Faktablade om Den Europæiske Union
Europa-Parlamentet
Udfyld dette felt

Afrika

EU's samarbejde med afrikanske lande og med Den Afrikanske Union (AU) er baseret på to særskilte rammer i form af a) den fælles Afrika-EU-strategi og b) partnerskabsaftalerne med staterne i Afrika, Caribien og Stillehavet (ACS-staterne).
Retsgrundlaget for de politiske, økonomiske og udviklingsmæssige aspekter af partnerskabet mellem EU og ACS-landene blev fastlagt ved Cotonouaftalen i 2000. Cotonouaftalen blev den 15. november 2023 erstattet af Samoaaftalen, som var forhandlet på plads for at modernisere og opgradere partnerskabet.
Den fælles Afrika-EU-strategi er blevet gennemført ved hjælp af de flerårige køre- og handlingsplaner, som bliver vedtaget på hvert topmøde mellem EU og AU, som normalt afholdes hvert tredje år. På topmødet mellem EU og AU i februar 2022 i Bruxelles blev lederne for EU og AU enige om en fælles vision for 2030 med sigte på at konsolidere et fornyet partnerskab baseret på solidaritet, sikkerhed, fred, bæredygtig udvikling og fælles velstand. Det tredje ministermøde mellem EU og AU blev afholdt den 21. maj 2025 med deltagelse af AU's nye ledelse. Dette møde omfattede en gennemgang af fremskridtene hen imod den fælles vision for 2030 og banede vejen for det syvende topmøde mellem EU og AU, som fandt sted i Luanda i Angola den 24.-25. november 2025 og markerede 25 år med partnerskab siden topmødet i Kairo i 2000. EU's Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité og AU's Freds- og Sikkerhedsråd holdt deres 16. rådgivende møde den 8.-9. oktober 2025 i Bruxelles. EU er Afrikas største donor af officiel udviklingsbistand. Denne bistand ydes overvejende gennem EU's almindelige budget gennem instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde (NDICI) – et globalt Europa.

Retsgrundlag

ACS-EU-partnerskabet

Forbindelserne mellem EU og Afrika syd for Sahara har i mere end to årtier været understøttet af Cotonouaftalen, som udgjorde grundlaget for forbindelserne mellem EU og 78 af de 79 medlemslande[1] i ACS, som i april 2022 blev omdøbt til Organisationen af Stater i Afrika, Caribien og Stillehavet (OACSS).

Cotonouaftalen, der oprindeligt var planlagt til at udløbe i 2020, blev forlænget flere gange indtil november 2023. Aftalen havde til formål at udrydde fattigdom og fremme ACS-landenes integration i verdensøkonomien. Den hvilede på tre samarbejdssøjler vedrørende:

  • politik,
  • udvikling,
  • økonomi og handel.

Aftalen gennemførtes af fælles ACS-EU-institutioner, herunder et Ministerråd, et Ambassadørudvalg og en Blandet Parlamentarisk Forsamling.

Forhandlingerne om "post-Cotonouaftalen" mellem EU og OACSS blev afsluttet i december 2020. Undertegnelsen af den nye aftale blev imidlertid forsinket indtil november 2023 på grund af interne EU-uoverensstemmelser og forbehold fra to EU-medlemsstater.

Samoaaftalen, der blev undertegnet i november 2023, erstatter Cotonouaftalen og markerer et nyt kapitel i forbindelserne mellem EU og OACSS. Aftalen medfører to større ændringer, nemlig styrkelse af den parlamentariske dimension inden for den institutionelle ramme og opdeling af aftalen i tre regionale protokoller. Den udgør et moderniseret og opgraderet partnerskab mellem EU og OACSS, der bygger på det grundlag, der er fastlagt i Cotonouaftalen.

Samoaaftalen fastsætter seks strategisk prioriterede samarbejdsområder: menneskerettigheder, demokrati og god forvaltningspraksis; fred og sikkerhed; menneskelig og social udvikling; inkluderende og bæredygtig økonomisk vækst og udvikling; miljømæssig bæredygtighed og klimaforandringer; migration og mobilitet. Den understreger også relevansen af samarbejde mellem parterne i internationale fora og FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling samt verdensmålene for bæredygtig udvikling.

Samarbejdet er struktureret i tre regionale protokoller, der afspejler de forskellige prioriteter i ACS-regionerne. Protokollen mellem EU og Afrika er blevet den centrale retlige ramme for forbindelserne mellem EU og Afrika syd for Sahara. De regionale prioritetsområder er som følger: inkluderende og bæredygtig økonomisk vækst; menneskelig og social udvikling; miljøet og naturressourcer, fred og sikkerhed; retsstatsprincippet, retfærdighed, demokrati og god regeringsførelse; menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene; migration og mobilitet. Denne nye protokol tillægger dialogen og samarbejdet mellem EU og AU en større rolle, end hvad Cotonouaftalen lagde op til.

