EU Inc.: Hvad er den 28. ordning?

Iværksættere i EU har brug for enkle regler, så deres virksomheder kan trives. Selskabsformen "EU Inc." skal hjælpe virksomhederne med at komme i gang og vokse.

En iværksætter lægger varer i kasser, som skal sendes ud til kunderne.
Små virksomheder er rygraden i EU's økonomi.

Et fleksibelt og enkelt erhvervsklima er en forudsætning for at kunne starte en succesrig virksomhed med potentiale til at vokse på tværs af grænserne. For at styrke sin konkurrenceevne og øge velstanden har EU fremsat et forslag til et fælles regelsæt, der skal gøre det lettere at starte og udvikle en virksomhed, som opererer i hele EU. Dette regelsæt vil ikke erstatte de 27 EU-landes eksisterende nationale regler, men snarere udgøre et enklere alternativ ved siden af dem. Derfor er idéen også kendt som den 28. ordning.

Hvad er EU Inc.?

EU Inc.-konceptet er en fuldt ud digital selskabsform, der kan oprettes online inden for 48 timer med en maksimal omkostning på 100 EUR (ca. 745 DKK) og ikke stiller nogen minimumskapitalkrav. Denne selskabsform med begrænset ansvar har til formål at gøre det lettere at starte en innovativ virksomhed. Enhver virksomhed i EU vil kunne vælge denne form og etablere sig i et hvilket som helst EU-land, så længe mindst ét medlem af bestyrelsen er bosiddende i EU.

Tiltrækning af investeringer og talenter til EU

For at tiltrække og motivere højt kvalificerede og talentfulde medarbejdere vil iværksættere, der benytter sig af selskabsformen EU Inc., kunne udarbejde en aktieoptionsordning for medarbejdere. På den måde kan iværksætterne dele virksomhedens succes med de personer, der arbejder for den. Det vil blive lettere at investere i virksomheden, da den kan oprette forskellige typer digitalt registrerede aktier. For at give iværksættere mulighed for hurtigt at komme på fode igen efter en virksomhedskonkurs vil innovative nystartede virksomheder få adgang til hurtig og fuldt ud digital insolvensbehandling.

Hvornår bliver EU Inc. en realitet?

Som opfølgning på Europa-Parlamentets betænkning fra januar 2026, hvori det efterlyser en ny ramme for at hjælpe innovative virksomheder med at vokse, fremlagde Europa-Kommissionen sit forslag i marts. Europa-Parlamentet og EU-landene arbejder lige nu på dette forslag for at finde den bedste måde at hjælpe iværksættere i EU på. De håber at kunne nå til enighed om lovens endelige udformning inden udgangen af 2026.