tiara

Den pavelige tiara bruges ikke længere som hovedbeklædning, men indgår som symbol i Den Hellige Stols våbenmærke, i Vatikanstatens statsvåben, i Vatikanstatens segl og endelig i de enkelte pavers embedsvåben.

Ved sede vacante erstattes tiaraen af en såkaldt umbraculum, en pavelig parasol i Kirkestatens flagfarver (frem til 1808: rød og gul).

Desuden indgår tiaraen ved paveligt privilegium i våben og segl for patriarkatet Lissabon og kan føres i patriarkernes embedsvåben. I Lissabon-heraldik er tiaraen ledsaget af en stav med et patriarkkors lagt på kors over en bispestav.

Tiaraen har sit udspring i mitraen. Fra og med pave Konstantin 1. (pave 708-715) har man skriftlige kilder, der taler om en særlig hovedbeklædning for indehaveren af Roms bispestol. Fra kunsthistoriske kilder kender man mitraen forsynet med en åben krone rundt om dens nederste kant fra og med pave Innocens 3. Samme konstruktion kendes i en periode som hovedbeklædning for ærkebiskoppen af Benevento.

Pave Bonifacius 8. tilføjede endnu en åben krone som en ring midt på hovedbeklædningen, og den 3. og sidste krone blev tilføjet den pavelige hovedbeklædning i 1300-tallet, mens paverne havde bopæl i Avignon. I tidens løb blev den pavelige tiara cylinderformet lukket med et lille rigsæble øverst, mens en egentligt tiara-mitra med tre kroner stadig kendes i liturgisk brug fra patriarkatet Lissabon.

Fra renæssancens pave Paul 2. og til nutidens pave Frans har man kendskab til fysiske tiaraer. De er enten dokumenteret i regnskabsoplysninger ved indkøb eller bevaret i fysisk form. I den romerskkatolske kirke er paven blevet kronet i perioden 858-1963. Dette var et ritual efter kroningsmessen, som udviklede sig i renæssancen. Ritualet må ikke forveksles med indsættelsesmessen, hvor den nyvalgte pave indsættes i sit bispeembede i Roms domkirke, San Giovanni in Laterano.

Da det pavelige hofceremoniel var på sit højeste kunne der indgå flere tiaraer, som blev båret i pavelige liturgiske processioner. Sankt Paul 6. var den sidste pave, der blev kronet med en tiara. Sankt Johannes Paul 2. gav i den apostoliske konstitution Universi Dominici Gregis fra 1996 de gældende kanoniske retsregler for valg og indsættelse af en ny pave. Konstitutionen er tavs om, hvorvidt en kroning med tiara stadig kan finde sted. Men Johannes Paul 1. valgte ikke at lade sig krone, og i sit korte pontifikat fik han heller ikke som alle sine efterfølgere frem til pave Frans en tiara som gave. Sankt Johannes Paul 2. fulgte forgængerens eksempel, han lod sig kun indsætte i embedet. Sådan har det også været for hans efterfølgere.

I forskellige katolske sedevacantistiske kirker, dvs. mindre skismatiske kirker - nogle gange med intakt apostolisk succession - der mener, at Roms bispestol er ubesat som følge af beslutningerne på 2. Vatikankoncil, bruges tiaraen fortsat i både heraldik og liturgi.

Det gælder eksempelvis i Den spanske palmarianske kirke, Iglesia Católica Palmariana, som er et registreret trossamfund i Spanien med egen domkirke, Catedral-Basílica de Nuestra Madre del Palmar Coronada, i El Palmar de Troya.

• mitra
• diadem

• Universi Dominici Gregis (February 22, 1996) | John Paul II