Samoaaftalen indeholder bestemmelser om fælles institutioner, navnlig et OACSS-EU-Ministerråd og fire interparlamentariske forsamlinger, der udgør en parlamentarisk paraplyforsamling OACSS-EU og tre regionale parlamentariske forsamlinger: Afrika-EU, Caribien-EU og Stillehavet-EU (jf. briefing fra Europa-Parlamentets Forskningstjeneste med titlen "After Cotonou: towards a new agreement with the African, Caribbean and Pacific states"). Disse fire parlamentariske forsamlinger blev formelt oprettet i februar 2024, hvor de sammentrådte for første gang i Luanda i Angola og vedtog deres forretningsorden. Hver af de fire forsamlinger afholder ordinært årsmøde skiftevis i et EU-land og et ACS-land. De regionale forsamlinger kan derudover afholde yderligere ekstraordinære møder i forbindelse med den årlige Blandede Parlamentariske Forsamling OACSS-EU.

Afrika-EU-strategien og EU's partnerskab med Afrika

Den fælles Afrika-EU-strategi blev vedtaget af ledere fra EU og Afrika på det andet EU-Afrika-topmøde i Lissabon i 2007, hvor de fastlagde den politiske vision for partnerskabet mellem Afrika og EU. Dens mål er at:

  • bevæge sig ud over et samarbejde mellem donorer og modtagere af udviklingsbistand og i stedet åbne forbindelserne mellem Afrika og EU op for emner af fælles politisk interesse,
  • udvide samarbejdet ved at tage fat på fælles globale udfordringer såsom migration, klimaforandringer, fred og sikkerhed og at styrke samarbejdet i internationale fora,
  • støtte Afrikas stræben efter at fremme tværregionale og kontinentale løsninger på disse store udfordringer,
  • arbejde hen imod et menneskeorienteret partnerskab, der i højere grad inddrager de afrikanske og europæiske borgere.

I marts 2020, før det sjette topmøde mellem EU og AU, udstedte Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik en meddelelse med titlen "Frem mod en omfattende strategi for samarbejdet med Afrika". Heri blev der lagt op til et styrket samarbejde centreret omkring fem søjler: grøn omstilling og adgang til energi; digital omstilling; bæredygtig vækst og beskæftigelse; fred og god regeringsførelse; migration og mobilitet.

Den 25. marts 2021 vedtog Parlamentet en "beslutning om en ny EU-Afrika-strategi – et partnerskab for bæredygtig og inklusiv udvikling". Den afspejlede og styrkede dele af den strategi, som Kommissionen og den højtstående repræsentant sammen havde foreslået, bl.a. delene vedrørende bæredygtig og inkluderende vækst, samtidig med at der blev opfordret til større fokus på andre dele, såsom menneskelig udvikling, social inklusion, menneskerettigheder, styrkelse af kvinders og unges indflydelse og status samt modstandsdygtigt landbrug. For så vidt angår migration vil partnerskabets succes ifølge beslutningen afhænge af en betydelig forbedring af mobilitetsmulighederne, og der opfordredes til at skabe yderligere kanaler for lovlige migration.

På det sjette topmøde mellem EU og AU (der blev afholdt den 17.-18. februar 2022 i Bruxelles) nåede EU's og AU's stats- og regeringschefer til enighed om en erklæring med titlen "A Joint Vision for 2030". Den fælles vision konsoliderer et strategisk, langsigtet grundlag for forbindelserne mellem EU og Afrika i en globaliseret verden. Den bestræber sig på at styrke det økonomiske samarbejde og fremme bæredygtig udvikling, hvor begge kontinenter eksisterer side om side på grundlag af fred, sikkerhed, demokrati, velstand, solidaritet og menneskelig værdighed, samtidig med at vores folk, regioner og organisationer føres sammen. Det fornyede partnerskab tager fat på både de umiddelbare muligheder og udfordringer samt partnerskabets langsigtede muligheder med fokus på foranstaltninger på kontinentalt og regionalt plan, hvor EU og Afrika har en kollektiv kapacitet til at levere resultater. Visionen omfatter fire mål:

  • en investeringspakke mellem Afrika og Europa med det formål at yde investeringer på 150 mia. EUR til at fremme diversificerede, bæredygtige og modstandsdygtige økonomier på det afrikanske kontinent,
  • fornyet og styrket samarbejde for fred og sikkerhed,
  • et styrket og gensidigt partnerskab for migration og mobilitet,
  • et tilsagn om at styrke multilateralismen inden for den regelbaserede internationale orden med FN i centrum.

Det sjette topmøde mellem EU og AU blev fulgt op af et møde mellem AU og EU's kommissærkollegium den 28. november 2022. Det tredje ministermøde mellem EU og AU blev afholdt den 22. maj 2025 med deltagelse af AU's nye ledelse. Dette møde omfattede en gennemgang af fremskridtene hen imod den fælles vision for 2030 og banede vejen for det syvende topmøde mellem EU og AU, som fandt sted i Luanda i Angola den 25. november 2025 og markerede 25 års partnerskab siden topmødet i Kairo i 2000.

Forud for det syvende topmøde mellem EU og AU vedtog Parlamentet en beslutning, hvori det opfordrede til et nyt ligeværdigt partnerskab mellem EU og Afrika, der bygger på gensidig respekt, fælles interesser og en fælles multilateral indsats. I beslutningen understreges behovet for at fokusere på praktisk samarbejde med håndgribelige resultater og prioritere områder såsom fred, sikkerhed, infrastruktur og digital konnektivitet gennem Global Gateway-investeringsinstrumentet og økonomisk vækst drevet af udvikling af den private sektor. Ligeledes understreges vigtigheden af at styrke den fælles indsats til bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet og gennemføre migrationspolitikker, der tackler de grundlæggende årsager, samtidig med at medlemsstaternes kompetencer respekteres. Desuden fremhæves behovet for at institutionalisere den parlamentariske dimension af topmøder mellem EU og AU, herunder regelmæssige møder forud for topmøderne med Det Panafrikanske Parlament, tematiske udvekslinger mellem parlamentariske udvalg og årlige dialoger på højt plan om centrale emner såsom fred og sikkerhed, handel og økonomisk samarbejde, migration og mobilitet samt klimaændringer og bæredygtighed. Dette vil i sidste ende bidrage til at udvikle en fælles handlingsplan mellem EU og AU for 2025-2030 med målbare mål, der omfatter en fordobling af handel og investeringer, etablering af en mobilitets- og visumramme og lancering af et digitalt grønt partnerskab.

Udviklingssamarbejde

EU og dets medlemsstater er fortsat Afrikas største donor af officiel udviklingsbistand.

Som et resultat af forhandlingerne om EU's flerårige finansielle ramme (FFR) for 2021-2027 (jf. særskilt faktablad 1.4.3 "Den flerårige finansielle ramme") vil udviklingssamarbejde indgå i det omfattende instrument for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde – et globalt Europa (NDICI – et globalt Europa), som fuldt ud indarbejdes i EU-budgettet. Tidligere blev hovedparten af EU's udviklingsbistand til afrikanske lande ydet via Den Europæiske Udviklingsfond, som ikke var en del af EU-budgettet.

NDICI – et globalt Europa forenkler EU's eksterne finansieringsstruktur ved at erstatte og sammenlægge 10 instrumenter under den foregående budgetcyklus (2014-2020) til ét samlet instrument. Den styrker EU's evne til at opfylde sine strategiske prioriteter og internationale forpligtelser ved at tilvejebringe fleksibilitet og innovative værktøjer med henblik på at opbygge større tillid og samarbejde med EU's partnerlande. Drivkraften bag et globalt Europa er en "værdidrevet" tilgang baseret på "politik først", som vil sætte EU i stand til at indtage en stærkere geopolitisk holdning i sin optræden udadtil.

Med et budget på næsten 80 mia. EUR for perioden 2021-2027 dækker et globalt Europa mere end 70 % af EU's finansiering af eksterne forbindelser. Programmet er baseret på tre søjler: geografiske programmer, tematiske programmer og foranstaltninger vedrørende hurtig reaktion. Geografiske programmer, som vil være den primære gennemførelsesmekanisme, fokuserer på regioner såsom EU's nabolande, Afrika syd for Sahara, Asien og Stillehavsområdet samt Nord-, Syd- og Mellemamerika og Caribien. Denne tilgang giver mulighed for en mere strategisk og sammenhængende EU-indsats på verdensplan, der er skræddersyet til partnerlandenes behov. Programmet prioriterer fremme og beskyttelse af menneskerettighederne samt styrkelse af civilsamfundsorganisationer i hele verden for at fremme positive forandringer og en mere retfærdig, rimelig og stabil verden.

Handelsforbindelser

Cotonouaftalen gav EU og ACS-landene mulighed for at forhandle udviklingsorienterede handelsaftaler kaldet økonomiske partnerskabsaftaler. Denne mulighed er blevet videreført under Samoaaftalen, hvori økonomiske partnerskabsaftaler udgør det vigtigste redskab til at opnå adgang til EU's indre marked. Samhandelen mellem EU og afrikanske lande betragtes – sammen med regional og kontinental økonomisk integration – som en grundlæggende forudsætning for at fremme bæredygtig udvikling i Afrika. Derudover giver unilaterale ordninger de fleste af landene syd for Sahara præferentiel markedsadgang til EU (jf. særskilt faktablad 5.2.3 "Handelsordninger, der anvendes over for udviklingslandene").

