Parlamentet vil have tiltag til at beskytte den mentale sundhed
Stigende problemer inden for den mentale sundhed kan blive den næste sundhedskrise, advarer MEP'erne.
Mental sundhed er blevet et vigtigt spørgsmål om folkesundhed og økonomisk og social bekymring i hele EU. Det er også et problem på arbejdspladsen, da dårlige arbejdsmiljøer, herunder for stor arbejdsbyrde, jobusikkerhed, chikane og diskrimination, udgør en risiko for arbejdstagernes mentale sundhed.
Parlamentet opfordrer til en integreret EU-strategi for mental sundhed
Europa-Kommissionen foreslog en plan for at tackle mental sundhed i juni 2023. Som svar opfordrede MEP'erne i december 2023 Kommissionen til at udarbejde en langsigtet, omfattende og integreret EU-strategi for mental sundhed.
Parlamentets resolution opfordrede medlemsstaterne til at prioritere og forbedre adgangen til mentale sundhedstjenester for sårbare grupper, såsom børn, unge, unge voksne, LGBTQIA+ personer, patienter med kroniske lidelser og handicap, ældre, migranter og etniske minoriteter.
Da mental sundhed stadig er et stigmatiseret emne, argumenterede MEP'erne for, at der er et presserende behov for at udvikle og implementere informationskampagner, øge bevidstheden og fremme åbne diskussioner om mentale sundhedstilstande.
MEP'erne insisterede også på, at alle EU-borgere skal have adgang til hele spektret af mentale sundhedstjenester af høj kvalitet uden at møde økonomiske og administrative vanskeligheder.
Parlamentet gjorde status over fremskridtene på området på et plenarmøde i oktober 2024 i anledning af Verdensdagen for mental sundhed. MEP'erne diskuterede behovet for en omfattende EU-strategi.
Covid-19's konsekvenser for den mentale sundhed
Arbejdsrelaterede psykosociale risici steg som følge af Covid-19-pandemien, der brød ud i 2020, og den efterfølgende økonomiske krise. Disse havde en enorm indvirkning på manges mentale sundhed og velbefindende, hvilket førte til højere forekomst af stress, angst og depression.
Men mental sundhed blev ikke behandlet som en prioritet på samme måde som fysisk sundhed, bemærkede Parlamentet i en rapport om mental sundhed på den digitale arbejdsplads, der blev vedtaget den 5. juli 2022.
Forebyggelse af arbejdsrelaterede mentale sundhedsproblemer
Resolutionen fra 2022 opfordrede EU's institutioner og lande til at anerkende det høje niveau af arbejdsrelaterede mentale sundhedsproblemer og til at finde måder at hjælpe med at forebygge mentale sundhedsproblemer. Den understregede også behovet for at udrydde vold, diskrimination og chikane på arbejdspladsen.
Parlamentet anbefalede også fleksible arbejdstider for at hjælpe med at mindske arbejdsrelateret stress, uddannelse i mental sundhed og træning for arbejdsgivere.
MEP'erne anerkendte mental sundhed som en grundlæggende menneskerettighed og opfordrede til en EU-handlingsplan for mental sundhed i en resolution om EU's folkesundhedsstrategi efter Covid-19, der blev vedtaget i juli 2020.
I 2021 opfordrede MEP'erne også til retten til at afbryde arbejdet uden for arbejdstiden uden negative konsekvenser.