandt adivasi-grupper (indiske stammefolk), ligesom mange elementer fra den tidlige folkereligion er blevet indoptaget i hinduismen, fx de stærke modergudinder og tyren.

Da indoariske nomadestammer formentlig mellem 1800 og 1200 f.v.t. indvandrede til det nordvestlige Indien fra Centralasien, medbragte de foruden heste, hjul og et indoarisk sprog også den vediske religion, der er én af forløberne for vore dages hinduisme. Vedareligionen har sit navn efter de oldindiske skrifter vedaerne, der som oprindeligt mundtligt overleverede hymner menes at stamme fra perioden 1500-1200 f.v.t.

Sikhismen blev indstiftet i Punjab i begyndelsen af 1500-tallet af den religiøse forkynder guru Nanak, der var født som hindu, men tidligt blev påvirket af muslimsk sufi-mysticisme. Sikhismen indeholder elementer fra både hinduismens bhakti-tradition og islam.

Kristendommen kom først til Malabarkysten i det sydvestlige Indien. Ifølge legenden kom apostlen Thomas dertil i år 52 e.v.t. På den tid var der tæt handelsforbindelse mellem Romerriget og Indiens vestkyst via mellemøstlige handlende, så det er ikke utænkeligt, at der har været kristne i Indien allerede i det første århundrede. Historisk er der belæg for, at der siden 500-tallet har været thomaskristne menigheder, kendt som syrisk kristne, på Malabarkysten i det nuværende Kerala.

I resten af Indien vandt kristendommen først indpas med de europæiske kolonisatorer og deres følge af præster og missionærer fra begyndelsen af 1500-tallet. Særligt blandt de laveste kaster var der mange, der konverterede til kristendommen, mens folk fra højerestående kaster sjældent lod sig konvertere.

Islam kom til den indiske vestkyst med arabiske handlende allerede i 600-tallet, men det var først med de afghanske ghaznaviders og ghuriders erobringer i Nordindien i 1000-tallet og etableringen af Delhisultanatet i 1206, at islam for alvor etablerede sig i Indien. Fra Nordindien bredte islam sig i kølvandet på de muslimske magthaveres erobringer. På sit højdepunkt i første halvdel af 1300-tallet kontrollerede Delhisultanatet kortvarigt størstedelen af det nuværende Indien på nær den sydligste spids og dele af det østlige Indien. Ligeledes kontrollerede Delhisultanatets arvtager, det muslimske Mogulrige, på sit højeste i 1707 omtrent hele Indien.

Med tiden udviklede der sig en særlig indisk udgave af islam og et eget muslimsk sprog, urdu, som i dag tales – og i mindre grad skrives – af muslimer som første eller andet sprog i størstedelen af Indien.

I de første århundreder var det navnlig folk tæt på magthaverne, der blev muslimer, men senere var det især folk fra de lavere sociale klasser, der konverterede til islam. Størstedelen af befolkningen i de muslimsk regerede områder forblev dog hinduer, og efter Mogulrigets fald i 1858 er kun få indere konverteret til islam.

Der boede med sikkerhed jøder på Malabarkysten i det nuværende Kerala i 800-tallet, men det er usikkert, hvornår og hvorfra de kom til Indien. I begyndelsen af 1500-tallet, efter den spanske inkvisition, slog en gruppe sefardiske jøder sig også ned på Malabarkysten i byen Cochin, hvor de dannede et selvstændigt jødisk samfund af ”hvide” Paradesi- jøder som modstykke til de lokale ”sorte” Malabar-jøder.

Flertallet af de jøder, der etablerede sig i Indien, kom dog til landet som forretningsfolk fra Mellemøsten, navnlig Baghdad og Aleppo, i 1700-tallet og 1800-tallet. Denne gruppe bosatte sig primært i Bombay og Calcutta, hvor de blev kendt som Bagdhadi-jøder. I årtierne efter oprettelsen af staten Israel i 1948 valgte flertallet af indiske jøder at emigrere dertil.

Omkring 80 % af den indiske befolkning, svarende til knap 1,2 milliarder mennesker, er hinduer (2025). Selvom hinduismen ikke er en enhedsreligion, har hinduer i stigende grad bevidstheden om at tilhøre ét overordnet religiøst og kulturelt fællesskab på tværs af sekteriske forskelle og sproglige og kastemæssige skel.

Muslimer udgør den største religiøse minoritet i Indien. Cirka 14 % af befolkningen, 240 millioner, er muslimer. Størstedelen er sunnimuslimer, der udgør ca. 85 %.

Kristne udgør 2,3 % af Indiens befolkning, ca. 34 millioner. Flertallet er protestanter, mens et stort mindretal er katolikker, og et lille mindretal er syrisk kristne. De fleste kristne bor i henholdsvis Sydindien og i det nordøstlige Indien.

Sikher udgør 1,7 % af den indiske befolkning. Størstedelen bor i og omkring delstaten Punjab og i den nationale hovedstad Delhi. Religionen har i dag ca. 21 mio. tilhængere.

Med cirka 8,4 millioner buddhister er buddhismen en af de mindste religioner i Indien. Størstedelen af indiske buddhister, cirka 8 millioner, er såkaldt neo-buddhister: dalitter, som siden midten af 1900-tallet er konverteret til buddhismen i protest mod hinduismens understøttelse af det undertrykkende kastehierarki. Langt de fleste af disse bor i delstaterne Maharashtra og Madhya Pradesh. Der bor desuden buddhister i grænseområderne mod Myanmar i Nagaland, Manipur og Mizoram og tibetanske buddhister i Himalayabjergene langs grænsen til Tibet i Ladakh, Sikkim, Himachal Pradesh og Arunachal Pradesh.

Der er ca. 4,5 mio. jainister i Indien. Jainisterne udgør blot 0,4 % af befolkningen og bor fortrinsvis i det vestlige Indien.

Koncentreret i Mumbai og i delstaten Gujarat bor ca. 57.000 parsere (2011). De er tilhængere af en nutidig udgave af den før-islamiske, iranske religion zarathustrismen. Parserne er formentlig efterkommere af iranske handelsfolk, der slog sig ned i det vestlige Indien i 700-tallet eller 800-tallet.

Det jødiske mindretal i Indien udgør i dag nogle få tusinde personer. Der er synagoger i Mumbai, Pune, Ahmedabad, Secunderabad, New Delhi, Kochi og Kolkata.

De fleste indiske stammefolk, adivasier, dyrker i varierende grad en folkelig form for hinduisme. Andre adivasi-grupper dyrker nutidige former for folkereligion, fx sarna, der er udbredt i delstaterne Jharkhand, Odisha og West Bengal.