Økonomiske partnerskabsaftaler udgør det vigtigste redskab til at fremme samhandel mellem EU og forskellige afrikanske regioner, og de anses for at være fuldt ud forenelige med Verdenshandelsorganisationens regler. Forhandlingerne om disse økonomiske partnerskabsaftaler, som blev indledt i 2002, har imidlertid vist sig at være vanskeligere end forventet og har mødt kraftig modstand fra visse afrikanske regeringer, lokale civilsamfundsgrupper og fagforeninger. Flere af de økonomiske partnerskabsaftaler, som egentlig skulle have omfattet hele afrikanske regioner, har derfor midlertidig kun fundet anvendelse i de lande, der har ønsket det, heriblandt Elfenbenskysten, Ghana, Cameroun og Kenya (nærmere oplysninger herom kan fås i briefingen fra Europa-Parlamentets Forskningstjeneste med titlen "EU economic partnership agreements with ACP countries").

Europa-Parlamentets rolle

I lighed med andre internationale aftaler kræver indgåelsen af Samoaaftalen juridisk godkendelse fra Parlamentet (jf. artikel 218 i TEUF), selv om aftalen kan anvendes delvist og midlertidigt, inden aftalen er blevet godkendt, og inden samtlige medlemsstater i EU og OACSS har ratificeret den. Parlamentet bidrog til forhandlingerne om Samoaaftalen ved at vedtage beslutninger før og under processen og ved at nedsætte en overvågningsgruppe under ledelse af Udviklingsudvalget. Efter forhandlingerne og undertegnelsen af aftalen gav Parlamentet sin godkendelse den 10. april 2024.

Parlamentets godkendelse kræves ligeledes i forbindelse med alle økonomiske partnerskabsaftaler, der indgås med ACS-lande. Parlamentet har desuden bidraget aktivt til udformningen af det finansielle instrument NDICI – et globalt Europa og overvåger gennemførelsen heraf.

Parlamentet har adskillige stående interparlamentariske delegationer til varetagelse af forbindelserne med afrikanske lande og institutioner. Det vigtigste organ for Parlamentets samarbejde om sådanne spørgsmål har hidtil været Den Blandede Parlamentariske Forsamling OACPS-EU, som består af Europa-Parlamentets medlemmer og parlamentsmedlemmer fra OACPS-staterne, og som spiller en nøglerolle med hensyn til at styrke de parlamentariske forbindelser mellem EU og dets OACPS-partnere med afsæt i Cotonouaftalens artikel 14. Foruden oprettelsen af de regionale parlamentariske forsamlinger var ét af Europa-Parlamentets vigtigste krav under forhandlingerne om den nye aftale at bibeholde en Blandet Parlamentarisk Forsamling, som Europa-Parlamentet anså for at være en grundforudsætning for at give sin godkendelse. Delegationerne for hver af de nye partnerskabsaftaler blev formelt oprettet i december 2023, deriblandt også en delegation til Den Parlamentariske Forsamling Afrika-EU. Denne delegation består af 48 MEP'er, som tillige er medlemmer af den nye Blandede Parlamentariske Forsamling OACSS-EU.

Parlamentet har desuden udviklet visse former for parlamentarisk samarbejde med AU gennem Delegationen for Forbindelserne med Det Panafrikanske Parlament, som blev etableret i 2009. Parlamentariske topmøder ledsager typisk de mellemstatslige møder, idet der ved indledningen af hvert mellemstatsligt topmøde afgives en fælles erklæring fra det parlamentariske topmøde rettet direkte til stats- og regeringscheferne.

EU har også privilegerede parlamentariske forbindelser med Sydafrika, som i 2007 blev styrket gennem det strategiske partnerskab mellem EU og Sydafrika – EU's eneste bilaterale strategiske partnerskab med et afrikansk land. Dette afspejles også i Parlamentets særlige stående Delegation for Forbindelserne med Sydafrika, som afholdt sit 28. interparlamentariske møde den 18.-19. februar 2025 i Cape Town, hvor der blev vedtaget en fælles erklæring. Det ottende topmøde mellem EU og Sydafrika blev også afholdt den 13. marts 2025, også i Cape Town. Det 29. interparlamentariske møde fandt sted den 5.-6. november 2025 i Bruxelles forud for det 20. G20-topmøde den 22.-23. november 2025 i Johannesburg, Sydafrika. Dette var det første G20-topmøde på det afrikanske kontinent i anledning af Sydafrikas første G20-formandskab, der fandt sted fra 1. december 2024 til 30. november 2025.

 

[1]Eneste undtagelse var Cuba.

Rose BAGUDU / Tanya BOLNEVA MIHAYLOVA