Reduktion af madspild: Hvilke EU-tiltag er der?

Madspild er stadig en af de største hindringer for at opnå en cirkulær økonomi. Find ud af mere om Parlamentets løsningsforslag.

Mens det anslås, at omkring 10% af de fødevarer, der er tilgængelige for EU's forbrugere, kan gå til spilde, er der mere end 37 millioner mennesker i EU, der ikke har råd til et kvalitetsmåltid hver anden dag.

Reduktion af madspild og fødevaretab er to af EU's vigtigste mål for at opnå en cirkulær økonomi inden 2050.

Årsager til madspild


Utilstrækkelig planlægning af indkøb og måltider, "grimme" frugter og grøntsager, impulskøb som følge af detailkampagner, uhensigtsmæssig emballagestørrelse er blot nogle af årsagerne til madspild i husholdningerne, som står for størstedelen af madspildet.



Standardiserede portioner og overvurdering af antallet af gæster er blandt årsagerne til madspild i restauranter og foodservices.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Europa-Kommissionen er datomærkning på fødevarer, såsom "sidste anvendelsesdato" og "bedst før", også en af årsagerne til madspild. En bedre forståelse af etiketterne kan potentielt hjælpe med at reducere madspild med op til 10%.

Hvorfor er det vigtigt at reducere madspild?


Reduktion af madspild er nødvendigt for at bekæmpe klimaforandringer. Det tegner sig for ca. 16% af alle drivhusgasser fra EU's fødevaresystem. Ifølge FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) står produktion og transport af mad, der senere går til spilde, for 8 % af den globale drivhusgasudledning. Ved at reducere madspild kan husholdninger og virksomheder spare penge.


EU-lovgivning til reduktion af madspild

Målene for jord til bord-strategien er bl.a. at gøre datomærkning tydeligere og stoppe forkert brug af datomærkning for at reducere madspild. Under denne strategi vil Kommissionen også undersøge tabet af fødevarer i hele fødevareforsyningskæden.

Maddonation er en anden måde at reducere unødvendigt madspild på. EU's retningslinjer for fødevaredonation blev vedtaget i 2017 med det formål at gøre det lettere at genvinde og omfordele sikre, spiselige fødevarer til dem, der har brug for det.

Derudover blev der i 2019 vedtaget en fælles EU-metode til at måle madspild på hvert trin i fødevareforsyningskæden. Den fælles metode gør det lettere at overvåge og rapportere om madspild i hele EU.



Revision af rammedirektivet om affald

Kommissionen fremlagde i juli 2023 et forslag til en revision af affaldsrammedirektivet for at gøre mere for at reducere mad- og tekstilaffald. Blandt ændringerne foreslår den bindende mål for affaldsreduktion på nationalt plan inden udgangen af 2030. 10 % af affaldet skal reduceres i fødevareforarbejdning og -produktion, og 30 % i detailhandel, restauranter, fødevareservice og husholdninger.

I marts 2024 vedtog Parlamentet sin holdning til revisionen. Parlamentet ønsker at reducere affald i fødevareforarbejdning og -produktion med mindst 20 % og i detailhandel, restauranter, fødevareservice og husholdninger med mindst 40 %. Kommissionen skal evaluere, om der skal indføres højere mål (henholdsvis 30 % og 50 %) for 2035.


"Parlamentet er kommet med målrettede løsninger til at reducere madspild, såsom at fremme 'grimme' frugter og grøntsager, holde øje med unfair markedspraksis, tydeliggøre datomærkning og donere usolgte, men forbrugsdygtige fødevarer," siger Anna Zalewska (ECR, Polen), MEP med ansvar for at styre lovgivningen gennem Parlamentet.

De næste skridt

Forhandlingerne med Rådet vil blive gennemført af det næste Parlament, som vil blive valgt ved valget til Europa-Parlamentet den 6.-9. juni 2024.

Læs mere om EU's tiltag på affaldsområdet: